Faraos håndværkere havde overenskomst: Fast arbejde i de dødes dal

Otte timers arbejdsdag

Arbejdsholdet, der anlagde faraonernes grave, bestod af 40-60 mand. De var delt i to grupper, der arbejdede på hver sin side i graven. I spidsen­ for hver gruppe stod en formand, kaldet kaptajnen. Sammen med skriveren dannede de to formænd gravarbejdets øverste ledelse.­ De refererede direkte til faraos højre hånd, vesiren, der jævnligt besøgte Kongernes Dal for at bese byggeriet.

Øverst i håndværkernes hierarki stod tegnerne, som formgav gravens udsmykning – religiøse scener og tekster, der skulle hjælpe den afdøde farao ind i dødsriget.

Lige under stod billedhuggerne, der omsatte tegningerne­ til relieffer, og malerne, der farvelagde reliefferne.

Mændene, der hug­gede selve graven­ ud i klippen, skaffede det udhuggede materiale bort og glattede­ væggene, rangerede lavest.

Mange fridage

I løbet af ugen, der i det gamle Egypten var på i alt ti dage, boede håndværkerne i en lejr op ad Kongernes Dal. På den måde havde de ikke langt at gå, når de skulle på job. Håndværkerne arbejdede i ni dage og holdt fri den tiende. Fridagen blev tilbragt hjemme i landsbyen sammen med familien.

Fødselsdage, religiøse festdage og andre mærkedage udløste ekstra fridage, og der er ingen grund til at tro, at mandskabet var særlig overanstrengt. Arbejdsdagene var sjældent mere end otte timer, og skrivernes optegnelser over håndværkernes fremmøde viser, at de sjældent mødte fuldtallige op.

Fraværet havde mange årsager; sygdomme kunne gøre dem uarbejdsdygtige i kortere eller længere tid. En af håndværkerne havde tilmed en slags medicinsk tillægsuddannelse og kunne pleje patienterne. Men sygdom var langtfra den eneste undskyldning for at blive væk. En af de gængse grunde til fravær var øl.

Brygningen af øl var mere end blot til fornøjelse – det var et vigtigt næringsmiddel.­ Det tyktflydende bryg, lavet af byg og honning, medførte desværre også drukken­skab, som gjorde håndværkerne uarbejdsdygtige.

Blandt de andre undskyldninger var reparation af håndværkernes egne boliger, og et enkelt dokument viser, at en håndværker holdt sig hjemme i flere dage, fordi hans kone barslede.

Fridagene blev ikke nødvendigvis tilbragt med familien.­ Byggeriet af håndværkernes egne grave lagde også beslag på en del fritid.

Til daglig var hånd­værkerne beskæf­tiget med at hjælpe farao til et evigt liv i dødsriget, i deres fritid ville de gerne nå at sikre sig selv.

Faraos håndværkere boede i rækkehus

Tre værelser med køkken og tagterrasse stod til rådighed for familierne i landsbyen Deir el-Medina. De fleste af ugens 10 dage tilbragte håndværkerne i en lejr ved Kongernes Dal, mens familierne
blev i landsbyen. Håndværkerne oplærte deres sønner, arbejdet med kongegravene gik i arv.

Tyverier for retten

Var der optræk til en juridisk strid, måtte alt andet hvile i landsbyen, for intet kunne få indbyggere af huse som et opgør ved landsbyens retsinstans, kaldet “Kenbet”.

Kenbet var sammensat af nogle af landsbyens mest respekterede mænd samt udefrakommende embedsmænd, fx vesirens skriver eller politimesteren. Mange retssager drejede sig om udebleven betaling for varer eller tjenesteydelser; og kom en sag for retten, kunne den trække ud i årevis.

Omhandlede retssagen ejerskab af en grav eller et hus, var det almindeligt at bringe sagen for oraklet­, en statue af den guddommelig­gjorte farao Amen­­hotep­1. Oraklet kun­ne –­ med hjælp fra en præst – “svare” ja eller nej på spørgsmål­.

Hvis beboerne stjal fra hinanden, havde Kenbet mulighed for at mægle eller dømme, men en simpel sag om tyveri kunne hurtigt udvikle sig så alvorligt, at den måtte overgives til staten. Kenbet havde fx ingen kompetence til at tage sig af sager om tyveri fra templerne. Sådanne sager blev betragtet med stor alvor og måtte oftest vente, til vesiren aflagde et besøg i landsbyen.

Gennem de fundne dokumenter har egyptologerne bl.a. fået kendskab til en speget sag om en kvinde, der stod anklaget for at stjæle fra sin nabo. Umiddelbart så det ud som en nem sag­ for Kenbet, men en efterfølgende­ ransagning af kvindens hus afslørede, at hun også havde stjålet fra templet.

Dødsstraf for gravrøveri

Desværre ved vi ikke, hvordan sagen mod kvinden endte, men fra en lignende sag om tyveri fra et tempel er det kendt, at den anklagede “blev bragt til flodbredden” af vesirens skriver.

At blive bragt til flod­bredden betød som regel afhøring – muligvis under tortur – og efterfølgende straf. Mindre forseelser blev straffet med stokke­slag eller straf­arbejde, mens gravrøveri medførte døden.

Man skulle tro, at håndværkerne fra Kongernes Dal med deres indgående kendskab til gravene næsten var­ selvskrevne som gravrøvere, men det var snarere undtagelsen. De store og systematiske­ røverier blev begået i slutningen af perioden Nye Rige, hovedsageligt af kriminelle fra østbredden.

Lønnen udbetalt i korn

Håndværkerne blev generelt betalt godt for deres arbejde. Lønnen bestod fortrinsvis af korn, som blev udbetalt en gang om måneden. Kornet blev brugt til fremstilling af brød og øl, men også til at handle med.

En almindelig håndværker fik ca. fem sække korn om måneden, mens de, der var højere i hierarkiet, fik mere. En sæk indeholdt ca. 75 kg. Det korn, som ikke blev anvendt i hushold­ningen, kunne landsbyboerne­ bruge til at købe varer og tjenesteydelser. På den måde købte de sig bl.a. til hjælp til at lave deres egne grave.

Eftersom landsbyen lå i et afsides og et meget ufrugtbart område, skulle stort set alt bringes til udefra. Dagligt slæbte vandbærere omkring 100 liter vand frem til hver husholdning. Vandbærerne rangerede meget lavt i samfundet og boede end ikke i landsbyen. Desuden blev der leveret fisk, grønsager, mælk, olie, fedt, brændsel, keramikvarer og klæder til indbyggerne. Ved særlige lejligheder og på festdage fik indbyggerne bragt kød, vin og kager fra staten.

Håndværkere i strejke

Indbyggerne havde også mulighed for at aflevere snavset tøj på “vaskeri” ved floden, for det var langt lettere at bære tøjet ned end at slæbe det nødvendige vaskevand op til landsbyen.

Hvis noget kunne hidse håndværkerne op, var det, hvis lønnen udeblev. En af de mest kendte tekster fra landsbyen er den såkaldte “Strejkepapyrus”. Skriftet fortæller om de arbejdsnedlæggelser, der fandt sted på Ramses 3.s tid (1194-1163 f. Kr.).

På dette tidspunkt var Egypten plaget af økonomiske og politiske problemer, og staten havde vanskeligheder med at udbetale lønninger.

Skriveren Neferhotep fra landsbyen underrettede tidligt vesiren om de problemer, der var ved at opstå. For at gøre budskabet helt tydeligt overdrev Neferhotep voldsomt: I sit brev til vesiren hævdede­ han, at mandskabet var døende, og at der ikke blev gjort foranstaltninger for at sikre deres løn­udbetalinger.

På trods af den dramatiske klagesang tyder intet på, at der blev gjort noget, og få måneder efter var mandskabets tålmodighed brugt op.

Håndværkerne begyndte at demonstrere. De marcherede til dødetemplerne ved Nilens vestbred. Her satte de sig ned og nægtede at flytte sig, før de de fik deres kornrationer. Dødetemplerne fungerede også som kornkamre og var derfor et godt sted for en sitdown-strejke.

To dage efter konfliktens start mødte den stedlige politimester, Mentmose, op ved templerne. Han lovede at hjælpe håndværkerne, bl.a. ville han prøve at få områdets borgmester i tale.

Næste dag holdt Mentmose en peptalk for håndværkerne og lovede at følges med dem på dagens protestmarch til faraoen Seti 1.s tempel. Nogle dage efter – ser det ud til – gav strejken endelig resultat. Kornrationerne blev udleveret, og for en stund faldt de ophidsede håndværkere til ro.

Men freden på det egyptiske arbejdsmarked varede­ ikke længe, kort efter demonstrerede håndværkerne­ igen. Denne gang var det ikke på grund af manglende korn­rationer, men fordi situationen i Egypten generelt var ved at være uholdbar. Der var en reel mangel på korn i landet på denne tid, og håndværkerne kunne forudse, at det blot var et spørgsmål om tid, før de igen stod uden
betaling. Strejkerne fortsatte derfor også under de følgende­ faraoner.

Røverne hærger

Tiden efter Ramses 3. var i det hele taget præget af uroligheder, og gentagne gange blev landsbyen overfaldet af bl.a. de libyske nomader. De svage konger, der fulgte efter Ramses 3., formåede ikke længere at holde sammen på det egyptiske rige.

På grund af sin isolerede­ beliggenhed vest for Nilen langt fra de beboede områder­ var landsbyen ikke længere et sikkert sted at bo. Røverbander hærgede, og mange håndværkere valgte derfor at flytte væk med deres familier, nogle af dem bosatte sig i Medinet Habu, Ramses 3.s store dødetempel nogle kilometer fra landsbyen.

Templet var forsynet med tykke ydermure og var dermed et sikkert sted at opholde sig. Udflytningen skete formentlig i begyndelsen af Ramses 11.s regeringstid (1100-1070 f. Kr.). Han var den sidste farao, der fik anlagt en grav i Kongernes Dal, og hans død var ensbetydende med Nye Riges endeligt.

Allerede inden un­der­gangen var næsten alle kongelige grave i dalen blevet plyndret, og for at beskytte de døde kongers mumier samlede man dem sammen og begravede dem på ny for at skjule dem og skåne dem for flere plyndringer.

Det lykkedes præsterne og de resterende håndværkere at skjule næsten 40 mumier af konger, ypperstepræster og deres familier så godt, at de ikke blev fundet igen før 1880’erne.

I årene 1922 til 1951 fandt den franske arkæolog Bernard Bruyére i tusindvis af potteskår og kalkstens­flager, der beskriver­ indbyggernes­ dagligdag. Endnu i dag venter store dele af materialet på en nærmere granskning.