Lotusfoden gav kvinder status

Sexet dans startede ny mode

Oprindelsen til kinesernes tradition med indsnøring af fødder fortaber sig i legender. Ifølge en af dem blev kejser Li Yu, hersker over Kinas sydlige Tang-rige fra 961 til 976 e.Kr., vildt betaget, da hans yndlingskonkubine, Yao Niang, dansede på indbundne fødder.

“Slanke, smukke Yao-Niang var en dyg­tig danser. Herskeren havde fået Yao-Niang til at indpakke sine fødder i silke og gøre dem slanke og små, buende op­ad som nymånen”, skrev den se­ne­re krø­ni­ke­skri­ver Zhou Mi i 1200-tal­let.

Takket være silkebandagernes støt­te kunne Yao-Niang bevæge sig som en balletdanser på tæerne, hvilket gjorde dansen graciøs og pirrende for kejseren at se på.

Ivrige for at opnå kejserens gunst kopierede hoffets konkubiner og kvindelige dansere Yao-Niang. De viklede bandager stramt om fødderne, da det smalle udseende blev anset for smukt og feminint.

Pga. indsnøringen kunne kvinderne ikke bevæge sig naturligt, men måtte tage små skridt. Kinesiske mænd anså småtrippende kvinder for at være lydige og attraktive, hvilket fik adelsdamer over hele Kina til at hoppe med på dillen med at indbinde fødderne.

I østerlandsk tradition er lotusblomsten synonym med ren­hed og dydighed, og indbundne fød­der blev derfor kendt som lotusfødder. I jagten på den attraktive lotusfod beholdt adelsdamerne fødderne indbundet døgnet rundt.

Hver dag blev bandagerne strammet en tak mere, og til sidst kunne Kinas fine fruer ikke længere gå uden hjælp, men måtte støttes ved armen af en ledsager eller transporteres rundt. Dermed kunne de også vise, at de var så fine og rige, at de ikke behøvede at gå selv.

“Hvis adelens kvinder vil ud, må de gøre det i bærestole. De behøver derfor ikke deres fødder”, lød det fx i “Historien om Liao”, et opslagsværk fra 1344 om Liao-riget. Riget lå i det østlige Kina og eksisterede fra 916 til 1125 e.Kr.

Skrumpefødder blev statusmarkør

I løbet af 1100-tallet blev indbundne fødder hos en kvinde et udbredt statussymbol i Kinas overklasse.

Ved at have koner og konkubiner med indbundne fødder kunne en adelsmand signalere, at han var moderigtig og rig nok til at sørge for, at hans humpende kvinder kunne opvartes af tjenestefolk døgnet rundt.

Kvinder med lotusfødder var også mindre utugtige, mente en guvernør i Kinas Song-rige, Zhu Xi (1130-1200 e.Kr.). Når kvinders fødder var snøret ind, kunne de ikke føjte rundt og fx tage sig en elsker.

Fodbinding var desuden et “middel til at sprede kinesisk kultur og til at opnå adskillelse mellem mænd og kvinder”, fastslog guvernøren.

Zhu Xi beordrede, at alle kvinder i hans præfektur Chang, i det østlige Kina skulle snøre fødderne ind. Nægtede en kvinde, ville hendes fodsåler blive slået til blods med en bambuskæp.

Når først fødderne var bundet ind, måtte Changs kvinder resten af livet bevæge sig rundt med støtte fra en stok i hver hånd.

Begravelser og offentlige ceremonier blev af borgerne kendt som “skoven af stokke”, da alle deltagende kvinder gik ved hjælp af stokke.

I datidens Kina var en pige giftemoden omkring 13-årsalderen. Piger med lotusfødder blev anset for at være underdanige og derfor et godt bud på en kommende brud.

At en pige blev godt afsat, var en af hendes vigtigste “opgaver”. Forblev hun ugift, fordi ingen mand ville have hende, eller blev hun gift under sin stand, kastede det skam over hele hendes familie.

