Med uudgrundelig ro har Ramses 2. i tre årtusinder set ud over Nilen, Egyptens frugtbare centrum. Statuen står i Abu Simbel.

© Scanpix/Corbis

Den selvglade farao Ramses 2. pralede sig til storhed

Farao Ramses 2. regerede Egypten i næsten 67 år, men han blev aldrig træt af at fejre sine egne bedrifter. Ingen anden farao fik så mange børn eller var så stor i slaget som Ramses, der har præget Egypten med mængder af indskrifter, templer, obelisker og kolossalstatuer – især af sig selv.

25. oktober 2018 af Mikkel Larsen

I forsommeren 1274 f.Kr. førte farao Ramses 2. en stor hær ind i det sydlige Syrien for at erobre den strategisk vigtige by Kadesh fra ærkefjenden hittitterne.

Ikke langt fra byen faldt de egyptiske tropper i et baghold, og hittitterne stod pludselig midt i Ramses' lejr. 

Kongen tøvede ikke længe, men tog sagen i egen hånd, spændte sit bryst­harnisk på, sprang op på sin stridsvogn og kørte ind i den enorme mængde af fjender, som var han krigsguden Montu selv. 

Sådan vendte Ramses ene mand et truende nederlag til en strålende militær sejr over den hittitiske stormagt. Som han selv brovtende fortæller i inskriptioner og relieffer, der stadig dækker hele vægge i de templer, han lod bygge i løbet af sin 67-årige regeringstid:

“Jeg var helt alene, ingen anden med mig, mit talstærke infanteri havde forladt mig, ikke én fra mit kavaleri kiggede efter mig.”

Den selvbevidste Ramses beretter videre, at han med guden Amons hjælp ene mand torpederede ikke mindre end 2500 stridsvogne, mens fjendens soldater end ikke satte sig til modværge. “De sprang ud i floden med hovedet først, som krokodiller, der dykker. Jeg dræbte så mange af dem, jeg ønskede.”

Ifølge andre kilder endte slaget snarere uafgjort. Ramses begik en række taktiske brølere, men hans hær slap for fuldstændig tilintetgørelse, fordi fjenden tankeløst gav sig til at plyndre egypternes lejr. 

Hittitterne bemærkede derfor ikke, at der i sidste øjeblik dukkede egyptiske forstærkninger op. Ramses den Store, som han også kaldes, synes at have været en bemærkelsesværdig mand på alle måder. 

At dømme ud fra hans mumie, der blev fundet i det 19. århundrede, ragede han med omkring 1,70 meter i højden et godt stykke op over gennemsnittet i datiden, og hans hår var skrigende rødt. På hans gamle dage blev kuløren frisket op med rød henna. 

Den mumificerede Ramses havde også en meget karakteristisk næse og høje kindben, træk, der går igen i de mange overleverede statuer, hvor faraoen altid ses med et kongeligt smil på sine fyldige læber.

Ved Luxor opførte Ramses et stort gravtempel for sig selv, Ramesseum, der bl.a. rummer statuer og lagerbygninger.

© Scanpix/Corbis

Farao blev set som søn af solguden

Ramses, der blev født omkring 1304 f.Kr., blev i en meget ung alder udpeget til faderens efterfølger, selv om hans mor, Tuya, ikke var en af faderen Seti 1.s mest prominente koner. Som tiårig blev han udnævnt til leder af hæren, og han fulgte sin far rundt på flere af hans talrige felttog mod Nubien, Palæstina og Syrien.

I en indskrift på templet i Abydos fortæller Ramses selv, at hans far en dag holdt sin lille søn op for sine undersåtter med disse ord: “Kron ham til konge, så jeg kan se hans bedrifter, mens jeg stadig er i live!”. På den baggrund har historikere længe ment, at Seti og Ramses herskede sammen i en årrække.

Det afviser de fleste dog i dag. Farao blev set som solguden Ras søn. Han var gudernes bindeled til menneskene og garanten for, at deres vilje blev ført ud i livet på jorden. 

Der kunne derfor kun være én farao ad gangen. Ved faderens død omkring 1279 blev Ramses kronet som den tredje farao i det 19. dynasti efter sin farfar Ramses 1. og Seti. 

Den 24-årige farao gik straks i gang med en række af de store byggeprojekter, der kom til at præge hans mangeårige regeringstid. I den nordøstlige del af Nil-deltaet, hvor hans far tidligere havde haft sin sommerresidens, tog han fat på at opføre en ny hovedstad, Pi-Ramses (“Ramses' Hus”). 

Den gik også under betegnelsen “den turkise by”, for denne farve dominerede byens mange paladser, templer og administrationsbygninger. 

Det nye politiske og økonomiske centrum skulle imponere med sin skønhed og pragt, men havde også en strategisk placering i det nordlige Egypten på vej til nabolandene Palæstina og Syrien. 

Sejr over piraterne blev pustet op

Hans første militære opgave var at forsvare landet mod angreb udefra. Allerede i det andet år af sin regeringstid måtte Ramses således gå i kamp mod de såkaldte shardanu, en gruppe pirater nordfra, der havde slået sig ned på øer i Nildeltaet. 

Derfra havde de gennem en årrække hærget Egyptens middelhavskyst. Måske var det ikke den mest glorværdige sejr, man kunne forestille sig for Egyptens hær og hersker, men Ramses klarede den i en håndevending:

“Shardanuerne tabte modet. Der var aldrig nogen, der havde formået at bekæmpe dem i al evighed. Når de modigt kom frem, efter at de havde sejlet i deres krigsskibe fra midten af havet, var der ikke nogen, der kunne modstå dem. Men han (farao) har besejret dem med sin tapre styrke og bragt dem til Egypten,” fik hovedpersonen således indskrevet på en stele fundet i byen Tanis.

At Ramses ikke bar nag, og selv i sejrens stund tænkte klart og fremadrettet, kan ses ved, at han siden indlemmede mange af de slagne pirater i sin hær som lejesoldater. Alligevel blev det berømte slag ved Kadesh tre år senere for stor en mundfuld for den unge feltherre.

Store dele af Palæstina og Syrien havde længe stået under egyptisk dominans, men faraoerne havde haft svært ved at holde vasalstaterne i ro. Ramses 2.s far og forgænger, Seti 1., havde foretaget flere succesrige felttog ind i syriske og palæstinensiske områder, men en varig fred havde han ikke formået at skabe.

Oprøret ulmede, især i de egne af Palæstina og Syrien, der grænsede op til Hittitterriget, den anden stormagt i datiden. 

Nu satte Ramses sig for at finde en permanent løsning på truslen mod landets grænser, der selvfølgelig også gerne skulle omfatte en mulighed for en udvidelse af det egyptiske territorium, så han kunne bryste sig af det også.

Nubien mod syd var allerede en del af riget, det fattige Libyen mod vest rummede ikke mange værdier, og landene mod øst var derfor hans eneste mulighed for at ekspandere riget og vinde yderligere hæder.

Slaget udviklede sig langtfra, som han havde håbet. Hans største triumf var, som vi har set, at han holdt stand mod fjenden. 

Efter et par dages kampe indså hærførerne på begge sider det meningsløse i at kæmpe videre. Ramses og den hittitiske konge sluttede fred, og faraoen satte hurtigt kursen hjemad.

Tilbagetoget betød, at hittitterne straks generobrede det eftertragtede område omkring Kadesh. Alligevel vendte Ramses hjem i triumf og præsenterede slaget som den største sejr i sin regeringstid. 

Det var nemlig livsnødvendigt at få en sejr med hjem fra Syrien, så han kunne fremstå som den rette til at beskytte sit folk og komme godt fra start på sin regeringstid. 

Godt nok havde en farao guddommelig status, men på mange punkter var de egyptiske herskere kun alt for menneskelige i deres ambition om at overgå deres forgængere på tronen og demonstrere storhed over for deres undersåtter.

Nefertari var Ramses 2.s yndlingshustru og formentlig hans politiske hjælper.

© Shutterstock

Byggesten blev fragtet på Nilen

Af alle Egyptens faraoner havde Ramses størst succes med at gøre sig selv udødelig, ikke mindst, fordi han brugte så stor en del af landets overskud til at sætte sig selv minder gennem bygningsværker. 

I sin 67-årige regeringstid opførte han en lang række monumentale templer og bygninger helt ude i de yderste ørkenkroge af det store rige. Byggerierne blev finansieret med guld fra faraoernes rige guldminer i Nubien. 

Templerne er som regel bygget i sand- eller kalksten fra stenbrud i ørkenen. De høje obelisker i tempelkomplekserne er dog hugget ud i lyserød granit hentet i Aswan flere hundrede kilometer syd for Luxor og Karnak.

I Egypten var de fleste byggerier ellers helliget guderne, men Ramses spildte sjældent en mulighed for at hylde sig selv og sine bedrifter med pomp og pragt. 

De store byggerier blev alle placeret tæt ved Nilen, så de tunge byggematerialer kunne sejles så tæt hen til byggepladsen som muligt. 

Før og efter sejladsen foregik alt arbejde med materialerne manuelt ved hjælp af muskeldrevne kraner og løftemekanismer, mens et system af ramper hjalp arbejderne med at bakse de tonstunge blokke på plads.

Arbejdskraften var ikke slaver, som man traditionelt har antaget, men højt uddannede folk – arkitekter, landmålere, kunstnere, håndværkere og arbejdsmænd. 

Nogle var fast ansat, mens andre blev rekrutteret mere eller mindre frivilligt fra de lokale landsbyer for at udføre bestemte opgaver. Alle var forpligtet til at møde op, når landets politiske og religiøse overhoved kaldte.

De store byggerier krævede tusinder af arbejdere, som blev indkvarteret i specielle håndværkerbyer ved byggepladsen. I byerne opstod bagerier, slagterier og bryggerier, templer, lægehuse og begravelsespladser. 

Her boede generationer af arbejdere, mens byggeriet blev gjort færdigt. Eksempler på den slags håndværkerbyer er fundet i forbindelse med de store pyramider i Giza og i Deir el-Medina nær gravtemplet med det latinske navn Ramesseum, hvor gravene i Kongernes og Dronningernes Dal blev anlagt.

Også i disse dale ses Ramses 2.s præg. Hans egen grav i Kongernes Dal er ikke særlig velbevaret, men hans hustru Nefertaris smukt udsmykkede grav i Dronningernes Dal hører til de mest imponerende levn fra det antikke Egypten overhovedet. 

Religion styrkede Ramses' magt

Ramses benyttede Egyptens traditionelt nære forbindelse mellem religion og statsmagt til at befæste sin magt. 

Gennem byggerier og donationer knyttede han sig tæt til templerne for Egyptens tre store guder, Amon i Theben, Ra (Solen) i Heliopolis og Ptah i Memphis. Han begrænsede ypperstepræsternes rolle i ritualerne, så han selv kunne blive gudernes øverste tilbeder.

Samtidig gav han sin families skytsgud Set en højere status i statsreligionen. Sidst, men ikke mindst, gav han sig selv guddommelig status og gjorde sig til centrum for kultdyrkelse i hele riget. 

Over hele landet opstillede han kolossalstatuer af sig selv, som bidrog til at udbrede ideen om faraos guddommelighed og grænseløse magt.

Statuerne har en vis lighed med Ramses' mumie og giver eftertiden indtryk af en både smuk og karakterstærk mand. Dog var statuerne ikke nødvendigvis præcise portrætter, men kraftigt idealiseret.

Fx blev den forfængelige Ramses selv på sine gamle dage altid fremstillet som ung og smuk. Ramses var heller ikke hævet over at sætte sit eget navn på skulpturer af tidligere faraoer. 

Det havde mange af hans forgængere også gjort, og det blev anset for helt i orden at genbruge statuer, der havde mistet betydning, fordi ingen længere huskede den oprindelige farao. 

Men Ramses regerede så længe og stod for så mange byggerier, at han nåede at kradse navnet ud på mange af sine forgængere. En hel del af af dem er derfor i dag fuldstændig ukendte.

Held og dygtighed gav velstand

Ramses' regeringstid faldt sammen med en række gode år, hvor Nilen gik højt over sine bredder og efterlod tykke lag af frugtbart dynd på markerne, så de blev ekstra frodige. 

Den slags administrerede Ramses klogt og forudseende. Han skabte økonomisk fremgang i samfundet og blev populær i befolkningen.

Held alene var det dog næppe. Efter sit lærestykke fra slaget ved Kadesh formåede han faktisk at skabe fred ved landets grænser. Striden med de mægtige hittitter bølgede nogle år frem og tilbage, og Ramses foretog flere felttog i Palæstina og Syrien.

Efterhånden stod det dog begge parter klart, at ingen af dem kunne vinde en endelig sejr. 

Da hittitterkongen desuden kom under pres indefra, indledte egyptere og hittitter seriøse fredsforhandlinger. I Ramses' 21. regeringsår, ca. 1258 f.Kr., underskrev de to stormagter en stor fredsaftale.

Freden viste sig med tiden permanent. Aftalen indebar bl.a., at Ramses opgav Egyptens krav på sine tidligere syriske besiddelser. 

Til gengæld sikrede han landet en fast grænse mod nordøst – og en uhørt lang periode med sikkerhed og frugtbar stabilitet i området. 

Ramses 2.s mumie viser, at han var høj for sin samtid. Derudover var han rødhåret, og på sine ældre dage blev håret hennafarvet. Næsen var markant, og kindbenene høje - akkurat som på portrætterne.

© Heritage Image Partnership

Han blev gift med fire af sine døtre

For at besegle aftalen gav hittitterkongen Ramses sin ældste datter til kone. Den asiatiske prinsesse var dog blot én af Ramses' utallige hustruer. To af dem var vigtigere end alle de andre.

Den ene var Ramses' yndlingskone, Nefertari, til hvem han viede det ene tempel i sit store tempelkonpleks i Abu Simbel, og som ofte er afbildet sammen med kongen. 

Den anden var Isetnofret, som blev førstehustru efter Nefertaris død, og som var mor til Ramses' efterfølger og 13. søn, prins Merneptah. Faraoen giftede sig også med fire af sine egne døtre, som det var tradition dengang. 

At have mange koner var helt normalt for en farao. Ikke kun, fordi han blandt sit eget folk kunne vælge, hvem han ville have, men også fordi mange kongelige ægteskaber blev indgået af politiske grunde.

Ingen anden egyptisk konge var dog så produktiv i sine ægteskaber som Ramses, som fik over 100 lovformelige børn. Ikke alle deres navne er kendt i dag, men vi ved, at en stor del af dem fik titler og vigtige poster i statsadministrationen og templerne. 

En af de mest kendte er sønnen Khaemwaset 1., som Ramses også fik med Isetnofret. 

Han er blevet kaldt den første egyptolog, fordi han som ypperstepræst ved Ptah-templet i Memphis studerede de gamle tekster og restaurerede mange af de bedagede monumenter, så kendskabet til fortiden ikke gik tabt.

Farao overlevede sine arvinger

Trods det store antal børn overlevede den sejlivede farao de fleste af dem, blandt dem mange af tronarvingerne. Ramses var nemlig over 90 år gammel, før han døde i Pi-Ramses i 1213, efter næsten 67 år på tronen.

Han efterlod ikke bare et stort rige, der havde nydt godt af den lange stabilitet i hans regeringstid, men også en lang række arkitektoniske og kunstneriske perler. Selv blev han balsameret og begravet i Kongernes Dal under stor pomp og pragt. Her blev hans mumie fundet i 1881, sammen med hans far Setis.

Allerede i antikken bredte Ramses den Stores omdømme sig ud over Egyptens grænser. Alligevel efterlod Ramses også et rige med kimen til undergangen i sig. 

Hans enorme byggeprojekter havde tæret på reserverne, og riget var ikke så økonomisk stabilt, som det måske så ud til, da hans efterfølger tog over.

Hans søn Merneptah var allerede en ældre herre, omkring 60 år, da han besteg tronen. I en årrække formåede han at holde sammen på Egypten. 

Efterhånden blev presset på det store rige dog for stort, både fra landets egne stridende slægter og fra mægtige fjender, og efter Merneptahs død blev sammenbruddet en kendsgerning.

En stor arvestrid splittede det 19. dynasti – den kongefamilie, som Ramses 2. havde været en del af. Bare 33 år efter Ramses den Stores død kom en ny kongeslægt på tronen. 

Læs mere

Bernadette Menu: Ramesses the Great – Warrior and Builder (Thames and Hudson Ltd., 1999). Joyce Tyldesley: Ramesses: Egypt's Greatest Pharaoh (Penguin, 2000).

Måske er du interesseret i...

Læs også