Guldsmeds glemte grav fundet i Egypten

I Luxor i Egypten har arkæologer fundet en grav, der oprindeligt var bygget til en guldsmed og hans kone. Men flere ting ved graven overrasker.

Egyptiske arkæologer har fundet en guldsmed og hans kones grav ved Luxor.

© Egyptens Ministerium for Oldtidsfund

På den vestlige bred af Nilen ved byen Luxor ligger oldtidskirkegården Dra’ Abu el-Naga.

Her har arkæologer fundet en grav fra 1400-tallet f.Kr., som har tilhørt en guldsmed og hans kone, der levede i det 18. dynasti i det gamle Egypten.

Med hjælp fra hieroglyffer inde i graven kan arkæologerne se, at manden hed Amenemhat, og at kvinden hed Amenhotep.

Kvindens navn er en af de ting, der har overrasket forskerne, for Amenhotep var et typisk mandenavn i det gamle Egypten.

Men på inskriptionerne står Amenhotep nævnt som “kvinden i huset”. De er derfor sikre på, at hun var en kvinde.

Parret var ikke alene i graven

En anden ting, der også har fået arkæologerne til at stoppe op, er, at guldsmeden og hans kone ikke er alene i graven.

Faktisk har de fundet flere mumier, skeletrester og trækister, som er meget yngre end guldsmedeparret.

Arkæologerne antager, at graven er blevet åbnet og genbrugt som grav mellem 1000- og 900-tallet f.Kr. i det 21. og 22. dynasti.

Foruden de øvrige gæster ligger der også keramik, små statuer og smykker i graven.

Forventer at finde mere

I april 2017 fandt samme hold arkæologer en dommers grav i Dra’ Abu el-Naga, og chefarkæolog Mostafa Waziri sagde på et pressemøde i forbindelse med fundet af guldsmedens grav, at holdet forventer at finde flere grave i området.