Kampen om de gode ægtemænd foregik i alle Kinas samfundslag, og kravet om indbundne fødder spredte sig i 1200-tallet til middelklassen.

Selvom pigen led under den smertefulde fodbinding, adlød hun sine forældre, for små fødder var den eneste chance for at blive gift over sin stand, hvilket gav respekt til hele familien.

Mange forældre følte også, at de svigtede, hvis datterens fødder ikke blev bundet ind. I den hårde konkurrence om en god ægtemand lå piger med naturlige fødder ­nederst i hierarkiet.

Traditionen var så rodfæstet, at den bestod, efter at mongolerne erobrede Song-riget i 1279 og grundlagde Yuandynastiet. Rytterfolket fra nord forlangte ikke, at kvinder skulle snøre fødderne.

Alligevel fortsatte kineserne med at mishandle deres døtres fødder af frygt for, at de ellers ikke ville få en god ægtemand.

“Fodbinding er udbredt i hele imperiet. Folk, som ikke praktiserer det, skammer sig over det”, bemærkede forfatteren Tao Zongyi i 1300-tallet.

Skosnuder pirrede mænds lyst

Opgaven med at forme giftefærdige pigers fødder lå hos moren. Med et fast tag vred hun sin datters fire små tæer ind under fodsålen og bandt bandager om for at holde dem i den unaturlige stilling.

Græd pigen af smerte, blev hun skældt ud og belært om, at kvinder med ubundne fødder blev råbt efter på gaden med øgenavne som Andefod eller Lotusbåd.

Hver dag blev bandagerne skiftet og de nye yderligere strammet, indtil stoffet havde formet pigens fødder til at ligne dyrehove. Processen kunne vare op mod seks år. Mest eftertragtet var fødder skrumpet til under 10 cm i længden. Disse blev kaldt gyldne lotusfødder.

Piger med gyldne lotusfødder opnåede stor respekt og beundring i familien, men også blandt kvinder uden for familien, for alle vidste, hvilket smertehelvede pigen havde været igennem.

Fødder på over 10 cm blev kaldt sølvlotusfødder. Fødder på 12,5 cm var jernlotusfødder og de mindst eftertragtede. Resultatet afhang af den oprindelige størrelse på fødderne og af morens talent for at indbinde dem, så de skrumpede mest muligt.

Iført bandager og små, broderede silkesko lærte pigen at trippe med minimale skridt uden at falde forover. Fra pigers og kvinders kjoler stak kun skosnuden frem forneden, når de gik.

Synet af den lille spids var nok til at pirre mænds interesse, og pæne piger holdt dem skjult, når de satte sig. Da Yuandynastiet bukkede under i 1368, og Kina blev samlet under det nye kinesiske Mingdynasti, voksede interessen for den gamle tradition.

Nu blev også piger ned til tre-fire år underkastet fodbinding. I den alder er fødderne smidige og lettere at bearbejde. Mødrene overhørte deres døtres smertensskrig, for gyldne ­lotusfødder ville give status blandt naboerne og sikre deres fremtid.

“Ud over ansigtet er foden den vigtigste kropsdel. Hvis du ikke følger denne praksis, bliver du gjort til grin”, pointerede historikeren Hu Yinglin i 1500-tallet.

Svamp og fodsved var potensmidler

Bortset fra ugentlig vask af fødderne med parfumeret vand og ny ombinding med friske bandager forblev de bundet ind resten af pigens liv.

Undlod hun at ombinde dem, begyndte fodknoglerne at rette sig ud, hvilket medførte enorm smerte.

Hvis pigen strammede sine bandager for meget eller sjuskede med rengøringen, risikerede hun koldbrand i fødderne pga. dårlig blodtilførsel og svamp.

Parfume blev brugt for at dæmpe stanken. Velduft og fine silkesko kunne dog ikke skjule, at lotusfødder var en ulækker mærkværdighed, mente historikeren Hu Yinglin.

