Farao er død! Nyheden spredes med lydens hastighed i hele Middelhavsområdet. Den magtfulde, kvindelige farao Hatshepsut er gået til det hinsides efter 22 fremgangsrige år.
Egentlig er en kvinde på Egyptens trone utænkelig, men da Hatshepsuts mand, Tuthmosis 2., døde i 1479 f.Kr., var hans søn, Tuthmosis 3., kun to år gammel. Derfor regerede hun med kyndig hånd for stedsønnen, og hun beholdt magten, selv da han blev myndig.
Blandt Egyptens fjender vækker nyheden om Hatshepsuts død håb, for hendes stedsøn kan umuligt videreføre landets guldalder. Kongeriget Mitanni, Egyptens ærkefjende i det nordlige Syrien, sætter en snedig plan i værk. Sammen med bystaterne i området samt kongeriget Kadesh har de længe forberedt et angreb på Nilens velhavende folk.
“Den modbydelige, fordømte konge af Kadesh er kommet til Megiddo!” Tuthmosis 3. til sine generaler.
Til Tuthmosis’ forfærdelse har vasalstaten Megiddo, som i 100 år var det vigtigste knudepunkt på Egyptens handelsruter til Mesopotamien, også forrådt ham og sluttet sig til Egyptens fjender for at vinde sin frihed.
Men Tuthmosis nægter at se passivt til, mens hans arveret bliver truet. Den unge farao føler sig overbevist om, at angreb er det bedste forsvar.
Hatshepsut og Tuthmosis førte sammen Egypten ind i en enorm opblomstringstid.
Mor og søn var farao samtidig
Da Tuthmosis 3. blev farao som to-årig, blev hans stedmor, Hatshepsut, udnævnt til regent i drengens sted. Ordningen var ikke usædvanlig, men kort tid efter tog Hatshepsut et skridt videre og udnævnte sig selv til farao. Nu havde Egypten pludselig to faraoer.
Historikerne mente tidligere, at Hatshepsut dermed var en tronraner, som Tuthmosis hadede så meget, at han forsøgte at slette hendes minde, bl.a. ved at destruere hendes grav. Den teori er afvist i dag: Tuthmosis har ihærdigt dokumenteret sin regeringstid, og intet sted fortæller han om en ond stedmor, der stjal hans trone.
Meget tyder på, at deres forhold var meget harmonisk. Hatshepsut ærede Tuthmosis med flere monumenter og sikrede, at den unge farao fik en solid uddannelse i både statslige og militære anliggender.
Hendes regeringstid var samtidig en fredfyldt guldalder for Egypten, hvor handel, kunst og arkitektur blomstrede. Hatshepsuts dårlige ry stammer formentlig fra Tuthmosis’ søn, Amenophis 2., som forsøgte at slette Hatshepsuts minde for at styrke sit eget krav på tronen og sikre den mandlige arvefølge.
Derudover mener nogle forskere, at han prøvede at omskrive historien ved at tage æren for Hatshepsuts bedrifter ved at slette fortællingerne på væggene i hendes grav og i stedet overføre fortællingerne til sine egne monumenter.
Ilmarch skulle redde riget
Fra barnsben fik Tuthmosis den bedste uddannelse, Egypten kunne tilbyde en kronprins. Men det var, da han som 15-årig begyndte sin militæruddannelse, at han fandt sit livs bestemmelse: Han mestrede stridsvognskørsel og flere våbenarter, og han blev hurtigt god til at anføre marchøvelser. Vigtigst af alt viste han sig også at være strategisk begavet.
Da Tuthmosis viste stor interesse i det militære, og mindre i det administrative, udpegede Hatshepsut ham snart til leder af Egyptens hære. Men de fredelige tider gav ikke meget erfaring til den uprøvede teenager.
Først da Hatshepsut døde, og Egyptens fjender bankede på døren, kunne Tuthmosis vise sit værd på en slagmark. Fra spioner i Megiddo hørte han, at koalitionen af fjendtlige hære planlagde at samles uden for forræderbyens høje stenmure.
Dette udgangspunkt var særdeles farligt for egypterne, for herfra kunne de fjendtlige hære krydse Karmelbjerget og indtage Gaza, hvorefter de ubesværet ville kunne marchere direkte ind i hjertet af Egypten.
Thutmosis 3. var meget fokuseret på at skildre sine store sejre. Her viser herredømmet over de gamle fjender fra Kanaan.
