Nina R
Pyramider

Er nutidens egyptere efterkommere af pyramide-byggere?

I næsten 3.000 år regerede oldtidens egyptere over et af historiens mægtigste riger. Selvom Egypten blev angrebet gang på gang af fjender, kunne ingen slette faraoernes fodspor.

Persere, grækere, romere, arabere og tyrkere...

En lang række folkeslag har igennem flere tusinder af år invaderet Egypten, men trods den store indvandring lever arven fra oldtidens pyramide-byggere stadig i nutidens Egypten.

Det fremgår af et studie foretaget i 2017 af tyske forskere fra bl.a. universitetet i Tübingen.

Her sammenlignede de dna-prøver fra 100 nutidige egyptere med prøver fra 90 mumier, som havde levet fra ca. år 1.400 f.kr. til 400 e.Kr.

Analysen viste, at moderne egyptere genetisk minder meget om deres forfædre, men dog har de ca. otte procent mere dna fra Subsaharisk Afrika. Det kan ifølge forskerne skyldes, at rejser langs Nilen er blevet lettere med tiden.

Pyramider

Nutidens egyptere er direkte efterkommere af oldtidens folk, som byggede pyramiderne, viser dna-prøver.

© Nina R

Egypterne blandede sig ikke

Desuden viser undersøgelsen, at egypterne genetisk ikke rigtigt blandede sig med de invaderende folkeslag – hverken i oldtiden eller siden.

Selvom Egypten i 600-tallet blev invaderet af araberne og i dag fremstår som en arabisk nation, viser en anden dna-undersøgelse fra 2010, at kun 17 pct. af befolkningen rent faktisk har spor af arabisk dna.

Oldgammelt sprog bliver stadig brugt

Også kulturelt lever arven fra pyramide-byggerne videre i Egypten – især blandt det kristne mindretal, kopterne, som er blevet mindst påvirket udefra.

Fx foregår bønner, hymner og messer i de koptiske kirker på koptisk – et sprog, der er direkte efterkommer af de gamle egypteres dagligsprog.

Hvert forår holder egypterne desuden den nationale højtid Sham el-Nessim, der fejrer forårets komme – akkurat som deres forfædre har gjort det i over 4.500 år.