Egyptisk kriger-farao angreb verdens mest eftertragtede land

Egypterne havde undret sig over, hvor resten af beduinernes stamme var, og de to mænd havde underdanigt svaret:

“De er, hvor den usle hittitterkonge er. For hittitterne er i landet Aleppo nord for Turnip. Han frygtede farao for meget til at komme sydpå”.

Ramses ved, at Aleppo ligger tre-fire dagsrejser borte. Nu bliver det let at indtage Kadesh. Og når han har erobret den vigtige by, kan han marchere videre direkte ind i Syrien, hvor alle områdets frugtbare naturressourcer og myldrende handelsveje vil ligge for hans fødder. Han har Kadesh i sin hule hånd.

Syrien var nøglen til verden

Om nogen kendte Ramses 2. vigtigheden af den bedrift, han var ved at udføre.

Som barn i slutningen af 1300-tallet f.Kr. havde han betaget lyttet til beretninger om, hvordan hans forfædre et par århundreder tidligere havde erobret store dele af Syrien. Området helt op til grænsen mellem nutidens Tyrkiet og Syrien havde tilhørt faraoernes rige.

Erobringen havde været en stor gevinst for Egypten; Syrien var på den tid verdens ubestridte handelsknudepunkt. Varer som fx elfenben, kobber, tin og fajance fra Iran, Afghanistan og andre fjerne områder strømmede ind i landet, og syriske havne dominerede hele det østlige Middelhav.

Med sin geografiske placering havde Syrien status som verdens strategisk vigtigste område. Den, som regerede Syrien, styrede verden.

Egyptens erobring blev beseglet ved en fredsslutning med Mitanniriget, som fra omkring år 1500 f.Kr. styrede det nordlige Syrien. Freden varede tre årtier og sikrede, at karavaner med varer fra hele den kendte verden strømmede frit mellem Egypten og Syrien.

I de områder, egypterne havde underlagt sig, tog lokale herskere sig af den daglige ledelse, mens faraoens embedsfolk havde travlt med at inddrive skatter fra befolkningen.

Pengene blev brugt i Egypten, hvor prægtige bygningsværker skød op, og hvor en stor og velfungerende hær blev organiseret af en lige så magtfuld stat. Ramses 2. var med rette stolt af sit land.

Hittitterne tog magten

Egypten var hastigt på vej til at blive en politisk og økonomisk stormagt, indtil idyllen brast i begyndelsen af 1300-tallet f.Kr.

Hittitterne – et stammefolk fra de russiske stepper – havde i mange århundreder hersket over Anatolien og tromlede nu gennem Syrien, som de hurtigt underlagde sig.

I år 1349 f.Kr. havde hittitterne væltet Mitanniriget og etableret sig som områdets dominerende magt.

Selve Kadesh havde hittitterne for længst erobret, da Ramses kom til magten, men bægeret flød over fire år inde i faraoens regeringstid, da egypternes allierede i Syrien begyndte at skifte side og erklære deres loyalitet over for de mægtige hittitter.

Ramses var opsat på straks at genvinde Egyptens tabte områder.

Årstallet for slaget er ukendt

Datidens egyptiske tidsregning stemmer ikke overens med moderne kalendere, og historikerne strides derfor stadig om det nøjagtige år for Slaget ved Kadesh. Nogle daterer det til år 1274 f.Kr., mens andre mener, at det fandt sted i år 1285 f.Kr. eller 1300 f.Kr.

Sikkert er det dog, at Ramses en dag i april satte kurs mod Syrien. Med sig havde han en mægtig hær bestående af fire divisioner, som hver talte 5.000 mand og 500 stridsvogne.

Derudover havde faraoen en reservestyrke, som enten bestod af lokale fra de egyptisk-kontrollerede områder eller af egyptere udstationeret i de områder.

Sammen med hæren var også et stort opbud af hoffolk og nogle af faraoens sønner, som skulle oplæres i livet som krigsherre.

Den mest farbare rute til Syrien var omgivet af to bjergkæder og gik gennem Bekaadalen, vidste Ramses. Alternativet var at snirkle sig langs Middelhavets kyst og dermed over de talrige floder, som havde udløb her.

Kadesh lå ved den nordlige ende af dalen og var derfor en strategisk nøglestilling, som Ramses måtte indtage, hvis hans drøm om et egyptisk Syrien skulle opfyldes.

Ramses blev narret

Tumult og skrig uden for teltet afbrød Ramses planlægning. Ind kom et par af hans livvagter slæbende med to dybt rystede og slemt forslåede mænd. Synet forbavsede Ramses. “Hvad er I?”, spurgte faraoen hårdt.

Af frygt for flere tæv busede mændene straks ud med alt, hvad de vidste. De var hittitiske spejdere og kunne afsløre, at Ramses var blevet narret af de to beduiner, som hans soldater havde taget til fange tidligere på dagen.

Beduinerne havde fortalt, at hittitterne var stukket af i rædsel og nu befandt sig 200 km borte. I virkeligheden var beduinerne udsendt af hittitternes konge, Muwatalli 2., der ønskede at få Ramses til at tro, at hans mænd ikke var klar til krig.

Faktisk var Muwatalli særdeles kampklar, berettede de to mørbankede spejdere; hittitterne lå i stilling på den anden side af Orontes-floden nær Kadesh “med deres infanteri og deres stridsvogne, som er udstyret med våben, og de er mere talrige end sandet på flodbredden. De står fuldt udrustede, klar til at kæmpe bag det gamle Kadesh”, gengiver den officielle egyptiske beretning, som Ramses lod udfærdige efter slaget.

Faraoen var rasende. Beduinernes smigrende snak om, at han havde fået Muwatalli til at flygte i rædsel, havde fået ham til at tabe hovedet. Ramses var rasende – og desperat. Han var gået direkte i Muwatallis fælde, og nu var hans hær spredt for alle vinde.

De egyptiske styrker havde forladt byen Pi-Rameses i den nordøstlige del af Nildeltaet for godt en måned siden.

Ruten gennem Palæstina og Syrien var mere end 600 km lang, og for at soldaterne kunne brødføde sig selv undervejs, havde Ramses delt sin styrke i fire divisioner under marchen.

Kun den ene var hidtil ankommet til Ramses' lejr ca. 10 km syd for Kadesh. Han ville være fortabt, hvis hittitterne angreb nu.

Hittitterne angreb ved et uheld

I al hast gav Ramses vesiren, en af hans mest betroede rådgivere, besked på at køre ud til de andre divisioner for at skynde på dem. Vesirens ankomst i de tidlige morgentimer satte straks de søvndrukne soldater i alarmberedskab og sendte dem ud på ilmarch.

Den division, der var nærmest faraoens lejr – P'Re-styrken – havde om natten slået lejr ved byen Ribla ca. 15 km sydøst for Kadesh. Straks satte soldaterne af sted mod nord i højt tempo for at komme Ramses til undsætning.

Infanteristerne – med deres letgenkendelige grove, stribede hovedbeklædning og linnedbeklædte kropspanser – gik forrest. Skjoldene var slynget om på ryggen, mens buer og spyd blev båret på nakken. Bag dem rullede stridsvognene med en sky af støv om hjulene.

Foran strakte sletten sig, så langt øjet rakte, indtil omridset af Khadeshs massive fæstning omsider kom til syne mod den blå himmel.

Soldaterne var overbevist om, at slaget først skulle stå, efter at Ramses havde haft tid til at stille alle sine tropper op. Det inferno, som nu blev udløst mod dem, kom derfor helt uventet og fik selv de mest garvede krigere til at gå i panik.

Bag en klynge træer til højre for de marcherende egyptere rullede en stor styrke hittitiske stridsvogne frem.

Om hittitterne lå på lur eller tilfældigt stødte ind i egypterne, har været diskuteret livligt af historikerne. Længe mente forskerne, at styrken planlagde et baghold, men overraskelsesangreb var ikke en accepteret del af tidens krigsførelse.

Desuden medbragte styrken ingen infanterister, hvilket ville være normalt ved et angreb. Mest sandsynligt er det derfor, at stridsvognene var på vej til faraos lejr for – behørigt bevæbnet – at undersøge den nærmere.

Nogle historikere mener, at hittitterne slet ikke så egypterne, før de brød frem fra træerne. Og da de først var kommet så vidt og havde fået fart hen over sletten, var en konfrontation uundgåelig.

Hittitternes hjul, spyd og heste pløjede sig gennem de marcherende egyptere, hvis kroppe blev knust under de tunge hjul. Lamslåede af angst og panik smed mange egyptere deres buer, skjolde og spyd og løb alt, hvad de kunne hen over den tørre slette.

VIDEO: Se, hvordan Slaget ved Kadesh forløb

Maver blev sprættet op

I Ramses' lejr spejdede vagtposter ud over sletten. Efter officerernes beregninger var to af divisionerne for langt væk til, at der kunne være håb om, at de nåede frem i tide, men P'Re-styrken burde snart være fremme.

Det syn, som viste sig for vagtposterne ved den sydlige skjoldmur, var imidlertid et ganske andet end ventet. I det fjerne svævede to støvskyer. Den venstre nærmede sig hurtigst, mens den anden også hastigt blev større og større.

