Berømt arkæolog stjal fra Tutankhamons grav

I 100 år er Howard Carter blevet hyldet som arkæologen, der fandt Tutankhamons grav og gavmildt overlod skatten til Egypten. Men i virkeligheden forberedte han århundredets kup, viser ny forskning.

I 100 år er Howard Carter blevet hyldet som arkæologen, der fandt Tutankhamons grav og gavmildt overlod skatten til Egypten. Men i virkeligheden forberedte han århundredets kup, viser ny forskning.

DEA PICTURE LIBRARY/Getty Images

Kulsort mørke omgiver den spæde flamme. Forsigtigt fører Howard Carter stearinlyset ind gennem hullet i døren ind til oldtids-
graven. Briten holder vejret i spænding, mens hans øjne langsomt vænner sig til mørket.

Lidt efter lidt skimter han omridset af genstande i rummet. Sære former træder frem – statuer af mennesker, dyr og guder. Det hele glimter af guld.

“Kan De se noget?” spørger hans sponsor, lord Carnarvon, utålmodigt.

“Ja, vidunderlige ting”, lyder svaret.

Med disse ord indskrev Howard Carter sig den 26. november 1922 i verdenshistorien. Lige siden er den britiske arkæolog blevet hyldet som hædersmanden, der fandt den første uberørte kongegrav fra Egyptens oldtid. Og storsindet overlod han bagefter skattene til egypterne.

Howard Carter deltog allerede som 17-årig i sin første udgravning i Egypten. Godt 30 år senere blev den selvlærte arkæolog verdenskendt for fundet af Tutankhamons grav.

© Library of Congress

Men i de senere år har forskere pillet gevaldigt ved glorien, som i 100 år har svævet over britens hoved.

De to tyske egyptologer Rolf Krauss og Christian Loeben har afsløret, at Carter først forsøgte at få tilladelse til at tage Tutankhamons skatte med til England, og da det mislykkedes, blev han en gemen gravrøver.

Carter jagtede Tutankhamons grav

Arkæologen Howard Carter blev allerede i 1907 hyret af den stenrige britiske adelsmand lord Carnarvon. I Egypten skulle han finde skatte fra faraoernes tid. Syv år senere begyndte Carter at grave i Kongernes Dal, der ligger godt 600 km syd for Cairo.

Hans interesse var især rettet mod at finde farao Tutankhamons grav, som årtiers udgravninger endnu ikke havde afsløret. 1. verdenskrig satte imidlertid en foreløbig stopper for arbejdet, men i 1917 genoptog han sin finkæmning af dalen.

Fem år senere brændte jorden under Carters fødder. Lord Carnarvons tålmodighed og penge var efterhånden brugt op, og arkæologen fik besked på, at den igangværende udgravningssæson ville blive den sidste, som adelsmanden sponsorerede.

Fire briter på trappen ned til Tutankhamons grav. Fra venstre: Lady Evelyn, lord Carnarvon, Howard Carter og hans assistent, Arthur Callender.

© KGPA Ltd/Imageselect

Så Carter følte sig under et stort pres, da han i november omsider fik sit hårdt savnede gennembrud. Briten besluttede at holde fundet af kongegraven hemmeligt for at købe sig tid. I sin bog fortæller Carter imidlertid en anden historie.

Ifølge værket “Tutankhamons grav” forlod han straks efter opdagelsen stedet med sine tre ledsagere: Lord Carnarvon, adelsmandens 21-årige datter, Evelyn, samt sin assistent Arthur Callender.

Egyptens strenge regler for udenlandske arkæologer foreskrev nemlig, at de omgående skulle rapportere opdagelsen af en grav til de egyptiske myndigheder, før de udforskede fundet yderligere.

“Vi stoppede atter hullet til, låste det trægitter, der var blevet sat op foran den første dør, lod vore indfødte hjælpere holde vagt, besteg vore æsler og red hjemad, ned gennem dalen – tavse og i en mærkelig forsagt stemning. Jeg tror ikke, at der var nogen af os, der sov meget den nat”, skrev Carter i sin bog.

Den sidste påstand betvivler ingen i dag. Men søvnløsheden skyldtes ikke, som Carter antyder, de skyhøje forventninger til Egyptens hidtil eneste uberørte kongegrav.

Udgravninger i Kongernes Dal krævede masser af arbejdere til at bære sten og sand væk.

© Harry Burton (1879-1940)

Militære metoder hjalp Carter

Kongernes Dal var allerede blevet endevendt og 61 grave fundet, da Howard Carter indledte den tilsyneladende udsigtsløse jagt på Tutankhamons sidste hvilested. Men arkæologen havde en plan.

Gennem 1.100 år blev egypternes faraoer (konger) stedt til hvile i pyramider, men de blev alle plyndret af gravrøvere. I stedet begyndte egypterne fra ca. 1540 f.Kr. en ny tradition med at begrave kongen under jorden i Kongernes Dal i det sydlige Egypten.

Her slog røvere imidlertid også til. Alle de 61 grave, som arkæologer havde fundet, da Carter indledte jagten på Tutankhamon, var tømt for rigdomme.

Men Carter mente, at mindst én uberørt kongegrav endnu lå skjult under ørkensandet, og han gik derfor systematisk til værks. Først udfærdigede han et kort over alle tidligere fund, hvorefter han inddelte dalen i kvadratiske felter – ligesom den britiske hær havde gjort under 1. verdenskrig forud for artilleribeskydning.

Carter lod dog ikke granater regne ned over felterne, men sendte hold af arbejdere til de felter, der lå tættest på Akhnatons grav – barnekongens far. I november 1922 stødte de på det øverste trappetrin i en hidtil ukendt bygning. Med åndeløs spænding fulgte Carter de næste dages udgravninger.

Krauss og Loeben har fundet beviser på, at Carter og hans følge slet ikke gik i seng den nat, men blev nede i graven. Her slog Carter et større hul i døren, hvorefter briterne ulovligt trængte ind i gravkammeret.

I lyset fra lommelygter bevægede de sig gennem forkammeret og videre ind i graven. Alle rum bugnede med pragtfulde genstande og kunstværker udført i guld, alabast og elfenben.

Først derefter sendte Carter bud efter en inspektør fra de egyptiske myndigheder, som ankom ved middagstid dagen efter. Da havde Carter allerede camoufleret selskabets indtrængen ved at få det til at se ud, som om fortidens gravrøvere havde været på spil.

Briten gjorde et stort nummer ud af at fortælle om gravrøverne, da inspektøren ankom – og han gentog ivrigt historien, da selveste generaldirektøren fra departementet for oldtidsminder den 30. november ankom for at gennemføre en grundigere kontrol:

Et eller flere røverier var foregået i oldtiden – kort tid efter Tutankhamons død i 1323 f.Kr., forklarede Carter.

Især faraos guld vakte opsigt verden over. Smykker, skrin og gravgaver var så fint forarbejdede, at mange havde svært ved at tro, at de virkelig var fremstillet for over 3.300 år siden.

© Robert Productions Robert Harding/Imageselect & Shutterstock

Ikonisk maske betog alle

Tutankhamons mumie bar en fint forarbejdet guldmaske med øjne af lapis lazuli. Symbolerne på Øvre og Nedre Egypten prydedede panden: Gribben og kobraen.

© DEA/A. JEMOLO/Getty Images & Shutterstock

Farao skulle sidde standsmæssigt

Hele seks troner blev der fundet i graven. Den fineste er denne træstol belagt med guld, sølv og farvet glas. Tutankhamon og hans dronning pryder ryglænet.

© Richard Mortel/Flickr

Guder beskyttede tarme og hjerte

Tutankhamons indvolde lå i en alabasterkiste, omsluttet af et guldbelagt skrin på knap en meters højde. Gudinderne Isis, Nephthys, Neith og Serket pryder skrinet.

© Shutterstock

Sjakal i naturlig størrelse

Indgangen til skatkammeret blev bevogtet af sjakalguden Anubis. Statuen i sortmalet træ er belagt med bladguld, så gudens ører, øjne og halsbåndet stråler.

© Mohamed El-Shahed/AFP/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Kongen kørte ræs

Graven rummede også seks stridsvogne. De blev brugt i krig, på jagt og under religiøse processioner. Slitage på hjulene viser, at farao havde anvendt en af vognene.

Som bevis for påstanden forklarede Carter, at han var trængt gennem en række af døre, som mere end én gang var blevet forseglet af vagterne i Kongernes Dal.

Generaldirektøren – den franske arkæolog Pierre Lacau – kunne ved selvsyn konstatere, at graven var ét stort rod med statuer, møbler og stridsvogne smidt i tilsyneladende tilfældig orden. Han godtog derfor Carters forklaring.

Grave var en god forretning

Løgnen om fortidens indbrud skulle imidlertid ikke kun dække over briternes ulovlige indtrængen i graven. Den var en vigtig del af det gigantiske kup, der skulle gøre dem rige.

Carter og Carnarvon havde otte år tidligere modtaget den skriftlige tilladelse fra myndighederne til at udforske Kongernes Dal. Det gamle dokument specificerede, at alle genstande fundet i en urørt grav skulle overgå til Det Egyptiske Museum i Cairo.

Hvis graven derimod ikke var intakt, skulle “alle genstande af afgørende betydning” gå til museet, mens Carnarvon kunne beholde “en andel (af fundene, red.), som tilstrækkeligt kompenserede ham for besværet”, stod der skrevet.

I syv år arbejdede Carter på fuld tid med at tømme, registrere og konservere fundene fra Tutankhamons grav. Mange af dem gav et forbløffende indblik i den unge faraos hverdag.

© Shutterstock

Kongen skulle være velklædt

Kongen skulle ikke mangle rent undertøj i efterlivet. Derfor blev hele 145 trekantede lændeklæder af linned (hør) fundet i graven – sammen med 12 tunikaer, 14 par handsker samt sokker.

© Philippe Bourseiller/Getty Images

Trækasse gemte fostre

I skatkammeret fandt Carter to mumificerede fostre, der lå i mini-sarkofager i en simpel trækasse. DNA-analyser har senere fastslået, at de var Tutankhamons døtre.

© Timothy A. Clary/AFP/Ritzau Scanpix

Naturtro torso var nyttig

Carter faldt også over en statue uden arme og ben. I dag mener forskere, at torsoen i malet træ er en gine, som skræddere skulle bruge for at sy tøj til farao i dødsriget.

© Olaf Tausch & Shutterstock

Våben kom fra det ydre rum

På Tuts tid smedede Egypten våben af bronze, så fundet af jern vakte opsigt. En mellemøstlig konge forærede farao daggerten af jern, der formentlig stammer fra en meteorit.

© Print Collector/Getty Images

Farao elskede at spille

Ligesom flere andre egyptiske kongegrave indeholdt også Tutankhamons brætspillet senet. Spillet gik ud på at få sine brikker i mål før modstanderens.

© Imageselect

Stokkens greb var i luksusklassen

Meget tyder på, at den unge farao var handicappet. Selvom Tut døde i 18-19-årsalderen, fik han 130 stokke med i evigheden. Nogle af dem var temmelig slidte.

Aftalen var ikke usædvanlig. I begyndelsen af 1900-tallet blev mange arkæologiske udgravninger stadig finansieret ved at dele af fundene blev solgt bagefter.

Løgnehistorien om oldtidens gravrøvere ville altså sikre Carnervon og Carter betydelige indtægter.

Carter og Carnarvon anede da også straks muligheden for at gøre en god forretning og kontaktede New Yorks Metropolitan Museum. Til gengæld for assistance under det omfattende arbejde med at registrere, fragte og konservere de mange fund fra Tutankhamons grav ville museet stå først i rækken, når genstandene skulle fordeles, lovede briterne.

Under et møde i slutningen af 1922 forklarede lord Carnarvon til museumsinspektør Albert Lythgoe:

“Jeg agter at give Dem en del af de ting, jeg får. Naturligvis kommer jeg til at give British Museum noget. Men jeg har til hensigt at sørge godt for Metropolitan”.

Lythgoe var lykkelig.

“De kan vel forestille Dem, at jeg mødte ham mere end halvvejs med de forsikringer, jeg gav ham med hensyn til museets taknemmelighed for alt, hvad han gjorde – både i den foreliggende sag og den store indsats, han havde ydet i de senere år”, skrev Lythgoe til en kollega.

Museumsinspektør Lythgoe hentydede til en handel, han tidligere havde gjort med lord Carnarvon og Carter. Briterne havde leveret hælervarer, som for over 3.000 år siden tilhørte kong Tuthmosis’ hustruer.

Makkerparret solgte dem videre for den nette sum af 53.397 pund eller ca. 48 millioner nutidskroner. Som Carnarvons agent indkasserede Carter så stort et salær, at det dækkede hans personlige udgifter de næste 13 år – herunder løn til to-tre tjenestefolk.

Nationalisme knuste drømmen

Men muligheden for at gøre en lignende forretning med genstandene fra Tutankhamons grav var forsvindende lille, fandt Carter snart ud af. Tiderne havde ændret sig, siden lord Carnarvon i 1914 fik tilladelse til at grave i Kongernes Dal.

Dengang var Egypten et britisk protektorat, men otte år senere måtte Storbritannien give egypterne deres selvstændighed. Den stærkt nationalistiske stemning i 1922 gjorde det utænkeligt at sende egyptiske oldtidsfund til udlandet – uanset om Tutankhamons grav var intakt eller ej.

Kongernes Dal ligger i en gold ørken 11 km fra oldtidsbyen Luxor i det sydlige Egypten.

© Vyacheslav Argenberg/www.vascoplanet.com

I månederne efter fundet opførte Carter sig, som om han ejede graven; fx gav han hovmodigt den britiske avis The Times eneret på nyheder om Tutankhamon, mens egyptiske aviser pænt måtte vente.

Han lod også forstå, at han bestemte, hvem der måtte besøge graven og hvornår. Arrogancen gjorde generaldirektør Lacau til Carters bitre fjende.

Da lord Carnarvon den 5. april 1923 pludselig døde, hang Carters tilladelse til at udforske graven derfor i en tynd tråd. Kun fordi Lacaus stedfortræder deltog i genforhandlingen af tilladelsen, kunne Carnarvons enke overtage den, og Carter fik lov at fortsætte sit arbejde. Men snart stødte nye vanskeligheder til.

I januar 1924 blev den stærkt nationalistiske Saad Zaghlul Egyptens nye premierminister, og i hans regering fik en vis Morcos Bey Hanna posten som minister med ansvar for arkæologiske udgravninger. Valget var dårligt nyt for Carter.

Det britiske styre i Egypten havde få år tidligere forsøgt at få frihedskæmperen Bey Hanna hængt, så egypteren nærede et indædt had til alle briter.

Morcos Bey Hanna hadede briter i almindelighed og Howard Carter i særdeleshed, bl.a. fordi Carter brugte netop den advokat, som havde forsøgt at få Bey Hanna dødsdømt for forræderi få år tidligere.

© Al Lataif Al Musawara, Cairo, 17 February 1928

Kort efter gravede den nye minister da også en gammel udgravningstilladelse frem. Tilladelsen var udstedt til Carter i 1918, og Bey Hanna gjorde det klart, at ordlyden “en intakt grav” ikke betød, at graven behøvede at være urørt.

Da Lacau måneden efter forbød Carter at diktere gæstelisten til en begivenhed i forbindelse med åbningen af kongens sarkofag, fik arkæologen et raserianfald. Han forlod Tutankhamons grav og svor aldrig vise sig igen. Men han fortrød dog og vendte tilbage.

Rødvinskasse afslørede Carter

Imens florerede der rygter blandt egypterne: Carter stjal fra graven, hed det sig. Men beviser var der ingen af – lige indtil arkæologen blev taget på fersk gerning.

Pierre Lacau og hans hold inspicerede dagligt graven uden at finde noget mistænkeligt. Carter forsynede tilsyneladende samvittighedsfuldt alle genstande med en påskrift og et løbenummer. Men den 30. marts 1924 gjorde Lacau et rystende fund.

Tutankhamons grav var lille, så gaverne måtte stå tæt og rodet. Men noget af rodet skyldes måske også den langfingrede Carter.

© Heritage Images/Getty Images

Graven var en rodebutik

Gravgaver i uordentlige bunker var angiveligt det syn, som mødte Howard Carter, da han i 1922 kiggede ind i Tutankhamons grav. Men den forklaring køber mange forskere ikke.

Kister, statuer, møbler og krukker med olier til skønhedspleje – alt lå hulter til bulter, da Howard Carter i november 1922 for første gang kiggede ind i Tutankhamons grav. Roderiet skyldes ifølge Carter gravrøveres hærgen i oldtiden, skrev arkæologen. Men den forklaring tvivler mange forskere på i dag.

Nogle mener, at Carter selv raserede graven i jagten på værdifulde genstande. Andre formoder, at rodet skyldes hastværk, da Tutankhamon pludselig døde i ca. 1323 f.Kr. – længe før arbejdet med at opføre den unge faraos grav var færdiggjort.

Barnekongen måtte derfor stedes til hvile i en andens alt for lille grav, som ikke tillod pæn opbevaring af alle gravgaver. I stedet måtte mange af de ca. 5.000 genstande stuves sammen, lyder deres teori.

Netop denne dag undersøgte Lacau en nærliggende grav, hvor Carter for en sikkerheds skyld opbevarede de registrerede fund under klimatiske forhold, der mindede om Tutankhamons sidste hvilested.

Her åbnede generaldirektøren en kasse med påskriften “rødvin”. Da han stak hånden ned i kassen, udstødte han et forbavset gisp. Mellem bunker af vat og gaze lå en figur fra oldtiden.

Som erfaren egyptolog vidste Lacau straks besked: Den umærkede skulptur stammede tydeligvis fra Tutankhamons grav. Og den var ikke noteret i nogen protokol.

Lacaus egyptiske kolleger blev rasende og ville informere premierministeren om skandalen. Men til Carters store held var Lacau netop faldet i unåde hos Morcos Bey Hanna. Franskmanden følte derfor, at Carter var en slags allieret, der kunne hjælpe ham med at beholde sit job. Sagen blev dysset ned, og Carter kunne ånde lettet op.

Attentat ændrede alt

Kort efter rejste Carter til USA på foredragsturne. Ved ankomsten til New York den 21. april 1924 fik han en heltemodtagelse. Han holdt foredrag for fulde huse i flere storbyer og blev sågar modtaget af præsident Calvin Coolidge.

Ahmed Ziwar Pasha (1845-1926) var en nær ven af Howard Carter og blev Egyptens nye premierminister efter briternes intervention.

© Public domain

På vejen hjem indså Carter omsider, at han trods berømmelsen aldrig ville få lov til at beholde fundene fra Tutankhamons grav. I et brev til Morcos Bey Hanna skrev Carter modvilligt, at han og lady Carnarvon hermed opgav deres krav på genstandene.

Men spillet var ikke ude. Endnu en gang tilsmilede heldet arkæologen.

Den 19. november 1924 blev den egyptiske hærs øverstbefalende sir Lee Stack skudt på åben gade i Cairo. Som følge af attentatet mod den britiske officer invaderede Storbritannien igen Egypten.

Saad Zaghluls regering blev afsat og erstattet med et pro-britisk styre under Ahmad Ziwar Pasha, som var en af Howard Carters gamle venner.

Omkring en måned senere indgik Carter og Ziwar en aftale, der betød, at alle skatte fra Tutankhamons grav skulle forblive i Egypten, men at lord Carnarvons arvinger som kompensation modtog et beløb svarende til 19 millioner nutidskroner.

Tyvekoster dukkede op overalt

Snart var rygterne om tyveri glemt, og Carter indtog igen rollen som historiens største gentleman-arkæolog.

Carters grav bærer samme inskription, som han fandt i Tutankhamons: “Må din ka (sjæl, red.) leve. Må du, som elsker Theben, tilbringe millioner af år med ansigtet vendt mod nordenvinden, mens dine øjne betragter lykke”.

© Irid Escent/Flickr

Carter døde ensom og glemt

Opdagelsen af Tutankhamons grav gjorde Howard Carter til én af verdens mest feterede mænd. Men da nyhedens interesse for faraoen aftog, gik verdens berømteste arkæolog i glemmebogen.

Frem til 1929 boede og arbejdede Howard Carter i Egypten, hvor han utrætteligt registrerede de tusindvis af fund fra Tutankhamons grav. Afslutningen på arbejdet betød også enden på Howard Carters karriere som arkæolog, herefter trak han sig tilbage til sin luksuslejlighed i London.

Han besøgte ofte sit hus i Luxor og fortsatte med at sælge egyptiske antikviteter til amerikanske museer og rigmænd. Som årene gik, og interessen for Tutankhamon dalede, glemte offentligheden Carter, og han blev en ensom mand.

Ugift og barnløs var hans eneste selskab niecen Phyllis Walker, som først fungerede som Carters sekretær og senere også som sygeplejerske. Da Carter den 2. marts 1939 døde 64 år gammel af kræft, var niecen blandt de blot ni mennesker, som mødte op til begravelsen.

I det beskedne følge var også lady Evelyn, som i 1922 havde deltaget i Carters illegale natlige udforskning af graven.

Da tyvekoster fra graven senere begyndte at dukke op, blev sagen håndteret med største diskretion.

Det gjaldt bl.a. genstande fundet i Carters hjem efter hans død i 1939. Carters niece og arving, Phyllis Walker, sørgede for, at en fajancevase forsynet med kongens kartouche samt amuletter og andre genstande i hemmelighed blev leveret tilbage til Egypten.

Flere skeletter er i nyere tid væltet ud af skabet. I 2010 leverede Metropolitan Museum i New York frivilligt 19 fund fra Tutankhamons grav tilbage til Egypten.

“Genstandene skulle aldrig have forladt Egypten, og de tilhører derfor retmæssigt den egyptiske stat”, udtalte museumsdirektør Thomas P. Campbell dengang til CNN.

Meget mangler dog fortsat at vende hjem til Egypten. Museer verden over besidder kostbarheder, som Carter i strid med aftalen fjernede fra Tutankhamons grav, har de to tyske forskere Christian Loeben og Rolf Krauss dokumenteret.

Under et besøg på Louvre i Paris fandt Christian Loeben personligt en såkaldt ushabti – en tjener for de døde. Meget afslørende stod
Tutankhamons kongenavn på figuren af hvid fajance.

Et museum i Sachsen i Tyskland er i besiddelse af adskillige blå fajanceperler, som museet købte på en auktion.

“Carter gemte dem i lommen, mens kamrene var ved at blive ryddet, og gav dem senere til sin sekretær”, afslørede en museumsinspektør, som ønskede at være anonym.

Også museer i Brooklyn og Cleveland, USA, rummer fortsat skatte fra Tutankhamons grav. Men som tilfældet er med de andre genstande, er deres vej til museerne en gåde.

“Ingen bryder sig om at tale om disse ubehagelige ting”, forklarer Loeben.

Carter snød måske også sin lord

Nogle forskere går et skridt videre i deres anklager: Eksistensen af de mange tvivlsomme genstande tyder på, at Carter ikke alene stjal systematisk under sit natlige togt med Carnarvon samt under registreringen af fundene.

I realiteten havde han været alene i graven, før han sammen med Carnarvon og de to øvrige ledsagere officielt opdagede de “vidunderlige ting”, mener de tyske forskere.

To livagtige Tutankhamon-statuer vogtede indgangen til gravkammeret, hvor faraoens mumie lå.

© Harry Burton: Tutankhamun Tomb Photographs

Under alle omstændigheder er Carters forklaringer om røverierne utroværdige, siger Loeben; fx påstår Carter, at seglene er brækket af nogle krukker med vin. Men ingen fandt nogensinde rester af brudte segl.

Carters påstand om, at oldtidens tyve brækkede gyldne figurer af stridsvognene, kalder Loeben absurd.

“Den slags ornamentering fandtes slet ikke på stridsvognene”, forklarer han.

“Indbruddet var et fupnummer”, konstaterer kollegaen Krauss. Kilder fra 1920’erne støtter de to forskeres påstand.

I et udkast til en artikel, som aldrig blev trykt i avisen The Times, indrømmede lord Carnarvon, at han om natten efter opdagelsen var inde i graven sammen med Carter, Evelyn og Callender.

Alfred Lucas (1867-1945) håndterede konserveringen af alle fund fra Tutankhamons grav. Først efter Carters død turde briten kritisere sin nære samarbejdsparter.

© Public domain

Særdeles inkriminerende er også en artikel forfattet af arkæologen og kemikeren Alfred Lucas. Han hjalp Carter med at konservere alle fundene fra Tutankamons grav. Efter Carters død skrev Lucas om sit nære samarbejde med den britiske legende i Annales du Service, en årbog om egyptiske oldtidsfund:

“Kort efter at jeg indledte mit samarbejde med mr. Carter, henledte han min opmærksomhed på lukningen (af hullet, red.) og forseglingen. Da jeg sagde, at det ikke lignede arbejde fra gammel tid, indrømmede han, at han selv havde gjort det”.

Paradoksalt nok leverede Carter selv endnu et synligt bevis på tyverierne. Blandt de mange fotografier, som dokumenterer udgravningen, findes et billede af et fodaftryk.

Ifølge Carter havde “den sidste indtrængende” – altså én af oldtidens røvere – efterladt sporet. Men aftrykket ligner ikke just et sandalspor, men snarere noget, en moderne sko ville efterlade.

“Det kunne være Carters eget fodspor”, foreslår Krauss.