I Kina går de 110 år mellem 1839 og 1949 under navnet "Ydmygelsens Århundrede".
Her tabte Riget i Midten sin position som økonomisk supermagt og måtte i stedet kæmpe med både borgerkrige og klimakatastrofer, mens kinesiske tropper også led sviende nederlag mod udefrakommende fjender.
I 1911 kulminerede kvalerne i Xinhai-revolutionen, da den blot femårige kejser Puyi blev tvunget til at abdicere.
Nu har såkaldte kompleksitetsforskere ved hjælp af store data-sæt undersøgt, hvorfor Qing-dynastiet formøblede Kinas magtposition og blev de sidste i rækken af kinesiske kejsere.
Naturvidenskaben kaster nyt lys over historien
Historikere fra hele verden har de sidste 100 år diskuteret, hvorfor det gik så galt for Qing-kejserne.
Nogle har fremhævet udefrakommende kræfter som tørke og angreb fra fremmede magter, mens andre har forklaret kollapset med interne problemer som høj inflation og for lidt landbrugsjord.
Men ifølge forskerne bag den nye undersøgelse er ingen af de forklaringer fyldestgørende. I stedet har de udviklet en model, der vurderer et samfunds risiko for politisk vold ud fra bl.a. befolkningstilvækst, jobmuligheder og fødevaresikkerhed.
Den såkaldte Structural Demographic Theory (SDT) er udviklet af biologen Peter Turchin, der med inspiration fra naturvidenskabens modeller bruger store datasæt til at analysere historiske samfund. Han er også en af forskerne bag den nye undersøgelse.
Her har det internationale forskerhold fra Complexity Science Hub (CSH) i Wien udregnet Qing-dynastiets risiko for politisk vold ved at kigge på adgangen til landbrugsjord, antallet af dimittender med dynastiets højeste embedseksamen og statens over- eller underskud.
De tre data-sæt kan ifølge forskerne afsløre, hvor stort potentialet var for at mobilisere den brede befolkning til oprør, hvor indædt kampen om samfundets øverste poster var, og hvilke muligheder Qing-dynastiet havde for at sætte ind.
Kina under Qing: Økonomisk supermagt ender i historiens blodigste borgerkrig
Da Qing-kejserne i 1644 overtager tronen fra Ming-dynastiet, bliver det starten på et århundrede med opgangstid.
Efter succesfulde erobringskrige har de I slutningen af 1700-tallet mere end fordoblet kejserrigets størrelse, ligesom befolkningen er vokset fra 125 mio. i 1700 til 400 mio. i 1850.
Samtidig gør nye afgrøder det muligt at opdyrke mere af det store land, og teknologiske landvindinger sætter skub i byernes produktion, så Riget i Midten står for lige under en tredjedel af verdens samlede bruttonationalprodukt i 1820.
Men allerede i 1788 begynder oprørene at ulme i imperiet, først i Taiwan. I 1851 går det helt galt, da den religiøse fanatiker Hong Xiuquan beordrer sin oprørshær nordpå og starter Taipingoprøret, hvor mindst 20 mio. mennesker mister livet i verdenshistoriens blodigste borgerkrig.
Det bliver begyndelsen på enden for Qing-kejserne. Resten af deres tid på tronen er martret af nye oprør, og fra 1842 og frem må de også afstå land til flere fremmede magter, herunder briterne, japanerne og franskmændene.
I 1911 må Qing-dynastiet afgive magten efter en folkelig revolution med hjælp fra militæret.
For mange kinesere konkurrerede om for lidt
Ifølge forskerne bag den nye undersøgelse er Qing-dynastiets hurtige befolkningstilvækst en af de grundlæggende årsager til det kinesiske kollaps.
På 150 år næsten firedobledes antallet af kinesere, og fra midten af 1700-tallet blev bøndernes muligheder for at få adgang til landbrugsjord støt dårligere. Det gav dårligere livsbetingelser for omkring 85 procent af befolkningen, og gjorde bønderne lettere at rekruttere til oprør.
Befolkningsboomet betød også flere mennesker i samfundets øvre lag. Men samtidig faldt antallet af de eftertragtede stillinger i kejserens embedsværk, ligesom det ifølge den nye undersøgelse blev sværere for rigmandssønnerne at få deres eksamen.
Samtidig blev Kina ramt af flere tørker, som gjorde livet endnu mere usikkert for bønderne – og kostede penge i statskassen, når befolkningen skulle brødfødes. Statens underskud blev også større, efterhånden som kejseren skulle nedkæmpe udefrakommende angreb og interne oprør.
Den kejserlige enke Cixi regerede de facto over Kina i de sidste 50 år af Qing-dynastiet. Hun steg til tops som konkubine for den ottende Qing-kejser, blev mor til den niende og fik stik imod arvefølgen indsat sin nevø som den tiende og næstsidste kinesiske kejser.
For at hente penge til den pressede statskasse begyndte Qing-dynastiet at sælge de eftertragtede eksamenspapirer, hvilket tidligere blev anset for korruption. Ikke alene blev konkurrencen blandt eliten hårdere, men tiltroen til Qing-kejserne skrumpede også.
Det resulterede i en gruppe af mænd, der følte sig oversete og ydmygede, men også var højtuddannede og magtfulde nok til at kunne mobilisere bønderne, der ligeledes var utilfredse med livet under Qing-herskerne.
En af de frustrerede rigmandssønner var Hong Xiuquan, der ledte Taipingoprøret. Han dumpede sin embedseksamen fire gange, inden han blev en voldelig fanatiker.
Forskere: Nutiden bør lære af kejsernes kollaps
Forskerne bag den nye undersøgelse håber, at deres analyse af Qing-dynastiets skæbnedage kan tjene som en advarsel for samtiden. SDT-modellen blev særligt bemærket i forsker-kredse, da Peter Turchin i 2010 brugte den på USA og forudsagde Stormen på Kongressen i 2020.
Forskerne bag den nye undersøgelse peger dog ikke på ét land, der er i særlig fare for at gentage Qing-dynastiets fiaskoer. Men de hæfter sig ved, at lande verden over kæmper med en eller flere af de problemer, der endte med at koste kejserne kontrollen over Kina – høj befolkningstilvækst, øget konkurrence mellem eliterne og høj statslig gæld.
"Når et stort antal af individer kæmper for et begrænster antal af stillinger, bør politiske beslutninger se det som et rødt flag, da det alt andet lige kan føre til forhøjet ustabilitet", siger den ledende forsker undersøgelsen, Georg Orlandi, i en pressemeddelelse.
"Uden langsigtede visioner og målrettede strategier for at afhjælpe de sociale stress-punkter, risikere mange steder at møde samme skæbne som Qing-dynastiet", supplerer Daniel Hoyer, der også har været med til at foretage den nye undersøgelse.
De understreger dog, at SDT-forskere ikke er profeter, der forsker i fremtiden. De forsøger blot at forstå fortidens sociale dynamikker, som måske kan lære os noget om nutiden.