Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Katten spiste med ved faraos bord

Oldtidens egyptere elskede katten højere end noget andet dyr. Den hellige kat blev forgudet af sin ejer og mumificeret, når den døde. Og hvis andre lande forsøgte at stjæle en egyptisk kat, sendte farao hæren ud for at hente den tilbage.

Shutterstock

Måske skyldtes ulykken et uovervejet sving foretaget af en kusk, der havde mistet orienteringen i Alexandrias fremmede gader.

Ingen kendte senere de nærmere omstændigheder ved uheldet, men én ting var sikker:

Katten, han havde ramt, var død!

Nu krævede den rasende folkemængde hævn over den skyldige drabsmand.

At manden var en udsendt diplomat fra det mægtige Rom, var egypterne komplet ligeglade med.

I retfærdig harme stimlede folk sammen foran huset, hvor romeren gemte sig.

Embedsmænd fra faraos hof kom løbende for at stoppe urolighederne. Men intet hjalp.

Den hævngerrige menneskemængde trængte ind i huset og slæbte manden med ud på gaden. Skrigende og sprællende gik han den samme skæbne i møde, som han netop havde forvoldt katten.

Scenen er beskrevet af den græske historiker Diodorus Siculus og fandt sted i den egyptiske hovedstad 59 f.Kr.

Ulykken skete på det værst tænkelige tidspunkt for den egyptiske farao, Ptolemaios 12.

Egypten var ikke længere en selvstændig stormagt, men måtte indrette sig efter Rom, som i disse år erobrede positionen som Middelhavets dominerende kraft.

Egypternes faraoer regerede på romernes nåde, og kun igennem 20 års smiger og bestikkelse var Ptolemaios blevet anerkendt af Roms herskere.

Faraoen havde stolt modtaget diplomaten, men drabet var en katastrofe, der satte forholdet til Rom flere år tilbage.

Den blodrus, der havde ramt pøbelen ved synet af den døde kat, var dog ikke uventet. Egypterne elskede deres katte, og dyrets hellighed var mejslet ind i monumenter over hele Egypten.

Landets love var også meget klare: Den, som dræbte en kat, måtte undgælde med sit eget liv.

Så forfærdelig en forseelse fandt egypterne ingen nåde for, selv ikke når gerningsmanden repræsenterede verdens førende stormagt.

Egypten manglede rottefængere

Det nære forhold mellem egypterne og deres katte havde på Ptolemaios’ tid en årtusind lang historie bag sig.

Arkæologer har fundet rester af en kat, som er begravet sammen med en mand i Mostagedda i det centrale Egypten. Forskerne har fastslået, at begravelsen fandt sted omkring 4000 f.Kr., og at katten formentlig var mandens kæledyr.

Det gode forhold mellem menneske og kat var ganske logisk. Netop på denne tid holdt egypterne op med at være nomader og begyndte i stedet at bosætte sig langs Nilen for at dyrke jorden.

Især kornet var livsvigtigt for at brødføde befolkningen, og afgrøderne kom til at danne grundlag for landets velstand og ry som Middelhavsregionens brødkurv.

Kornet opbevarede de egyptiske ­ønder i lagerbygninger og siloer, men de store koncentrationer af fødevarer var sårbare.

Mus og rotter trængte ind, åd af kornet og forurenede det med deres afføring.

Menneskene var magtesløse over for skadedyrene, der fandt vej gennem den mindste sprække. Men så opdagede egypterne en dyreart, der kunne nedlægge skadedyrene med største lethed.

De adrætte katte fangede både mus og rotter og kunne på den måde beskytte kornbeholdningen.

Bønderne viste deres taknemmelighed ved at lægge mad som fx brødstykker og fiskehoveder ud, så kattene altid ville have føde nok og derfor blev i området.

Forholdet mellem menneske og kat udviklede sig, og fra omkring 2000 f.Kr. har arkæologerne fundet en markant stigning i antallet af egyptiske afbildninger af katte.

De har derfor konkluderet, at katten på dette tidspunkt fik sin ophøjede, guddommelige status hos egypterne.

Egypterne mente, at katteguden Bastet hjalp kvinderne med graviditet og skønhed. Men selv farao blev glad, hvis han så en kat i sine drømme.

© Shutterstock

Dyret beskyttede hjemmet

  • Frugtbarhed

    Katteguden Bastet var særligt forbundet med frugtbarhed. Ønskede en kvinde at blive gravid, kunne hun bære en amulet med et billede af Bastet med killinger. Her viste antallet af killinger på amuletten, hvor mange børn kvinden ønskede at få.

  • Beskyttelse

    At have en kat i hjemmet beskyttede ifølge egypterne imod onde ånder og andre trusler. Især kvinderne og deres intime hemmeligheder samt børnene tog dyret sig af. Selv farao fik hjælp af katten. På indskrifter i pyramider blev katteguden Bastet fremstillet som bl.a. faraos sygeplejerske og som en beskytter af de døde.

  • Helbredelse

    Forskellige dele af katten besad helbredende og ­styrkende egenskaber, mente ­egypterne. Fx kunne moderkagen fra en kat forhindre håret i at blive gråt, og kattens mælk kunne ­modvirke brandsår.

  • Seksualitet

    Den smidige kattekrop gjorde dyret til et symbol på kvindelig seksualitet. For at gøre sig mere eftertragtet kunne kvinder derfor bede til katteguden Bastet.

  • Varsler

    Drømmetydning spillede en vigtig rolle i Egypten, og her var katte et godt tegn. At se en stor kat i nattens syner betød fx, at den næste høst ville blive stor og rig.

Rige forgyldte deres kæledyr

I naturen er katte vant til at tilpasse sig, og snart vænnede dyrene sig til at bo i huse. Her var deres evne til også at dræbe de dødelige kobra- og hornslanger højt værdsat.

Til gengæld fik kattene tag over hovedet, så deres killinger var ­beskyttet imod bl.a. rovfugle og sjakaler.

Egypterne holdt foruden katte også hunde og små aber, men den yndefulde og legesyge kat var egyp­t­ernes yndling.

Egyptens huskatte nedstammede fra to forskellige arter af vilde katte: ­jungle-katten, som levede i sumpede områder med tæt ­vegetation, og vildkatten, der strejfede om i ørkenen.

Vildkatten adskilte sig fra junglekatten ved at være kortere og mindre muskuløs og have en længere hale og en mere ­farverig pels.

Vildkatten var også mindre ag­gres­siv og derfor bedre egnet som huskat, og egypterne frem­avlede bevidst denne arts karakteris­tika. Igennem flere hundrede års avl forandrede katten sig, så den blev mere adræt og smidig samt mere tolerante over for mennesker.

Rige familier kappedes om at have de flotteste katte, som de selv avlede og ­sørgede for at give den bedste føde.

De overdyngede kattene med lækkerier og pyntede dem endog med guld og ædelsten, fx i form af øreringe.

Miut, som var egypternes ord for hunkat, begyndte også at blive et populært pigenavn. Fra gravmalerier ved egyptologerne, at nogle ejere endda trænede deres katte til at jage sammen med dem.

Under jagten hjalp kattene deres ejere med at hente det dræbte bytte som fx fugle nedlagt med pile eller kastepinde.

Egypterne fejrede katteguden

Både rige og jævne folk begyndte med tiden at sætte kattene i forbindelse med guderne. Oldtidens egyptere mente, at alt på jorden var forbundet med det guddommelige, og katten blev set som det jordiske symbol på selveste solguden Ra.

I et papyrus-skrift, der opremser sol­gudens 75 navne, optræder Ra både som Miuty, en særlig kattegud, som holder øje med Ras fjender, og som Miu Oa, Den Store Hankat.

På én af de tre sarkofager, som omsluttede den unge farao Tutankhamons mumie i Kongernes Dal, fandtes desuden et billede af solguden Ra forsynet med et kattehoved.

Ingen gud stod dog katten nærmere end Bastet, der var en af Ras døtre. Bastet afbildes enten som en kat eller som en kvinde med kattehoved og var desuden gud for frugtbarhed, musik og dans.

“Der bliver drukket mere vin end hele resten af året tilsammen”.
Den græske historiker Herodot om ­­festivalen ­­­­til ære for katteguden Bast, ca. 440 f.Kr.

Katte blev set som inkarnationer af ­Bastet, og at angribe en kat var derfor det samme som at angribe en gud.

Gudinden Bastet havde hjemme i byen Bubastis i det nordlige Egypten, og herfra udsprang en særlig kult, som tilbad katteguden.

