Gal kejser brændte Kinas bøger

Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, levede i evig frygt for at miste magten. Nådesløst jagtede kejseren sine kritikere, og hans forfølgelsesvanvid kom til at koste kineserne dyrt.

Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, levede i evig frygt for at miste magten. Nådesløst jagtede kejseren sine kritikere, og hans forfølgelsesvanvid kom til at koste kineserne dyrt.

Imageselect

Mørk røg stiger til vejrs fra blussende bål i Kinas hovedstad Xianyang. Kejseren har efter otte år ved magten beordret alle filosoffen Kong Fuzis bøger brændt, og nu har hans soldater travlt med at kaste det ene klassiske værk efter det andet ind i ilden.

Flammerne får hurtigt godt fat i bøgerne, for i år 213 f.Kr. er kinesiske bøger skrevet på bambuspinde eller ark af silkestof.

Fra et vindue øverst i paladset ser kejser Qin Shi Huangdi med tilfredshed, at hans ordre bliver ført ud i livet. Kejseren vil slette Kinas fortid for at gøre plads til fremtiden.

Den diktatoriske hersker nøjes ikke med at brænde tusindvis af bøger over­alt i de kinesiske byer. Også Kinas lærde – forfatterne til de forbudte værker – vil snart blive forfulgt, for de har på grusomste vis svigtet ham, mener den paranoide kejser.

Kejseren ville blæse på filosofi

Kejser Qin Shi Huangdi hed Ying Zheng, da han arvede det vestlige kinesiske kongerige Qin i år 247 f.Kr. I løbet af de næste 26 år underlagde han sig nabostaterne Han, Zhao, Wei, Yan, Chu og Qi og skabte dermed det første forenede Kina.

Nabostaternes konger og deres familie blev henrettet, og Ying Zheng tog sig i 221 f.Kr. navnet Qin Shi Huangdi, der betyder “første ophøjede Qin-kejser”.

Den 38-årige hersker stod over for en umådelig vanskelig opgave med at holde sammen på et rige, der bestod af 30 mio. mennesker fordelt på folkeslag, der havde bekriget hinanden gennem mere end to århundreder.

For at sikre sit greb om magten i det nyvundne rige satte kejseren gang i reformer, som de næste 2.000 år kom til at påvirke kineserne.

Kinas tidlige kongeriger havde været gennemsyret af filosofiske tanker om godhed, søgen efter fred og harmoni i magthierarkiet.

Særligt filosoffen Kong Fuzis moralske lektioner om det gensidige troskab og ansvar i hierarkiet – helt fra bonde til konge – havde påvirket styreformen i kongerigerne.

Hvor længe en regent kunne håbe på at herske, var ifølge Kong Fuzi afhængigt af, om monarken opretholdt det såkaldte himmelske mandat, som kun kunne tilfalde den, der var dydig, retfærdig og værdig.

Men Qin Shi Huangdi var ligeglad med filosofi. Han og hans forfærdre foretrak såkaldt legalisme i stedet for konfucianisme.

Ifølge legalismen skulle herskeren ikke søge harmoni, men effektivitet – både i krig og fred. I fredstider forberedte han sig på krig, i krigstider søgte han sejr, og i sejren sikrede han fred ved igen at forberede sig på krig.

Stabilitet var nøglen, og den blev kun opnået ved nådesløst lederskab. Respekt for gamle familiedynastier, ejendomsret og individualisme var hæmsko for et effektivt styre, mente kejseren.

Fortidens dyder blev dog ved med at hjemsøge Qin Shi Huangdi, selvom han straks efter oprettelsen af kejserriget indledte omfattende reformer: Kineserne fik et fælles skriftsystem, og måleenheder blev standardiseret over hele riget.

Feudalsystemet blev opløst, og gamle familiedynastier fik frataget deres godser og blev erstattet af administratorer, som skulle håndhæve loven og opkræve skatter.

Omkring år 260 f.Kr. bestod Kina af syv militært jævnbyrdige kongeriger.

© Shutterstock

Qin-riget slugte sine naboer

Kina bestod af syv uafhængige kongedømmer, indtil Qin Shi Huangdi i 247 f.Kr. satte sig for at erobre alle nabostaterne.

Skiftende alliancer havde i århundreder medført, at ingen kinesisk konge kunne underlægge sig hele regionen. Men den unge Qin Shi Huangdi overtog et rige, som gennem generationer var blevet styrket af erobringer.

Mens andre kongedømmer havde drænet hinandens kræfter under indbyrdes krige, havde kongeriget Qin ekspanderet mod syd og vest ved at erobre områder, som indtil da ikke var blevet betragtet som kinesiske.

Særligt de østlige dele af den folkerige landbrugsregion Sichuan havde sikret Qin-riget en velstand, som gjorde kongedømmet i stand til at betale sold til en professionel hær på flere hundredtusind mand.

Da Qin Shi Huangdi i 230 f.Kr. indledte den sidste fase af sin erobringskrig, kunne ingen stå imod. I løbet af ni år underlagde han sig hele det daværende Kina, og udråbte sig selv til kejser.

Kritik udløste forfølgelse

Gennem otte år blev Kina omstruktureret med hård hånd uden hensyn til andre end kejseren selv. Reformerne var upopulære, men få turde protestere.

Under en banket i det kejserlige palads i 213 f.Kr. kogte kritikken dog over. Som en del af festlighederne holdt rigets ledende embedsmænd og udvalgte lærde lovprisende taler for kejseren.

Men én af de lærde dristede sig til at sige mere end rosenrøde ord. Han advarede om, at kejseren brød med fortidens feudalsystem, hvor regenter altid havde tildelt deres sønner, brødre og loyale ministre land.

Ordene fulgte han op med en dyster forudsigelse: “Et styre, der ikke efterlever oldgamle forbilleder, holder ikke længe!”

Kejseren måtte beherske sig for ikke at tabe ansigt, men hans loyale og brutale førsteminister, Li Si, kom ham hastigt til undsætning. Ministeren råbte arrigt ad den illoyale taler:

“Hans majestæt har forenet alt under himlen, men stadig er der dem, som kritiserer og debatterer, hvilket de kan gøre, fordi de har læst om andres holdninger. Og de er stolte af det! Hvis sådan en opførsel ikke forbydes, vil regentens autoritet blive undergravet i de øvre cirkler, og kliker vil dannes i de nedre”.

Efter banketten foreslog Li Si, at kinesisk poesi, historiske værker og filosofiske tekster skulle forbydes. Straffen for at overtræde forbuddet skulle være hård:

“Enhver, som vover at diskutere Odernes bog (et værk med klassisk poesi, red.) eller Dokumenternes bog (klassisk historie, red.), skal henrettes offentligt. Enhver, som bruger historie til at kritisere nutiden, vil få henrettet sin familie. Enhver embedsmand, som ikke melder overtrædelser, er medskyldig”.

Kejseren underskrev dekretet, der med et pennestrøg udpegede Kinas lærde som potentielle urostiftere. Tanker udgjorde en trussel mod det unge kejser-rige, så alle former for fri tænkning måtte tøjles.

Jagten på de forbudte bøger gik omgående i gang, for de skulle hurtigst muligt fortæres af flammer.

Under alle sine 11 år på tronen drømte kejser Qin Shi Huangdi om evigt liv. Han måtte nøjes med at efterlade minderne om Kinas stor­heds­tid.

© Shutterstock

Den kinesiske mur

De kinesiske kongegeriger havde allerede flere hundrede år før kejser Qin Shi Huangdi bygget mure mod nord.

Murene skulle beskytte deres riger mod mongolske stammefolk, der jævnligt plyndrede kinesiske byer. Samtidig byggede kongerne mure, som var vendt mod de andre kinesiske riger.

For at sikre sig kontrollen over det samlede Kina lod Qin Shi Shuangdi alle interne mure i sit rige rive ned og forbandt flere af de nordlige mure.

Dermed skabte han Den Kinesiske Mur, som ifølge nyere forskning var i alt 21.000 km lang.

© Shutterstock

Lingqu-kanalen

For at gøre transport af varer – og ikke mindst sin enorme hær – lettere igangsatte Qin Shi Huangdi et kæmpemæssigt projekt, der skulle forbinde floderne Xiang og Li ved hjælp af en 36 km lang kanal.

Udgravningerne medførte, at flodsystemerne Yangtze i nord og Zhujiang i syd blev forbundet, så pramme uhindret kunne tilbagelægge de 2.000 km fra Beijing i nord til Hongkong i syd.

© Shutterstock

Terrakottahæren

Til at beskytte sig i ef­ter­li­vet fik Qin Shi Huangdi en hær af lerfigurer med sig i graven. 8.000 mandshøje soldater, 130 stridsvogne med 520 heste, 150 kavalerister samt et antal administratorer og tjenere blev formet, brændt og malet.

700.000 arbejdere menes at have deltaget i opførelsen af kejserens 98 km² store ne­kro­po­lis. Her står soldaterne på rad og ræk­ke og bevogter stadig kejserens mau­so­le­um.

Lærde blev levende begravet

Først blev det kejserlige bibliotek tømt for alle forbudte bøger, og landet over fik embedsfolk, lærde, filosoffer og poeter derefter gennemsøgt deres hjem, så bøgerne kunne konfiskeres.

Overalt i Kina vidnede røgen fra store bål om, at kinesisk historie blev forvandlet til aske. Men bogafbrændingerne gav ikke kejseren ro i sindet. Med tiden blev han mere og mere paranoid.

