Foroverbøjet mand, med skilt om halsen

Spærret inde i 16 år: Flugten fra Maos fangelejr

Kineseren Xu Hongci drister sig i 1956 til at kritisere Mao. Som straf havner han i en arbejdslejr, hvor fangerne udsættes for sult, vold og ydmygelser. I årevis venter Xu på en chance til at flygte.

Kineseren Xu Hongci drister sig i 1956 til at kritisere Mao. Som straf havner han i en arbejdslejr, hvor fangerne udsættes for sult, vold og ydmygelser. I årevis venter Xu på en chance til at flygte.

Li Zhensheng

Efter talrige pinsler i Maos fangelejre er heldet omsider med Xu Hongci. En strømafbrydelse medfører, at arbejdslejren, hvor han slider som tvangsarbejder, pludselig henligger i mørke.

Den uskyldigt dømte medicinstuderende har ventet en evighed på sådan en chance. Forsigtigt sniger han sig hen over mønstringspladsen, hvor skarpskytter i vagttårnet normalt skyder enhver, som fanges i projektørlyset. Men i aften er pladsen sort som blæk.

I hast samler Xu en hjemmelavet stige af kæppe, som han har gemt blandt affaldet langs muren. Rystende af nervøsitet rejser han stigen og klatrer op ad muren. Hvis strømmen kommer tilbage nu, vil hans fjerde flugtforsøg med sikkerhed blive hans sidste. Men den kulsorte nat fortsætter med at skjule hans hensigter.

Da Xu sidder overskrævs på muren, kan han forsigtigt løfte stigen over på den anden side, klatre ned og skjule sig under en parkeret lastvogn.

“Jeg var én gang for alle undsluppet den blodbesudlede Landbrugs-maskinfabrik 507”. Den kinesiske systemkritiker Xu Hongci.

Glæden over at have forceret muren afløses hurtigt af nye farer. En fange ved navn Wenkui dukker op i gården, og synet af den berygtede stikker får Xus hjerte til at hamre vildt.

“Efter et par minutter gik han over til lastvognen og gav sig til at pisse, så det sprøjtede i mit ansigt. Jeg klemte mig mod jorden og vovede ikke at trække vejret. Derpå gik Wenkui over mod sin sovesal for at lægge sig”, skriver Xu senere i sine memoirer.

Da stikkeren er væk, kravler Xu ind ad et vindue til en maskinhal, hvor han før fyraften gemte falske papirer og andet flugtudstyr. Så henter han igen stigen og klatrer over arbejdslejrens ydermur. Takket være strømafbrydelsen er det elektriske hegn på toppen dødt, og han kan hoppe ned på den anden side.

Xu Hongci

Xu Hongci (1933-2008) udgav sine memoirer i Hongkong kort før sin død. Ni år senere udkom en redigeret version under titlen “No Wall Too High”.

© Courtesy of the Xu family

Samfundsfjenden Xu var tro kommunist

I 1956 blev Xu Hongci udråbt til højreorienteret kontrarevolutionær og samfundsfjende. Men på det tidspunkt var han en lige så rettroende kommunist som formand Mao.

Allerede som barn drømte Xu Hongci om at skabe et bedre Kina. Hver gang han var tvunget til at bukke for japanske besættelsestropper under 2. verdenskrig, tænkte han på det.

Som søn af velstillede forældre var det ikke oplagt, at han skulle blive kommunist. Men venner tog Xu med til politiske møder, hvor hans unge sind sugede budskaber om lighed og revolution til sig. I 1947 søgte den 14-årige om optagelse i det forbudte kommunistparti.

Kommunismen fik ham til at vende sig mod sine forældre, som tilhørte Shanghais velstillede borgerskab. Han væmmedes ved sin mor, fordi hun efter hans mening gik alt for højt op i rigdom og status. I stedet så han op til parti-folk i Shanghai, og han knoklede for at bevise, hvor dedikeret en kommunist han var.