Den unge farao måtte udtænke et dristigt modangreb. På kort tid var han nødt til at forberede sin første store militærkampagne, hvis mål var at knuse de fjendtlige hære, før de kunne trænge ind i landet.
To måneder brugte han på at samle sine styrker i byen Tjaru i den østlige del af Nil-deltaet. En imponerende hær på 12.000 mand samt 1.000 drabelige stridsvogne blev klar til at drage nordpå. Tuthmosis sendte sine folk afsted på en ilmarch.
Som noget helt atypisk for tiden tog farao en decideret krigsskriver med for at dokumentere sin militærkampagne og sikre, at alle begivenheder undervejs blev nedfældet. Derfor ved historikerne i dag, at hæren tilbagelagde 330 km fra Tjaru gennem Gaza til byen Yehem på kun 19 dage.
Farao vidste bedre end generalerne
Med sin ilmarch forsøgte Tuthmosis at nå frem til Megiddo, inden hans utallige fjender samledes her, men ved byen Yehem modtog farao nye efterretninger fra sine spioner – med raseri i stemmen orienterede han sine generaler:
“Den modbydelige, fordømte konge af Kadesh er kommet til Megiddo. Han har samlet alle de områder, som før var loyale over for Egypten, samt styrker fra Mitanni som hunde ved sine hæle!”
Tuthmosis havde endnu mere travlt, end han troede, og han manglede stadig at komme forbi den værste forhindring på vejen – Karmelbjerget – for at nå forræderbyen. De bedste ruter førte nord eller syd om bjerget, hvor der var brede og fremkommelige veje, men den hurtigste vej var via et smalt pas gennem bjerget.
Tuthmosis var opsat på at tage den direkte rute, men hans generaler var ikke begejstrede og fortalte deres farao:
“Hvordan ville det være at fortsætte via denne vej, som bliver smallere og smallere? Vi har rapporter om, at fjenden er på den anden side på et højdedrag i stigende antal. Skal vores fortrop allerede være i kamp, mens bagtroppen stadig står i Aruna uden at kunne kæmpe?”
Generalerne var overbeviste om, at det ville være sikrere at gå uden om bjerget, så hæren kunne holde sin kampformation.
“Gør jer klar! Slib jeres våben! For i morgen vil kampen stå mod de fordømte”. Tuthmosis 3. til sine mænd.
Men farao var urokkelig og anråbte sig Egyptens største gud, da han irettesatte sine mænd:
“Lad ikke vores fjender – Ras vederstyggeligheder – tænke, ‘Har farao valgt den trygge vej? Han er begyndt at frygte os!’, for det er, hvad de vil sige!”
Modvilligt gik generalerne med på faraos plan. Hvad generalerne ikke vidste, var, at Tuthmosis havde fået nys om en anden rute over bjerget – en rute, som fjendens tropper ikke kendte.
Kompositbuen blev opfundet af nomadefolk på den eurasiske steppe, men blev hurtigt overtaget af egypterne.
Buen var egypternes vigtigste våben
En af grundene til Tuthmosis 3.s succes på slagmarken var den egyptiske kompositbue.
Hvor en almindelig bue typisk var skåret af ét enkelt stykke træ, var den egyptiske sammensat af flere forskellige træsorter og styrket med horn og sener fra dyr. Materialerne gjorde det muligt at skabe et våben, som var kraftigere end en almindelige bue og samtidig kortere og lettere at håndtere.
Egypterne brugte buen i kombination med deres stridsvogne. I kamp kunne en bueskytte uforstyrret affyre sine pile, mens en anden soldat styrede vognen. Bemandingen gjorde de egyptiske stridsvogne til mobile og drabelige enheder, som hurtigt kunne skifte position og lade en regn af pile hagle ned over fjenden.
Hemmelig rute over bjerget
Tuthmosis førte den 18. maj sin hær over bjerget fra byen Yehem. Pasvejen ville føre dem forbi landsbyen Aruna og ud på sletten syd for Megiddo, hvor Tuthmosis’ fjender havde samlet halvdelen af deres styrker. Den anden halvdel bevogtede vejen nord om bjerget.
Men faraoen havde ikke tænkt sig at tage den traditionelle rute over bjerget. Ved Aruna gjorde farao signal til at stoppe og indviede sine generaler i den hemmelige plan.
En af Thutmosis 3.s koner blev begravet med hendes fingre og tæer dækket af guld. Sandsansynligvis for at beskytte imod onde ånder.
De egyptiske spejdere havde nemlig fundet en mindre sti samt nogle lokale, der var villige til at føre hæren gennem den ukendte passage. Stien var så smal, at egypterne blev nødt til at skille alle deres stridsvogne ad og bære delene.
Men Tuthmosis regnede med, at fjendens hære ville være så længe om at opdage den snedige manøvre, at egypterne havde tid til at samle stridsvognene og stille op i angrebsformation, inden fjenden kunne angribe.
Helt efter Tuthmosis’ plan nåede den egyptiske hær over bjerget på blot én dag – og ingen af fjendens styrker stod klar. Farao beordrede med det samme, at der blev rejst en befæstet lejr.
Da hele hæren var samlet i lejren, talte han til sine soldater:
“Gør jer klar! Slib jeres våben! I morgen vil kampen stå mod de fordømte”.
Arvefjenderne knuses
Om morgenen den 20. maj steg Tuthmosis op i sin stridsvogn, fuld af forventning til det forestående slag.
Hans enorme hast viste sig at bære frugt: Styrkerne fra Kadesh og Mitanni havde opdaget egypterne og var stillet op i kampformation, men alle koalitionsstyrkerne var endnu ikke nået til Megiddo. Med 12.000 egyptere mod fjendens knap 10.000 mand havde Tuthmosis overtaget.
Størstedelen af den fjendtlige hær bestod af stridsvogne, men koalitionens tunge infanteri ikke var ankommet endnu, og det skulle vise sig at blive skæbnesvangert for Egyptens fjender: Stridsvogne er fantastiske på flankerne, hvorfra de kan beskyde let infanteri og bueskytter til fods.
Men hvis stridsvognene skal køre sikkert, må hestene kun trave 10-13 km/t., ellers risikerer vognene at vælte, når de drejer. Derfor er det vigtigt, at deres mål bliver holdt i skak af fx tungt infanteri, så fjenden ikke kan sende sprintere afsted for at dræbe vognenes heste med kastespyd.
Netop denne dag skulle de effektive stridsvogne vise sig at være den største hæmsko for Egyptens fjender, for slagmarken var omkranset af bakker.
Koalitionsstyrkens enorme overvægt af stridsvogne betød, at de var nødsaget til at danne en lang front, der spændte over den flade slette og nåede helt ud i bakkerne, hvor stridsvognene kørte langsommere og mere usikkert. Centerformationen var ledet af kongen af Kadesh og prinsen af Megiddo.
Tuthmosis anførte hæren fra frontlinjen i sin stridsvogn.
Tuthmosis kørte forrest i centrum af den store egyptiske hær sammen med resten af hærens stridsvogne. Det bakkede terræn lod farao dække af infanteri og bueskytter til fods, som lettere kunne bevæge sig i det ujævne landskab.
Nu beordrede Tuthmosis hele sin hær til angreb, og tusindvis af stridsvogne ræsede imod hinanden. På faraos ordre rykkede det egyptiske infanteri på flankerne hurtigt frem og gjorde stille og roligt slagmarken smallere, så koalitionens tropper blev skubbet ind mod centrum.
Der gik ikke lang tid, før egypterne begyndte at lukke de to flanker omkring fjendens stridsvogne, som kæmpede for at holde sig i fri bevægelse.
Tuthmosis’ taktik lod til at virke. Egypternes stridsvogne udfordrede stridsvognene fra Kadesh og Megiddo, og pilene fløj frem og tilbage, alt imens egypternes infanteri rykkede ned fra bakkerne for at omringe koalitionens hær.
I et forsøg på at komme ud af egypternes knibtang beordrede kongen af Kadesh sine tropper tilbage mod Megiddo. Men ordren kom sent, og tilbagetrækningen nåede kun lige akkurat ud af egypternes omslutning. Pludselig kollapsede koalitionens midte.
Det er muligt, at kongen af Kadesh og prinsen af Megiddo satte for højt et tempo på deres egne stridsvogne. Ifølge kilderne var det dem, som først trak sig tilbage, og herefter bredte panikken sig blandt koalitionens soldater, som tog benene på nakken og flygtede hovedkulds mod Megiddo og efterlod stridsvogne, våben og alt andet udstyr.
Farao forsøgte at kommandere sine styrker til at forfølge fjenden og indtage Megiddo, men de egyptiske soldater blev grebet af grådighed. I stedet for at spurte efter den slagne modstander kastede egypterne sig over de efterladte værdier på slagmarken og i fjendens tomme lejr.
Farao blev rasende. Hærens manglende disciplin havde kostet ham den totale sejr, for fjenden nåede tilbage til Megiddo. Byens befolkning lukkede porten af frygt for et nyt angreb. Og mens egypterne var travlt optagede af at plyndre, havde byboerne tid til at binde lange stykker klæde sammen og kaste dem over murene, så de paniske soldater kunne klatre op.
Tusindvis forskansede sig nu bag byens porte.
Tuthmosis angreb hver eneste sommer
Mange faraoer befandt sig bedst i spidsen for den egyptiske hær. Men Tuthmosis 3. overgik dem alle og gjorde sit rige til et sandt imperium ved at erobre nyt land og give det en hidtil uset størrelse.
Erobringen af Kanaan
1.-4. kampagne: Gennem Kanaan førte en af Egyptens vigtigste handelsruter. Efter slaget ved Megiddo i 1458 f.Kr. sikrede Tuthmosis 3. sig overherredømme over området og brugte fire år på at konsolidere sin magt i Kanaan.
Syrien falder
5.-7. kampagne: Kongeriget Kadesh havde stor indflydelse i Mellemøsten og var en evig torn i siden på Egypten. Gennem tre militærkampagner i 1450-1448 f.Kr. mod Kadesh og fønikerne underlagde farao sig det meste af nutidens Syrien.
Invasion i Nubien
17. kampagne: I århundreder havde Nubien og Egypten ligget i næsten konstant konflikt. Tuthmosis vendte derfor blikket sydpå under sin sidste militærkampagne i 1429 f.Kr. Han nåede som den første farao helt ned til Nilens fjerde katarakt – et stenfyldt, lavvandet område af floden – i det nordlige Sudan, som herefter var under egyptisk kontrol i de næste 500 år.
Megiddos befolkning sulter
Tabstallene blev gjort op og nedfældet af faraos skriver. Slaget var gået så hurtigt, at egypterne kun havde nået at dræbe 83 fjender og tage 340 til fange, inden sejren var i hus.
Kongerne af Kadesh og Megiddo var flygtet ind bag byens høje stenmure, og Tuthmosis havde ingen belejringsredskaber. Men til egypternes held var markerne omkring Megiddo endnu ikke høstet, så byens forrådskamre var halvomme.
Thutmosis 3.s velbevarede mummificerede hovedet ligger i dag på Cairo Museum.
Tuthmosis belejrede byen, og lod sulten gøre arbejdet. Der gik kun nogle få måneder, før byboerne og de mange fremmede soldater havde spist byens forråd op. Herfra var der ikke andet at gøre for prinsen af Megiddo end at trygle om nåde og endnu en gang sværge troskab til farao.
Den unge farao tilgav ham storsindet, men sejren blev bittersød, for kongen af Kadesh var undsluppet i løbet af natten. Tuthmosis havde dog vundet sin første store sejr og vist sit værd på slagmarken. Han vendte tilbage med et vældigt krigsbytte: 924 stridsvogne, 200 bronzerustninger, 502 buer, 1.929 stykker kvæg, 2.000 geder og 20.500 får.
Tuthmosis gik fra sejr til sejr
Fordi Tuthmosis insisterede på at dokumentere sine kampagner, er slaget ved Megiddo det første i verdenshistorien, hvor historikerne i dag har et forholdsvis pålideligt billede af udstyr, krigsbytte og tabstal.
Det var normalt, at farao stod i spidsen for den egyptiske hær, og de fleste gennemførte tre-fire kampagner i løbet af deres regeringstid. Men krigerfaraoen Tuthmosis var langtfra færdig og endte med at gennemføre hele 17 militærkampagner, som alle gav store sejre.
Tuthmosis blev en mesterstrateg, der hvert eneste år trak i rustningen for at underlægge sig mere land til Egypten. På trods af et liv i felten døde Tuthmosis en naturlig død i 1425 f.Kr. i en alder af 56 år.
Efter at have indstillet militærkarrieren fire år forinden brugte han sin sidste tid på at forberede sønnen Amenophis 2. til at overtage tronen. Amenophis arvede et Egypten, der aldrig havde været større. På tre årtier gav Tuthmosis Nilens rige en styrke, som banede vejen for 400 års storhedstid – helt frem til, og forbi, Ramses 2.s dage.