Qin Shi Huangdi var rædselsslagen for døden, og for at opnå udødelighed jagtede kejseren den sagnomspundne drik Livets Eliksir, der angiveligt sikrede et evigt liv.

Han sendte talrige ekspeditioner ud for at lede efter eksotiske ingredienser som blodsten og cinnober samt tale med udødelige mænd, som blev omtalt i kinesiske legender. Ingen af ekspeditionerne nyttede, og flere af dem vendte aldrig tilbage.

Qin Shi Huangdi hyrede talrige alkymister, der fik til opgave at brygge eliksiren, men ingen af dem magtede opgaven.

I ventetiden blev kejseren mere og mere desperat. Året var 212 f.Kr., og hans 47-årige krop begyndte at vise skræmmende spor på aldring.

Kejserens alkymister forklarede, at det måtte være onde ånder, der forhindrede kejseren i at få fingre i eliksiren. Qin Shi Huangdi måtte gemme sig, så ånderne ikke kunne forpurre hans planer.

Kinas hersker fik derfor opført mure om samtlige stier i sine paladsers haver og lagt tag over, så ingen kunne følge med i hans færden. Han indførte desuden dødsstraf for at røbe, hvor kejseren befandt sig.

Qin Shi Huangdi isolerede sig i sine paladser og dukkede kun op ved enkelte officielle ceremonier. En dag fik to alkymister, som arbejdede på Livets Eliksir, nok af at arbejde i evig frygt for kejseren.

De to lær­de mænd stak af, og deres flugt gjorde Qin Shi Huangdi rasende. Han beordrede alle lærde i kejserlig tjeneste arresteret og afhørt.

Hver og én blev anklaget for at læse forbudte bøger, være kritiske over for kejseren og røbe hans opholdssted.

Særligt konfucianske filosoffer blev målet for anklagerne, da kejseren mente, at de var med til at undergrave hele kejserriget.

I et panisk forsøg på at redde deres eget skind, beskyldte talrige af dem hinanden for kriminelle handlinger. Over 460 af de anklagede blev dømt, og en grufuld straf blev udmålt af kejseren:

De lærde skulle kastes i et dybt hul i jorden og begraves levende. Qin Shi Huangdi ville én gang for alle lade hele sit rige vide, hvad der ventede andre, som påtænkte at forråde kejseren.

Historikere sår tvivl om galskaben

Beretningen om Qin Shi Huangdis galskab kendes i dag fra den kinesiske hofhistoriker Sima Qian, som levede ca. 100 år efter Qin Shi Huangdi.

Sima Qians værk “Historikerens optegnelser” omhandler hele Kinas historie fra fortidens mytologiske herskere til hans egen samtids kejser af Handynastiet.

Værket er blevet lovprist af senere historikere som en nøgtern og pålidelig be­ret­ning, men i nyere tid er der alligevel blevet stillet spørgsmålstegn ved skildringen af kejser Qin Shi Huangdis re­ge­rings­tid.

Mange moderne historikere mener, at Sima Qians skildring af en bogafbrændende galning på tronen i virkeligheden var en camoufleret kritik af den daværende kejser Wu af Han-dynastiet (206 f.Kr. til 220 e.Kr.).

Sima Qian ville umuligt slippe levende fra direkte kritik af kejser Wu, så han beskrev i stedet, hvordan en tidligere kejser misbrugte sin magt.

Senere kinesiske kejserdynastier spredte velvilligt fortællingen om den gale Qin Shi Huangdi, da et vanæret tidligere dynasti kunne styrke det nuværende dynastis legitimitet.

Nogle moderne historikere sætter spørgsmålstegn ved, om bogafbrændingen og henrettelserne overhovedet fandt sted.

Den kvindelige amerikanske forsker Michael Nylan påpeger fx, at Qin Shi Huangdi fortsatte med at udpege konfucianske lærde til ledende stillinger ved sit hof.

Hun har også fundet tegn på, at flere konfucianske værker overlevede den påståede bogafbrænding, og at de blev læst, mens Qin Shi Huangdi levede.

Andre historikere mener, at Kinas lærde trodsede kejserens vanvittige ordre og gemte kopier af de forbudte værker.

Hvad der præcis skete for 2.232 år siden, finder forskerne nok aldrig ud af, men beretningen om bogafbrændingen blev de næste mange århundreder brugt som en lektion i vigtigheden af at værne om Kinas historie.

Ikke overaskende mislykkedes kejser Qin Shi Huangdis forsøg på at snyde døden. Ifølge legenden fremskyndte han den tværtimod ved at drikke kviksølv, som kineserne vidste kunne stoppe nedbrydningen af en død krop.

Qin Shi Huangdi satsede på, at det giftige grundstof ligefrem kunne bevare ham i levende live for evigt, men han døde kun 49 år gammel i 210. f.Kr.