Den lærde franskmand Jean-François Champollion havde set lidt af hvert i sin karriere. Kun få vidste mere om oldtidens Egypten end ham.
Han havde i 1822 som den første i verden knækket koden til egypternes gådefulde hieroglyf-skrift og dermed åbnet op for en helt ukendt verden, hvor over 4.000 år gamle stemmer pludselig talte igen.
Siden opdagelsen havde Champollion læst og gransket hundreder af egyptiske papyrus-tekster.
Men resterne af den papyrus-rulle, der lå foran ham på bordet i magasinet i Torinos egyptiske museum, brød med alle de tanker, han hidtil havde gjort sig om fortidens noble og ophøjede egyptere.
Den første tredjedel af papyrussen var tilforladelig, omend usædvanlig: Satiretegninger, hvor dyr påtog sig menneskeroller i forskellige hverdagssituationer. Men derefter ændrede tegningerne dramatisk karakter.
På den stærkt ødelagte og næsten 3.000 år gamle papyrusrulle havde en ukendt kunstner afbildet den ene sexscene efter den anden.
De viste mænd med fortrukne ansigter og grotesk store penisser, der i et utal af stillinger dyrkede sex med kvinder.
Det eneste, der var overladt til fantasien, lå i de huller og rifter i papyrussen, som tidens tand havde skabt.
Men de fragmenterede tegninger var mere end nok til at chokere og forarge den stærkt religiøse franskmand.
“Billederne forestillede monstrøse uanstændigheder, der gav mig et meget aparte billede af den egyptiske visdom”, skrev den oprørte egyptolog i et brev til sin bror i 1824.