I 1949 erobrede kommunisterne magten i Kina, og Xus fremtid tegnede lys. Takket være sin status som tro parti-soldat fik han en studieplads, så han kunne begynde at uddanne sig til læge. Men så indtraf katastrofen.

“Jeg klarede det! Jeg var én gang for alle undsluppet den blodbesudlede Landbrugs-maskinfabrik 507! Klokken var omkring 23.30 den 7. august 1972”, beretter Xu i sin bog.

Natten vil give ham chancen for at komme langt væk, før hans flugt bliver opdaget.

“Jeg havde seks og en halv time til navne-opråbet næste morgen”, forklarer Xu.

Han er lige ved at råbe af glæde, men vejen til sikkerhed er endnu lang og farefuld. Flere gange før er hans flugt begyndt lovende blot for at ende brat. Vil han undslippe Maos forfølgelse, må han helt ud af landet, og der er 1.600 km til grænsen.

Opgør med Stalin ændrer alt

16 år tidligere var Xu Hongci en 24-årig medicinstuderende med en lovende fremtid, men omvæltningerne i 1956 knuste hans drømme. Den unge mands fejl bestod i, at han stolede på Kinas leder, formand Mao.

Xus tragedie begyndte i Moskva, hvor Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov på kommunistpartiets kongres gik til angreb på sin forgænger.

“Josef Stalin handlede ikke gennem overtalelse, forklaring og tålmodigt samarbejde med folket, men ved at påtvinge den sine overbevisninger og forlange blind underkastelse over for hans holdninger”, tordnede Khrusjtjov.

Mao og Khrusjtjov smiler til hinanden

Nikita Khrusjtjov delte ikke Maos begejstring for brutale Stalin-metoder. Under sit statsbesøg i Kina i 1958 smurte den sovjetiske statsleder dog det diplomatiske smil på.

© Library of Congress

Talen sendte rystelser gennem hele den kommunistiske verden. Polens leder læste om den på et hospital, hvor han var indlagt, hvorefter han døde af hjertestop. Ungarn rejste sig til opstand mod sovjetisk undertrykkelse, og i Kina indså partiformand Mao, at hans egne Stalin-inspirerede metoder belastede ham.

Derfor satte diktatoren den såkaldte 100 Blomster-kampagne i værk med ordene:

“Formålet er at lade 100 blomster blomstre og lade hundreder af tankeretninger konkurrere”.

Kun få vovede dog at tage ordet, for Mao havde aldrig brudt sig om at blive modsagt. Først da landsfaderen året efter direkte forlangte, at Kinas veluddannede gav kommunistpartiet konstruktiv kritik, bredte en bølge af begejstring sig gennem Kina.

Historikere strides stadig om, hvad Maos formål med 100 Blomster-kampagnen egentlig var – om han oprigtigt ønskede en debat om kommunismens fremtid i Kina, men simpelthen blev forbløffet over, hvor dybt folkets utilfredshed viste sig at stikke, eller om det fra begyndelsen var en lumsk fælde, som skulle lokke kritikere til at afsløre sig.

Uanset motivet slog Mao i sommeren 1957 hårdt ned på kritikerne.

Mao holder tale

Efter sejren i den kinesiske borgerkrig udråbte Mao (th.) i 1949 Kina til en folkerepublik. Kun ét parti var lovligt: Maos kommunistparti.

© Orihara1

På Shanghais Medicinske Universitet nr. 1 fik Xu og hans medstuderende i juni 1957 en skideballe af kommunistpartiets officielle repræsentant på uddannelsesstedet, Wang Lesan. Han revsede dem for ikke at have fulgt Maos opfordring. Under et stort fællesmøde på campus forlangte Wang Lesan:

“I morgen vil jeg se jeres dazibao”.

En dazibao var en kinesisk vægavis, som de studerende typisk fremstillede ved at male med pensel på hvide lagner. Xu og universitetets andre medlemmer af kommunistpartiet debatterede hele natten, hvad de skulle skrive på deres dazibao. De endte med at forfatte 50 forslag til, hvordan fremtidens kommunistiske Kina skulle se ud.

