Før mennesket lærte at udnytte naturgas til varme, udgjorde det fossile brændstof et stort mysterie for flere af oldtidens kulturer. Historiske kilder nævner bl.a. “evig ild” og “brændende kilder”, der formentlig var naturgas, som sivede op af jorden og blev antændt af fx lynnedslag.
Oldtidens persere og grækere kunne ikke forklare, hvordan en ild tilsyneladende kunne brænde for evigt og betragtede den uudslukkelige naturgas-ild som guddommelig. Derfor byggede de templer rundt om eller nær de mystiske flammer for at ære guderne.
Kineserne borede efter gas
På den anden side af kloden havde kineserne en mere praktisk tilgang til den underjordiske gas, som de opdagede i årene omkring 1.000-500 f.Kr. under deres forsøg på at udgrave salt.
I første omgang lavede kineserne en form for lampe ved at indfange naturgas i lædersække og sætte ild til den gas, der sivede ud gennem et lille hul i sækken. Ifølge kinesiske kilder kunne en sæk med gas levere lys en hel dag.
Omkring år 200 f.Kr. begyndte driftige kinesere at bore systematisk efter lommer af naturgas og udviklede samtidig et rørsystem af bambus, som transporterede gassen over store afstande. Her blev gassen brugt til at tænde store bål, hvorpå salt blev udvundet af havvand.
Mange kokke foretrækker at lave mad på gasblus, da det gør det nemmere for dem at kontrollere varmen.
Naturgas blev brugt til belysning
Vor tids kommercielle brug af naturgas begyndte så småt i den første halvdel af 1800-tallet, hvor naturgas i USA blev udvundet og brugt til at oplyse huse og gader.
Efter opfindelsen af gasbrænderen blev naturgas i stigende grad også brugt til opvarmning, madlavning og produktion af elektricitet i den første halvdel af 1900-tallet.
Det var dog først i den anden halvdel af 1900-tallet, at naturgas for alvor begyndte at vinde indpas som energikilde i store dele af verden.