Bubastis og kattekulten nød stor fremgang, efter at farao Sheshonk 1. i 900-tallet f.Kr. gjorde byen til sin hovedstad.

Kulten udviklede sig til at blive én af Egyptens største, og byen husede et smukt tempel opført i rød granit rejst til Bastets ære.

Midt i templets træbe­voksede gård tronede en statue af guddommen selv. Synet af templet og statuen gjorde et stort indtryk på den græske historieskriver Herodot:

“Templet er ikke så stort som det, man ser i andre byer, men intet behager dog øjet mere”, skrev grækeren i sit værk ­Historie omkring 440 f.Kr.

Herodot var også vidne til den store religiøse fest­, som byen hvert år holdt til ære for Bastet. Med musik kom indbyggerne sejlende på Nilen til byen. Under selve festen blev katteguden fejret med dans samt ofring af mælk, parfume, guld og ædelsten.

Bastets rolle som gudinde for kvinder og frugtbarhed havde en stor indvirkning på begivenhederne. Kvinderne følte sig mere frie end normalt, og ifølge Herodot “dansede de, imens de viste, hvad de havde under skørterne”.

Festen var en af de største i det gamle Egypten, og Herodot fortæller, at “der bliver drukket mere vin end hele resten af året tilsammen”.

Historikeren anslog, at hele 700.000 mænd og kvinder deltog – et impone­rende antal, i betragtning af at Egypten dengang kun havde 4 mio. indbyggere.

Særlige egyptiske gravsteder var så fyldte med mumificerede katte, at arkæologerne endte med at sælge tonsvis af kattelig som gødning.

© Shutterstock

Egyptens katte endte som gødning i England

Egypterne mumificerede mange dyr, men intet så hyppigt som katten.

Efter balsameringen blev dyrene stedt til hvile – enten sammen med deres ejere eller på særlige kirkegårde fordelt over hele Egypten.

På et enkelt gravsted nær Bubastis, centrum for kattekulten, fandt arkæologer i 1800-tallet mere end 180.000 kattemumier. De mange tons blev sendt hjem til England, hvor katteligene blev solgt som gødning. Det anslås, at mange millioner katte må være blevet mumificeret i oldtiden.

En del af de fundne katte er overras­kende unge – under ét år gamle – og døde ved at få drejet halsen om.

Sandsynligvis er kattene skænket af pilgrimme, som ville vise deres fromhed ved at bekoste mumificeringen.

Kattene skaffede pilgrimmene fra et af de katterier, som var tilknyttet templet. På den måde kunne katterierne rydde ud i bestanden og fx skaffe sig af med de hankatte, som var overflødige i avlen.

Forskerne mener, at denne form for katte­drab var acceptabelt, da mumi­ficeringen sikrede, at de ofrede katte fik evigt liv.

Kæledyr spiste med farao

Kattene stod ikke kun de almindelige egyptere, men også farao nær. Dyrene stod direkte under herskerens beskyt­telse, og det fortælles, at nogle faraoer var så glade for deres katte, at de lod ­dyrene spise med ved bordet – gerne fra deres egen personlige tallerken.

Farao stod som garant for kattenes ­sikkerhed og idømte dødsstraffen til dem, der uretmæssigt slog en kat ihjel.

Loven gjaldt også, hvis katten kom af dage ved et uheld, hvilket betød, at egyptere fik travlt med at bringe sig i sikkerhed eller løbe langt væk, hvis de opdagede en død kat på deres vej.

“Når egypterne er på kampagne i et andet land, køber de katte tilbage for løsepenge”.
Historikeren Diodorus, ca. 35 f.Kr.

Beskyttelsen af katte gik så vidt, at mennesker, hvis hus brændte, gik mere op i at redde kattene end i at slukke ilden, beretter Herodot.

Kom katten alligevel af dage, blev den mumificeret og begravet sammen med mus og andre lækkerier, som den kunne få glæde af i efterlivet.

Dyrets ejere sørgede, som havde de mistet et familiemedlem, og kunne finde på at barbere deres øjenbryn af som et udtryk for den dybe sorg.

Smuglere stjal de hellige dyr

Kattemanien i Egypten var altomsig­gribende og fik endda udenrigspolitiske konsekvenser.

Grundet deres status som hellige dyr ønskede egypterne at have kattene for sig selv – og eksport var strengt forbudt. Fønikiske købmænd fandt dog ud af, at de kunne gemme katte i lasten på deres skibe og på den måde smugle dem over Middelhavet.

Katte havde været kendt i den østlige Middelhavsregion og i Tyrkiet i århundreder, men egyptiske katte var kendt som særlig smukke og omgængelige.

Snart opstod en ring af kattesmuglere, der forsynede de lukrative markeder i bl.a. Italien og Middelhavets øer.

Farao måtte oprette en særlig gruppe af betroede hoffolk, som havde til opgave at optrævle smuglerringen, stoppe trafikken og hente de allerede eksporterede katte hjem fra det fremmede.

Hvor mange katte det lykkedes hof­folkene at skaffe tilbage, ved historikerne ikke. Regeringsdokumenter fra 450 f.Kr. viser imidlertid, at det i mindst ét tilfælde var nødvendigt at tilkalde hæren for at skaffe røvede husdyr tilbage.

“Når egypterne er på kampagne i et andet land, køber de katte tilbage med løsepenge. Dette foregår også, selvom soldaterne mangler penge”, beretter ­historikeren Diodorus.

Kattemanien blev Egyptens endeligt

Kærligheden til katte kom til at koste egypterne dyrt, da perserkongen Cambyses 2. i 525 f.Kr. besluttede at udvide sit imperium og invadere Egypten.

Vejen ind i landet gik over Pelusium i den østlige udkant af Nildeltaet. Det var et vigtigt strategisk punkt, som egypterne var klar til at forsvare til døden.

Cambyses kendte imidlertid egypternes svaghed for katte, og den udnyttede han dygtigt, beretter den makedonske historiker ­Polyaenus.

Før slaget indfangede per­serne flere tusind katte, og da kamp­handlingerne gik i gang, kastede de dyrene foran sig. Synet af katte, der fløj til højre og venstre, hensatte egypterne i rædsel, fordi de frygtede, at der skulle ske skade på de hellige dyr.

Nogle nutidige historikere formoder, at perserne endog havde sømmet levende katte fast på deres skjolde for at berøve egypterne muligheden for angribe dem.

Under alle omstændigheder virkede persernes katte-strategi til fulde.

“Egypterne stoppede straks deres ­operation af frygt for at gøre skade på ­dyrene, som de sætter så højt”, fortæller makedoneren Polyaenus om slaget.

Da perserne angreb, kastede de katte mod egypterne. Overgrebet på de hellige dyr lammede egypterne.

© Paul-Marie Lenoir/Creative Commons

Nederlaget betød, at Egypten blev overtaget af perserne, der herskede over riget i 200 år.

Ifølge beretninger hove­rede den persiske konge efter sejren ved grinende at kaste katte i hovedet på de slagne egyptere.

Under slaget faldt hele 50.000 egyptiske soldater, mens ­perserne kun mistede 7.000. Mere end 100 år senere lå kranierne efter sigende endnu synligt fremme på slagmarken.

Efter persernes erobring blev den tid­ligere stormagt invaderet af andre riger, men ingen genvordighed – end ikke lynchningen af den romerske diplomat under Ptolemaios 12. – dæmpede egypternes kærlighed til katte.

Først 900 år efter det store nederlag til perserne døde egypternes kattekult omsider ud.

Egypten var på dette tidspunkt underlagt det kristne Rom, hvor dyrkelsen af dyr blev betragtet som hedensk afguderi.

I året 392 e.Kr. forbød kejser Theodosius 1. med et dekret al videre dyrkelse af gudinden Bastet.

Kattene forsvandt dog aldrig fra ­egypternes hjem – og mange lever vildt i storbyernes gader, hvor de stadig ­bekæmper rotter.

Også under islam nyder de respekt, fordi profeten Muhammeds yndlingsdyr efter sigende var en kat.

Efter 6.000 år ved Nilen er katten stadig egypternes bedste ven.

Læs også:

The king's two daggers, from the tomb of Tutankhamun (c.1370-52 BC)
Egyptere

Egypterne så jern som en gave fra guderne

2 minutter
Egyptere

Eyeliner beskyttede egypterne

1 minut
Egyptere

Egyptere: Få alle hemmelighederne fra oldtidens Egypten

0 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul