I det sydøstlige Kina nær byen Qiaotou har forskere gjort et spektakulært fund i en 9.000 år gammel grav. Her lå adskillige krukker og kar, og nærmere undersøgelser afslører, at flere af dem var fyldt med øl brygget på ris-gær.
Fundet vækker opsigt på grund af sin alder. Hidtil har forskerne kun haft skriftlige omtaler af ris-øl fra 1000-tallets Kina, så gravens indhold flytter kinesernes opfindelse af øl 8.000 år tilbage i tiden.
Dermed nærmer ris-øl sig de ældste eksempler på gærede alkoholiske drikke. Rekorden har et 13.000 år gammelt fund fra en hule i Israel. Om drikken var øl, vides dog ikke.
De første spor af øl-brygning stammer fra Tyrkiet og er mellem 7.500 og 10.500 år gamle. Meget tyder derfor på, at kineserne var stort set lige så hurtige til at opdage beruselsens glæder.