Kina sendte opiumsrøffel til dronning Victoria

Opium var forbudt i Kina, men det så Storbritannien stort på. Landets skibe bragte årligt tonsvis af det sløvende og vanedannende rusmiddel ind i landet. For at standse uvæsenet satte kejseren en embedsmand ved navn Lin Zexu til at skrive til dronning Victoria.

Opium var forbudt i Kina, men det så Storbritannien stort på. Landets skibe bragte årligt tonsvis af det sløvende og vanedannende rusmiddel ind i landet. For at standse uvæsenet satte kejseren en embedsmand ved navn Lin Zexu til at skrive til dronning Victoria.

Shutterstock

Guangzhou, Kina, 1839

Lin, kejserlig kommissær, formand for krigsrådet, vicekonge for de to Kiang-provinser mv., sender hermed dette åbne brev til dronningen af England.

Vor store kejser* udviser lige stor godhed over for både Kina og udlandet. Har vi overskud, deler han med resten af verden. Dårligdomme fjerner han på alles vegne. Han ser nemlig på verden, som var han himlen og jorden selv.

*

Kejser Minning (1782-1850), den 6. Qing-kejser, havde ringe forståelse for Europa og var derfor afhængig af rådgivere som Lin Zexu.

Kongerne over jeres agtværdige land har hidtil altid udmærket sig ved deres høflighed og underdanighed.

Vi har læst, hvad I så ofte har skrevet: “Vores landsmænd, som rejser til Kina for at handle, er altid blevet godt og retfærdigt behandlet af Hans Majestæt Kejseren”.

Således har jeres landsmænd i 200 år nydt godt af handlen, der er kilden til den velstand, som jeres land er kendt for.

© Svintage Archive/Imageselect

Lin Zexu

Levetid: 1785-1850.

Nationalitet: Kinesisk.

Erhverv: Vicekonge, generalguvernør og kejserlig rådgiver under Qing-dynastiet.

Civilstand: Gift og far til fem børn.

Kendt for: Lin Zexu huskes bedst for sin rolle som foregangsmand i kampen mod opiumhandlen og mod britisk indflydelse i landet. Han var trods sin skepsis over for udlændinge levende interesseret i andre kulturer og indsamlede materiale til Haiguo Tuzhi, den første kinesiske bog om de vestlige lande.

Både gode og dårlige mennesker er i løbet af tiden kommet her. Nogle blandt dem smugler opium i den hensigt at forføre det kinesiske folk og udbrede giften til alle vores provinser.

Kejseren blev rasende, da han hørte om det. Han har derfor sendt mig, sin kommissær, til Guangdong-provinsen for at undersøge sagerne.

Alle mennesker i Kina, som sælger eller ryger opium, kan nu få dødsstraf. Vi ser desuden nærmere på de barbarer*, som gennem årene har solgt opium til folk her i Kina. Dog tager vi hensyn til dem, som har angret og derfor bragt 20.183 kasser med opium fra lastrummet i deres skibe og overgivet varerne til os.

*

Ordet barbar blev i datidens Kina brugt til at beskrive ikke-kinesere. Anvendt om vesterlændinge havde det en særlig nedsættende klang.

Det er alt sammen blevet destrueret, og hændelsen er rapporteret til kejseren. Heldigvis vil Hans Majestæt vise nåde for dem, som frivilligt overgiver sig. Men det bliver svært at skåne dem, som fremover forbryder sig mod forbuddet.

Og da vi nu har vedtaget nye regler, går vi ud fra, at herskeren over jeres agtværdige land vil instruere barbarerne om nøje at overholde loven.

Jeres land ligger mellem tres og halvfjerds tusind li* fra Kina. Og alligevel kommer barbarernes handelsskibe her med det formål at tjene store penge.

*

Li er en kinesisk måleenhed for længde. Enheden varierede over tid, men udgjorde under Qing-dynastiet mellem 537 og 645 meter.

Kinas velstand bliver brugt til at bringe velstand til barbarerne. Det betyder, at den store profit, som barbarerne får, faktisk bliver taget fra den andel, som retmæssigt tilhører Kina.

Med hvilken ret vælger barbarerne så at skade det kinesiske folk med et giftstof? For selvom de ikke nødvendigvis har til hensigt at skade os, så gør de det alligevel i jagten på profit.

Sig mig, hvad blev der dog af jeres samvittighed?

Rigelige mængder af billig opium gjorde i 1800-tallet mange kinesere afhængige. Stoffet sløvede og fik brugerne til at forsømme arbejde og familie.

© Lanmas/Imageselect

Jeg har hørt, at det at ryge opium er strengt forbudt i jeres land*. Det skyldes, at opiums skadevirkning er velkendt. Når I ikke må volde skade på jeres eget land, hvor meget mindre ret har I så ikke til at forvolde skade på Kina!

*

Opium var faktisk endnu ikke forbudt i Storbritannien. Stoffet blev solgt på apoteket og brugt som smertestillende middel.

Hvad angår Kinas eksport, findes der ikke en eneste ting, som landet eksporterer, som ikke gør gavn. Kan I måske nævne en eneste ting fra Kina, som har gjort skade i fremmede lande? Tag nu fx te og rabarber*. De fremmede lande kan ikke undvære varerne bare en enkelt dag.

*

Rabarber blev i kinesisk medicin anvendt mod forstoppelse. Nogle kinesere mente, at briterne ville dø, hvis de ikke fik rabarber.

Hvis Kina afskærer eksporten uden tanke for dem, som det kommer til at gå udover, hvad skal barbarerne så gøre for at opretholde livet?

Med hensyn til uldtøj og andre klædestoffer, så kan de ikke væves uden silke fra Kina. Hvis Kina lukker for eksport, hvordan skal barbarerne så tjene penge?

Det samme gælder andre madvarer som fx slik, ingefær og kanel samt brugsartikler som fx satin og porcelæn. Alle disse ting er efterspurgte af udlandet.

Varer, som kommer fra andre lande end Kina, er derimod blot legetøj. Vi kan købe dem, eller vi kan klare os uden.

Eftersom vi ikke behøver varerne, hvad afholder os så fra at lukke grænserne og standse handlen? Men Det Himmelske Hof tillader stadig uden videre te, silke og andre varer at blive sendt til udlandet. Dette skyldes intet andet end ønsket om at dele goderne med alle folk i hele verden.

Det oprindelige brev er gået tabt, men Lins udkast er bevaret.

Alle, som inden for det næste år bringer opium fra England til Kina ved et uheld, men som derefter går til bekendelse og overgiver deres opium til os, skal være fritaget fra straf. Det samme gælder dem, der inden for det næste halve år eksporterer opium til Kina fra Indien.

Men de, som efter den tid stadig bringer opium ind i Kina, bryder loven med vilje, og de vil uden nåde blive henrettet, som loven foreskriver.

Kære dronning, få venligst styr på dine ondsindede folk, og sørg for at afrette dem behørigt, inden de rejser til Kina.

På den måde sikrer vi freden, og I beviser over for os, at I er høflige og underdanige. Således kan vore to nationer leve sammen og nyde fredens velsignelser.

Når du har modtaget denne meddelelse, vil du så svare med det samme og samtidig sende mig oplysninger om detaljerne og omstændighederne vedrørenede opiumhandlens ophør?

Sørg for ikke at udsætte dette. Ovenstående er, hvad jeg havde at sige.

Efterskrift

Lin Zexus brev blev trykt i avisen The Times. Briterne gav sig ikke, i stedet sendte de krigsskibe til Kina.

Konfrontationen førte til den første opiumkrig (1839-1842), som betød øget vestlig indflydelse i Kina og fortsat opiumhandel.

Lin Zexu blev sendt i eksil i en fjern provins som straf for sin andel i fiaskoen.