Sahar Saleem/University of Cairo

Egyptisk farao var omskåret og havde gode tænder

Eksperter har elektronisk pakket den sidste uåbnede farao-mumie op. Bag bandagerne gemte Amenhotep 1.s hemmeligheder sig.

I årtier har farao Amenhoteps jordiske rester været den eneste kongelige egyptiske mumie, som aldrig er blevet pakket op. Men i 2019 fik eksperter tilladelse til at se ind bag bandagerne. Nu er deres rapport klar.

Tilladelsen gjaldt dog kun elektronisk scanning – af frygt for at skade mumiens velbevarede indpakning af blomstret klæde og ansigtsmasken.

Til alt held var forskerne i stand til at skabe en nøjagtig 3-d-model ud fra scanningerne. Undersøgelserne afslører, at den ca. 35-årige farao var 169 cm høj og havde sundere tænder end sine samtidige.

Han var også omskåret, som det gamle Egyptens traditioner bød. Scanningen viste desuden, at Amenhotep, der var søn af den mægtige krigerkonge Ahmose, ikke døde en voldelig død, der efterlod skader på knoglerne.

Amenhoteps mumificerede lig lå lidt langt nede i forhold til den smukke dødsmaske, som han blev begravet med.

© Sahar Saleem/University of Cairo/PA

Ompakket 500 år efter sin død

Amenhotep 1. døde i ca. 1504 f.Kr., men allerede 500 år senere blev hans jordiske rester undersøgt af det første eksperthold. Hans grav var blevet plyndret, og egyptiske præster flyttede faraoen til et sikrere sted.

“At Amenhotep 1.s mumie aldrig var blevet udpakket i moderne tid, gav os en unik mulighed for at studere, hvordan han oprindeligt var blevet mumificeret. Men også hvordan præsterne behandlede og gen-mumificerede ham århundreder efter hans død”, forklarer dr. Sahar Saleem fra universitetet i Cairo.