Gigantisk egyptisk statue var ikke Ramses II

Siden en kolossal statue blev fundet i en mudderpøl i Kairo, er den blevet udråbt til at forestille den store farao Ramses II. Men tegn på statuen får nu eksperter til at sige, at det er en helt anden farao, der har stået model til skulpturen.

Den 7. marts fandt tyske arkæologer hovedet og torsoen til en enorm statue i Mattarya-distriktet i Cairo.

© AFP, Khaled Desouki

Med en torso på 3 ton og en højde på 9 meter var både arkæologer og medier hurtige til at gætte på, at den kæmpe statue, der blev fundet i Kairo d. 7. marts, skal tilskrives den store, kendte farao: Ramses II.

Men nu skal tituleringen ændres. På et pressemøde fortalte Egyptens minister for antikviteter, Khaled El-Enany, at der ved nærmere eftersyn er blevet fundet inskriptioner på statuen, som tyder på en anden model for statuen end Ramses II.

I stedet er arkæologer nu “næsten sikre” på, at statuen er lavet til ære for farao Psamtik I. Han var farao i Egypten fra 664 til 610 f.Kr. – og altså langt senere end Ramses II (1279-1213 f.Kr.)

Tegn afslører statuens model

Tegnene viser sig at være en inskription for ét af farao Psamtik I’s navne.

Ifølge den egyptiske antikvitetsminister var det normal royal procedure, at hver farao havde fem titler med fem tilhørende navne.

Og på statuen var arkæologer heldige at finde Psamtik I's anden titel, som er tegnet med en grib og en cobraslange efterfulgt af navnet “Neb Aa”.

Psamtik I er den eneste farao, som refereres til som “Neb Ab”, som betyder ”armens indehaver”. I overført betydning henviser det til, at han havde en stærk og mægtig arm.

Herodot skrev om Psamtik I

Psamtik I regerede i det 26. dynasti i 54 år – omkring 600 år efter farao Ramses II.

Psamtik er bl.a. beskrevet af den græske historieskriver Herodot i hans værk Historie. Faraoen var gift med sin kone Mehytenweskhet, og de fik sammen tre børn: Necho II, Merneith og Nitocris I.