“Den bundne fod ser godt ud udenpå, men indeni er kropsvævet tørt og forstenet, for ikke at sige modbydeligt og beskidt”, skumlede historikeren.

Han var ikke ene om sin kritik, men alligevel fortsatte skikken. Den havde cementeret sig som en del af kinesisk kultur, og mange mænd fandt de tabubelagte miniaturefødder særdeles pirrende.

Hvis en mand ville undersøge, om en kvinde var interesseret i ham, kunne han fx tabe noget foran hende og, når han bukkede sig ned for at samle det op igen, komme til at strejfe hendes fod.

Hvis hun ikke trak den til sig med et skrig, vidste han, at hun også var interesseret. Derfor var bryllupsnatten også noget ekstra særligt, da bruden her for første gang viste sine indbundne fødder frem.

Mens Kinas hustruer gemte fødderne væk, kunne mænd mod betaling få prostituerede til at smide bandagerne. For kunderne var synet og muligheden for at berøre de blotlagte fødder ophidsende.

Nogle kinesiske mænd elskede endda at sniffe til de fjernede bandager. Den blandede lugt af svamp, parfume og fodsved blev anset for at være udfordrende for næsen, men erotisk pirrende.

Lotusfødder blev et nationalsymbol

Interessen for lotusfødder steg til nye højder, efter at manchuerne erobrede Mingdynastiet i 1644 og gjorde Kina til en del af manchuernes Qingdynasti.

Folket fra Manchuriet nord for Kinas grænse ønskede at ensrette borgerne i sit nye rige, så de lignede manchuer. Bl.a. skulle kinesiske mænd som manchuerne skrabe alt hår af hovedet på nær en lille dusk eller fletning.

Fodbinding var også omfattet af de nye regler. For manchuer var skikken gammeldags og barbarisk. “De, som forlanger, at kvinder skal binde deres fødder, har hjertet et andet sted, selvom de er undersåtter i vores dynasti”, lød det i forbuddet.

Straffen for at have indbundne fødder i manchuernes rige var, at de skulle hugges af. Men selv det fik ikke kineserne til at stoppe den gamle tradition.

I stedet blev lotusfødder et kinesisk nationalsymbol. Ved at indbinde døtrenes fødder sørgede kinesiske mødre for, at de livet igennem synligt adskilte sig fra manchu-kvinder med naturlige fødder.

For kinesiske piger og kvinder blev det en livslang nationalpligt at udholde smerten. I 1680’erne opgav manchuerne at håndhæve forbuddet, da kineserne stædigt fortsatte med at indbinde småpigers fødder.

De forsøgte dog stadig at begrænse bl.a. fodsex, hvilket blot betød, at dette blev en del af kinesernes modstandskamp.

Trods forbud fortalte én sexmanual bl.a., hvordan mænd på 48 måder kunne tilfredsstille kvinder ved at kærtegne deres lotusfødder.

En forfatter under pseudonymet Lotuselsker skrev: “Sæt pris på fødderne som store jadesmykker, elsk dem, så afsavn bliver ubærligt, og du uvægerlig må lugte, kysse, bide og tygge på dem”.

Blev sexmanualerne fundet i en kinesers hus, blev de af politiet konfiskeret og brændt, og husets herre blev straffet med 40 stokkeslag. Men den vovede sengekantslitteratur forblev populær.

Vesterlændinge foragtede skikken

Da kristne missionærer fra Europa og USA strømmede ind i Kina i 1800-tallet, vakte de kinesiske skikke forundring blandt vesterlændingene. Især lotusfødderne vakte opsigt.

De mindede ikke om noget i Vesten og var samtidig enormt udbredte. Op til 40 pct. af kvinderne på landet og 9 ud af 10 i byerne havde bundne fødder, anslog den amerikanske missionær Justus Doolittle.

Op gennem 1800-tallet blev fodbinding normalt i selv fattige bondefamilier. Ikke alle familiens piger fik indbundet fødderne, da deres arbejdskraft var nødvendig. I stedet blev én datter udvalgt.

Håbet var, at hun kunne få en ægte­mand uden for bon­de­­­sam­fun­det og dermed løfte hele familien op ad den sociale rangstige.

Lykkedes det ikke pigen at blive godt gift, eller manglede familien hendes arbejdskraft, måtte hun alligevel ud at arbejde.

Fra at være et overklassefænomen var lotusfødder blevet normalt, vurderede den engelske forfatter Alicia Little. I 12 år rejste hun i Kina med sin mand, fodlægen Archibald Little, og i 1899 udkom erindringsbogen “Intimate China”.

For lægefruen var lotusfødder forfærdelige: “Denne hæslige, gedeagtige fod, som kinamænd så mærkværdigt beundrer”, lød det harmdirrende i bogen, hvor Little senere fastslog: “Det er en populær fejl i England at antage, at fodbinding giver status i Kina. I det vestlige Kina sidder kvinder ved vejkanten og tigger med fødderne bundet”.

Oplevelserne i Kina gjorde Little til en stålsat bekæmper af fodbinding. I 1898 var hun medstifter af “Selskabet for naturlige fødder”, og hendes mand plejede kinesiske kvinder, hvis lotusfødder var ramt af koldbrand eller anden sygdom.

I taknemmelighed tillod kvinderne, at lægen tog røntgenbilleder af deres fødder. Med de topmoderne billeder drog parret rundt i Kina og holdt foredrag for kinesiske kvinder.

Her viste fotografierne, hvordan fodbinding misdannede knoglerne, og overbeviste mange kvinder om, at traditionen måtte stoppe.

Kampen mod fodbinding blev desuden støttet af flere kinesiske intellektuelle, som nu også var blevet overbeviste om, at lotusføder var perverse og skadelige.

Kommunister gjorde kål på foden

Missionærer kastede sig også ind i kampen mod fodbinding, bl.a. John MacGowan og hans hustru, der efter oplevelsen med den lille pige i nabohuset beskrev for vestlige journalister, hvor hæsligt de mente, fodbinding var.

Kampagnerne virkede. Ifølge nationale undersøgelser lå antallet af kinesiske småpiger med normale, ubundne fødder i årene 1900-1904 på 18,5 pct. Mellem 1905 og 1909 steg tallet til 40,3 pct.

Samtidig med de sociale forandringer blev Kina gennemrystet af politiske dønninger. I 1911 fejede en revolution Qingdynastiet til side, og året efter blev Kina en folkerepublik.

Den unge republik var opsat på at afvikle fortidens traditioner. Plakater mod manchuernes tøjstil og hårpiske blev opsat i hele riget. I 1912 blev fodbinding forbudt i Kina.

Kvinder med lotusfødder blev tvunget til at afvikle bandagerne og hænge dem i husets vinduer, hvor naboerne kunne se dem. Behandlingen skulle ydmyge kvinderne. For mange var straffen uforståelig, da de blot ville gøre familien stolt.

“Ægteskabsmæglere blev ikke spurgt, er hun smuk, men hvor små er hendes fødder? Et simpelt ansigt er givet af himlen, men dårligt bundne fødder er et tegn på dovenskab”, udtalte bondekonen Ning Lao i 1930’erne.

Selvom antallet af kvinder med lotusfødder faldt i starten af 1900-tallet, var fodbindingen stadig udbredt i Kinas ­afsidesliggende provinser.

Med den kommunistiske revolution i 1949 begyndte dog en systematisk udrensning af den gamle tradition. Kommunistiske soldater indfangede landsbyernes kvinder og piger med lotusfødder.

Foran alle blev de tvunget til at fjerne bandagerne. Uden den vigtige støtte måtte de kravle hjem på hænder og knæ til hele landsbyens morskab.

Ydmygelsen fik mange kvinder til at droppe tanken om at indbinde datterens fødder. Desuden var lotusfødder ikke længere et ideal.

Fremover skulle Kinas kvinder kæmpe kommunismens sag på linje med mænd, dvs. på naturlige fødder.