Et af punkterne kritiserede, at valghandlinger i Kina var udemokratiske. De studerende forlangte, at partiet ikke kun opstillede én kandidat til tillidsposter, men lod folket nominere egnede kandidater og gav dem ret til at holde frie valgtaler.

“Om 300 år vil historien afgøre, hvem der havde ret. Mig eller Mao Zedong”. Xu Hongci kort før sin anholdelse.

Et andet punkt handlede om, at de studerende frit ville have lov til at vælge, hvilket fremmedsprog de skulle studere. Kun russisk blev dengang tilbudt på Kinas videregående uddannelser.

Men kritikken var en frygtelig fejl, som kom til at koste Xu dyrt.

Kritikere får ingen rettergang

De fleste af Xus medstuderende indså omgående, at de var faldet i et baghold, og skyndte sig at trække deres støtte til de 50 forslag tilbage. Men Xu stod fast. Kort efter blev han angivet af sin egen kæreste. Særlig belastende var nogle blasfemiske ord, som han midt i en ophedet diskussion havde sagt til hende:

“Om 300 år vil historien afgøre, hvem der havde ret. Mig eller Mao Zedong. Jeg har ikke svigtet partiet. Jeg har ikke svigtet landet”.

Kommunistpartiet smed Xu ud, og alle lagde afstand til ham for at beskytte sig selv. Da myndighederne opdagede, at han lagde planer om at forlade Kina, røg studie-pladsen også.

Xu blev ikke dømt ved en domstol, og formelt var han ikke kriminel. Partiet besluttede enerådigt, hvilke kinesere der havde brug for at blive bragt på ret kurs gennem hårdt fysisk arbejde.

Fanger i arbejdslejr sidder på jorden

Tæv, tortur og langvarig isolationsfængsling prægede Maos arbejdslejre.

© Li Zhensheng

Efter en udramatisk anholdelse blev han og 200 andre kritikere fra Shanghai transporteret til en laogai – en ny type interneringslejr, som Mao havde beordret opført overalt i Kina.

Lejrene var inspireret af Stalins GULag-lejre, og tusindvis af laogaier indgik i Maos nye kampagne kaldet “Det Store Spring Fremad”. Den kommunistiske landsfader ville forvandle det fattige Kina til en rig supermagt inden for et årti. For at nå målet skulle landbruget og især industrien producere langt mere.

I sine memoirer kalder Xu denne tid for “nedstigningen til 20 års vanvid”, og ved ankomsten til lejren var han tvunget til at tage del i vanviddet.

“Hver af os fik udleveret en kultivator med fire tænder og blev sat til at gøre uberørt jord klar til dyrkning. Kravet var 130 m2 pr. dag, hvilket ingen var i stand til”, forklarede Xu.

For en studerende var arbejdet med den stenhårde jord en pinsel. Snart klagede ryggen, musklerne smertede og håndfladerne var oversået med vabler.

Kvinder arbejder på gold mark

Arbejdslejrenes hundredtusindvis af fanger blev sat til at forvandle golde sletter til frodig landbrugsjord. Til det benhårde arbejde fik de kun udleveret primitive hjælpemidler.

© Li Zhensheng

Sult var imidlertid det værste.

“Aftensmåltidet bestod af en kop tynd risvælling, og om natten knurrede vores maver, mens vi vendte og drejede os – ude af stand til at falde i søvn”.

Ligesom i GULag-lejrene skulle nedslidende arbejde og sult knække de indsatte, men laogai-lejrene rummede en ekstra kinesisk specialitet: Efter anstrengelserne i marken blev fangerne indoktrineret ved at terpe Mao-tekster, som skulle læres udenad.

De skulle også på skift kritisere hinanden for at være dårlige kommunister. Efter lidt over et halvt år havde Xu fået nok.

