Farao var gudernes stedfortræder

Efter triumfen i Syrien vendte Ramses hjem til et sandt hyldestoptog fra selve Egyptens guder.

“Velkommen, vor elskede søn, kongen af Det Øvre og Det Nedre Egypten”, sagde de ifølge inskriptionerne i Karnaktemplet og fortsatte straks lovprisningerne af kongens storslåede sejr:

“Og de gav ham millioner af fester, for evigt på Ras trone, og alle egne og alle lande lå udstrakt i ydmyghed foran hans sandaler”.

Beretningen om Ramses 2.s bedrifter under slaget ved Kadesh i 1274 f.Kr. præger ikke kun templet i Karnak, men også flere andre af hans storslåede bygningsværker.

Faraoen var stolt af sin sejr og ivrig efter, at alle, som besøgte monumenterne, skulle kende enhver detalje om hans heltemodige bedrift. Faraoen fik sin vilje, for Ramses 2. huskes nu – takket være sejren ved Kadesh og det overdådige mindesmærke i Karnak – som en af Egyptens mægtigste og mest glorværdige faraoer.

Væggen var propaganda

Kun én ting ødelægger historien: Beretningen har ikke meget med sandheden at gøre. I virkeligheden klarede Ramses sig med nød og næppe gennem slaget ved Kadesh, som nærmest endte uafgjort.

Så snart parterne indså, at der ikke ville komme en egentlig afgørelse, udformede de en fredstraktat. Erklæringen var ikke det papir værd, som den var skrevet på. Mens Ramses skyndte sig hjem for at prale og sikre sit eftermæle, besatte hittitterne igen Kadesh.

Ramses var ikke den eneste farao, der omskrev begivenhederne og hylelde sig i myter, og gåderne, der omgiver de mægtige herskere, er mange.

Hvordan kunne faraoerne holde sig ved magten igennem 3.000 år i en næsten ubrudt kæde af herskere? Hvorfor kaldte de sig i det hele taget faraoer? Hvorfor bar de gedeskæg? Og kunne farao godt være kvinde og gå i kjole?

Svarene skal bogstaveligt findes i historien, for faraos udvikling fra almindelig konge til guddom skete gradvist gennem tusinder af år.

Faraoernes historie er lige så gammel som landet selv.

Egypten, der før havde bestået af en række små kongedømmer, blev omkring år 3150 f.Kr. samlet af Narmer, den stærke leder og krigsherre, som med militær magt holdt sammen på Øvre (det sydlige) og Nedre (det nordlige) Egypten. Narmer var ifølge historiebøgerne den første officielle farao.

Narmer var imidlertid, teknisk set, ikke farao. De første herskere over det samlede Egypten var nemlig blot kendt som konger.

Den egyptiske version af ordet farao – som er en græsk skrivemåde – kender arkæologerne fra indskrifter. Pero eller per-a-o – farao på egyptisk – skrives med hieroglyffer som en sammensætning af tegnet for “hus” og tegnet for “søjler”– et tegn, der her betyder “stort” eller “højt”.

Betegnelsen “Det Store Hus” betød i begyndelsen alene den kongelige residens. Først fra det 12. dynasti, 1985-1802 f.kr., blev betegnelsen farao synonym for herskeren og hans familie – fx i høflighedsfraser som “Det Store Hus, må det leve, nyde fremgang og et godt helbred”.

Og under det nye rige (ca. 1570-1069 f.Kr.) blev “farao” første gang brugt som ærestitel for herskeren som person. Før den tid blev monarkerne tiltalt med “Deres Majestæt” af hoffolk og udenlandske æresgæster.

Udenlandske herskere tiltalte kongen som deres ligemand og kaldte ham derfor “bror”. Begge tiltaleformer bestod fremover i den daglige omgang ved hoffet, men fra og med det nye rige skulle Egyptens hersker for altid være synonym med den storladne titel farao.

Riget overlevede i årtusinder

Egyptens konger og faraoer herskede over et samlet rige i mere end 3.000 år, en bemærkelsesværdig stabilitet i en tid, hvor riger kom og gik inden for århundreder. Selv det senere Romerrige formåede kun at overleve i små 1.000 år.

Det gamle Egypten er altså en af historiens mest udholdende og succesrige civilisationer, og i centrum for det hele stod en fanatisk tro på og støtte til rigets hersker: faraoen.

Forskerne mener, at egypternes blinde loyalitet bl.a. bunder i forestillingen om farao som forbindelsesled til guderne og opretholder af den kosmiske orden, maat. At tvivle på farao ville være fatalt.

Derfor var det en mindre genistreg, da farao Raneb (ca. 2887-2848 f.Kr.), som også er kendt som Nebre, knyttede solguden Re til sit navn og dermed forbandt sit styre med guderne.

Efter Raneb var Egyptens skiftende faraoer overbeviste om, at deres magt og succes som farao bundede i gudernes velvilje. Og velvilje fra de højere magter var altafgørende i oldtidens Egypten.

Kun ved at stå på god fod med guderne kunne egypterne beskytte sig mod dagligdagens mange farer: den ubarmhjertigt brændende ørkensol, fjender, der lurede i naborigerne, og svigtende regnfald, der kunne forhindre Nilen i at gå over sine bredder med svigtende høst, sult og død til følge.

Den almindelige egypter kunne ofre til guderne i templet og hjemme, men farao havde en særlig forpligtelse. Han alene kunne nemlig kommunikere direkte med guderne.

Til at hjælpe sig med de daglige rituelle pligter havde farao heldigvis en hær af velvillige præster, men ansvaret for, at ritualerne blev udført, og at alt gik rigtigt til, påhvilede farao.

Uden en farao på tronen kunne guderne hverken modtage mad og drikke eller den røgelse, som blev stillet frem til deres ære. At ofre til guderne var imidlertid ikke nok.

For at være sikker på, at Solen hver dag stod op i øst og gik ned i vest, at regnen faldt, og at forfædrenes sjæle fandt vej i efterlivet, måtte egypterne opretholde maat – en slags karma.

Hvad maat er, og hvordan fænomenet virkede, ved forskerne fra indskrifter og papyrustekster som fx den såkaldte Anis papyrus, et manuskript forfattet af skriveren Ani fra oldtidsbyen Theben omkring 1250 f.Kr.

Af manuskriptet fremgår, at den, som ønsker at opretholde maat, hverken må lyve, stjæle, skælde ud eller øve vold.

“Maat er godt, og dets værdi blivende. Den har ikke ændret sig siden skabelsens dag. Den, som forbryder sig mod den, derimod, bliver straffet”, lyder det i et skrift, som tilskrives farao Djedkare Isesis vesir (førsteminister) Ptahotep.

At tilsidesætte hensynet til maat ville i sin yderste konsekvens føre til det modsatte af maat, nemlig isfet – kaos, den tilstand, som egypterne frygtede allermest.

Stræben efter maat var så afgørende, at den til tider førte til krig, enten fordi fjender truede egypterne, eller fordi egypterne havde brug for ting, som andre riger og herskere rådede over, og som var nødvendige for at opretholde maat, fx guld og røgelse til guderne, som de kunne ofre i templerne.

Ramses, der som tilnavn tog “Den Sejrende Tyr, Opretholder af Maat”, kunne derfor roligt prale med sine bedrifter ved slaget ved Kadesh; for nok var vold forbudt, men en faraos stræben efter maat trumfede alt.

Farao bestemte selv sit udseende

Ramses 2. fremstår på de mange statuer, som han fik rejst af sig selv, høj og flot og med et smukt ansigt med regelmæssige træk.

Arkæologernes undersøgelse af Ramses’ mumie viser, at portrætterne ikke er ramt helt ved siden af. Den selvglade farao havde efter alt at dømme et kønt og kraftfuldt ansigt med høje kindben og fyldige læber.

Men Ramses er en undtagelse. For faraoernes faktiske udseende svarede som regel ikke til de kunstneriske fremstillinger.

Tutankhamons maske med det gudesmukke gyldne drengeansigt har givet anledning til mange forestillinger om kongen, der døde i 1323 f.Kr., blot omkring 18 år gammel.

En legende fortæller, at kongen kom ulykkeligt af dage, da han kørte galt med sin stridsvogn. Den romantiske forestilling fik ny næring, da egyptologer senere konstaterede, at kongens ene ben var brækket, kort tid før han døde.

Yderligere undersøgelser punkterede hurtigt myten og afslørede, at den utrolige Tut i virkeligheden var lidt af et skravl.

Gennem DNA-analyser konstaterede forskerne, at han led af malaria – og endda af den mest ondartede slags. Men selv den grumme sygdom var ikke Tuts værste lidelse.

Ved at gennemføre 2.000 scanninger af den døde konges mumie kunne forskere ved Imperial College London studere hele Tuts krop.

Scanningerne afslørede en vakkelvorn krop, som var blevet ødelagt af årelang indavl. Tuts tænder var skæve og fremstående, og hans hofter var brede som en kvindes.

Den voldsomme indavl havde også gjort Tuts fod så skæv, at den har været umulig at støtte på. At holde balancen på en stridsvogn ville være helt umuligt; tværtimod har kongen haltet rundt med en stok.

I dag ved vi, at Tuts forældre var bror og søster, og forskerne gætter på, at en hormonlidelse – forårsaget af forældrenes indavl – var årsag til Tutankhamons tidlige død.

Højden afslørede incest

Forskerne havde mistanke om incest og indavl længe før undersøgelsen af Tutankhamons mumie. Fra indskrifter ved arkæologerne, at ægteskaber mellem søskende eller mellem far og datter var almindelige.

De egyptiske myndigheder forbød længe DNA-prøver af kongelige mumier, så påstanden har i årevis været svær at bevise.

Forskere i Zürich i Schweiz har imidlertid fundet en måde, hvorpå de uden indgreb kan studere arvelighed på et stort antal mumier.

De har ganske enkelt målt højden på 259 mumier fra stort set alle perioder i Egyptens historie og derefter sammenlignet faraoernes gennemsnitlige højde med den gennemsnitlige højde på almindelige egyptere på samme tid.

Højde er nemlig stærkt afhængig af arv, og en ensartet højde inden for den samme gruppe – fx de kongelige – er derfor et stærkt indicium på, at indavl har fundet sted.

Resultatet fra Schweiz bekræfter forskernes antagelse: Højden varierer langt mindre hos de kongelige end hos befolkningen i almindelighed.

Gennemsnitshøjden hos den mandlige befolkning ligger imellem 161 cm i det nye rige (1550-1070 f.Kr.) og 169,6 cm i årene 2925-2575 f.Kr. For kvinder varierede højden mellem 155,6 cm i årene fra 712 til 332 f.Kr. og 159,5 cm i den tidlige dynastiske periode.

Den gennemsnitlige højde for faraoer afveg imidlertid sjældent fra normen. Hos mandlige medlemmer af kongefamilierne var højden som regel tæt på faraoernes gennemsnitshøjde på 165 cm, mens gennemsnittet for de kvindelige medlemmer lå på 156,7 cm.

Kong Amenhotep 1. (1526-1506 f.Kr.) udviste, ifølge forskerne, de tydeligste tegn på indavl. Han målte nemlig 165 cm – nøjagtigt det samme som gennemsnittet.

Forskerne tror, at den udbredte indavl skyldes, at faraoens forældre gennem generationer havde dyrket ægteskaber mellem søskende, og derfor er de ikke overraskede over, at indavlen blev særlig tydelig hos faraoerne Amenhotep og Tutankhamon.

Begge tilhørte nemlig det 18. dynasti, den tidsperiode, hvor faraoerne var mest magtfulde.

I forsøget på at styrke positionen som guddommelig leder blev det endnu vigtigere at holde det kongelige blod så rent som muligt.