Efter få minutter kørte P'Re-divisionens stridsvogne med stor fart ind i lejren, og stakåndede soldater fortalte gispende om hittitternes angreb. Før egypterne nåede at fatte, hvad P'Re-soldaterne fortalte, bragede hittitternes stridsvogne ind i lejren.

Telte, kasser med proviant og mænd, der kom i vejen, blev pløjet ned. Forhindringerne lagde dog en dæmper på farten, og mandskabet sprang ud af vognene for at gå i nærkamp.

Rundt omkring lå døde og sårede egyptere, smadret af stridsvognenes hjul, men faraoens soldater forsvarede sig så godt, de kunne. Optændt af tanken om at plyndre kæmpede hittitterne sig gennem lejren, men snart måtte de give op.

Faraoens soldater greb hittitterne i deres lange hår – som havde fået Ramses til foragteligt at kalde dem “kvindesoldater” – og mens hovedet var bøjet bagover, sprættede egypterne deres maver op med et eneste strøg af deres seglformede kopesh-sværd.

Egypterne slår tilbage

Med sine personlige vagtposter som en beskyttende ring omkring det kongelige telt iførte en rystet Ramses sig sit krigsudstyr. Udenfor herskede kaos.

En tjener kaldte faraoens sønner sammen og fik dem gemt af vejen i den anden ende af lejren. Her blev de, ifølge den officielle egyptiske beretning, formanet om ikke at “gå ud på vestsiden af lejren og hold jer væk fra slaget”.

Imens satte Ramses sin høje, blå krigskrone på hovedet. Så svingede han sig op på en stridsvogn og førte den del af sin division, som kunne nå at komme med, ud af lejren for at angribe hittitterne.

Fjenden, som Ramses mødte, var i overtal. Ingen kender det præcise antal hittitiske stridsvogne, der medvirkede i denne fase af slaget, men historikere mener, at tallet var omkring 500.

Ramses havde omtrent samme antal til rådighed i lejren, men kunne ikke nå at få dem alle med sig på sin hastige afgang.

Hittitternes styrker var imidlertid i opløsning. Nogle af soldaterne var på flugt fra lejren, andre kørte formålsløst rundt i det støvede landskab uden at vide, hvor de skulle angribe nu. Samtidig var deres heste trætte efter den forcerede køretur hen over sletten og ind i lejren.

Prustende og stønnende tabte dyrene fart, mens Ramses og hans styrker halede ind på dem. Med deres lette og fleksible stridsvogne manøvrerede egypterne rundt imellem fjendens tungere køretøjer.

Desperat piskede hittitterne deres heste, mens de affyrede pile mod faraoens folk. De buer, egypterne brugte, kunne dog række meget længere, og Muwatallis soldater faldt én for én. Da flere stridsvogne kom til fra egypternes lejr, var dysten afgjort.

På slagmarken lå døde hittitter med pile eller spyd i brystet eller knust under væltede stridsvogne.

Egyptiske fodfolk vandrede rundt på slagmarken og dræbte de sårede og skar hænderne af de døde; hjemme i lejren viste de hænderne til faraoens skriver, som samvittighedsfuldt noterede antallet af hænder, den enkelte soldat hjembragte, så han kunne blive belønnet efter, hvor mange fjender han havde nedlagt.

Kongen måtte ofre sine krigere

Fra en høj tæt ved Kadesh så Muwatalli bestyrtet til, mens hans krigere blev dræbt og de fine stridsvogne smadret. Kongen forbandede, at hans soldater var kommet til at køre ind i egypterne før tid.

At Ramses' undertallige styrker nu var ved at have overtaget på slagmarken, var noget nær en katastrofe. Hvis ikke han fik Ramses' stridsvogne væk fra sine tropper, ville hans soldater blive udslettet.

Spørgsmålet var blot, hvordan han skulle kunne angribe – for de fleste af de hittitiske soldater befandt sig allerede ude på slagmarken.

I hast fik Muwatalli sammenkaldt sine nærmeste slægtninge og militære ledere. Prinser, hærførere og stammeledere fra hans allierede folk lod sig lydigt tromme sammen til en særstyrke, som øjeblikkeligt blev sendt mod faraos lejr i stridsvogne.

Med besvær rullede vognene over floden Orontes, som lå imellem de to fjendtlige styrker, og fortsatte i god fart over sletten.

Netop som de første stridsvogne rullede ind i egypternes lejr, ankom Ramses' reservestyrke – kaldet Ne'arin. Modsat de andre egyptiske styrker havde den taget kystvejen langs Middelhavet, slået en bue gennem landet og angreb nu fra nord.

En taknemmelig Ramses skulle senere mindes Ne'arins bedrifter på væggen i sit dødetempel:

“Ne'arin brød ind i sværmen af hittitter, da de trængte ind i faraos lejr, og hans majestæts tjenere dræbte dem”.

