Den 12. juli 1839 går 30 britiske sømænd i land ved en lille kinesisk landsby.
Efter en hel aften med tæt druk forsøger de at få fat i mere risvin, men landsbyboerne nægter at sælge alkohol til sømændene.
Afvisningen får briterne til at gå amok. De ødelægger et tempel og angriber indbyggerne. Under urolighederne bliver en kineser banket ihjel.
Lin Zexu, kejserens repræsentant i byen Guangzhou, kræver morderen udleveret, så han kan få en passende straf ved en kinesisk domstol.
Men den britiske administrator i Kina, Charles Elliot, nægter at udlevere sine landsmænd til den visse død.
I stedet opretter han i hast en domstol på et af de britiske handelsskibe og får fem af sømændene idømt bøder.
Til de kinesiske myndigheder meddeler han, at det er umuligt at finde frem til morderen. Lin er rasende.
“Hvis Elliot virkelig holder fast i, at han – efter at have undersøgt sagen dag efter dag – stadig ikke ved, hvem der udførte mordet, så kan jeg blot konkludere, at en trædukke ville have udført et bedre arbejde.
Det er absurd, at han kalder sig embedsmand,” slår kejserens mand fast og beordrer, at samtlige britiske handelsmænd i Kina i stedet må bøde for mordet.
Den 15. august 1839 bliver al forsyning til de britiske skibe i Guangzhous havn afbrudt, og alle kinesere, der arbejder for briterne, bliver hjemkaldt.
Krisen mellem kineserne og briterne er langt om længe brudt ud i lys lue – Opiumkrigene er i gang.
Kina/1839: I århundreder har Kina været isoleret fra omverdenen. Nu strømmer europæiske handelsfolk til det store rige for at købe te, som kan sælges for formuer i Europa. Kejseren er ikke synderlig interesseret i de primitive varer fra Europa og holder al handel under streng kontrol.
Opium blev brugt som medicin
Kineserne havde kendt opium længe. Det euforiserende stof dukkede for første gang op i kinesisk litteratur omkring 600-tallet, hvor det blev brugt i medicin og indtaget sammen med andre urter.
Opiumvalmuen var en lægeplante som mange andre, men det ændrede sig på drastisk vis i 1620'erne, hvor tobak blev indført i det store kejserrige.
Nu begyndte kineserne at ryge opium, og det forstærkede stoffets virkning ti gange.
Den nye trend slog især igennem hos overklassen, hvor opiumrygning blev betragtet som et tegn på raffinement og status.
Opium blev set som en ekstravagant vane, der hang uløseligt sammen med elitens livsstil med bordelbesøg og underholdning.
Og fordi kejserens embedsmænd konstant blev forflyttet for at undgå korruption, spredte opium sig i løbet af 1700-tallet langsomt i hele det store rige. Overklassen bragte sin nye vane med sig, som den rejste rundt.
Den udvikling passede briterne perfekt.
Siden den engelske kong Charles 2. midt i 1600-tallet havde modtaget to små sække med tørrede, duftende te-blade fra Kina, havde først hoffet og siden hele det britiske folk forelsket sig i den varme drik.
Teen blev briternes foretrukne drik, og i slutningen af 1700-tallet importerede Storbritannien hvert år omkring 15.000 tons te fra Kina.
Og da kongen lagde en importskat på 100 procent på te, var handlen også en god forretning for kongehuset.
Verdens største krigsflåde og et imperium med vokseværk kostede mange penge, men den høje te-skat dækkede godt ti procent af imperiets udgifter.
Storbritannien var derfor ivrig efter at udvide te-handlen i øst.
Men Kina var ikke interesseret i handel: Landet var selvforsynende og var ikke interesseret i britiske varer som lærred, jern og tin.
Desuden godtog kineserne kun spanske sølvdollars – datidens internationale møntfod – som betaling.
Mellem 1710 og 1759 betalte Storbritannien 26 millioner pund i sølv til Kina, men fik kun 9 millioner tilbage for sine egne varer.
Det gav et stort minus i betalingsbalancen mellem de to lande, og briterne løb langsomt tør for sølv.
De britiske handelsmænd var desperate efter at finde en vare, som kineserne kunne blive lige så afhængige af, som briterne var af te. Løsningen blev opium.
Forbud mod opium nyttede intet
Smuglingen af opium skete i begyndelsen i det små.
East India Company, der havde monopol på al britisk handel i Asien, fik i slutningen af 1700-tallet kontrol over de opiumproducerende regioner i Indien, og firmaets ansatte fik lov til at smugle små mængder opium på firmaets skibe.
Hurtigt stod det dog klart, at opiumhandel var en særdeles indbringende forretning.
I samarbejde med private britiske købmænd og korrupte kinesiske embedsmænd begyndte East India Company at organisere smuglingen.
Udadtil fremstod firmaet som et “rent” handelsfirma, men bag kulisserne solgte det opium ved auktioner og etablerede et netværk af mellemmænd, som sejlede firmaets opium til Kina.
I 1800 forbød den kinesiske kejser importen af opium, men forbuddet havde ingen effekt.
Smuglingen var allerede for vigtig en indtægt for East India Company og dermed den britiske økonomi.
Selskabet havde skabt et marked for opium og bestemte via sit handelsmonopol selv prisen på stoffet i Kina.
Men smuglingen tog først for alvor fart i 1834, hvor den britiske regering opsagde monopolet. Dermed var vejen banet for private købmænd, som snart oversvømmede Kina med opium.
Over hele Kina skød de velbesøgte opiumshuler op. Kineserne – mænd som kvinder og gamle som unge – lod sig fange i misbruget, og mange steder gik lokale samfund i opløsning.
Smuglingen steg tusindfold
Kineserne havde i århundreder isoleret sig fra omverdenen. De så sig selv som et højt udviklet folk, der ikke havde behov for kontakt med andre nationer.
Udlændinge kunne derfor ikke få adgang til det store rige, og al handel med fremmede lande lå under streng kontrol.
Kun havnen i Guangzhou i det sydlige Kina var åben for handel, og udenlandske købmænd kunne her handle med mellemmænd udråbt af kejseren – de såkaldte Hong-købmænd, som skulle sikre, at de udenlandske handelsmænd fulgte de kinesiske love.
Kejserens kontrol kunne dog ikke forhindre, at opiumsmuglingen til Guang-zhou steg tusindfold i 1830'erne.
Omkring 26.000 tons opium blev smuglet i 1839, og selv om kejseren havde forbudt handlen, foregik den nu helt åbenlyst.
Alle var involveret i den indbringende forretning – også kejserens mænd – og havnen vrimlede med smuglere.
Den engelske missionær George Smith, der ankom til Kina om bord på et britiske handelsskib, skrev i sin dagbog:
“Enhver købmand i Canton har omkring halvtreds små både – skonnerter og større skibe – i vandet hele tiden. Stanken af opium rammer os i briser og lægger sig som en dyne om os.
Overalt klæber små både med indfødte smuglere sig fast på de større skibe langs med kajen. Alle både fragter opium.”
I takt med den stigende smugling eksploderede misbruget blandt kineserne. Den voldsomme konkurrence mellem smuglerne havde presset prisen på opium i bund, og misbruget spredte sig til alle lag i samfundet.
“Problemet med giften opium er, at når folket ryger det, spilder de deres kræfter og ødelægger deres forretninger, og når soldater ryger, bliver de trætte og bryder den militære disciplin,” skrev embedsmanden Feng Zhanxun.
Netop rygningen blandt kejserens soldater var et stort problem.
En soldat, der regelmæssigt røg opium, mistede lysten og evnen til at slås, og i 1830 var 70 procent af de kinesiske soldater – ifølge indenrigsminister Xi – afhængige af opium.
Selv om kejserens hær talte mange hundrede tusinde mænd, var den ikke længere kampdygtig.
70 procent af de kinesiske soldater var påvirket af opium, og deres våben var primitive – de disciplinerede britiske tropper fik derfor hurtigt nedkæmpet kineserne.
Lin konfiskerede opium
Kejser Daoguang indså, at misbruget og handlen med opium måtte stoppe, hvis ikke hele hans rige skulle forsvinde i en opiumtåge.
Han besluttede at sende sin mest retskafne mand, Lin Xezu, til Guangzhou for at rydde op.
Lin var yderst respekteret og beundret blandt sine landsmænd – respekteret for sin høje moral og beundret for sin vid.
Den 10. marts 1839 ankom Lin til Guangzhou, og rygtet om hans komme havde allerede fået flere smuglere til at flygte fra byen.
Blot en uge efter sin ankomst samlede Lin byens Hong-købmænd og overfusede dem med anklager om samarbejde med briterne.
Han befalede dem straks at konfiskere briternes bugnende lagre af opium i Guangzhou.
Desuden skulle købmændene give besked til “fremmede djævle”, at det kun var af Kinas nåde, at man lod dem købe te.
De skulle derfor udvise ydmyghed og aflevere hvert et gram opium til myndighederne, for inden længe ville nye strenge love betyde dødsstraf til opiumsmuglere.
De briter, som befandt sig i byen, kom i husarrest. De måtte ikke forlade deres ejendomme eller kommunikere med verden udenfor, før de opgav deres opium. Men briterne led ingen nød.
De lokale kinesere var flinke til at smugle mad til dem, og selv om husarresten varede i 47 dage, manglede de tilfangetagne briter ikke andet end deres tjenestefolk.
De brugte tiden på at spille cricket og more sig. Alligevel frygtede de britiske autoriteter i Kina for deres landsmænds sikkerhed.
De havde intet forsvar imod de mange tusinde kinesiske soldater og den kinesiske flåde, og derfor lod en britisk befalende langt om længe en ordre falde til købmændene i husarrest.
De kunne trygt overgive deres opium – den britiske dronning ville erstatte deres tab.
Købmændene var henrykte. Om dronningen eller kineserne betalte for deres varer, var dem ligegyldigt, og straks efter fik Lin overrakt 20.283 kister opium – svarende til ca. 1300 tons.
Men Lin ville også have købmændene til at skrive under på, at de aldrig ville føre opium ind i Kina igen.
Skulle de alligevel blive taget med opium, ville de blive halshugget på stedet.
Nu kom det øjeblik, som den britiske regering havde ventet på.
Lins behandling af de britiske handelsmænd havde givet Storbritannien en undskyldning for at sejle sin frygtindgydende flåde til Kina for at tvinge frihandel igennem:
Britiske statsborgere var truet af kineserne, som desuden havde konfiskeret britisk ejendom.
Kineserne ydede ingen modstand
Lin havde undervurderet sin fjende. Briterne var ikke det underlegne og primitive folk, som han antog.
Kejserens krigsskibe kunne ikke engang matche de britiske handelsskibe. Briternes kanoner blæste kinesernes skibe i sænk.
Storbritanniens flåde – bestående af omkring hundrede skibe – ankom snart til Kina med omkring fem tusinde soldater.
På deres vej til Guangzhou og siden Nanjing belejrede soldaterne den ene landsby efter den anden og indtog de forter, som kineserne havde bygget som forsvar langs floderne.
Byerne og forterne faldt hurtigt. Murene omkring dem var mere til pynt end forsvar. Heller ikke kejserens soldater kunne stille noget op.
Opium havde ødelagt disciplinen i rækkerne, og soldaternes skydevåben var håbløst tunge og besværlige – de krævede to mand og et stativ, og ved hvert skud blev mændene blæst omkuld af rekylen.
Bag bymurene mødte de britiske soldater ingen modstand. I stedet blev de mødt af det ene grusomme fund efter det andet.
De kinesiske soldaters tradition bød dem ikke at blive taget til fange, og de havde derfor forgiftet deres familie for derefter at begå selvmord.
Rundt omkring i byerne lå lig af kvinder og børn med sorte, opsvulmede ansigter og mænd med knive i hænderne og opskårede halse.
Hastigt bevægede britene sig nordpå mod byen Nanjing. På deres vej hærgede, voldtog og plyndrede de lokalbefolkningen.
Fra Nanjing var der ikke langt til hovedstaden Beijing, hvor kejseren befandt sig.
Briterne håbede, at synet af den fremadstormende britiske hær ville bringe kejseren til forhandlingsbordet.
Shanghai blev indtaget uden et eneste skud en junidag i 1842, og beboerne forærede fjenden 300.000 amerikanske dollars i et forsøg på at forhindre, at briterne gik amok i en plyndringsrus – men forgæves.
De britiske kommandører kunne ikke styre deres mænd, som stjal alt af værdi.
I 1841 rasede krigen mellem Kina og Storbritannien, og den britiske flåde begyndte sit bombardement af havnebyen Guangzhou.
Briterne var skruppelløse
I august 1842 var det mægtige kinesiske rige tvunget i knæ.
Kejserens udsendinge mødtes med britiske embedsmænd i Nanjing for at forhandle en fred på plads.
“Hvis I bare stopper med at ryge opium, så vil efterspørgslen falde, og vores opium vil forsvinde,” var briternes svar på kinesernes bøn om at stoppe smuglingen.
Hvis de britiske købmænd stoppede handlen med opium, så ville amerikanerne og franskmændene bare tage over, argumenterede briterne.
Kejserens mænd skrev under på Nanjing-traktaten uden at læse den til ende. De havde intet valg.
I traktaten lovede briterne at rømme de belejrede byer, hvis kineserne betalte 21 millioner dollars som erstatning for den opium, Lin havde konfiskeret – beløbet svarede til halvdelen af kejserens årlige skatteindtægter.
Derudover blev Hongkong erklæret britisk koloni, og byerne Guangzhou, Xiamen, Fuzhou og Shanghai skulle alle huse et britisk konsulat og være åbne for handel med briterne.
Efter krigen fulgte voldsomme spændinger mellem briterne og kineserne. Begge parter benyttede enhver lejlighed til at fornærme hinanden, mens opiumhandlen blev mere og mere udbredt.
Nu foregik handlen ikke blot i Guangzhou, men fra alle de nyåbnede havne.
Efter den første opiumkrig måtte kineserne i 1842 skrive under på Nanjing-traktaten, som åbnede Kinas havne og gav britiske handelsfolk lov til at handle med opium.
Endnu en krig gav bedre handel
Kinesernes misbrug nåede efter det bitre nederlag et omfang, som ikke var set tidligere.
Opiumhuler lå side om side i alle byer, og mere end 70 procent af alle mænd og 30 procent af kvinderne var afhængige af stoffet.
De selv samme mænd, som var hyret til at kontrollere opiumshandlen, røg selv stoffet, og Lins idé om særlige statsdrevne afvænningshjem måtte opgives. Der var simpelthen for mange narkomaner.
“Bønder er ikke længere bønder, kunstnere er ikke kunstnere, og købmænd er ikke købmænd. Ingen vil længere holde de gamle håndværk i hævd.
Ingen spinder en eneste tråd silke, og ingen planter så meget som et riskorn for at hjælpe sig selv og andre. Derfor bliver de rige fattige, og de fattige bliver til tiggere,” skrev filosoffen Gong Zizhen.
Han overdrev ikke – alle samfundets lag var plaget af narkomani – selv den kejserlige familie.
Kina var i dyb krise, og de udenlandske købmænd drænede landet for værdier.
Befolkningen sultede og solgte alt, hvad de ejede – selv deres koner, mødre og børn – for at skaffe penge til opium.
Men de britiske købmænd nægtede stadig at tage deres del af ansvaret for misbruget.
“Brugen af opium er ikke en forbandelse, men en trøst og en hjælp for den hårdtarbejdene kineser,” skrev firmaet Jardine, Matheson & Co. – som stod bag størstedelen af opiumimporten – i 1858 i en pressemeddelelse.
Nanjing-traktaten havde givet britiske skibe gunstige handelsforhold, og derfor hejste andre nationers skibe Union Jack og ansatte britiske kaptajner.
Kineserne slog dog hårdt ned på bedragerne, og i 1856 anholdt de hele besætningen på et kinesisk skib med en 21-årig irsk kaptajn.
Kaptajnen forlangte sit mandskab frigivet, og blandt de britiske købmænd hed det sig, at kineserne ulovligt havde anholdt britiske sømænd.
Det blev begyndelsen på endnu en krig, som først endte, da kejserens sommerpalads uden for Beijing blev brændt ned i 1860.
Kineserne blev endnu en gang tvunget til at skrive under på en ydmygende traktat, som åbnede yderligere 11 havne for udenlandske handelsskibe og tillod kristen mission i kejserriget.
Kineserne tabte igen
Lins hoved havde kejseren skånet trods nederlaget til Storbritannien og den ydmygende traktat.
Han var flygtet fra Guangzhou med sin familie, da den britiske flåde omringede byen, og som straf havde kejseren sendt ham i pension i et øde område i Nordkina.
Som 67-årig blev Lin kaldt tilbage fra sin pension og sin skam. Kejseren havde brug for ham igen.
Men inden Lin kunne tage kampen op med briterne, døde han af alderdom. I dag hyldes han i Kina som indædt modstander af opium.
I Storbritannien er Lins eftermæle knap så prangende.
Kineseren er udødeliggjort som voksdukke på Madame Tussaud-museet i London, og på mindepladen under dukken står, at han konfiskerede britisk ejendom til en værdi af 2,5 millioner pund.
Ikke et ord om opium.
Mao sendte kineserne på afvænning
Kinesernes hang til opium blev reelt først knækket, da kommunisterne med Mao Zedong i spidsen tog magten i 1949.
Afvænningen af kineserne foregik på kontant vis: Alle, der solgte opium, blev straks henrettet.
De “heldige” sælgere, som blev skånet, blev i stedet sendt i arbejdslejre – hvilket i praksis svarede til en dødsdom eksekveret langsomt.
Ved Maos magtovertagelse var omkring 70 millioner kinesere – ud af en befolkning på 550 millioner – dybt afhængige af opium.
Efter ordre fra Mao blev misbrugerne indlagt på særlige opiumhospitaler, hvor de blev tvunget til afvænning. De kinesere, som ikke frivilligt lod sig afvænne, blev skudt.
Samtidig med afvænningen gennemtrumfede det nye styre en række sociale reformer og omlagde markerne i de landområder, som levede af opiumdyrkning, til andre afgrøder.
I 1960 erklærede Mao, at Kina endelig var blevet fri for opium.
I løbet af blot få år fik Mao – med henrettelser og tvangsforflyttelser – bugt med opiummisbruget.