Renheden kunne bedst sikres ved ægteskab mellem nære slægtninge. Især ægteskaber mellem søster og bror var populære. På denne måde efterlignede de kongelige nemlig guderne Isis og Osiris, søskendeparret, som ifølge myterne er faraoernes himmelske forældre.

Rent blod gik i arv

Historikere ved, at Tutankhamon fortsatte traditionen med indavl og giftede sig med sin halvsøster An-khe-sen-amon. En undersøgelse af to barnelig fundet i Tutankhamons gravkammer viser, at han og Ankhesenamon sammen fik to piger. Børnene var begge dødfødte.

Skikken med at gifte sig inden for familien fortsatte i øvrigt hos ptolemæerne, Egyptens græske herskere, som overtog magten efter Alexander den Stores erobring af landet i 332 f.Kr.

Forældrene til dronning Kleopatra – Egyptens sidste farao, som døde i år 30 f.Kr. – var formentlig søskende, mens dronningen efter tur giftede sig med to af sine brødre.

Da egypterne anså det for vigtigt at bevare det kongelige blod rent, gik faraoværdigheden som oftest i arv fra far til søn, og vigtigheden i hvervet viste sig gennem opdragelsen af den kommende tronarving, der allerede som barn blev oplært i, hvordan han bedst kunne varetage sine officielle og uofficielle pligter som hersker.

Indimellem gik der dog uorden i arvefølgen. De kongelige fik ikke altid drengebørn, og nogle gange døde faren, mens barnet var lille, og så måtte familiemedlemmer tage over.

Sådan gik det fx til, at kvinden Hatshepsut, en af Egyptens mest bemærkelsesværdige faraoer, kom på tronen. Hatshepsut blev født omkring 1508 f.Kr. som datter af farao Tuthmosis 1. og dronning Ahmose.

Som traditionen bød, blev pigen i en ung alder gift med sin halvbror. Hatshepsuts ægtemand var skrøbelig, formentlig fordi han led af spedalskhed, og kort tid efter brylluppet døde han.

Efter planen skulle sønnen Tuthmosis 3., som var født af en anden kone, overtage faraoværdigheden, men da Tuthmosis endnu kun var tre år gammel, blev Hatshepsut udpeget som medregent.

Da Tuthmosis 3. nærmede sig voksenalderen, nægtede Hatshepsut imidlertid at træde tilbage. Tværtimod fralagde hun sig lige så stille sine kvindelige titler, som hun havde fået i kraft af sin stilling som kongedatter, og kaldte sig i stedet farao.

Klædte sig ud med gedeskæg

Afbildninger af Hatshepsut viser faraoen klædt i mandetøj og med et falsk fipskæg. Nogle historikere vurderer, at den kvindelige farao klædte sig som mand for ikke at vække anstød. Andre antager, at Hatshepsut kun bar mandetøjet i begyndelsen, indtil folket havde vænnet sig til en kvinde på tronen.

Ingen af antagelserne er formentlig korrekte. Hatshepsut kunne ikke narre nogen med sit skæg. Alle vidste nemlig, at mandlige faraoer havde lige så lidt hår i ansigtet som Hatshepsut, for faraoer var altid glatbarberede.

Skægget på de kongelige hager på billeder og statuer er flettet af gedehår med indvævede guldtråde og symboliserer faraos status som guddom, en værdighed, som Hatshepsut med sit skæg tog til sig. Formentlig bar hun kun skægget ved religiøse ceremonier, ligesom Egyptens andre faraoer.

Da religion styrede alt, måtte også Hatshepsut understrege sin magtstilling med gudernes billigelse. Og den unge kvinde blev hurtigt ekspert i personlig branding.

Vi ved, at Hatshepsut frejdigt markedsførte sig selv som datter af selveste solguden, den vældige Amon. Og en legende, som blev populær på Hatshepsuts tid, fortæller, hvordan forplantningen mellem Amon og Hatshepsuts mor gik til.

“Amon tog skikkelse af den ædle farao Tuthmosis og fandt dronningen sovende i sit rum. Da den liflige duft, som strømmede fra ham, røbede hans nærvær, vågnede hun. Han gav hende sit hjerte og viste sig for hende i al sin guddommelige pragt. Da han nærmede sig dronningen, græd hun af glæde. Hun så hans styrke og skønhed, og han gav hende sin kærlighed”, lyder legenden.

Tilsyneladende har guden været så glad for sin nye datter, at han tog sig tid til at rose hende på inskriptioner rundt-omkring i riget.

“Min datters navn skal være Hatshepsut. Hun skal have kongemagt over hele Egypten”, udtaler guden Amon på et relief i Hatshepsuts gravtempel.

Efterhånden som magten blev sikret, begyndte Hatshepsut at være tryg ved sit køn. På senere afbildninger lægger hun ikke længere skjul på, at hun er kvinde.

Her er hun afbildet iført lang, tætsiddende kjole. Kun den tørklædeagtige hovedprydelse – kaldet nemes – som hører til faraos hverdagsdragt, afslører, at Hatshepsut er sit lands ypperste hersker. Den officielle propaganda nedtonede heller ikke længere hendes køn.

“At betragte hende var skønnere end noget andet. Hendes utrolige ynde og form var guddommelige”, lod farao sine folk skrive.

Kvindeguderne drog i krig

At Egypten fik en kvindelig farao, er ikke så chokerende, som det umiddelbart lyder, ved forskerne i dag.

Egypternes verdensbillede var afhængigt af både mandlige og kvindelige elementer, der komplementerede hinanden og blev holdt i balance af Maat, gudinden for den orden, som farao var ansvarlig for at opretholde.

Talrige gudinder spillede derfor kraftfulde roller i det egyptiske gudeunivers. Fx var Hathor gudinde for krig, og vendingen “farao rasede som Hathor” blev anerkendende sagt, når herskeren slog hårdt til imod fjenderne på slagmarken.

Også uden for faraos tempel spillede kvinder ledende roller. Selvom langt de fleste egyptiske kvinder passede hjemmet og børnene som husmødre, var det ikke ualmindeligt, at en kvinde arbejdede som administrator, bogholder, læge eller dommer.

Enkelte kvinder gjorde ligefrem tjeneste som vesir (førsteminister) eller som vicekonge. Kvinder var så fremtrædende i samfundet, at Herodot, den græske historieskriver, der besøgte Egypten omkring 450 f.Kr., sukkende konstaterede, at egypterne “har vendt op og ned på, hvad der for menneskeheden plejer at være almindelig skik og brug”.

Hatshepsut var da også langtfra den eneste kvindelige farao og heller ikke den første. Historikere mener, at der blandt Hatshepsuts forgængere fandtes mindst to betydningsfulde kvindelige faraoer: Khentkawes (ca. 2550-ca. 2510 f.Kr.) og Sobekneferu (ca. 1830-ca. 1785).

Udgravninger af Khentkawes’ gravkammer i 1933 afslørede en afbildning af Khentkawes siddende, iført falsk skæg, men iført kvindedragt, på en trone med scepter i hånden og bærende den kongelige uraeus, en hovedprydelse, der ligner en kobraslange klar til angreb.

En indskrift viser faraos titel. “Kongen af Øvre og Nedre Egypten. Moder af Det Øvre og Det Nedre Egypten”, forkynder hieroglyfferne i gravkammeret.

Nylige udgravninger i Khentkawes’ dødekammer har desuden afsløret et gravkompleks så stort, at kun landets hersker ville have haft midler til at opføre det. Gravtemplet er så stort, at nogle arkæologer omtaler det som Gizas fjerde pyramide.

Også Sobeknefru opførte flere bygningsværker, fx et stort tempelkompleks og en pyramide til sin far. Nogle forskere tror, at hun også byggede en pyramide til sig selv nær Dahshur. Hverken pyramiden eller graven er dog fundet.

De kvindelige faraoer er på mange måder blevet skrevet ud af historien. Selv Hatshepsut var i lang tid gemt og glemt.

Da hun døde i 1458 f.Kr., overtog stedsønnen Tuthmosis 3. herskerrollen, og nogle år senere slettede han – måske som tak for sidst – sin stedmors navn fra alle officielle monumenter og knuste mange af de statuer, som forestillede den kvindelige farao.

Først i 2007 fandt arkæologer Hatshepsuts mumie i Kongernes Dal. Tilfældigvis var arkæologerne i besiddelse af en tand, som de havde fundet i en æske med faraoens kartouche – et særligt tegn, hvor faraos navn er skrevet med hieroglyffer inden i et ovalt felt indrammet af en snor.

Ved hjælp af tanden kunne arkæologerne med røntgen- og DNA-analyser hurtigt identificere liget som Hatshepsut.

Undersøgelsen viste, at hun var omkring 50, da hun døde, at hun var ved at blive skaldet, og at hun led af diabetes, gigt og knoglekræft. Formentlig slog kræften den kvindelige farao ihjel, og forskerne mener endog, at de nu ved, hvorfor Hatshepsut blev syg.

En flaske på det egyptiske museum i Bonn bærer en indskrift, der fortæller, at den har tilhørt Hatshepsut. Forskerne troede længe, at den indeholdt parfume, men en scanning viser, at den substans, som gemmer sig i bunden af flasken, er for tyk og klæbrig til at være parfume.

Krukken indeholder i stedet en creme med et højt indhold af muskatolie og palmeolie samt rester af tjære af den slags, som også findes i cigaretter.

Flere medlemmer af Hatshepsuts familie led af en form for eksem, og forskerne tror, at faraoen har behandlet sin hud med denne creme, og at tjærens kræftfremkaldende stoffer til sidst slog hende ihjel.

Halvguden løb tør for penge

Under Hatshepsut blomstrede Egypten. Samme positive opsving skete under den pralagtige Ramses 2. Arkæologer og historikere ved nu, at faraos sejr over hittitterne var tvivlsom. Udgravninger af templet i Karnak viser desuden, at Ramses ikke alene pralede, men også var lidt af en bedrager.

Arkæologiske undersøgelser viser nemlig, at Ramses fik sine bygmestre til at ændre på krigsscenerne i det tempel, som faren Seti havde begyndt, så det så ud, som om Ramses selv deltog i begivenheder, han aldrig havde været i nærheden af.

Propagandaen virkede imidlertid, og Ramses var formentlig stærkere og mere populær end nogen anden farao før eller siden. Han formåede endog – ved at bygge templer og give præsteskabet penge – at placere sig selv i centrum for kultdyrkelse i hele landet.

Omkring 100 år senere begyndte det at gå hastigt ned ad bakke for faraoværdigheden. Med Ramses 3. blev faraoernes magt gradvist formindsket. På den tid ramte katastrofen, da de såkaldte havfolk angreb landet.

Egypterne sejrede, men omkostningerne var store, både i menneskeliv og i penge. Egyptens rigdom svandt ind. Ramses kunne ikke betale sine arbejdere, der måtte undvære de daglige rationer.

De dårlige forhold samt afsløringer af korruption fik arbejderne på byggepladsen i Deir al-Medina, et kompleks af kongegrave, til at strejke.

Mange jævne egyptere tvivlede nu på faraos evne til at sikre maat, og i 1186 f.Kr. skete det uundgåelige – det nye rige gik under. En turbulent tid fulgte, og i 525 f.Kr. blev egypterne besejret af perserne.

Faraos prestige og anseelse svandt ind, en tendens, der blev forstærket af Alexander den Stores erobring i 331 f.Kr. Selvom herskerne beholdt titlen, var faraoembedet en skygge af sig selv.

I 30 f.Kr. var det hele forbi. Kleopatra, den sidste farao, blev nedkæmpet af romerne og herskerrollen blev overtaget af den romerske kejser. Faraotitlen – engang betegnelsen for verdens mægtigste embede – blev forvist til historiebøgerne.