De, som ikke blev dræbt af Ne'arins salver af pile, flygtede mod floden. De færreste kom så langt, for på flugten mødte de Ramses og hans styrker. Rasende forfulgte faraoen sine fjender hele vejen tilbage til Orontes-floden, som var hittitternes eneste tilflugtssted.

Ramses henrettede kujonerne

Mange blev revet med af strømmen, fordi de ikke havde tid til at finde vadestedet, mens andre straks gik til bunds pga. deres tunge panser. De, som nåede over, styrtede i løb eller med heste i vild galop mod deres lejr.

De dødes klædedragt og udstyr afslørede, at Ramses ikke blot havde dræbt menige hittitiske soldater, men også gjort det af med nogle af fjendens mest fornemme og højtstående personer. I egypternes kvarter blev faraoen behørigt hyldet og ønsket til lykke med den fine sejr.

En tid lyttede Ramses i tavshed. Så brød han ud i et sandt raserianfald. Forbavset lyttede hans højeste officerer til en lang og voldsom tirade over de tropper, som var stukket af under det første møde med de hittitiske stridsvogne. “Rebeller”, buldrede Ramses.

Raseriet sluttede lige så hurtigt, som det var begyndt, og Ramses satte sig surmulende ind på sin gyldne trone. Her blev han siddende til langt ud på natten, mens han rugede over, hvad han opfattede som sine troppers fejhed.

Næste dag, udpegede Ramses de mænd, som var stukket af under sammenstødet med hittitternes stridsvogne. Han beordrede dem til at stille op uden for lejren, som skulle de i kamp.

Det videre forløb beskrev Ramses senere selv uden omsvøb og med morbid stolthed.

“Jeg, majestæten, satte min vilje igennem over for dem, og jeg dræbte dem uden ophold. De lå udstrakte foran mig i deres eget blod på ét og samme sted”.

Henrettelserne fandt sted på den åbne slette, så Muwatalli og hans folk kunne følge med fra det fjerne, og Ramses hævdede senere, at drabene fik hittitternes konge til at bede om en våbenhvile.

Men Muwatalli, der utvivlsomt syntes, at Ramses var en grusom hersker, havde andre grunde til at bede om fred. Han havde mistet sine mest betroede mænd og mange af sine dyrebare stridsvogne.

Desuden havde hittitterne nu Ramses, hvor de ville have ham; selvom egypterne havde gjort et voldsomt indhug i hittitternes styrke, havde faraoen også selv mistet så mange mænd, at han ikke kunne klare endnu et slag mod Muwatalli.

Og selv hvis det alligevel skulle lykkes at jage ærkefjendens tropper ud af Kadesh, ville egypterne hverken have kræfter eller mandskab nok til de videre erobringer, der kunne sikre Ramses et stabilt fodfæste i Syrien.

Slukørede måtte egypterne derfor sætte kursen mod syd.

Propaganda-sejr til Ramses

Med egypterne på vej mod syd fik hittitterne travlt med at generobre det tabte land og demonstrere deres styrke over for Ramses.

En tid forfulgte en styrke hittitter faraoens soldater og gennemførte nålestiksangreb. Forfølgelsen var så vellykket, at hittitterne endog besatte den egyptiske provins Upi.

Modstræbende måtte Ramses erkende, at han trods den knusende sejr over hittitternes stridsvogne ved Kadesh måtte opgive drømmen om at genvinde sine forfædres tabte land i Syrien. Propaganda-krigen vandt han derimod ubetinget.

I relieffer og i et skrift kaldet “Det Store Epos” gav Ramses sin version af historien. Ifølge den besejrede faraoen på det nærmeste hittitterne helt alene. Sejren beskrev han som knusende.

Helt så enkelt gik det dog ikke til. Historikerne er i dag enige om, at egypternes udgave af begivenhederne skal fortolkes varsomt – og at slaget i det store perspektiv må betragtes som uafgjort.

16 år efter kampene ved Kadesh indgik Ramses og hittitterne endeligt en fredstraktat – den første af sin art i historien. Som en del af forbrødringen giftede den nu midaldrende Ramses sig med en hittitisk prinsesse.

Aftalen førte til omkring 80 års fred og velstand, indtil de gode tider sluttede i 1190 f.Kr. Havfolkene og andre folkeslag kæmpede sig frem i Syrien og fortrængte hittitterne. Et nyt spil om verdens mest eftertragtede område kunne tage sin begyndelse.

De relieffer og historier, som Ramses efterlod sig, mindede dog for altid eftertiden om det drama, som en hittitisk fodfejl udløste ved Kadesh.