Gal kejser brændte Kinas bøger

Mørk røg stiger til vejrs fra blussende bål i Kinas hovedstad Xianyang. Kejseren har efter otte år ved magten beordret alle filosoffen Kong Fuzis bøger brændt, og nu har hans soldater travlt med at kaste det ene klassiske værk efter det andet ind i ilden.

Flammerne får hurtigt godt fat i bøgerne, for i år 213 f.Kr. er kinesiske bøger skrevet på bambuspinde eller ark af silkestof.

Fra et vindue øverst i paladset ser kejser Qin Shi Huangdi med tilfredshed, at hans ordre bliver ført ud i livet. Kejseren vil slette Kinas fortid for at gøre plads til fremtiden.

Den diktatoriske hersker nøjes ikke med at brænde tusindvis af bøger over­alt i de kinesiske byer. Også Kinas lærde – forfatterne til de forbudte værker – vil snart blive forfulgt, for de har på grusomste vis svigtet ham, mener den paranoide kejser.

Kejseren ville blæse på filosofi

Kejser Qin Shi Huangdi hed Ying Zheng, da han arvede det vestlige kinesiske kongerige Qin i år 247 f.Kr. I løbet af de næste 26 år underlagde han sig nabostaterne Han, Zhao, Wei, Yan, Chu og Qi og skabte dermed det første forenede Kina.

Nabostaternes konger og deres familie blev henrettet, og Ying Zheng tog sig i 221 f.Kr. navnet Qin Shi Huangdi, der betyder “første ophøjede Qin-kejser”.

Den 38-årige hersker stod over for en umådelig vanskelig opgave med at holde sammen på et rige, der bestod af 30 mio. mennesker fordelt på folkeslag, der havde bekriget hinanden gennem mere end to århundreder.

For at sikre sit greb om magten i det nyvundne rige satte kejseren gang i reformer, som de næste 2.000 år kom til at påvirke kineserne.

Kinas tidlige kongeriger havde været gennemsyret af filosofiske tanker om godhed, søgen efter fred og harmoni i magthierarkiet.

Særligt filosoffen Kong Fuzis moralske lektioner om det gensidige troskab og ansvar i hierarkiet – helt fra bonde til konge – havde påvirket styreformen i kongerigerne.

Hvor længe en regent kunne håbe på at herske, var ifølge Kong Fuzi afhængigt af, om monarken opretholdt det såkaldte himmelske mandat, som kun kunne tilfalde den, der var dydig, retfærdig og værdig.

Men Qin Shi Huangdi var ligeglad med filosofi. Han og hans forfærdre foretrak såkaldt legalisme i stedet for konfucianisme.

Ifølge legalismen skulle herskeren ikke søge harmoni, men effektivitet – både i krig og fred. I fredstider forberedte han sig på krig, i krigstider søgte han sejr, og i sejren sikrede han fred ved igen at forberede sig på krig.

Stabilitet var nøglen, og den blev kun opnået ved nådesløst lederskab. Respekt for gamle familiedynastier, ejendomsret og individualisme var hæmsko for et effektivt styre, mente kejseren.

Fortidens dyder blev dog ved med at hjemsøge Qin Shi Huangdi, selvom han straks efter oprettelsen af kejserriget indledte omfattende reformer: Kineserne fik et fælles skriftsystem, og måleenheder blev standardiseret over hele riget.

Feudalsystemet blev opløst, og gamle familiedynastier fik frataget deres godser og blev erstattet af administratorer, som skulle håndhæve loven og opkræve skatter.

Kritik udløste forfølgelse

Gennem otte år blev Kina omstruktureret med hård hånd uden hensyn til andre end kejseren selv. Reformerne var upopulære, men få turde protestere.

Under en banket i det kejserlige palads i 213 f.Kr. kogte kritikken dog over. Som en del af festlighederne holdt rigets ledende embedsmænd og udvalgte lærde lovprisende taler for kejseren.

Men én af de lærde dristede sig til at sige mere end rosenrøde ord. Han advarede om, at kejseren brød med fortidens feudalsystem, hvor regenter altid havde tildelt deres sønner, brødre og loyale ministre land.

Ordene fulgte han op med en dyster forudsigelse: “Et styre, der ikke efterlever oldgamle forbilleder, holder ikke længe!”

Kejseren måtte beherske sig for ikke at tabe ansigt, men hans loyale og brutale førsteminister, Li Si, kom ham hastigt til undsætning. Ministeren råbte arrigt ad den illoyale taler:

“Hans majestæt har forenet alt under himlen, men stadig er der dem, som kritiserer og debatterer, hvilket de kan gøre, fordi de har læst om andres holdninger. Og de er stolte af det! Hvis sådan en opførsel ikke forbydes, vil regentens autoritet blive undergravet i de øvre cirkler, og kliker vil dannes i de nedre”.

Efter banketten foreslog Li Si, at kinesisk poesi, historiske værker og filosofiske tekster skulle forbydes. Straffen for at overtræde forbuddet skulle være hård:

“Enhver, som vover at diskutere Odernes bog (et værk med klassisk poesi, red.) eller Dokumenternes bog (klassisk historie, red.), skal henrettes offentligt. Enhver, som bruger historie til at kritisere nutiden, vil få henrettet sin familie. Enhver embedsmand, som ikke melder overtrædelser, er medskyldig”.

Kejseren underskrev dekretet, der med et pennestrøg udpegede Kinas lærde som potentielle urostiftere. Tanker udgjorde en trussel mod det unge kejser-rige, så alle former for fri tænkning måtte tøjles.

