Hangzhou Liangzhu Archaeological Site Administrative District Management Committee

Mysterium løst: Derfor gik Kinas Venedig under

For 4.300 år siden ramte katastrofen, der dødsdømte den avancerede stenalder-by med kanaler, dæmninger og bymur.

190 km sydvest for Shanghai lå i oldtiden en by, som moderne forskere har døbt Kinas Venedig.

Liangzhus indbyggere byggede dæmninger og tæmmede en af den mægtige Yangtzes bifloder. Derved skabte de op mod 30.000 indbyggere en metropol uden gader – i stedet sejlede de rundt på kanaler som i nutidens Venedig.

Men for omkring 4.300 år siden forsvandt liangzhu-kulturen på mystisk vis. Nu er kinesiske og østrigske forskere stødt på årsagen til, at byen blev forladt.

“Et tyndt lag ler blev fundet på ruinerne, hvilket peger på en mulig forbindelse mellem Yangtse-flodens oversvømmelser og den avancerede kulturs undergang”, forklarer Christoph Spötl fra Innsbruck Universitet.

Sammen med geologen Haiwei Zhang fra Xi’an Jiaotong-universitetet i Kina undersøgte han stalagmitter i områdets drypstenshuler for at se, hvad aflejringerne kunne fortælle om klimaet, da Liangzhu gik under.

VIDEO: Tag med på en virtuel rejse gennem Kinas Venedig.

Video

21 års voldsom regn

Undersøgelserne afslørede, at regnmængden steg for 4.345 år siden. I 21 år i træk faldt der usædvanlig meget regn.

“Den massive monsunregn har sandsynligvis ført til alvorlige oversvømmelser af Yangtze-floden og dens forgreninger. Selv byens avancerede diger og kanaler kunne ikke længere holde stand mod disse vandmasser, så Liangzhu blev ødelagt, og folk måtte flygte”, konkluderer Zhang.