Fem og en halv sække korn! Sådan lød kravet fra den rasende gruppe håndværkere, der i 1170 f.Kr. opsøgte faraoens øverste embedsmand, vesiren, for at kræve deres ret.
Kornet udgjorde den aftalte løn for arbejdet med at anlægge Ramses 3.s gravmæle i Kongernes Dal. Men i tre uger var lønnen udeblevet – og nu kunne det være nok.
Arbejdet ville først blive genoptaget, når kornet var uddelt, meddelte håndværkerne.
For vesiren var situationen prekær – forsinkelser i Kongernes Dal kunne betyde, at den underjordiske grav, der skulle hugges ind i klippen, ikke blev klar i tide til at modtage faraoen, når han døde.
Dermed blev Ramses' rejse til dødsriget bragt i fare – og således hans liv i det hinsides. Vesiren lovede at finde en løsning i en fart.
Sandhedens tjenere
Strejken i Kongernes Dal for 3.100 år siden er den første arbejdskamp, historikerne kender til. Den er beskrevet i papyrustekster, som samtidige skrivere har udfærdiget om livet på den mægtige byggeplads i Egyptens ørken.
Landsbyen, som husede arbejderne og deres familier, hed Set Maat og fik senere navnet Deir el-Medina. Den lå på Nilens vestlige bred, ikke langt fra oldtidens by Theben og i behagelig gåafstand til Kongernes Dal.
Set Maat kan oversættes til “Sandhedens Sted”, og her levede håndværkere, kaldt “sandhedens tjenere”, med deres familier.
I fritiden lavede håndværkerne tegninger, der gjorde grin med systemet. De vendte rollerne på hovedet og lod katten tjene musen.
Det lille samfund bestod af godt 70 huse, som lå side om side på et område, der svarer til seks moderne parcelhusgrunde. De var opført i mursten, klinet med ler, malet hvide, delt op i tre rum og havde et køkken med en sval kælder og en trappe op til taget, hvor beboerne sov i de varmeste måneder.
Beliggenheden var ikke den bedste; de omkransende bjerge skærmede for den forfriskende brise nordfra og gjorde landsbyen til en steghed gryde.
For at skærme for den nådesløse sol havde indbyggerne spændt sejl ud over hovedgaden. Trods heden var livet i byen eftertragtet. Håndværkerarbejdet var et ærefuldt hverv, og lønnen var god.
De statsansatte arbejdere kunne derfor betragtes som en del af landets middelklasse: De havde egne huse og gravpladser og tjente tre gange så meget som en landarbejder.
Tømmermænd udløste fridag
Herskerens administrator, vesiren, inddelte arbejderne i en højreside og en venstreside. De arbejdede enten i skiftehold eller på hver side af et bygge-projekt.
Hvert holdt blev ledet af en formand og havde en skriver tilknyttet. Skriveren noterede omhyggeligt alt ned på papyrus – fra fremmøde til fridage.
Normalt skulle en håndværker møde på arbejde otte dage i træk. Han overnattede ofte på byggepladsen, hvorefter han kunne tage to dage hjem til familien i landsbyen.
Men var han uheldig at blive bidt af en skorpion eller få sig en sygdom, kunne han blive hjemme uden at blive trukket i løn. Bryllupper og begravelser udløste også en fridag.
Ifølge skrivernes dokumenter kunne skærmydsler med hustruen, ølbrygning eller tømmermænd også bruges som undskyldning for ikke at møde op.
Fridagene gik typisk med at arbejde på familiens egne gravsteder tæt ved landsbyen. Andre gange tjente håndværkerne ekstra ved at arbejde privat for deres overordnede, som måske skulle have hjælp med deres egen gravmonumenter.
For at sikre kommende generationer sørgede fagfolkene for at oplære sønnerne i deres håndværk, men selv ikke flere års læretid garanterede en ansættelse som sandhedens tjener.
Når en stilling endelig blev ledig, var konkurrencen hård, og tit måtte de vragede drage bort til andre egne for at søge arbejde. Hvis altså ikke de havde et familiemedlem, som kunne bestikke formanden til at ansætte dem.
Månedslønnen kunne brødføde en familie på 10 og gav også et overskud, der kunne byttes væk mod tjenester eller varer til husholdningen.
Visse håndværkere ejede deres eget kostbare værktøj i bronze samt kvæg og æsler, hvilket beviser, at de var forholdsvis velstående.
Gratis slaver var et frynsegode
Men i løbet af farao Ramses 3.s regeringstid – fra ca. 1186-1155 f.Kr. – svandt det pludselig i lønningsposerne. Håndværkernes position som mætte middelklassefolk var truet.
En papyrusrulle af skriveren Amen-nakhte fortæller om de svigtende forsyninger til Set Maat, men forklarer ikke årsagen klart.
Historikere peger på, at de statslige kornkamre stod tomme, fordi faraoen havde sat for mange byggerier i gang og samtidig brugte ressourcer på at føre krig mod nabolandene.
