Lingchi – også kendt som “døden ved 1.000 snit” – var en gammel kinesisk tortur- og henrettelsesmetode, som blev brugt helt frem til begyndelsen af 1900-tallet.
Når en dødsdømt blev idømt lingchi, blev han først bundet til en træpæl. Herefter tog bødlen en skarp kniv og begyndte at skære skiver af den dømtes kød.
Bødlen startede typisk med at skære på brystet, hvor musklerne blev fjernet, indtil ribbene var synlige. Derefter skar bødlen kødet af armene og fortsatte nede på benene.
Ifølge overleveringer kunne nogle ofre vride sig i smerte i timevis, inden de døde.
Smerten blev trukket ud gennem lingchi
Alt afhængigt af hvordan bødlen greb henrettelsen an, kunne den dømte vride sig i smerte i timevis. Torturen stoppede først, når den dømte udåndede – eller når bødlen valgte at stikke det lidende offer i hjertet med en kniv.
Hvis bødlen var barmhjertig – eller var blevet bestukket af offerets familie – kunne han lægge det første snit ved halsen, så den dømte døde hurtigere. Når døden indtraf, blev den dræbtes krop halshugget, parteret og lagt i en kurv.
VIDEO: Se en kort film om lingchi
Lingchi betød, at straffen fortsatte efter døden
Som henrettelsesmetode var lingchi ekstremt smertefuld, og den blev derfor primært anvendt ved særligt grove forbrydelser – fx højforræderi og massemord.
Lingchi blev i praksis betragtet som en tredobbelt straf: Offeret blev ydmyget offentligt, fik en smertefuld død og blev samtidig straffet efter døden, fordi kroppen var blevet skændet. Ifølge konfucianismen, som de fleste kinesere troede på, skulle kroppen nemlig være intakt for at få et godt efterliv.
Officielt blev lingchi skrevet ud af den kinesiske lovgivning i 1905, men ifølge visse kilder blev den grusomme henrettelsesform fortsat brugt visse steder så sent som i 1920'erne.