Jagten på de forbudte bøger gik omgående i gang, for de skulle hurtigst muligt fortæres af flammer.

Lærde blev levende begravet

Først blev det kejserlige bibliotek tømt for alle forbudte bøger, og landet over fik embedsfolk, lærde, filosoffer og poeter derefter gennemsøgt deres hjem, så bøgerne kunne konfiskeres.

Overalt i Kina vidnede røgen fra store bål om, at kinesisk historie blev forvandlet til aske. Men bogafbrændingerne gav ikke kejseren ro i sindet. Med tiden blev han mere og mere paranoid.

Qin Shi Huangdi var rædselsslagen for døden, og for at opnå udødelighed jagtede kejseren den sagnomspundne drik Livets Eliksir, der angiveligt sikrede et evigt liv.

Han sendte talrige ekspeditioner ud for at lede efter eksotiske ingredienser som blodsten og cinnober samt tale med udødelige mænd, som blev omtalt i kinesiske legender. Ingen af ekspeditionerne nyttede, og flere af dem vendte aldrig tilbage.

Qin Shi Huangdi hyrede talrige alkymister, der fik til opgave at brygge eliksiren, men ingen af dem magtede opgaven.

I ventetiden blev kejseren mere og mere desperat. Året var 212 f.Kr., og hans 47-årige krop begyndte at vise skræmmende spor på aldring.

Kejserens alkymister forklarede, at det måtte være onde ånder, der forhindrede kejseren i at få fingre i eliksiren. Qin Shi Huangdi måtte gemme sig, så ånderne ikke kunne forpurre hans planer.

Kinas hersker fik derfor opført mure om samtlige stier i sine paladsers haver og lagt tag over, så ingen kunne følge med i hans færden. Han indførte desuden dødsstraf for at røbe, hvor kejseren befandt sig.

Qin Shi Huangdi isolerede sig i sine paladser og dukkede kun op ved enkelte officielle ceremonier. En dag fik to alkymister, som arbejdede på Livets Eliksir, nok af at arbejde i evig frygt for kejseren.

De to lær­de mænd stak af, og deres flugt gjorde Qin Shi Huangdi rasende. Han beordrede alle lærde i kejserlig tjeneste arresteret og afhørt.

Hver og én blev anklaget for at læse forbudte bøger, være kritiske over for kejseren og røbe hans opholdssted.

Særligt konfucianske filosoffer blev målet for anklagerne, da kejseren mente, at de var med til at undergrave hele kejserriget.

I et panisk forsøg på at redde deres eget skind, beskyldte talrige af dem hinanden for kriminelle handlinger. Over 460 af de anklagede blev dømt, og en grufuld straf blev udmålt af kejseren:

De lærde skulle kastes i et dybt hul i jorden og begraves levende. Qin Shi Huangdi ville én gang for alle lade hele sit rige vide, hvad der ventede andre, som påtænkte at forråde kejseren.

Historikere sår tvivl om galskaben

Beretningen om Qin Shi Huangdis galskab kendes i dag fra den kinesiske hofhistoriker Sima Qian, som levede ca. 100 år efter Qin Shi Huangdi.

Sima Qians værk “Historikerens optegnelser” omhandler hele Kinas historie fra fortidens mytologiske herskere til hans egen samtids kejser af Handynastiet.

Værket er blevet lovprist af senere historikere som en nøgtern og pålidelig be­ret­ning, men i nyere tid er der alligevel blevet stillet spørgsmålstegn ved skildringen af kejser Qin Shi Huangdis re­ge­rings­tid.

Mange moderne historikere mener, at Sima Qians skildring af en bogafbrændende galning på tronen i virkeligheden var en camoufleret kritik af den daværende kejser Wu af Han-dynastiet (206 f.Kr. til 220 e.Kr.).

Sima Qian ville umuligt slippe levende fra direkte kritik af kejser Wu, så han beskrev i stedet, hvordan en tidligere kejser misbrugte sin magt.

Senere kinesiske kejserdynastier spredte velvilligt fortællingen om den gale Qin Shi Huangdi, da et vanæret tidligere dynasti kunne styrke det nuværende dynastis legitimitet.

Nogle moderne historikere sætter spørgsmålstegn ved, om bogafbrændingen og henrettelserne overhovedet fandt sted.

Den kvindelige amerikanske forsker Michael Nylan påpeger fx, at Qin Shi Huangdi fortsatte med at udpege konfucianske lærde til ledende stillinger ved sit hof.

Hun har også fundet tegn på, at flere konfucianske værker overlevede den påståede bogafbrænding, og at de blev læst, mens Qin Shi Huangdi levede.

Andre historikere mener, at Kinas lærde trodsede kejserens vanvittige ordre og gemte kopier af de forbudte værker.

Hvad der præcis skete for 2.232 år siden, finder forskerne nok aldrig ud af, men beretningen om bogafbrændingen blev de næste mange århundreder brugt som en lektion i vigtigheden af at værne om Kinas historie.

Ikke overaskende mislykkedes kejser Qin Shi Huangdis forsøg på at snyde døden. Ifølge legenden fremskyndte han den tværtimod ved at drikke kviksølv, som kineserne vidste kunne stoppe nedbrydningen af en død krop.

Qin Shi Huangdi satsede på, at det giftige grundstof ligefrem kunne bevare ham i levende live for evigt, men han døde kun 49 år gammel i 210. f.Kr.