Historikerne kan ikke med sikkerhed sige, hvornår de første spioner begyndte at snige sig omkring. Men den første historiske kilde, som går i dybden med systematisk spionage, er den kinesiske general og militærstrateg Sun Tzu (544-496 f.Kr.). I sit værk Krigskunsten fortæller han, at et veludviklet netværk af spioner er den vigtigste forudsætning for militære sejre, og at enhver krigsherre derfor bør have en masse spioner.
“Hemmelige operationer er altafgørende i krig”, skrev Sun Tzu og slog fast, at en generals største præstation var “at undertvinge sig fjenden uden kamp”.
Sun Tzu mente, at brugen af spioner kunne være altafgørende for udfaldet af en krig.
Spioner har forskellige roller
Ifølge Sun Tzu havde militære spioner forskellige opgaver. Nogle skulle infiltrere fjendens lejr og skaffe efterretninger om fjendtlige planer. Andre havde til opgave at fodre fjenden med falske oplysninger og på den måde lægge et røgslør, der kunne forvirre. Desuden skulle en general altid forsøge at rekruttere fjendens spioner ved at bestikke dem og på den måde skaffe sig adgang til fjendens dybeste hemmeligheder.
Flere af Sun Tzus idéer har vist sig så eviggyldige, at hans teorier om spionage stadig bliver brugt i undervisningen på militærakademier – bl.a. i Kina.