John William Waterhouse & Netflix
Kleopatra Netflix

Hvilken etnicitet havde Kleopatra?

Kleopatras etnicitetet har beskæftiget historikerne i århundreder. Senest har Netflix udgivet en drama-dokumentar, hvor dronningen skildres som sort – men de historiske kilder siger noget andet.

“Netflix forsøger at skabe forvirring og sprede falsk information om, at den egyptiske civilisation er af sort oprindelse”, siger den berømte egyptiske arkæolog Zahi Hawass.

Hans reaktioner kommer i kølvandet på, at streamingtjenesten Netflix har produceret en ny dokudrama-serie om den egyptiske dronning Kleopatra (69-30 f.Kr.).

I serien bliver Kleopatra spillet af en sort skuespillerinde – og det har ført til stor kritik fra både egyptere, grækere og makedonere.

VIDEO: Se trailer til Netflix' “Queen Cleopatra”

Forfædrene var grækere

Ingen skriftlige kilder fra oldtiden beskæftiger sig med Kleopatras etnicitet, men nogle spor kan alligevel pege os i retning af dronningens ophav.

Historikerne ved, at Kleopatra blev født ind i et dynasti, som var blevet grundlagt 250 år tidligere af makedonsk-græske Ptolemaios 1.

Dynastiet var kendt for indavl for at holde den royale linje ren. Kleopatras bedstefar havde dog – udover sine to græske koner – en konkubine, hvis etnicitet er uklar.

Hun kan teoretisk have været Kleopatras bedstemor, men beviserne er mangelfulde, og oldtidens kilder peger ikke på, at konkubinen skulle have været sort.

Også Kleopatras far havde flere koner, og ifølge den græske historiker Strabon var de alle af høj stand. Derfor var de formentlig grækere eller fra den religiøse elite i Egypten, som havde tradition for at gifte sig med grækerne.

Derfor er historikerne i dag enige om, at Kleopatra enten var fuldblodsgræker eller havde enkelte egyptiske forfædre, som med stor sandsynlighed ikke var sorte. Hun vil derfor formentlig have lignet kvinderne i middelhavsområdet.

Denne teori bliver også bekræftet af statuer og mønter fra oldtiden med afbildninger af Kleopatra.

Kleopatras mange ansigter

Kleopatra er en af oldtidens mest berømte personligheder, og hendes historie har længe fascineret filmfolk. Derfor er den egyptiske dronning blevet portrætteret – på vidt forskellige måder – i et væld af film.

Kleopatra
© Paramount Studios

Cleopatra (1934)

Hvem spiller Kleopatra?
Claudette Colbert

Hvordan bliver hun portrætteret?
I filmen er Kleopatra en snedig og forførende dronning, der bruger sin skønhed og list til at opnå magt og kontrol. Hun er villig til at forråde sine nærmeste og bruger sin seksualitet som et våben til at manipulere mænd og opnå sine mål.

Kleopatra
© 20th Century Studios

Cleopatra (1963)

Hvem spiller Kleopatra?
Elizabeth Taylor

Hvordan bliver hun portrætteret?
Kleopatra er en stærk, magtfuld og karismatisk dronning, som er fast besluttet på at beskytte sit rige mod truslen fra romerne. Dronningen fremstilles som intelligent og politisk kyndig, men hun bruger stadig sin charme til at manipulere folk.

Kleopatra
© Netflix

Queen Cleopatra (2023)

Hvem spiller Kleopatra?
Adele James

Hvordan bliver hun portrætteret?
I Netflix' drama-dokumentar optræder den egyptiske dronning som en stærk og magtfuld kvinde, der kæmper for at holde sammen på sit rige. Selvom den kaldes en dokumentar, fortælles det flere gange, at Kleopatra ligeså godt kunne have været sort.