I 700-tallet e.Kr. måtte en kinesisk forbryder i hast skaffe sig af med liget af den mand, som han lige havde myrdet. Frem for at smide ham i en flod eller gemme ham i skoven var morderen fra Ningxia, der ligger ca. 500 km fra grænsen til Mongoliet, mere kreativ – præcis hvor opfindsom kan amerikanske forskere nu afsløre.
I en grav med en familie fra Handynastiet (202 f.Kr. til 220 e.Kr.) fandt arkæologerne liget af den unge mand i en skakt, der ledte ned til graven. DNA-tests afslørede, at han ikke var i familie med gravens andre afdøde, og analyser af knoglerne viste, at han var død omkring 700 år efter dem.
Stiksår knuste andre teorier
Arkæologernes første teori lød, at der var tale om en gravrøver, som var omkommet, da han forsøgte at klatre ned i graven via lodrette skakt, som kinesiske grave engang var udstyret med. Men to beviser ødelagde teorien.
Det ene er fundstedet: Selvom graven på et tidspunkt var blevet tømt for værdier af røvere, befandt liget sig i et jordlag flere meter over graven. Manden var derfor først død, længe efter at den havde haft besøg af tyveknægte.
Det andet er de utallige stiksår i hovedet og på ribbenene på offeret. Beviserne får eksperterne til at formode, at den unge mand blev myrdet for ca. 1.300 år siden og kastet i skakten, for hvem ville lede i en grav efter et mordoffer?