En anden forklaring lyder, at korrupte embedsmænd slæbte lidt for mange sække korn med hjem til deres egne familier.
Papyrusruller fortæller fx om en embedsmand under Ramses 3., som snød på vægten, når han vejede emmer og byg af til lønninger. I stedet for 40 af målenheden hin, der svarer til omkring en halv liter, øsede embedsmanden 38 hin i sækkene, og lod de sidste to forsvinde i eget kornkammer. Uden at vide det gik arbejderne fem pct. ned i løn.
Uanset årsagen spredte vreden sig blandt de sultne arbejdere, og en vinterdag i 1158 f.Kr. havde de fået nok.
Stenhuggere, murere og malere smed rasende deres værktøjer og samlede sig i protest.
I flok marcherede de mod templet for den afdøde farao Thutmosis 3., hvor de klagede højlydt til de vagter, som bevogtede faraoens pompøse palads og dets mange rigdomme.
“Vi er sultne!” gjaldede de og busede videre ind i det indre tempel, hvor de ellers var forment adgang – men intet var for helligt mod deres slunkne maver.
Demonstrationen nyttede i første omgang ingenting, og allerede næste dag stod de vrede arbejdere foran de hellige haller igen.
Denne gang var de troppet op foran templet for den regerende farao, Ramses 3. En af skriverne, Penta-weret, kom ilende med mad til håndværkerne, men de lod sig ikke formilde, og da mørket lagde sig over ørkensandet, fortsatte de ufortrødent aktionen.
“Vi er her, fordi vi er sultne og tørstige. Vi har hverken fået klæder eller mad. Send besked til faraoen, vores gode herre, til vesiren og andre overordnede om, at vi har brug for mad!” lød budskabet fra demonstranterne, som bar fakler under deres natlige protester.
Inde bag tempelmurene besluttede embedsmændene, at de var nødt til at gå til Thebens borgmester for at få forsyninger fra faraoens kornkammer til at komme.
Kort efter fik håndværkerne til deres glæde en kornration, som dækkede den første vintermåned. Men det var kun en midlertidig løsning.
Da maden slap op, stod de endnu en gang foran templet, og sådan fortsatte strejkerne vinteren igennem med sid ned-demonstrationer, fakkeltog og trusler om at plyndre gravkamrene.
Omsider så vesiren sig nødsaget til selv at drage nordpå efter forsyninger. Men da han vendte tilbage, måtte han tilstå, at de statslige kornreserver var drænet.
“Det er ikke med min gode vilje, at jeg ikke giver jer noget, men der er intet tilbage i lagrene”, lød det fra vesiren.
Truede demonstranter med retssag
Månederne gik i Set Maat, og da sommeren gjorde landsbyen til en glohed gryde, plagede sulten stadig arbejder-familierne. Håndværkerne gik derfor på barrikaderne igen.
Skriveren Amen-nakhte kom selv demonstranterne i møde og lovede dem to sække emmer hver. Men hvorfor stille sig tilfreds med to, når overenskomsten lød på 5,5 sække korn om måneden?
Formanden Khonsu opfordrede sine mænd til at fortsætte mod magtens tinde: Vesiren skulle have klar besked.
Trods sin sympati for håndværkerne satte skriveren Amen-nahkte hælene i.
“Jeg har lige givet jer en ration. Hvis I fortsætter, skal jeg sørge for, at I kommer for en domstol”, truede han.
Trusler eller ej. 11 dage senere strøg håndværkerne endnu en gang forbi templernes vagposter. Slagord steg op fra skaren og nåede nu selveste byen Thebens borgmester.
Han må have indset, at intet andet end mad kunne stoppe protesterne, og skaffede derfor 50 sække emmer. Det lukkede munden på demonstranterne – for en kort stund.
Håndværkerne plyndrede grave
For selv om arbejderne i Kongernes Dal blev mætte den sommerdag, så skabte strejker fortsat splid mellem faraoer og arbejdere i de kommende mange årtier.
Kornhøsten fejlede gang på gang, sulten herskede, og arbejde var der også mindre af. Farao Ramses 3.s efterfølger, Ramses 4., udvidede ganske vist arbejdsstyrken til 120 håndværkere, men mindre end et årti senere måtte Ramses 6. gennemføre drastiske nedskæringer.
Halvdelen af arbejderne blev degraderet til slaver eller sendt bort fra landsbyen med deres familier.
Siden 1500 f.Kr. havde sandhedens vellønnede tjenere knoklet på mausoleer i Kongernes Dal, men nu var det søde arbejderlivs dage talte.
I desperation plyndrede indbyggerne de gravkamre, som deres forgængere havde skabt i klippesten og malet med farverige dekorationer.
Andre af Set Maats indbyggere blev drevet på flugt af nabolandets libyske nomadestammer, der også ville have del i faraoernes gravskatte.
Byen forfaldt snart, og først 3.000 år senere fandt arkæologer en mængde begravede papyrusruller i ruinerne. Rullerne skulle vise sig at fortælle historien om verdens første strejke.