Daniel SIMON/Getty Images

Bavian-mumier opklarer gåde fra oldtiden

Egypterne elskede bavianer, og de importerede dyrene fra kongeriget Punt, som forskerne har ledt efter i århundreder.

Oldtidens egyptere var vilde med bavianer. Aberne blev holdt som kæledyr, og når dyrene døde, blev de mumificeret.

Indtil nu har forskerne været på bar bund, i forhold til hvor aberne stammede fra, for på denne tid levede bavianen ikke i Egypten.

Skriftlige kilder angiver, at bavianerne oprindeligt blev importeret fra landet Punt, der lå mod sydøst og var en af Egyptens vigtigste handelspartnere.

“Med stor sandsynlighed lå Punt i kystområderne i nutidens Eritrea og Somalia” Nathaniel Dominy, primatolog og professor i antropologi.

Problemet er blot, at forskerne ingen klar idé har haft om, hvor Punt lå – i hvert fald indtil nu.

Nathaniel Dominy, der er primatolog og professor i antropologi ved Dartmouth College i New Hampshire i USA, indså, at nøglen til at finde Punt var at spore de mumificerede bavianers herkomst.

Strontium-analyse giver svaret

Han foretog derfor en række strontium-analyser af nutidige bavianer i 77 forskellige områder sydøst for Egypten. Resultaterne sammenholdt han med analyser af syv mumificerede bavianer fra Egypten.

Forskellige områder har hver sin karakteristiske strontium-signatur (bestående af strontium-isotoper), der lagres i bl.a. hår og tænder.

Egypterne mumificerede ofte deres afdøde kæledyrs-bavianer.

© Daniel SIMON/Getty Images

Disse signaturer kan afsløre, hvor et væsen har opholdt sig på et givent tidspunkt i livet.

Dominys analyse viste, hvor oldtidsbavianerne stammede fra – og dermed også hvor riget Punt lå.

“Med stor sandsynlighed lå Punt i kystområderne i nutidens Eritrea og Somalia”, konkluderer han i en udtalelse til netmediet Live Science.