Flugt ender ved Burmas grænse

Den første flugt fra arbejdslejren vest for Shanghai var latterlig let. Ingen mure eller pigtrådshegn spærrede vejen, så da resten af fangerne en morgen marcherede ud på markarbejde, stak Xu og en kammerat af i den modsatte retning. Til fods, med bus og tog nåede de tilbage til Shanghai.

Men her fangede politiet dem lige så nemt, da Xu opsøgte sin familie.

Uighurer bag tremmer

Vestlige forskere anslår, at Kina har sendt ca. 1 mio. af sin muslimske minoritet, uighurerne, i arbejdslejr siden 2017.

© Flickr

Kinesere sendes stadig i laogai-lejre

Mao Zedong befalede i 1950’erne, at kritiske kinesere skulle gøres til gode kommunister. Genopdragelsen fandt sted i lejre kaldet laogai, der er en forkortelse af de kinesiske ord for “omskoling gennem arbejde”.

I lejrene mødte de indsatte en ekstrem ligegyldighed over for menneskeliv, og fanger omkom i hobetal. Efter Maos død i 1976 blev mange indsatte løsladt, og i løbet af 1990’erne smeltede laogai-systemet sammen med Kinas fængselsvæsen, og de indsatte fik bedre forhold.

Men i nyere tid har det kinesiske kommunistparti åbnet nye lejre, som minder meget om fortidens laogai-lejre. Siden 2017 er omkring 1,5 mio. muslimske uighurer og andre kinesiske minoriteter blevet sendt til genopdragelse.

Styret regner dem for potentielle terrorister, som bliver interneret uden dom. Menneskerettighedsorganisationer påpeger, at mishandling og overgreb rutinemæssigt finder sted i lejrene.

Tilbage i lejren blev Xu låst inde, mens myndighederne overvejede hans straf. Han ventede dog ikke på dommen. En nat bad han om at komme på toilettet, hvorpå han flygtede ud i mørket. Et par måneder senere vandrede Xu ind i en lille by nær grænsen til Burma – 2.300 km fra lejren.

Penge fra familien og hjemmelavede identitetspapirer havde bragt friheden inden for rækkevidde, og nu ville han blot nyde et sidste måltid mad og få sig en barbering, inden han forlod Kina. Desværre lå byen i en sikkerhedszone, som var ulovlig at opholde sig i for andre end de lokale.

“Mens den ene barber satte mig i sin stol, forlod den anden salonen. Netop som jeg var ved at være færdig, vendte han tilbage med en gruppe mænd, som stillede sig rundt om mig og forlangte at se mine papirer”.

Xus falske dokumenter tålte ikke grænsegendarmernes granskning, og han blev kastet i det lokale arresthus. Så tæt på målet nægtede han dog at give op. I hemmelighed begyndte han at kradse i væggen med sin ske. Muren viste sig at være af ler, og på fjerdedagen trængte han igennem.

Små piger hylder Mao

Kineserne blev beordret til at dyrke Mao som en gud.

© Hulton Archive/Getty Images

Vold skulle forvandle Maos Kina

1949
Efter en fire år lang borgerkrig vinder kommunistlederen Mao Zedong magten. Han lader godsejere henrette og fordeler deres jord blandt fattige bønder. Mindst 800.000 mister livet.

1950
Mao indleder en kampagne til undertrykkelse af kontrarevolutionære – rettet mod det tidligere Guomindang-regimes tilhængere. Millioner arresteres, og 700.000 henrettes.

1956
For at komme modstand i forkøbet indleder Mao 100 Blomster-kampagnen, hvor Kinas veluddannede angiveligt frit kan kritisere kommunistpartiet.

1957
100 Blomster-kampagnen erstattes af en antihøjre-bevægelse. Kritikere fra universiteterne og fra partiets egne rækker bliver uden dom sendt i arbejdslejr – heriblandt Xu Hongci.

1958
Kinas bønder får deres jord lagt sammen i store statskollektiver, og primitive jernværker skyder op overalt under Maos “Det Store Spring Fremad”. Mellem 15 og 55 mio. dør af sult.

