Hatshepsut kuppede sig til magten i Egypten

Egypten var svækket af krig

Da Hatshepsut kom til verden omkring år 1500 f.Kr., lod alt til, at hun blot ville blive en fodnote i historiebøgerne.

Hendes far, Tuthmosis 1., havde håbet, at hans førstehustru, Ahmose, ville føde ham en søn, så arvefølgen var på plads.

For tiderne var urolige i Egypten, og faraos magt havde ikke nær fordums styrke.

Kun 50 år tidligere var det lykkedes egypterne at fordrive hyksosfolket, som i et århundrede besatte landet.

Den nye, egyptiske kongeslægt – Egyptens 18. dynasti – tørstede efter en stærk mand og efter stabilitet for at riget atter kunne blive en stormagt.

Intet tyder på, at Tuthmosis 1. så en mulig tronfølger i sin datter.

Heller ikke selvom kvinder tidligere havde udfyldt rollen som farao i korte overgangsperioder.

I stedet afslørede Hatshepsuts navn, hvilken skæbne hun var tiltænkt. Navnet betød “den fremmeste adelsdame”, og den vigtigste af alle Egyptens adelsdamer var faraos førstehustru.

Hatshepsut skulle med andre ord giftes med landets kommende konge.

Da Hatshepsut var omkring 13 år gammel, døde hendes far, og hans krop var knap sendt til mumificering, før hendes halvbror blev kronet som Tuthmosis 2.

Traditionen tro tog han sin søster som førstehustru, og Hatshepsut rykkede dermed et stort skridt nærmere magten.

Både Hatshepsut og hendes mor, Ahmose – som ikke var mor til Tuthmosis 2. – vidste, at kvinders genvej til hendes halvbror blev kronet som Tuthmosis 2.

Til deres held var Tuthmosis 2. både for ung og syg til selv at regere.

Snart blev det åbenlyst for alle, at Egypten ikke blev regeret af én mand, men en usædvanlig trio.

I et tempel bygget til Tuthmosis 2.s ære viser et relief, hvor høj status Ahmose og Hatshepsut nød.

På relieffet afbildes de i samme størrelse som farao – stik imod egypternes tradition med at afbilde farao større end andre.

Hatshepsut spillede ydmyg

Efter ca. 13 år døde Tuthmosis 2., og igen manglede Egypten en voksen mand­lig tronarving.

Tuthmosis 2. og Hat­shep­sut havde ganske vist nået at få et barn sammen, men det var en datter, så det blev en af den afdøde konges sønner med en haremskvinde, som blev udpeget til farao under navnet Tuthmosis 3.

Drengen var blot to år gammel, og en medregent måtte derfor findes.

Gennem mere end et årti i magtens centrum havde Hatshepsut knyttet kontakter til rigets mest magtfulde mænd, og med hendes rene faraoniske blod som altoverskyggende argument pegede de på hende som værge og medregent.

I begyndelsen spillede Hatshepsut rollen som den perfekte medregent, der holdt lav profil, selvom hun traf alle de vigtige beslutninger.

På officielle malerier stod hun ydmygt bag farao, og da hun bestilte et gravkammer til sig selv, valgte hun en øde bjergkløft langt fra faraoernes gravkamre i Kongernes Dal.

År for år befæstede hun sin magt, for det var hende, som udpegede præster til de store templer, militærets generaler og alle ledende embedsmænd.

Disse mænd fra magtens indercirkler kom til at stå i taknemmelighedsgæld til Hatshepsut.

Statskuppet gik glat

Efter syv år som medregent for Tuthmosis 3. må Hatshepsut have følt, at tiden var moden til at handle.

Nu ville hun være farao. Hvordan statskuppet fandt sted, ved arkæologerne ikke, kun at Hatshepsut kronede sig selv, mens barnekongen var for ung til at gøre seriøs modstand.

Hun var dog for klog til at rydde sin unge rival af banen – det kunne have udløst folkelig opstand blandt de traditionsbundne egyptere.

I stedet sørgede hun for, at Egypten fik to konger, men at Hatshepsut alene traf beslutningerne.

Nyere forskning tyder på, at Egyptens stærke kvinde ikke betragtede Tuthmosis 3. som en farlig rival, men i højere grad så ham som en chance for at sikre sin blodlinje faraotitlen.

Hatshepsut håbede sandsynligvis, at hendes datter, Neferure, ville få børn med Tuthmosis 3., så hendes barnebarn kunne blive farao.

Med taktisk snilde sørgede Hatshepsut for, at hendes kup blev accepteret af den jævne befolkning.

Kun gradvist gik det op for dem, at de nu havde to faraoer.

Hun bibeholdt fx den tidsregning, som folk var vant til. Egypterne brugte ikke årstal, som moderne samfund gør, i stedet bar året den siddende faraos navn. Hatshepsut lod fortsat året hedde “det
syvende år under Tuthmosis 3.”

Under religiøse ceremonier troppede hun op side om side med sin unge medregent, og på relieffer lod hun sig portrættere som hans ligemand i størrelse, men iført kjole og faraokrone.

På overfladen så det ud til, at intet havde ændret sig, men i virkeligheden satte Hatshepsut sig mere og mere igennem.

Tuthmosis 3. kunne glemme alt om at overtage magten, når han blev myndig.

Relieffer afslører, at Hatshepsut år for år blev afbildet mere maskulin.

Hendes skuldre blev bredere, brystet fladere, og til sidst fik hun fipskæg på hagen – endnu et velkendt symbol på kongemagten.

Teksten under reliefferne omtaler dog farao Hatshepsut som “hun” – fupnummeret var altså tiltænkt de jævne egyptere, som ikke kunne læse.

Hatshepsut sikrede magten med sten

Egyptens nye farao havde brug for at vise sin styrke, og intet imponerede undersåtterne mere end prægtige bygninger.

Overalt i riget skød nye templer og monumenter derfor op.

Hatshepsut gav arkitekter ordre på at bygge det største dødetempel, egypterne havde set siden pyramidebyggernes tid.

Og så befalede hun en ny grav udhugget til sig selv i Kongernes Dal.

Men Hatshepsut stoppede ikke ved det. Via udsendinge genåbnede hun en række handelsruter, der var blevet afbrudt under hyksos-regimet. Ikke kun det sagnomspundne Punt blev knyttet tæt til hendes rige, snart kunne velstående egyptere nyde vin og oliven fra Grækenland og pynte sig med blå lasursten fra Afghanistan.

Med tiden blev Hatshepsut accepteret som farao af befolkningen.

Guderne så tydeligvis med velvilje på den nye farao, mente egypterne, for i hendes regeringstid blev landet hverken plaget af hungersnød eller ødelæggende oversvømmelser.

Imens blev Tuthmosis 3. holdt beskæftiget med aktiviteter, som var en kommende farao værdig.

Han blev oplært i krigskunst og deltog i plyndringstogter til Mitanni (i nutidens Syrien) og Nubien (nutidens Nord-sudan).

Da Tuthmosis blev en stor teenager, arrangerede Hatshepsut sågar en festival til deres begges hyldest.

Normalt blev den såkaldte Sed-festival afholdt, når farao havde regeret i 30 år. Hatshepsut og barnekongen havde delt magten i 15 år, og de to gange 15 skulle fejres.

Festivalen skulle vise, at de begge var stærke herskere.

Den 43-årige Hat-shepsut og 17-årige Tuthmosis deltog i rituelle løb, hvor de bar vaser, fugle og andre symbolske genstande, mens undersåtterne hyldede dem.

Hatshepsut blev længe æret

Hatshepsut regerede i 22 år og døde i en alder af ca. 50 – formentlig af en livstilssygdom, som årtier i luksus havde påført hende.

Hendes mumie bærer tegn på, at den kvindelige farao var særdeles overvægtig i sine sidste regeringsår.

De første år efter Hatshepsuts død ærede Tuthmosis 3. sin forgænger, viser nyere forskning.

I modsætning til, hvad arkæologerne tidligere troede, gik den unge farao ikke straks i gang med at slette minderne efter sin faster.

I stedet fuldførte han byggeriet af Det Røde Kapel i Karnak, som Hatshepsut havde påbegyndt.

Han fik også en søn med Hatshepsuts datter, Neferure, som han havde taget som en af sine hustruer, men sønnen, Amenemhat, døde før sin far.

Først mange år senere ændrede Tuthmosis 3. holdning. Det Røde Kapel blev revet ned, og Hatshepsuts navn fjernet fra alle bygninger.

Arkæologerne kender ikke årsagen til skiftet, men eksperter mener, at det hænger sammen med faraoernes evige problem: tronarvingen.

Tuthmosis 3.s eneste egnede mandlige arving var en prins, som han havde fået med en haremskvinde uden faraonisk blod i årerne.

I kampen om tronen ville den unge prins komme til at stå med svage kort på hånden, når Tuthmosis 3. var død, fordi hverken drengens mor eller bedstemor var kongelige.

Tuthmosis 3. måtte gøre noget for at eliminere truslerne mod sin tronarving. Han besluttede sig for at omskrive historien.

Hvis han kunne gøre den kvindelige arvelinje irrelevant, kunne ingen betvivle hans søns ret til tronen.

Den aldrende farao var med andre ord nødt til at slette mindet om Hatshepsut, så det så ud, som om magten var overgået fra Tuthmosis 1. til Tuthmosis 2., derfra videre til Tuthmosis 3., som så kunne overdrage Egypten til sønnen, Amenhotep 2.

Under sin hårdhændede historieforvanskning turde Tuthmosis 3. dog ikke ødelægge Hatshepsuts dødetempel eller obeliskerne, som han anså for hellige.

Men alle henvisninger til, at Hatshepsut havde været farao blev mejslet bort.