Faraoens harem stod bag vildt oprør
Mens Ramses 3. intetanende nød sin tilværelse i Thebes' pragtfulde konge-palads, planlagde hans haremskvinder at dræbe ham og udpege en ny konge. I to dage bølgede kampen om magten i Egypten.
Ramses 3.s nærmeste familie planlagde at dræbe ham og tage magten i Egypten.
Der er tændt bål uden for retsbygningen i Thebes. Flammerne slikker grådigt op ad siderne på den store skålformede jernbeholder, der fungerer som en gigantisk ovn.
Indenfor står seks mænd anklaget for at have forsøgt at myrde faraoen og tage magten i landet. Før retssagen er de blevet tævet grundigt for at sikre deres fulde tilståelser og få dem til at opgive navne på alle med kendskab til kupforsøget.
Så listen over kupmagere er vokset hurtigt, og de seks er blot de første ud af 33 anklagede, som tæller både en dronning og en kongesøn. Også flere haremskvinder dømmes i sagen.
Mændene kendes skyldige i at have gjort oprør mod deres konge, og straffen eksekveres øjeblikkeligt. For øjnene af deres koner og børn samt nysgerrige borgere, der er kommet for at nyde den makabre underholdning, føres de ud til jernbeholderen og kastes i det brølende inferno.
Ramses omtales som “den store gud” i papyrussen, hvilket betyder, at han var død ved retssagens begyndelse. Her ses Ramses 3. (th.) og de tre egyptiske guder fra Memphis.
Dokumenter på 3000 år
Kupmagernes skæbne kender egyptologerne fra en næsten 3000 år gammel papyrus med retsdokumenter.
Papyrusrullen var svært beskadiget, og både ord og hele tekstpassager manglede. Alligevel lykkedes det egyptologerne at afliste retsdokumenterne oplysninger om en hofintrige fuld af kvindelist, magtbegær og død.
Ramses 3. havde hersket i 32 år, da hans nærmeste gik imod ham. Sagen var særdeles delikat, fordi kupplanerne blev udklækket i Ramses' harem.
Kun én haremskvinde nævnes ved navn i papyrussen: Teya, en af Ramses' hustruer. Hendes mål var at sætte faraoen ud af spillet, fjerne kronprinsen og indsætte sin egen søn på tronen.
Dronningen kaldte til angreb
Teya vagte sine medsammensvorne med omhu. En højtstående royal tjener, Paibakamana, blev Teyas nærmeste allierede. Haremmet var kongens private ejendom, og kun ganske få betroede medarbejdere havde tilladelse til at færdes i gemakkerne.
Men med hjælp fra faraoens skatmester var det lykkedes Paibakamana at skaffe sig adgang, så han kunne fungere som sendebud for Teya og de andre haremskvinder. Gennem ham sendte Teya haremskvindernes familier og venner beskeden:
“Sæt folket i bevægelse, anspor fjenderne til at begå fjendtligheder mod deres herre!” På den måde lykkedes det Teya at få både embedsmænd og generaler over på sin side.
Kupmagerne vidste, at Ramses ikke var noget let offer. Ikke kun soldater og livvagter, men også guderne vogtede over ham. Derfor allierede de sig med kongens livlæge Ivroy, som også havde ansvaret for at beskytte Ramses mod sort magi, samt den royale magiker Prekamenef.
Disse to havde adgang til de hemmeligste og mest magtfulde bøger om magi og fik ansvaret for at bryde kongens guddommelige usårlighed ved hjælp af voksfigurer og anden trolddomskraft.
Meget tyder på, at kupmagerne også konsulterede en astrologisk kalender, der pegede på 2. april som en særlig gunstig dato til at få succes med deres forehavender. Denne dato lå midt i den årlige fejring af Ramses' kroning. Så mens resten af Thebes havde travlt med at forberede festen, allierede kupmagerne sig med både astrologi og magi.
Kuppet manglede opbakning
Angrebet mod kongens palads kom fra flere sider. To hærførere rykkede frem mod paladset med deres soldater. Også kongens egne bygningsarbejdere fra den nærliggende by Deir el Medina havde meldt sig under oprørsfanerne og var på vej over murene til kongens residens.
Hvor længe angrebet stod på, fortæller papyrussen ikke. En arbejdsleder skrev i sin dagbog, at arbejdet med byggeriet blev nedlagt i et par dage pga. et oprør mod kongen.
Men om det betyder, at kampen om magten i Egypten stod på så længe, ved forskerne ikke. Sikkert er det, at kupmagerne ikke nåede langt og formentlig ikke fik den opbakning, de havde regnet med.
Alle kupmagerne blev fanget, på nær en enkelt staldmester, der undslap i tide og undgik den samme grumme skæbne som sine medsammensvorne.
Ramses døde før retssagen
Af papyrussen fremgår det, at kongen var i live efter kuppet og selv udpegede retssagens 14 dommere. Men under retssagen omtales han som “den store gud”, hvilket betyder, at han på dette tidspunkt var afgået ved døden. Om det lykkedes kupmagerne at påføre Ramses skader, som han senere døde af, eller om hans død skyldtes alderdom eller sygdom, fremgår ikke.
Troen på magi var stærk, og de gamle egyptere mente, at en magtfuld troldmand blot behøvede at pege på sit offer for at ombringe det. Så det er muligt, at bevidstheden om, at hans magiker havde “peget” på ham, har været nok til at give faraoen dødsstødet.
En del af retssagerne foregik bag lukkede døre, sandsynligvis fordi vidneudsagn fra personer tæt på faraoen og af en så delikat karakter ikke skulle slippe ud til offentligheden. Af de 33 anklagede blev ti dømt til selvmord, 17 til henrettelse og fire til skamfering.
En slap med en reprimande. Dronning Teyas skæbne fremgår ikke af papyrussen, ligesom den heller ikke fortæller, hvordan haremskvinderne blev straffet. Men de slap næppe med livet i behold.
En mumie med et forpint ansigtsudtryk og munden åben i et evigt skrig er muligvis den dødsdømte prins Pentaware.
Statskuppet skulle redde riget
Ramses og Teyas søn blev dømt til døden for sit kendskab til kuppet. Men han var en af de privilegerede, der fik lov til at tage sit eget liv i stedet for at blive brændt til aske, hvilket var en dobbelt straf.
De gamle egyptere troede, at den præserverede krop var en forudsætning for et efterliv, og var derfor særdeles omhyggelige med balsamerningen af afdøde. Men når en forbryder blev brændt, blev også efterlivet taget fra ham, og pinen fra bålets flammer ville fortsætte i det uendelige.
Et af de spørgsmål, papyrussen ikke besvarer, er, hvorfor disse privilegerede mennesker satte livet på spil for at vælte faraoen. Vidneudsagn fra de anklagede er ikke bevaret for eftertiden. En mulig forklaring på kupforsøget er, at perioden under Ramses 3. var præget af stor uro.
Egypten oplevede en storhedstid under den legendariske farao Ramses 2. Men hans efterfølgere var ikke videre kompetente, og da Ramses overtog tronen, var riget præget af interne magtkampe og krige mod fjendtlige hære, der ønskede at få del i Egyptens frodige land.
Også interne problemer med manglende lønudbetalinger og sult skabte ustabilitet i riget. Alt imens fortæller senere beretninger om Ramses 3., at han havde mere travlt med at tælle sine guldtallerkener end med at få styr på problemerne.
En anden teori er, at prins Pentaware var den retmæssige tronfølger, men at det var lykkedes Ramses' anden dronning, Ese, at få sin egen søn ind i arvefølgen foran Pentaware og de andre brødre. Dette ville utvivlsomt have vakt dronning Teyas vrede og kan også have skabt forargelse blandt landets højtstående embedsmænd.
Skamferede dommere
Ramses' valg af dommere viste sig at være en smule forhastet. Mens efterforskningen stod på, var det lykkedes haremskvinderne at få kontakt til nogle af dem, og deres forføriske evner var åbenbart umulige at modstå.
Men dommerne blev taget på fersk gerning og straffet på behørig vis. En slap med en reprimande, mens de fire andre fik skåret ører og næse af.
En behandling, der betød, at de måtte tilbringe resten af deres liv på bunden af det egyptiske samfund.
Ramses 4. overtog tronen, men nåede kun at være farao i seks år, før han døde og overlod pladsen til sin søn.