1966
Under “Kulturrevolutionen” skyller en ny bølge af vold ind over landet, da unge kommunistiske rødgardister udrenser alle, som ikke blindt adlyder Mao. 20 mio. omkommer.

1976
Efter 27 år ved magten dør Mao. Den mest ekstreme undertrykkelse af politiske fanger indstilles.

Mens Xu udvidede hullet, blev han opdaget af en vagt, som jog sin bajonet ind i mørket:

“Pludselig følte jeg skarp smerte mellem tommel- og pegefinger på min højre hånd og trak den tilbage. Hånden var badet i blod. Celledøren sprang op. Flere vagter stormede ind. Spark og slag regnede ned over mig”.

Flugtforsøget fra arresten gjorde Xu til kriminel, og en hård straf ventede.

Mao driver Kina i afgrunden

Xu var stadig i fængslet nær grænsen, da han modtog sin dom.

“Du er en kontra-revolutionær, som har forsøgt at desertere til fjenden. Du idømmes hermed seks års indespærring”.

Sammenlignet med mange andre slap Xu faktisk billigt – måske fordi Kina manglede læger. Men chancen for at overleve seks år var lille, for i foråret 1960 mærkede Kina de katastrofale følger af Maos “Store Spring Fremad”.

Bønderne havde fået frataget ejerskabet over deres jord, som fremover skulle dyrkes i store landbrugskollektiver. Reformen udløste kaos, og samtidig befalede Mao, at ris skulle sås langt tættere end hidtil.

Kort over kinesiske fangelejre

Kina har siden Maos tid drevet over 2.000 arbejdslejre, hvor systemkritikere blev spærret inde. Dette kort over lejrenes placering er baseret på den tidligere laogai-fange Harry Wus hemmelige research i Kina i 1992.

© Marco L

Ifølge formandens logik ville høstudbyttet derved blive større. Enhver bonde kunne dog have fortalt den enerådige leder, at metoden gav planterne alt for lidt næring, og at høsten derfor ville slå fejl.

Mange bønder blev desuden flyttet fra markerne til stålproduktion i såkaldte baghave-ovne. Lakajer i kommunistpartiet havde bildt Mao ind, at stål i høj kvalitet kunne fremstilles lokalt på denne måde, og plove og andre landbrugs-redskaber gik tabt under store indsamlinger til at fodre ovnene.

Kun værdiløst råjern blev skabt under de primitive forhold, fordi baghave-ovnene hverken kunne levere stabile eller tilpas høje temperaturer. Sulten bredte sig, og værst gik den ud over fanger som Xu.

Giftige planter erstatter mad

Fordi Xu havde studeret medicin, blev han udnævnt til fængselslæge og modtog ofrene for hungersnøden. Som erstatning for grøntsager smed fængsels-lederne alle mulige andre planter i den store gryde “congee”, som fangernes mad blev tilberedt i.

“En dag var der kartoffel-blade i vores congee. Jeg havde knap hældt den nye congee-blanding i skåle, før fangerne begyndte at kaste op. Mange blev svimle, mens de mistede følelsen i hænder og fødder, og nogle faldt om”.

Mark med primitive ovne

Primitive ovne skød op overalt i Kina under Maos “Store Spring Fremad”.

© Public domain

Et hurtigt opslag i sine medicinske lærebøger fortalte Xu, at kartoffel-plantens blade – som mange andre medlemmer af natskyggefamilien – indeholder giftstoffer, der kan være dræbende. Tilsvarende situationer opstod igen og igen, når lejrens ledere afprøvede alternative fødevarer.

Snart rasede de sygdomme, som følger med underernæring: Væskeophobning fik lemmer til at svulme op til grotesk størrelse, og tuberkulose slog ned blandt fangerne – alligevel blev alle tvunget til at arbejde. Ud af 220 indsatte i Xus lejr omkom hver tredje under hungersnøden.

I de følgende år blev Xu flere gange flyttet mellem fængsler og arbejdslejre. Han besluttede sig for at udstå sin straf, men da den store dag omsider oprandt den 10. april 1965, fik han ikke sin frihed. En af vagterne forklarede:

“Vi stoler ikke på dig, og vi vil ikke lade dig vende tilbage til Shanghai. Det ville blot være at bede om mere ballade med dig. Du har ikke ændret din tankegang. For dig vil det her komme til at tage tid, og du må forberede dig på at være her længe”.

“Xu Hongci fortalte os, at vi ikke kan bygge vores land på Maos tanker”. Anklage fra en af Xus medfanger.

I stedet for fange fik den unge medicin-studerende nu den bizarre status post-dom interneret, men han var stadig i magthavernes vold.

Xu var derfor stadig indespærret, da Mao i 1966 satte “Kulturrevolutionen” i gang. Kinas leder slap horder af unge kommunister løs på alle, der kunne tænkes at true hans magt. Tusinder blev myrdet uden rettergang eller drevet til selvmord. Mange af ofrene var ældre kommunister, som Mao var på kant ned.

Bag de officielle slogans gik revolutionen nemlig ud på at genetablere Maos jerngreb om partiet og staten, som det katastrofale “Store Spring Fremad” havde svækket.

I laogaierne udså inspektørerne sig gamle syndere blandt fangerne for at nå den kvote af samfundsfjender, som ville give dem selv fred for Maos terror.

Derfor blev Xu indkaldt til et møde, hvor andre post-dom internerede kappedes om at overgå hinanden med vilde beskyldninger mod deres medfanger.

“Xu Hongci fortalte os, at vi ikke kan bygge vores land på Maos tanker, og at vi må bruge teknologi! Han er en kontrarevolutionær revisionist, som er imod formand Mao!” råbte en af dem.

Mand med skilt om halsen

Under “Kulturrevolutionen” blev hundredtusindvis af kinesere ydmyget under skueprocesser. Alt fra døden til årtiers hårdt slid i en arbejdslejr blev de såkaldte kontrarevolutionære idømt. Dommene blev forkyndt på store pladser overalt i landet.

© Li Zhensheng

Til sin egen overraskelse blev Xu dog ikke lynchet på stedet. Nogen tid senere fik han i stedet hovedrollen i en skueproces.

Bagbundne fanger hånes
I januar 1969 fik Xu hænderne bundet stramt bagpå, hvorefter han blev marcheret ind på Demokratiets Plads i byen Lijiang nær grænsen til Burma. Her blev han løftet op på et bord, så de 10.000 tilskuere, der var samlet under et hav af røde bannere, kunne se, hvordan samfundsfjenden så ud.

Xu måtte stå foroverbøjet i skam, mens han og 19 andre politiske fanger på skift blev fordømt af en leder fra Maos indsatsgrupper.

Mens hans fingre svulmede op til samme tykkelse som velvoksne gulerødder, og svimmelhed fik ham til at vakle, begyndte skueprocessens leder at tordne løs mod ham:

“I 1957 blev Xu Hongci afsløret som højreorienteret. Han nægtede at reformere sig og blev idømt seks års genopdragelse. Selv da han havde afsonet sin straf, fortsatte han med at deltage i kontrarevolutionære aktiviteter og med at modarbejde vores højt elskede leder, formand Mao. Hans forbrydelser er alvorlige, og derfor idømmes han en straf på yderligere 20 år”.

Stor forsamling af rødgardister

Uniformerede og bevæbnede rødgardister blev fyldt med Maos propaganda under storstilede forsamlinger. Herefter blev de sluppet løs i Kinas gader.

© Universal History Archive/Getty Images

“Kulturrevolutionen” skulle sikre Maos magt

I maj 1966 blæste Mao til kamp mod såkaldt falske kommunister. For at styrke sin egen magt lod han ophidsede unge rødgardister gå amok over hele Kina.

Kina var i fare, erklærede Mao i 1966. Fjender af folket havde infiltreret partiets top-poster, og for at udrense denne trussel måtte ungdommen rejse sig. Som svar dannede studenter og andre unge militser af rødgardister, som indledte en nådesløs klapjagt på de “falske kommunister”.

Overalt i landet fik kinesere travlt med at angive hinanden, så de ikke selv skulle blive mistænkt for at være anti-revolutionære. Mange anklagede begik selvmord, mens rødgardisterne dræbte endnu flere i massakrer. I Shanghai og andre magtcentre udviklede “Kulturrevolutionen” sig til en kortvarig borgerkrig mellem grupper af overivrige unge. Kanoner og sågar kampvogne blev brugt, og ca. 500.000 mistede livet under kampene.

“Kulturrevolutionens” virkelige formål var at styrke Maos greb om partiet, som var blevet svækket af det katastrofale “Store Spring Fremad” få år tidligere. I løbet af de 10 år, “Kulturrevolutionen” varede, indsatte Mao sine støtter på alle landets vigtige poster.

Da “Kulturrevolutionen” begyndte at ebbe ud, skilte Mao sig af med rødgardisterne ved at opløse deres enheder, lukke deres skoler og sende dem ud på landet for at leve et nøjsomt liv.

Folkemængden hujede, klappede og råbte citater fra Maos lille røde håndbog. Uden skyggen af beviser, og uden at han havde fået lov til at forsvare sig, blev den nu 36-årige Xu dømt til at tilbringe et halvt liv i arbejdslejr.

Skueprocessen knuste Xus sidste håb om retfærdighed i Maos Kina, og han blev endnu mere overbevist om, at flugt var hans eneste chance for at slippe ud i live. Men flugt fra Landbrugs-maskinfabrik 507, hvor han nu arbejdede, var yderst vanskelig.

Arbejdslejren havde høje mure, el-hegn og bevæbnede vagter. Xu måtte derfor væbne sig med tålmodighed og planlægge flugten nøje. For at kunne fremstille falske identitetspapirer snittede han bogstaver og stempler af små stykker træ, så han selv kunne trykke dem.

Mens måneder blev til år, og forberedelserne til en sidste flugt tog form, var Xu vidne til mere brutalitet i lejren. En fange blev tævet af vagterne tre dage i træk. På fjerdedagen hængte han sig for at undgå yderligere tortur. Staklens eneste forbrydelse bestod i, at han regnede sig for uretmæssigt dømt og havde krævet, at sagen mod ham skulle gå om.

“Jeg vendte ikke om og begyndte ikke at løbe, men blev ved med at gå i samme retning. Det var en af lejrens vagter”. Xu Hongci under sit fjerde og sidste flugtforsøg.

I tre lange år ventede Xu på chancen. Da en kunstgødningsfabrik blev opført nær arbejdslejren, og overbelastning kortsluttede strømforsyningen, kunne Xu omsider sætte sin flugtplan i værk.

“Klokken 10 om formiddagen forsvandt elektriciteten. Vagterne fortalte, at strømmen ikke ville vende tilbage før kl. 6 næste morgen, og at alle, der arbejdede med elektriske maskiner, i stedet skulle hjælpe til med rengøringen. Miraklet var sket”, skrev Xu senere i sine memoirer.

Kort før midnat den 7. august flygtede Xu. Da han skjult af nattemørket vandrede væk fra arbejdslejren ad den støvede vej, var han ved at eksplodere af stolthed over triumfen. Men pludselig lyste en lommelygte på ham bagfra.

“Jeg vendte ikke om og begyndte ikke at løbe, men blev ved med at gå i samme retning. Det var en af lejrens vagter. Hvis jeg satte i løb, ville jeg blive skudt ned på stedet”.

Få meter længere fremme drejede han ned ad en sidegade, og vagten fulgte ikke efter. Han må have taget Xu for at være en tilfældig forbipasserende.

Flugtkonge slap bort i fjerde forsøg

Xu befandt sig i byen Lijiang nær grænsen til Burma, men hans flugt gik ikke i retning af nabolandet. Han vidste, at grænseområdet ville blive finkæmmet, så snart hans flugt blev opdaget. I stedet ville han forsøge at nå til Mongoliet 1.600 km mod nord.

Maos kampagner havde lært folket vigtigheden af at angive enhver mistænkelig person, så under fodrejsen blev Xu igen og igen mødt med inkvisitoriske spørgsmål fra folk, han mødte.

“Undervejs følte jeg mig som et jaget dyr, tæt forfulgt af døden”, fortæller han senere.

Da to medlemmer af Kinas hjemmeværn, Folkemilitsen, stoppede ham, så flugten ud til at være slut. Efter fem dage på flugt bad de om hans rejsetilladelse. Xu stak dem sine forfalskede papirer.

“Alle tilladelser udstedes på ikke-fortrykt papir, men denne her...”, sagde den ældste militsmedlem.

Xu sad og røg, mens panikken bredte sig bag hans facade af ligegyldighed. Så fortsatte det uniformerede militsmedlem:

“Du er kommet til at gå forkert. Vend om, og tag i stedet stien op ad bjerget derovre”.

Xu takkede den lemfældige militsmand og skyndte sig videre.

“Jeg var samtidig sønderknust over at være nødt til at flygte fra mit land”. Xu Hongci, da han i 1972 undslap til Mongoliet.

Efter 38 dage på flugt vandrede Xu alene gennem et barskt landskab i de sidste timer af den 10. september 1972. Han fulgte jernbaneskinnerne, som førte gennem Gobi-ørkenen og mod grænsen til Mongoliet.

Friheden lyser forude

Ligesom ved grænsen til Burma var området nær Mongoliet en afspærret militærzone, hvor ingen måtte komme uden særlig tilladelse. For ikke at blive set tilbagelagde han derfor de sidste 120 km ved at gå om natten og sove om dagen. Omsider vandrede han ind i grænsebyen Erenhot.

På vej hen mod jernbaneoverskæringen passerede en mand pludselig tæt forbi Xu, men uden at interessere sig for den anden skikkelse i mørket. Længere fremme begyndte Erenhots huse atter at tynde ud. Xu satte i løb. Han styrtede gennem mørket og så, hvordan lysene fra byen Zamyn-Üüd på den mongolske side af grænsen kom nærmere og nærmere. Pludselig gik det op for ham, at han befandt sig i Mongoliet:

“Jeg var ovenud lykkelig for endegyldigt at være undsluppet det kommunistiske diktaturs dystre, nådesløse kløer. Samtidig var jeg sønderknust over at være nødt til at flygte fra mit land”.

Granitstatue af Mao

Trods sine mangler hylder det officielle Kina stadig formand Mao. I 2009 stod denne 32 m høje granitstatue af unge Mao færdig i den sydøstlige provins Hunan.

© Public domain

Trist og vred satte han sig kortvarigt ned og lod tankerne fare. Så rejste han sig og fortsatte, mens han svor, at han en dag ville vende tilbage.

På den mongolske side af grænsen ventede afhøringer og flere fængselsceller. Da hans nye værter havde bekræftet Xus identitet, blev han idømt to års fængsel for at krydse grænsen illegalt. Han takkede dommeren, for to år i fængsel var ingenting sammenlignet med 16 år i laogai.

I august 1974 var han omsider en fri mand. To år senere fejrede han Maos død sammen med andre eksil-kinesere og sin mongolske hustru.

Xu tages til nåde

I 1983 frafaldt Kina alle anklager mod Xu Hongci, og han fik lov at vende hjem. I Shanghai besøgte han sin aldrende mor, som havde hjulpet ham med penge og mad under de mange års indespærring. For første gang i 26 år kunne de sætte sig sammen og spise et måltid mad uden frygt.

Xu løb også ind i sin tidligere kæreste, som havde angivet ham. Triumferende sagde han til hende:

“Du husker sikkert, at jeg sagde, at historien ville give mig ret, om det så tog 300 år. Ikke engang 30 år er gået, og dommen er allerede faldet”.