Tutankhamons ansigt lignede ikke en europæers, mener dr. Sahar Saleem, der er professor i radiologi ved Cairo University i Egypten. Derfor kastede hun sig ud i et nyt forsøg på genskabe ansigtet under Tutankhamons berømte guldmaske.
Eksperter har tidligere forsøgt at genskabe barnekongen. Tutankhamons mumie blev derfor CT-scannet i både 2005 og 2009, men det resulterede ikke i et retmæssigt billede, mener professor Saleem.
Når man genskaber ansigter ud fra kranier, er det nødvendigt at tilføje muskulatur og fedtdepoter. I både 2005 og 2009 tog eksperterne udgangspunkt i europæiske og amerikanske mål, og det dur ifølge Saleem ikke. Hun studerede i stedet ansigtet på moderne ægyptere.
VIDEO: SÅDAN SÅ DEN FORKERTE TUT UD I 2005
Fyld fra balsameringen var i vejen
Sammen med canadiske kolleger gik Saleem i gang med at genskabe Tutankhamon, der var Egyptens farao fra 1332 til 1323 f.Kr.
”Vi havde det problem, at balsamørerne havde placeret fyld-materialer under huden” forklarer Saleem.
Fyldet forvrængede ansigtets form, men vha. CT-scanninger kunne hun genskabe kraniet og lave 3D modeller, der herefter blev forsynet med muskulatur, hud og ører .
Til slut kunne eksperterne tilføje små rettelser baseret på gengivelser, der fandtes på faraos sarkofag og skabe den til dato mest præcise gengivelse af Tutankhamons ansigtstræk.