Dødsstraf for gravrøveri
Desværre ved vi ikke, hvordan sagen mod kvinden endte, men fra en lignende sag om tyveri fra et tempel er det kendt, at den anklagede “blev bragt til flodbredden” af vesirens skriver.
At blive bragt til flodbredden betød som regel afhøring – muligvis under tortur – og efterfølgende straf. Mindre forseelser blev straffet med stokkeslag eller strafarbejde, mens gravrøveri medførte døden.
Man skulle tro, at håndværkerne fra Kongernes Dal med deres indgående kendskab til gravene næsten var selvskrevne som gravrøvere, men det var snarere undtagelsen. De store og systematiske røverier blev begået i slutningen af perioden Nye Rige, hovedsageligt af kriminelle fra østbredden.
Lønnen udbetalt i korn
Håndværkerne blev generelt betalt godt for deres arbejde. Lønnen bestod fortrinsvis af korn, som blev udbetalt en gang om måneden. Kornet blev brugt til fremstilling af brød og øl, men også til at handle med.
En almindelig håndværker fik ca. fem sække korn om måneden, mens de, der var højere i hierarkiet, fik mere. En sæk indeholdt ca. 75 kg. Det korn, som ikke blev anvendt i husholdningen, kunne landsbyboerne bruge til at købe varer og tjenesteydelser. På den måde købte de sig bl.a. til hjælp til at lave deres egne grave.
Eftersom landsbyen lå i et afsides og et meget ufrugtbart område, skulle stort set alt bringes til udefra. Dagligt slæbte vandbærere omkring 100 liter vand frem til hver husholdning. Vandbærerne rangerede meget lavt i samfundet og boede end ikke i landsbyen. Desuden blev der leveret fisk, grønsager, mælk, olie, fedt, brændsel, keramikvarer og klæder til indbyggerne. Ved særlige lejligheder og på festdage fik indbyggerne bragt kød, vin og kager fra staten.
Håndværkere i strejke
Indbyggerne havde også mulighed for at aflevere snavset tøj på “vaskeri” ved floden, for det var langt lettere at bære tøjet ned end at slæbe det nødvendige vaskevand op til landsbyen.
Hvis noget kunne hidse håndværkerne op, var det, hvis lønnen udeblev. En af de mest kendte tekster fra landsbyen er den såkaldte “Strejkepapyrus”. Skriftet fortæller om de arbejdsnedlæggelser, der fandt sted på Ramses 3.s tid (1194-1163 f. Kr.).
På dette tidspunkt var Egypten plaget af økonomiske og politiske problemer, og staten havde vanskeligheder med at udbetale lønninger.
Skriveren Neferhotep fra landsbyen underrettede tidligt vesiren om de problemer, der var ved at opstå. For at gøre budskabet helt tydeligt overdrev Neferhotep voldsomt: I sit brev til vesiren hævdede han, at mandskabet var døende, og at der ikke blev gjort foranstaltninger for at sikre deres lønudbetalinger.
På trods af den dramatiske klagesang tyder intet på, at der blev gjort noget, og få måneder efter var mandskabets tålmodighed brugt op.
Håndværkerne begyndte at demonstrere. De marcherede til dødetemplerne ved Nilens vestbred. Her satte de sig ned og nægtede at flytte sig, før de de fik deres kornrationer. Dødetemplerne fungerede også som kornkamre og var derfor et godt sted for en sitdown-strejke.
To dage efter konfliktens start mødte den stedlige politimester, Mentmose, op ved templerne. Han lovede at hjælpe håndværkerne, bl.a. ville han prøve at få områdets borgmester i tale.
Næste dag holdt Mentmose en peptalk for håndværkerne og lovede at følges med dem på dagens protestmarch til faraoen Seti 1.s tempel. Nogle dage efter – ser det ud til – gav strejken endelig resultat. Kornrationerne blev udleveret, og for en stund faldt de ophidsede håndværkere til ro.
Men freden på det egyptiske arbejdsmarked varede ikke længe, kort efter demonstrerede håndværkerne igen. Denne gang var det ikke på grund af manglende kornrationer, men fordi situationen i Egypten generelt var ved at være uholdbar. Der var en reel mangel på korn i landet på denne tid, og håndværkerne kunne forudse, at det blot var et spørgsmål om tid, før de igen stod uden
betaling. Strejkerne fortsatte derfor også under de følgende faraoner.
Røverne hærger
Tiden efter Ramses 3. var i det hele taget præget af uroligheder, og gentagne gange blev landsbyen overfaldet af bl.a. de libyske nomader. De svage konger, der fulgte efter Ramses 3., formåede ikke længere at holde sammen på det egyptiske rige.
På grund af sin isolerede beliggenhed vest for Nilen langt fra de beboede områder var landsbyen ikke længere et sikkert sted at bo. Røverbander hærgede, og mange håndværkere valgte derfor at flytte væk med deres familier, nogle af dem bosatte sig i Medinet Habu, Ramses 3.s store dødetempel nogle kilometer fra landsbyen.
Templet var forsynet med tykke ydermure og var dermed et sikkert sted at opholde sig. Udflytningen skete formentlig i begyndelsen af Ramses 11.s regeringstid (1100-1070 f. Kr.). Han var den sidste farao, der fik anlagt en grav i Kongernes Dal, og hans død var ensbetydende med Nye Riges endeligt.
Allerede inden undergangen var næsten alle kongelige grave i dalen blevet plyndret, og for at beskytte de døde kongers mumier samlede man dem sammen og begravede dem på ny for at skjule dem og skåne dem for flere plyndringer.
Det lykkedes præsterne og de resterende håndværkere at skjule næsten 40 mumier af konger, ypperstepræster og deres familier så godt, at de ikke blev fundet igen før 1880’erne.
I årene 1922 til 1951 fandt den franske arkæolog Bernard Bruyére i tusindvis af potteskår og kalkstensflager, der beskriver indbyggernes dagligdag. Endnu i dag venter store dele af materialet på en nærmere granskning.