Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Lotusfoden gav kvinder status

I næsten 1.000 år fik piger ned til tre år radbrækket fødderne for at opnå Kinas største statussymbol – den eftertragtede lotusfod på under 10 cm. Kvinderne mistede evnen til at gå normalt, men mændene elskede de maltrakterede fødder, som var kvindernes bedste mulighed for at blive godt gift.

AKG-Images/Ritzau Scanpix

Høje barneskrig fylder gaden i den kinesiske by Xiamen. Lyden trænger ind i huset hos den britiske missionær John MacGowan, som chokeret stirrer på sin hustru, Jane. En nabokone binder sin datters fødder, forklarer hun sin mand.

I snart 20 år, siden 1863, har John missioneret i Kina, men traditionen med at indbinde fødder har han ikke vænnet sig til. Da skrigene bliver højere, får fru MacGowan nok.

“Jeg kan ikke længere sidde stille og høre på det stakkels barn”, siger hun og stormer ud på gaden. Udenfor leger børn tagfat, og kvinder sludrer med hinanden. Ingen tager notits af skrigene fra nabohuset.

Da fru MacGowan træder ind i huset, finder hun nabokonen i færd med at binde bandage om sin datters ene fod. Bandagen holder tæerne klemt under fodsålen. Hver nyt stramt lag af bandage får pigen til at skrige.

Fru MacGowan bønfalder nabokonen om at stoppe, men får et hvast svar. “Som engelsk kvinde forstår De ikke den byrde, som er lagt på os kvinder i Kina. Uden bundne fødder vil min datter blive leet af, foragtet og behandlet som en slavetøs”, snerrer pigens mor.

Moren spørger sin datter, om indbindingen skal stoppe, men barnet ryster på hovedet med tårefyldte øjne. Fortvivlet forlader fru MacGowan huset, men episoden får det britiske par til at indlede en kampagne mod den smertefulde tradition.

På dette tidspunkt har Kinas mødre i 900 år mishandlet deres døtres fødder for at øge pigernes sta­­tus og chance for at finde en god mand.

“Uden bundne fødder vil min datter blive leet af, foragtet og behandlet som en slavetøs”.
Kinesisk mor, ca. 1883.

Sexet dans startede ny mode

Oprindelsen til kinesernes tradition med indsnøring af fødder fortaber sig i legender. Ifølge en af dem blev kejser Li Yu, hersker over Kinas sydlige Tang-rige fra 961 til 976 e.Kr., vildt betaget, da hans yndlingskonkubine, Yao Niang, dansede på indbundne fødder.

“Slanke, smukke Yao-Niang var en dyg­tig danser. Herskeren havde fået Yao-Niang til at indpakke sine fødder i silke og gøre dem slanke og små, buende op­ad som nymånen”, skrev den se­ne­re krø­ni­ke­skri­ver Zhou Mi i 1200-tal­let.

Takket være silkebandagernes støt­te kunne Yao-Niang bevæge sig som en balletdanser på tæerne, hvilket gjorde dansen graciøs og pirrende for kejseren at se på.

Ivrige for at opnå kejserens gunst kopierede hoffets konkubiner og kvindelige dansere Yao-Niang. De viklede bandager stramt om fødderne, da det smalle udseende blev anset for smukt og feminint.

Pga. indsnøringen kunne kvinderne ikke bevæge sig naturligt, men måtte tage små skridt. Kinesiske mænd anså småtrippende kvinder for at være lydige og attraktive, hvilket fik adelsdamer over hele Kina til at hoppe med på dillen med at indbinde fødderne.

I østerlandsk tradition er lotusblomsten synonym med ren­hed og dydighed, og indbundne fød­der blev derfor kendt som lotusfødder. I jagten på den attraktive lotusfod beholdt adelsdamerne fødderne indbundet døgnet rundt.

Hver dag blev bandagerne strammet en tak mere, og til sidst kunne Kinas fine fruer ikke længere gå uden hjælp, men måtte støttes ved armen af en ledsager eller transporteres rundt. Dermed kunne de også vise, at de var så fine og rige, at de ikke behøvede at gå selv.

“Hvis adelens kvinder vil ud, må de gøre det i bærestole. De behøver derfor ikke deres fødder”, lød det fx i “Historien om Liao”, et opslagsværk fra 1344 om Liao-riget. Riget lå i det østlige Kina og eksisterede fra 916 til 1125 e.Kr.

Knoglerne voksede aldrig sammen igen

Skrumpefødder blev statusmarkør

I løbet af 1100-tallet blev indbundne fødder hos en kvinde et udbredt statussymbol i Kinas overklasse.

Ved at have koner og konkubiner med indbundne fødder kunne en adelsmand signalere, at han var moderigtig og rig nok til at sørge for, at hans humpende kvinder kunne opvartes af tjenestefolk døgnet rundt.

Kvinder med lotusfødder var også mindre utugtige, mente en guvernør i Kinas Song-rige, Zhu Xi (1130-1200 e.Kr.). Når kvinders fødder var snøret ind, kunne de ikke føjte rundt og fx tage sig en elsker.

Fodbinding var desuden et “middel til at sprede kinesisk kultur og til at opnå adskillelse mellem mænd og kvinder”, fastslog guvernøren.

Zhu Xi beordrede, at alle kvinder i hans præfektur Chang, i det østlige Kina skulle snøre fødderne ind. Nægtede en kvinde, ville hendes fodsåler blive slået til blods med en bambuskæp.

Når først fødderne var bundet ind, måtte Changs kvinder resten af livet bevæge sig rundt med støtte fra en stok i hver hånd.

Begravelser og offentlige ceremonier blev af borgerne kendt som “skoven af stokke”, da alle deltagende kvinder gik ved hjælp af stokke.

I datidens Kina var en pige giftemoden omkring 13-årsalderen. Piger med lotusfødder blev anset for at være underdanige og derfor et godt bud på en kommende brud.

foot binding equipment

Fodbindingen var en omstændelig proces, som krævede mange forskellige redskaber.

  1. Bandage
  2. Æske til urter
  3. Pulver til at blødgøre fødder
  4. Farvet bandage
  5. Æske til bandage
© Bata Shoe Museum Canada

At en pige blev godt afsat, var en af hendes vigtigste “opgaver”. Forblev hun ugift, fordi ingen mand ville have hende, eller blev hun gift under sin stand, kastede det skam over hele hendes familie.

Kampen om de gode ægtemænd foregik i alle Kinas samfundslag, og kravet om indbundne fødder spredte sig i 1200-tallet til middelklassen.

Selvom pigen led under den smertefulde fodbinding, adlød hun sine forældre, for små fødder var den eneste chance for at blive gift over sin stand, hvilket gav respekt til hele familien.

Mange forældre følte også, at de svigtede, hvis datterens fødder ikke blev bundet ind. I den hårde konkurrence om en god ægtemand lå piger med naturlige fødder ­nederst i hierarkiet.

Traditionen var så rodfæstet, at den bestod, efter at mongolerne erobrede Song-riget i 1279 og grundlagde Yuandynastiet. Rytterfolket fra nord forlangte ikke, at kvinder skulle snøre fødderne.

Alligevel fortsatte kineserne med at mishandle deres døtres fødder af frygt for, at de ellers ikke ville få en god ægtemand.

“Fodbinding er udbredt i hele imperiet. Folk, som ikke praktiserer det, skammer sig over det”, bemærkede forfatteren Tao Zongyi i 1300-tallet.

Smalle gyder kaldet hutong ses i mange gamle kinesiske byer.

© DEA/Archivio J. Lange/Getty Images

Vakkelvorne kvinder ­dikterede arkitekturen

Lotusfødder ændrede boligindretningen, mente historiker Zhao Yi (1727-1814 e.Kr.). Han fortæller, hvordan kineserne i 900-tallet sad på lave, firkantede stole.

Men kvinder med lotusfødder havde svært ved at knæle, og derfor begyndte de lave møbler med tiden at blive udskiftet med høje stole og borde, som aflastede lotusfødderne.

Også kinesiske huse undergik forandringer. Etagebyggeri blev erstattet af etplanshuse, da kvinderne havde svært ved at gå på trapper.

Smalle gyder blev også populærere, da kvinder på lotusfødder her let kunne støtte sig til husmurene.

Skosnuder pirrede mænds lyst

Opgaven med at forme giftefærdige pigers fødder lå hos moren. Med et fast tag vred hun sin datters fire små tæer ind under fodsålen og bandt bandager om for at holde dem i den unaturlige stilling.

Græd pigen af smerte, blev hun skældt ud og belært om, at kvinder med ubundne fødder blev råbt efter på gaden med øgenavne som Andefod eller Lotusbåd.

Hver dag blev bandagerne skiftet og de nye yderligere strammet, indtil stoffet havde formet pigens fødder til at ligne dyrehove. Processen kunne vare op mod seks år. Mest eftertragtet var fødder skrumpet til under 10 cm i længden. Disse blev kaldt gyldne lotusfødder.

Piger med gyldne lotusfødder opnåede stor respekt og beundring i familien, men også blandt kvinder uden for familien, for alle vidste, hvilket smertehelvede pigen havde været igennem.

Fødder på over 10 cm blev kaldt sølvlotusfødder. Fødder på 12,5 cm var jernlotusfødder og de mindst eftertragtede. Resultatet afhang af den oprindelige størrelse på fødderne og af morens talent for at indbinde dem, så de skrumpede mest muligt.

Iført bandager og små, broderede silkesko lærte pigen at trippe med minimale skridt uden at falde forover. Fra pigers og kvinders kjoler stak kun skosnuden frem forneden, når de gik.

Synet af den lille spids var nok til at pirre mænds interesse, og pæne piger holdt dem skjult, når de satte sig. Da Yuandynastiet bukkede under i 1368, og Kina blev samlet under det nye kinesiske Mingdynasti, voksede interessen for den gamle tradition.

Nu blev også piger ned til tre-fire år underkastet fodbinding. I den alder er fødderne smidige og lettere at bearbejde. Mødrene overhørte deres døtres smertensskrig, for gyldne ­lotusfødder ville give status blandt naboerne og sikre deres fremtid.

“Ud over ansigtet er foden den vigtigste kropsdel. Hvis du ikke følger denne praksis, bliver du gjort til grin”, pointerede historikeren Hu Yinglin i 1500-tallet.

Fodtortur skamferede piger for livet

Det var morens opgave at forme datterens lotusfod, og processen startede helt ned til tre-årsalderen. Hun fik ofte hjælp af kvindelige slægtninge, men ingen mænd måtte være til stede. Fodtorturen ­markerede pigens overgang til at blive en kvinde, og synet af de ­indbundne fødder var derfor forbeholdt pigens kommende mand.

Svamp og fodsved var potensmidler

Bortset fra ugentlig vask af fødderne med parfumeret vand og ny ombinding med friske bandager forblev de bundet ind resten af pigens liv.

Undlod hun at ombinde dem, begyndte fodknoglerne at rette sig ud, hvilket medførte enorm smerte.

Hvis pigen strammede sine bandager for meget eller sjuskede med rengøringen, risikerede hun koldbrand i fødderne pga. dårlig blodtilførsel og svamp.

Parfume blev brugt for at dæmpe stanken. Velduft og fine silkesko kunne dog ikke skjule, at lotusfødder var en ulækker mærkværdighed, mente historikeren Hu Yinglin.

“Den bundne fod ser godt ud udenpå, men indeni er kropsvævet tørt og forstenet, for ikke at sige modbydeligt og beskidt”, skumlede historikeren.

Han var ikke ene om sin kritik, men alligevel fortsatte skikken. Den havde cementeret sig som en del af kinesisk kultur, og mange mænd fandt de tabubelagte miniaturefødder særdeles pirrende.

“Denne hæslige, gedeagtige fod, som kinamænd så mærkværdigt beundrer”.
Alicia Little, Intimate China, 1899.

Hvis en mand ville undersøge, om en kvinde var interesseret i ham, kunne han fx tabe noget foran hende og, når han bukkede sig ned for at samle det op igen, komme til at strejfe hendes fod.

Hvis hun ikke trak den til sig med et skrig, vidste han, at hun også var interesseret. Derfor var bryllupsnatten også noget ekstra særligt, da bruden her for første gang viste sine indbundne fødder frem.

Mens Kinas hustruer gemte fødderne væk, kunne mænd mod betaling få prostituerede til at smide bandagerne. For kunderne var synet og muligheden for at berøre de blotlagte fødder ophidsende.

Nogle kinesiske mænd elskede endda at sniffe til de fjernede bandager. Den blandede lugt af svamp, parfume og fodsved blev anset for at være udfordrende for næsen, men erotisk pirrende.

Kinesiske sexmanualer var ­populære og indeholdt ofte ­humoristiske billeder.

© Pictures From History/AKG_images/Ritzau Scanpix & Science & Society Picture Library/Getty Images

Lotusfødder gjorde mænd vilde af lyst

Den tabubelagte lotusfod var som et sexlegetøj for de kinesiske mænd. De elskede den specielle lugt af fodsved og død hud og ventede med spænding på at se foden på bryllupsnatten.

  • © Shutterstock

    Humpegang var sexet

    Kvinder med indbundne fødder måtte bevæge sig med små skridt og svajende krop for ikke at miste balancen.
    Gangen – kaldet lotusgang – blev af mænd anset for feminin og dermed meget seksuelt æggende.

  • © Shutterstock

    Fødder blev holdt skjult

    Dydige kvinder holdt lotusfødderne skjult under kjolen. Først på brudenatten så en gom sin hustrus indbundne fødder. For mænd var muligheden for at befamle fødderne for første gang næs­ten mere ophidsende end at se deres kone nøgen. Da ingen mand før havde rørt ved lotusfødderne, skælvede nogle kvinder af fryd, når ægtemanden begyndte at kærtegne bandagerne.

  • © Shutterstock

    Glat hud pirrede kunder

    Mod betaling smed prostituerede bandagerne. Berøring af en ellers forbudt del af kvindekroppen tændte kunderne. Fodryggen var glat og særdeles delikat at røre ved, mente kinesiske mænd.

  • © Shutterstock

    Mænd tog foden i munden

    Mænd gjorde lotusfødder til en del af sexakten ved fx at bide i dem, kæle for dem eller stikke dem i munden. “Du holdt min lotusblomst mod dine læber og legede med din støder”, lød beskrivelsen af en hed nat i et kinesisk digt fra 1500-tallet.

  • © Shutterstock

    Rådden lugt øgede lysten

    Nogle mænd elskede at lugte til kvindernes sko og bandagerne. Den blandede lugt af snavs, pus og evt. død hud blev kaldt “sovekammerets parfume”.

  • © Shutterstock

    Sko indgik i drikkespil

    Et vovet drukspil på bordeller gik ud på, at der skulle skydes til måls med små lotusfrø efter en kop, der stod i en af de prostitueredes lotussko. Taberen skulle drikke af koppen i skoen.

  • © Shutterstock

    Lotusfødder strammede op

    Ifølge en gammel skrøne betød lotusgang, at kvinder støttede vægten på en anderledes måde, hvorved de fik strammere lår og en fastere vagina. Nyere forskning understøtter ikke teorien.

Lotusfødder blev et nationalsymbol

Interessen for lotusfødder steg til nye højder, efter at manchuerne erobrede Mingdynastiet i 1644 og gjorde Kina til en del af manchuernes Qingdynasti.

Folket fra Manchuriet nord for Kinas grænse ønskede at ensrette borgerne i sit nye rige, så de lignede manchuer. Bl.a. skulle kinesiske mænd som manchuerne skrabe alt hår af hovedet på nær en lille dusk eller fletning.

Fodbinding var også omfattet af de nye regler. For manchuer var skikken gammeldags og barbarisk. “De, som forlanger, at kvinder skal binde deres fødder, har hjertet et andet sted, selvom de er undersåtter i vores dynasti”, lød det i forbuddet.

Straffen for at have indbundne fødder i manchuernes rige var, at de skulle hugges af. Men selv det fik ikke kineserne til at stoppe den gamle tradition.

I stedet blev lotusfødder et kinesisk nationalsymbol. Ved at indbinde døtrenes fødder sørgede kinesiske mødre for, at de livet igennem synligt adskilte sig fra manchu-kvinder med naturlige fødder.

For kinesiske piger og kvinder blev det en livslang nationalpligt at udholde smerten. I 1680’erne opgav manchuerne at håndhæve forbuddet, da kineserne stædigt fortsatte med at indbinde småpigers fødder.

De forsøgte dog stadig at begrænse bl.a. fodsex, hvilket blot betød, at dette blev en del af kinesernes modstandskamp.

Trods forbud fortalte én sexmanual bl.a., hvordan mænd på 48 måder kunne tilfredsstille kvinder ved at kærtegne deres lotusfødder.

En forfatter under pseudonymet Lotuselsker skrev: “Sæt pris på fødderne som store jadesmykker, elsk dem, så afsavn bliver ubærligt, og du uvægerlig må lugte, kysse, bide og tygge på dem”.

Blev sexmanualerne fundet i en kinesers hus, blev de af politiet konfiskeret og brændt, og husets herre blev straffet med 40 stokkeslag. Men den vovede sengekantslitteratur forblev populær.

ivory figurine foot binding

Forskellen på mænds og ­kvinders fødder ses tydeligt på denne elfenbensfigur fra 1800-tallet.

© Pictures From History/AKG_images/Ritzau Scanpix & Science & Society Picture Library/Getty Images

Vesterlændinge foragtede skikken

Da kristne missionærer fra Europa og USA strømmede ind i Kina i 1800-tallet, vakte de kinesiske skikke forundring blandt vesterlændingene. Især lotusfødderne vakte opsigt.

De mindede ikke om noget i Vesten og var samtidig enormt udbredte. Op til 40 pct. af kvinderne på landet og 9 ud af 10 i byerne havde bundne fødder, anslog den amerikanske missionær Justus Doolittle.

Op gennem 1800-tallet blev fodbinding normalt i selv fattige bondefamilier. Ikke alle familiens piger fik indbundet fødderne, da deres arbejdskraft var nødvendig. I stedet blev én datter udvalgt.

Håbet var, at hun kunne få en ægte­mand uden for bon­de­­­sam­fun­det og dermed løfte hele familien op ad den sociale rangstige.

Lykkedes det ikke pigen at blive godt gift, eller manglede familien hendes arbejdskraft, måtte hun alligevel ud at arbejde.

Fra at være et overklassefænomen var lotusfødder blevet normalt, vurderede den engelske forfatter Alicia Little. I 12 år rejste hun i Kina med sin mand, fodlægen Archibald Little, og i 1899 udkom erindringsbogen “Intimate China”.

Piger med lotusfødder havde svært ved at gå på de ujævne marker og måtte derfor ofte transporteres af mænd.

© Library of Congress/Science Photo Library

Bondedøtre blev lænket til væven

Hidtil har forskere ment, at den massive fodbinding, der foregik på landet i 1800-tallet, var en måde at holde kvinderne inden for husets fire vægge på for at passe børn og lave mad.

Nu viser forskning fra bl.a. Kina og USA, at kinesiske bondepiger fik snøret fødderne ind, hvis familien så en økonomisk fordel i, at pigerne sad hjemme for at væve, spinde og sy.

Officielt var fodbindingen stadig en måde at blive godt gift på, men i områder af 1800- og 1900-tallets Kina, hvor bomuld blev dyrket i stor stil, fik piger oftere indbundet fødder end fx i områder med risdyrkning, viser forskningen.

Pga. de indbundne fødder kunne kvinderne dårligt gå ved egen hjælp, men sad i stedet hjemme og bearbejdede bomulden til bl.a. tøj og indlæg i sko til lotusfødder.

I risdyrkende områder var skikken mindre udbredt. Her var kvindernes arbejdskraft i marken nødvendig, for at familien kunne overleve.

For lægefruen var lotusfødder forfærdelige: “Denne hæslige, gedeagtige fod, som kinamænd så mærkværdigt beundrer”, lød det harmdirrende i bogen, hvor Little senere fastslog: “Det er en populær fejl i England at antage, at fodbinding giver status i Kina. I det vestlige Kina sidder kvinder ved vejkanten og tigger med fødderne bundet”.

Oplevelserne i Kina gjorde Little til en stålsat bekæmper af fodbinding. I 1898 var hun medstifter af “Selskabet for naturlige fødder”, og hendes mand plejede kinesiske kvinder, hvis lotusfødder var ramt af koldbrand eller anden sygdom.

I taknemmelighed tillod kvinderne, at lægen tog røntgenbilleder af deres fødder. Med de topmoderne billeder drog parret rundt i Kina og holdt foredrag for kinesiske kvinder.

Her viste fotografierne, hvordan fodbinding misdannede knoglerne, og overbeviste mange kvinder om, at traditionen måtte stoppe.

Kampen mod fodbinding blev desuden støttet af flere kinesiske intellektuelle, som nu også var blevet overbeviste om, at lotusføder var perverse og skadelige.

Kvinder fremstillede milliarder af lotussko

I hundredvis af år syede kinesiske piger deres egne lotussko i silke og bomuld. I takt med Kinas industrielle udvikling i 1900-tallet ­begyndte fabrikker dog at overtage ­skoproduktionen.

Forskere anslår, at mellem en og tre milliarder kvinder gennem Kinas historie har humpet rundt på deforme fødder.

Før Kinas industrialisering i 1900-tallet blev sko til lotusfødder fremstillet i hjemmet af giftefærdige piger. Skoenes udformning afhang af, om de skulle bruges indendørs, udendørs eller i sengen.

Fx havde udesko en kraftigere sål og sko til sengen ofte flot broderi på undersiden. Ved brylluppet havde en pige mindst fire slags sko med til sin kommende ægtemands hjem.

Omkring 1910 tog industrien over og fremstillede bl.a. sko af mere vestligt tilsnit med spænder og i læder – en stil, som unge kinesiske kvinder var begejstrede for.

Forbuddet mod lotusfødder i 1912 fik antallet af forkrøblede piger og kvinder til at svinde ind. I 1998 lukkede Kinas sidste fabrik for fremstilling af lotussko. Da var de ­sidste kunder oppe i 80’erne.

Farverne skulle passe til lejligheden

Queensland Museum, Daniel Schwen, Rossimoda Shoes Museum’s Collection, Mrs. Charles William Wason & Vasil

Hvid betød død

I Kina blev hvide sko brugt til begravelser og i sørgeperioder efter et dødsfald.

Queensland Museum, Daniel Schwen, Rossimoda Shoes Museum’s Collection, Mrs. Charles William Wason & Vasil

Der blev fejret med rød

Rød blev forbundet med glæde. Unge piger bar røde sko til deres bryllup og under fejring af det kinesiske nytår.

Queensland Museum, Daniel Schwen, Rossimoda Shoes Museum’s Collection, Mrs. Charles William Wason & Vasil

Kejseren gik i gult

Gult symboliserer Kinas kejser. Kvindelige medlemmer af kejserfamilien bar lotussko i gul og gylden silke.

Queensland Museum, Daniel Schwen, Rossimoda Shoes Museum’s Collection, Mrs. Charles William Wason & Vasil

Sorte sko var til overklassen

Gamle kvinder gik i sorte lotussko, da farven symboliserer alderdom. Dog fik sorte sko en renæssance i Shanghais overklasse i 1920’erne, hvor den blev anset for smart.

Queensland Museum, Daniel Schwen, Rossimoda Shoes Museum’s Collection, Mrs. Charles William Wason & Vasil

Selv undersiden af mange lotussko var broderet.

Queensland Museum, Daniel Schwen, Rossimoda Shoes Museum’s Collection, Mrs. Charles William Wason & Vasil

Kommunister gjorde kål på foden

Missionærer kastede sig også ind i kampen mod fodbinding, bl.a. John MacGowan og hans hustru, der efter oplevelsen med den lille pige i nabohuset beskrev for vestlige journalister, hvor hæsligt de mente, fodbinding var.

Kampagnerne virkede. Ifølge nationale undersøgelser lå antallet af kinesiske småpiger med normale, ubundne fødder i årene 1900-1904 på 18,5 pct. Mellem 1905 og 1909 steg tallet til 40,3 pct.

Samtidig med de sociale forandringer blev Kina gennemrystet af politiske dønninger. I 1911 fejede en revolution Qingdynastiet til side, og året efter blev Kina en folkerepublik.

Den unge republik var opsat på at afvikle fortidens traditioner. Plakater mod manchuernes tøjstil og hårpiske blev opsat i hele riget. I 1912 blev fodbinding forbudt i Kina.

Kvinder med lotusfødder blev tvunget til at afvikle bandagerne og hænge dem i husets vinduer, hvor naboerne kunne se dem. Behandlingen skulle ydmyge kvinderne. For mange var straffen uforståelig, da de blot ville gøre familien stolt.

“Ægteskabsmæglere blev ikke spurgt, er hun smuk, men hvor små er hendes fødder? Et simpelt ansigt er givet af himlen, men dårligt bundne fødder er et tegn på dovenskab”, udtalte bondekonen Ning Lao i 1930’erne.

modern foot binding

Iäkkäät kiinalaisnaiset, joiden jalat on sidottu, saavat usein apua varpaankynsien leikkaamiseen, jotteivät ne kasva varpaan sisään.

© Ritazu Scanpix

Lotusfødder ­eksisterer endnu

Siden 2005 har fotograf Jo Farrell taget billeder af kinesiske kvinder med lotusfødder. Kvinderne har boet det meste af deres liv i landlige distrikter, hvor kampagner mod fodbinding først slog igennem i 1950’erne.

Kvinderne var ikke nemme at finde, da lotusfødder i nutidens Kina anses for skammelige og gammeldags. For mange kinesere er den historiske og smertelige tradition noget, de helst vil glemme.

Farrell opdagede, at de gamle kvinder – modsat yngre kinesere – var stolte af deres små fødder. For kvinderne var lotusfødder smukke og attråværdige.

Hvor mange kvinder med indbundne fødder der stadig lever i Kina, er uvist.

Selvom antallet af kvinder med lotusfødder faldt i starten af 1900-tallet, var fodbindingen stadig udbredt i Kinas ­afsidesliggende provinser.

Med den kommunistiske revolution i 1949 begyndte dog en systematisk udrensning af den gamle tradition. Kommunistiske soldater indfangede landsbyernes kvinder og piger med lotusfødder.

Foran alle blev de tvunget til at fjerne bandagerne. Uden den vigtige støtte måtte de kravle hjem på hænder og knæ til hele landsbyens morskab.

Ydmygelsen fik mange kvinder til at droppe tanken om at indbinde datterens fødder. Desuden var lotusfødder ikke længere et ideal.

Fremover skulle Kinas kvinder kæmpe kommunismens sag på linje med mænd, dvs. på naturlige fødder.

Læs også:

Kina guldsegl Zhang Xianzhong
Det gamle Kina

Mageløst skattefund i Kina

2 minutter
Det gamle Kina

Snydetricks og ildvåben gjorde Kina til en supermagt

22 minutter
Det gamle Kina

Hvad skete der med Kinas sidste kejser?

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul