Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Snydetricks og ildvåben gjorde Kina til en supermagt

Kinesernes militære guldalder varede i 1.600 år. Militærakademier, dødbringende opfindelser og snedige manøvrer gjorde dem næsten uovervindelige på slagmarken.

Bridgeman

Jorden var regnvåd, da mingkejser Yongles enorme hær på over 500.000 mand marcherede ud af Beijing i foråret 1414.

Hjulene på de 30.000 tungtlastede vogne med våben og korn havde svært ved at komme frem igennem den mudrede jord, og særlig slemt var det for de kærrer, der bar på kanoner på op mod 100 kilo.

Selvom de mange tunge våben gjorde det besværligt og krævende for trækdyrene, ville det nykonstruerede krigsmateriel uden tvivl komme kineserne til gavn, når de stod over for mongol-herskeren Mahmud og hans frygtede rytteri.

Kejser Yongle og hans hær var på vej mod det ydre Mongoliet for anden gang på fire år. Kejseren havde i 1410 indledt en jagt på de mongoler, der nægtede at underkaste sig hans rige, og som trodsede hans suverænitet ved at plyndre de nordkinesiske egne eller ved at tage hans tributopkrævere som gidsler.

Nu, i foråret 1414, var kejseren på jagt efter en af de mest frygtede krigsherrer, oiratmongolen Mahmud, der havde gjort åbent oprør mod mingimperiet.

Ildlanser, armbrøster og bomber spændt fast til løbske okser indgik i minghærens store våbenarsenal og blev fx anvendt under belejringer.

© Osprey

Yongle fik kontakt med fjenden

Gobiørkenen blev passeret i løbet af forsommeren, og sidst i juni 1414 fik kejseren endelig den besked, han havde hungret efter.

Hans spejdere kom galoperende og berettede, at fjenden var tæt på – i nærheden af Tuulfloden et par hundrede kilometer syd for Bajkalsøen.

Yongle, der var 54 år gammel, skulle af sikkerhedsmæssige årsager blive et stykke væk fra selve slagmarken.

Riget kunne ikke risikere at miste sit overhoved, selvom kejseren faktisk havde stor krigserfaring og selv havde kæmpet mod mongolerne i 1380’erne og 1390’erne.

Dengang var han dog noget yngre og lettere, og derfor blev han nu tilbage med en mindre styrke, mens resten af hæren linede op i formationer og marcherede mod fjenden.

Forrest var infanteriet, der havde spyd- og hellebardkrigerne i første geled. Deres lange skjolde var malet med drabelige ansigter for at skræmme modstanderne.

Størrelsen på skjoldet gjorde også, at de kunne beskytte soldaterne bagved, hvis fjenden sendte en regn af pile afsted.

Fodfolk, der var udstyret med buer, armbrøster eller små håndkanoner, kunne nemlig ikke selv bære skjolde, da deres våben krævede to hænder at affyre.

Bag infanteriet blev det tunge artilleri trukket frem. Det bestod af kanoner og forskellige former for raketter, der kunne sendes afsted med krudtladninger. På flankerne red kavaleriet, der både omfattede lansebevæbnede riddere og lette bueskytter.

Ridderne var heftigt armerede med jernhjelme og brynjer af nittede jernplader, mens bueskytterne kun bar et let harnisk og helst ikke skulle i nærkamp.

De beredne bueskytters opgave var at ride mod fjenden i fuld fart, affyre deres pile og så ride væk fra frontlinjen igen. Overalt i menneskemængden stak fanebærernes røde og gule faner op.

De forskellige flag skulle sammen med trommer og gongonger bruges til at dirigere tropperne, og da generalerne spottede mongolerne i det fjerne, blev der gjort tegn til at standse fremmarchen.

Flere hundrede meter fremme ventede Mahmuds hær med 30.000 soldater – næsten alle på hesterygge. Snart ville blodet flyde.

Soldater trænede på akademier

Yongle var kommet til magten i 1402, og kejseren, hvis navn betød “evig lykke”, var en af Kinas mest handlekraftige hers­kere gennem tiderne.

Han gjorde alt, for at Kina skulle stå som et stærkt og respekteret rige, og redskabet var først og fremmest en solid hær – den mægtigste i kejserrigets historie.

Fundamentet for Yongles supermilitær var støbt af hans far, Mingdynastiets førs­te kejser, Hongwu. I 1384 stod han bag en stor reorganisering af hæren, da han indførte det såkaldte wei-so-system.

I stedet for at militæret var én stor enhed, blev det nu delt op i distrikter, wei-soer, hvor brigader a 5.600 soldater blev udstationeret i forskellige dele af kejserriget – de fleste ved den nordlige grænse, hvor de mongolske ærkefjender hærgede.

Soldaternes træning foregik i deres distriktsområde, og når riget skulle i krig, indkaldte et krigsministerium wei-soer fra hele landet til en samlet hær.

Ministeriet udnævnte også de generaler, der skulle lede slagets gang. Systemet var snedigt, da generalerne på den måde ikke konstant rådede over en stor hær, men derimod mistede kommandoen, så snart krigen var ovre.

Det mindskede risikoen for, at generalernes magt voksede sig så stor, at de kunne bruge deres tropper mod kejseren og selv erobre tronen.

Som en del af wei-so-systemet fungerede op mod 75 procent af tropperne også som landmænd. Med en rekordstor hær på mellem 1 og 1,5 millioner soldater fordelt over hele riget var det for dyrt at sende forsyninger ud til distrikterne.

Derfor skulle soldaterne i fredstid selv forsyne sig med føde. Hver mand fik tildelt et stykke jord, hvor han kunne dyrke korn og grøntsager.

På den måde var riget garanteret en stærk og velnæret hær, uden at folket skulle bebyrdes med at forsyne den.

Tværtimod fungerede landbrugsdriften i wei-so-systemet så godt, at officerer og andre professionelle soldater kunne lønnes af overskuddet fra kornproduktionen.

Da Yongle kom til magten, ønskede han at styrke hæren yderligere ved at træne soldaterne til at blive dygtigere i kamp.

Derfor oprettede den krigsglade kejser tre militærakademier i Beijing, som de kinesiske soldater roterede rundt imellem.

Det ene akademi specialiserede rekrutterne i at kæmpe til fods. Her var der altid larm fra sværd, der klingede mod hinanden, eller fra armbrøsternes bolte, som tordnede ind i træskiver.

Nærkampe med hellebarder blev også trænet i infanteriakademiet, ligesom fodfolket lærte at følge ordrer og ændre taktikker, alt efter hvilke trommerytmer og gongong­slag de hørte.

På kavaleriakademiet blev lyden af kampråb og klirrende sværd suppleret af hestevrinsk og en knap så behagelig dunst af hestelort. På akademiet blev kinesernes evne til at manøvrere heste i kamp opøvet.

Dels skulle hestene vænnes til ikke at panikke i nærkamp, dels skulle rytterne trænes i at ramme mål på jorden med deres lanser eller buer, mens de holdt sig i sadlen.

Endelig var der akademiet for håndtering af ildvåben, hvor træningen kunne høres i miles omkreds.

Der lød det ene brag efter det andet, når rekrutterne satte fut i krudtet og sendte raketter eller bomber afsted fra de mange forskellige affyringsmekanismer.

Udviklingen af ildvåben var gået stærkt i Kina efter år 1000, og det var vigtigt for soldaternes sikkerhed, at de evnede at håndtere de nyudviklede og livsfarlige våben, som gjorde mingmilitæret til en frygtet modstander.

Nyt våben sendte byge af bolte afsted

Flerskudsarmbrøsten blev opfundet i det 11. eller 12. århundrede, og armbrøstskytten kunne affyre op til 12 bolte inden for bare 15 sekunder.

Fanger blev soldater

Yongle og de øvrige mingkejsere havde dog ikke kun sig selv at takke for at besidde en velorganiseret krigsmaskine.

De spæde skridt udi en effektivisering af hæren var blevet taget godt 1.500 år forinden af Handynastiet mellem 202 f.Kr. og 220 e.Kr.

Hankejserne havde som de første kine- siske herskere oprettet en permanent hær af veltrænede soldater, og det var medvirkende til, at de særligt i første halvdel af dynastiets 400-årige levetid oplevede en stor ekspansionsperiode.

Især kejser Wudi, der herskede i hele 54 år fra 141 til 87 f.Kr., skabte store resultater med sine soldater og udvidede imperiets grænser markant.

I syd strakte riget sig helt ned i det nuværende Vietnam, i nordøst nåede hærene Den Koreanske Halvø, og i vest skød tropperne frem til det nuværende Kirgisistan via Silkevejen.

Mod nord var Handynastiet konstant i kamp mod en sammenslutning af tyrkiske og mongolske nomader, som truede de nordlige kinesiske landbrug.

Men Wudi fik drevet dem tilbage på den anden side af Gobiørkenen, ligesom en udvidelse af Den Store Mur var med til at holde nomaderne i skak.

Rekrutteringen til den permanente hær under det tidlige Handynasti skete primært gennem indførelsen af værnepligt.

Mænd på 23 år – senere ned til 20 år – blev indkaldt til et års træning ved landets militærkolonier efterfulgt af et år som værnepligtig soldat i store byer som Chang’an og Luoyang eller i provinserne. I træningslejrene blev mændene enten tilknyttet infanteriet, kavaleriet eller flåden.

Dygtige sømænd var vigtige, da mange slag blev udkæmpet langs Kinas netværk af floder, hvor det var nemt at få transporteret friske soldater frem. Krigsskibene kunne også have katapulter og andre tunge våben med sig til fronten.

I krig var det ofte de værnepligtige, der indtog den farlige position i forreste geled som fodfolk, mens kavaleristerne var frivillige fra adelige familier.

At kunne manøvrere en hest effektivt under et slag var forbundet med prestige, og Handynastiets ryttere bar som regel kjortler som et symbol på deres høje anseelse og aristokratiske baggrund.

Ønskede de velhavende kinesere at undgå værnepligt, kunne de dog betale sig fra det gennem en ombytningsskat, hvor en frivillig trådte i deres sted mod betaling.

Ud over de værnepligtige og de frivillige bestod hæren af en del fanger. Selvom visse af dem på sigt kunne komme i felten, blev de af sikkerhedsmæssige årsager mest brugt som arbejdstropper.

For at kunne skelne fangerne fra resten af soldaterne blev de kronraget og tvunget til at bære en rød dragt og en jernhalskrave som en form for symbolsk alternativ til halshugning.

Disse fanger kunne være kriminelle, men faktisk også krigsfanger. Han­dy­na­stiet var – ligesom senere dynastier – ganske inspireret af hærfører Sun Tzus “Krigskunsten”, der var en kinesisk lærebog i strategi og taktik.

Her kunne hanofficererne læse, at “fanger bør behandles venligt, for på den måde bruger man den erobrede fjende til forøgelse af sin egen styrke”.

Med den tilgang lykkedes det for hanmilitæret at indlemme flere tusind fanger som gratis supplement til den professionelle hær, der på intet tidspunkt i dynastiets 400-årige historie udgjorde færre end 700.000 lønnede soldater.

Krigerne brugte buer af bambus med lange, tynde spidser, som gav buen stabilitet samt et let træk.

Pilespidsen var af bronze eller jern. Brugen af giftpile var også udbredt, så kineserne kunne sætte fjenden ud af spil, selvom han kun blev strejfet af en pil. Bueskytterne anvendte ofte giften fra blomsten stormhat.

Osprey

Hansoldaten kæmpede enten med sværd, hellebard eller spyd. Spyddet blev mest brugt som et stikvåben, men kunne også kastes efter fjenden.

Infanteristen beskyttede sig med et træskjold eller et skjold af flettet pil. Pileskjoldet var meget let og kunne parere ganske hårde slag.

Osprey

Raketbatteriet var monteret med et klæde, der kunne rulles ned, når trillebøren blev flyttet. Klædet beskyttede også mandskabet mod raketpilene, der ofte var smurt med gift.

Et enkelt af minghærens raketbatterier kunne indeholde op til 320 raketpile. De var forbundet med lunter og kunne affyres samtidig. Raketterne kunne flyve ca. en halv kilometer.

Osprey

Sun Tzu opfordrede til bedrag

Lærebogen “Kunsten at føre krig” af Sun Tzu var nedskrevet helt tilbage i ca. år 250 f.Kr. efter hærføreren Tzus død.

Trods bogens alder spillede den en vigtig rolle som krigsmanual – ikke bare under Han, men også under de efterfølgende kejserdynastier.

Teksten er en af de ældste bevarede afhandlinger om krigsførelse og tjente som håndbog for højere befalingsmænd.

Ifølge Sun Tzu skulle en feltherre være i besiddelse af “alvor, imødekommenhed, mod og strenghed”, og nøje kendskab til modstanderens styrker og svagheder var vejen til succes.

Men også hurtighed i felten var altafgørende: “Lad dine planer være skjult i dybt mørke, men slå til som et lyn. (…) Hvis krigen trækker i langdrag, vil dine mænds våben sløves, og moralen svækkes”, lød de vise ord fra Sun Tzu, der altid rådede generalerne til at være i overtal, når de angreb.

Var hæren i undertal, kunne list dog være den dygtige generals våben: “Al krigsførelse hviler på bedrag. Derfor: Når vi er i stand til at angribe, må vi lade, som om vi ikke kan bevæge os. (…) Når vi er tæt på, må vi lade fjenden tro, vi er langt borte. (…) Angrib ham, hvor han er uforberedt; duk op, hvor man ikke venter det (…) Skab uorden, og knus ham”.

Netop brugen af overraskelsesangreb benyttede hangeneralen Ban Chao og 40 af hans mænd, da de i år 89 sneg sig ind på en mange gange større horde af nomadekrigere ved grænsen til det nordvestlige Kina.

I den kølige nat listede Ban Chaos soldater ind i nomadernes lejr og satte ild til størstedelen af fjendens telte, hvor nomadekrigerne lå trygt og sov.

Da flammerne blussede op, ilede de forvirrede nomader ud af deres ly og blev i nattemørket mødt af pile fra Ban Chaos dygtige skytter.

Mange nomader faldt døde eller sårede om på jorden, og samtidig buldrede en øredøvende larm i teltlejrens inferno.

Kineserne havde sat en håndfuld soldater til at brage løs på store trommer, og den voldsomme støj fik nomaderne til at tro, at de måtte være omringet af en stor, aggressiv kinesisk hærenhed.

Af frygt for at blive slagtet sprang de overlevende op på den nærmeste hest og flygtede i fuld galop.

Næste morgen red Ban Chao og hans trop­per hen til den lokale høvding med et hoved, som de havde kappet af lejr­kom­man­dan­ten natten forinden.

Hers­ke­ren overgav sig straks og un­der­kas­te­de sig de tilsyneladende u­o­ver­vin­de­li­ge kinesere. Ban Chao havde udvist mod og en usædvanlig grad af snuhed og list. Han havde vist sig som krigskunstens mester.

Ny teknologi øgede slagkraften

Handynastiets succes på slagmarken skyldtes også, at hæren var i besiddelse af våben, der var modstandernes overlegne.

Sværd og hellebarder, der var blandt de populæreste våben hos fodfolket, var blevet endnu mere dødbringende og holdbare som følge af forbedringer inden for smedekunsten.

Jern erstattede det blødere bronze i løbet af Han­dy­na­stiet, og med tiden blev læderrustninger også udskiftet med harnisker, der havde påmonteret en masse jernlameller, så soldaternes sikkerhed blev betydelig forøget.

Buerne havde i århundreder været det ultimative skydevåben, når der skulle dræbes fra afstand, men et par hundrede år før hanimperiets opståen var arm­brøs­ten dukket op.

Våbnet kunne fyre små, korte pile – såkaldte bolte – afsted med større kraft, end en soldat var i stand til med en bue, og derfor gjorde det nye vid­un­der også langt mere skade på fjenden.

“Tropperne med armbrøster rider frem og skyder deres bolte afsted i samme retning. Dette er noget, hunnernes læderharnisker og træskjolde ikke kan modstå”, lød det i en kinesisk våbenlovtale fra 169 f.Kr.

Det dødbringende skydevåben havde vist sit værd i kampe mod Hunnerriget i vest.

Armbrøsten blev sat i masseproduktion, og ifølge historikeren Sima Qian, der levede under Handynastiet, havde riget flere hundrede tusind armbrøster i 157 f.Kr.

Kineserne vidste, at de havde med en helt unik våbenopfindelse at gøre, og kejseren gjorde alt, hvad han kunne, for at forhindre sine modstandere i at få kendskab til teknologien.

Han indførte blandt andet et eksportforbud på armbrøster og udkommanderede ekstra grænsesoldater for at afskære folk fra at transportere våbnet ud af landet.

Missionen lykkedes dog ikke, og ca. 100 år f.Kr. havde armbrøsten fundet vej til både Korea og Centralasien. Kastemaskiner var et andet dødbringende våben, som vandt frem under Han-dynastiet.

De tre-fire meter høje trækonstruktioner kunne læsses med stenstykker på mellem seks og otte kilo. Projektilerne kunne dernæst slynges afsted og slå ned 100-150 meter væk.

Især ved belejringer kunne kastemaskinerne bruges med fordel, da de kunne smadre fjendens barrikader.

Det var også effektivt at sætte ild til kuglerne inden affyring, så de havde mulighed for at starte brande i modstandernes lejr.

emperor yongle

Den Forbudte By blev opført under kejser Yongle.

© A. Favier/akg-images/Scanpix

Den store krigerkejser

Mingdynastiets tredje kejser, Yongle, er blevet kaldt “kejseren på en hesteryg”, fordi han var en hersker, der ofte selv red i krig.

I sine unge år var han en dygtig officer, og de militære egenskaber gjorde han brug af, da han i et oprør i 1402 væltede sin egen nevø af tronen og selv tog magten.

De personer ved hoffet, der ikke syntes om Yongles magtovertagelse, tog kejseren sig kærligt af ved at udrense dem og deres familier.

For at styrke riget førte kejseren felttog mod mongolerne og vietnameserne, ligesom han lod en gigantisk flåde bygge, så Kina kunne udbrede sin magt til landene omkring Det Indiske Ocean.

Yongle var også manden bag opførelsen af Den Forbudte By i Beijing, og trods sin til tider brutale adfærd lykkedes det ham at opbygge et rige, der ved hans død i 1424 stod stærkere end nogensinde før under Mingdynastiet.

Minghæren var krudtbevæbnet

Selvom Handynastiet evnede at sende kugler med ild mod fjenden, var Ming­dynastiets ildvåben 1.500 år senere af en helt anden kaliber.

Krudtet var blevet opfundet i 800-tallet, og snart rådede den kinesiske kejser over våben som lanser med krudtladninger, der kunne sende stikflammer mod modstanderen, og krudtarmerede pile, der kunne skabe en minieksplosion, når de slog ned og ramte deres mål.

Ved Mingdynastiets begyndelse i 1368 var krudt blevet et uundværligt element i udviklingen af moderne våben.

Når kejserens hær drog i kamp, var artilleri-tropperne begunstiget med ildvåben, der både inkluderede raketter og et helt arsenal af forskellige kreative bomber.

Med krudtets hjælp kunne pile og spyd sendes afsted med så stor kraft, at de kunne ramme fjenden på over en halv kilometers afstand.

Ofte blev hundredvis af raketpile proppet i den samme affyringsrampe, så de spredtes tilfældigt i luften efter affyringen.

Pilenes uforudsigelige bane var en fordel, da det skabte rædsel i modstandernes rækker, at ingen vidste, præcis hvor raketpilene ville slå ned.

Dele af fodfolket blev i løbet af ming­tiden også udstyret med raketkurve, der fungerede som datidens bazooka.

Den håndholdte kurv kunne affyre ca. 20 pile ad gangen og dermed dræbe mange modstandere med et enkelt skud.

Infanteriet blev også udstyret med mindre håndgranater, der kunne kastes mod fjenden. Lidt større granatbomber brugte minghæren til at binde om livet på okser, som soldaterne drev ind i fjendens lejr.

Når dyrene nåede målet, passede det med, at lunterne antændte granaterne, der så eksploderede for fuld kraft og spyede ild og død omkring sig.

De fleste af kinesernes bomber blev dog sendt afsted med katapulter eller kanoner. Én af de mest opfindsomme var uden tvivl ekskrementbomben, der ud over arsenik var fyldt med store mængder menneskeafføring.

Inden affyring blev en lunte i bomben tændt, så krudtet i granaten først sprang i luftrummet over fjendens soldater. Kaskader af lort og gift styrtede da ned over dem.

Brugen af kemisk krigsførelse udviklede sig konstant, og krigsmanualen “Huo Lung Ching” fra 1412 nævner en “bisværmebombe”, som skabte en brændende ild, der kunne “klæbe sig fast til fjendens personer og blive ved med at brænde”.

Manualen konstaterer dog skuffet, at “bomben kan slukkes med vand”, hvilket sandsynligvis ikke har taget fjenden alt for lang tid at regne ud.

Derfor omtaler “Huo Lung Ching” også den potente “gift-tåge-magi-røg-udbryder” i en noget mere begejstret tone.

Her blev “blændende krudt, flyvende krudt, giftkrudt og spruttende krudt fyldt i en granat”, som var så kraftfuld og effektiv, at den kunne afgøre et slag: “Fjendens soldater får deres ansigter og øjne brændt, og røgen vil angribe deres næser, munde og øjne. Hvis det rigtige øjeblik bliver udnyttet, kan ingen forsvarere modstå et sådant angreb”.

På slagmarken blev hansoldater ofte ledet af officerer, der overværede slagene fra mobile stridsvogne.

© Travel China Guide

3 fakta om Kinas hær

  • 1 års militærtræning efterfulgt af et års værnepligt var kravet til alle mænd i hantiden.

  • 700.000 soldater var der som minimum i den stående hær under hankejserne.

  • Verdens ældste bevarede kanon er fra 1290 og er fundet i det nordøstlige Kina. Bronzekanonen vejer 3,5 kilo.

Raketter hamrede mod fjenden

På slagmarken nær Tuulfloden i det ydre Mongoliet, hvor mingkejserens hær i juni 1414 stod over for de 30.000 mongolske tropper, spillede ildvåbnene også en hovedrolle i slagets indledende fase.

Officeren Liu Sheng, der havde kommandoen over det kinesiske artilleri, gav signal til sine specialuddannede artillerister, som stod i sikkerhed bag ved resten af hæren.

Lunterne til kanonkuglerne blev antændt, og kort tid efter hørtes bragene, da de ét kilo tunge bomber blev skudt afsted over sletten og slog ned mellem mongolerne mere end en halv kilometer væk.

De skarpe jernfragmenter fra kanonkuglerne skar sig ind i de omkringstående krigere og flænsede kødet op på panikslagne heste, der enten faldt til jorden eller stejlede vildt i smerte.

Efterfølgende blev det de kinesiske raketsoldaters tur til at demonstrere deres våbenkunnen. Deres trillebøre blev rullet frem, så afstanden til fjenden passede, hvorefter der blev sat ild til de lunter, der forbandt hele batteriet af raketbårne pile.

Tusindvis af pile susede over himlen og forvandlede i et kort øjeblik dag til nat, inden de væltede ned over mongolerne, som panisk dækkede sig bag deres små rytterskjolde.

I den massive regn af pile kunne det ikke undgås, at nogle blev dræbt og andre såret – heller ikke selvom mongolerne ofte var godt armerede og sørgede for, at deres heste også var beskyttede med læder- eller jernlameller under større slag.

Mongolerne svarede igen med pile fra deres dygtige beredne bueskytter, og efter at projektilvåbnene havde ryddet godt ud i begge parters tropper, gjaldede krigsskrålene over slagmarken.

Pludselig satte fodfolk og kavaleri sig i bevægelse, og begge sider væltede frem over steppen og tørnede sammen i blodig nærkamp.

Det gik dog snart op for Mahmud, at kineserne var for mange, og inden kejser Yongles hær fik afskærmet mongolhorderne, stak nomadehøvdingen og hans overlevende krigere af, krydsede Tuul-floden og forsvandt i fuld galop.

Tilbage på slagmarken lå tusindvis af døde og sårede fra begge lejre. De over­levende kinesere kunne begynde at samle krigsmateriellet sammen og begive sig hjem til hovedstaden sammen med kejser Yongle, som den 15. august lod sig hylde som den store sejrherre i Nanjing.

Nok en gang havde den mægtige kejser og hans hær vist mongolerne, at kineserne og deres moderne militærteknologi var en fjende, man skulle frygte.

Sejren sikrede syv års fred

Selvom Yongle ikke havde fået Mahmud likvideret i felten, var nederlaget på slagmarken alligevel nok til, at den oprørske mongol underkastede sig kejseren.

Yongles skatteopkrævere, som Mahmud tidligere havde taget til fange, blev løsladt, og mongolherskeren sendte nu tribut i form af tusindvis af heste til kejseren.

Samtidig kunne Mingdynastiet efter slaget nyde syv års ro langs grænsen til mongolerne i nord.

I 1421 måtte Yongle dog igen trække i rustningen, og i alt ledte kejseren fem felttog mod mongolerne fra 1410 til 1424. På vejen hjem fra det femte togt i 1424 blev Yongle syg og døde, hvorefter minghæren gradvist forfaldt.

Garnisonerne mistede snart halvdelen af deres mandskab på grund af nedskæringer fra de efterfølgende kejsere, og disciplinen blandt landbrugssoldaterne dalede.

I stedet for at levere fødevarer til hæren begyndte de nu at sælge afgrøderne på markedet.

Kejserrigets hær var stadig nogenlunde slagkraftig, men generalerne droppede den aggressive militærstrategi til fordel for en mere defensiv. Hærens guldalder var forbi.

Læs også:

Kina guldsegl Zhang Xianzhong
Det gamle Kina

Mageløst skattefund i Kina

2 minutter
Det gamle Kina

Hvad skete der med Kinas sidste kejser?

2 minutter
Det gamle Kina

Skruppelløse briter indhyllede Kina i opiumtåger

16 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul