Kleopatra – Egyptens sidste farao

Kleopatra blev Egyptens nye hersker som 18-årig

Historien om Egyptens sidste dronning begyndte 39 år tidligere, i år 70 f.Kr. På det tidspunkt blev Kleopatra født i den egyptiske kongeby Alexandria i Nildeltaet. Hun var det mellemste af i alt fem børn – tre piger og to drenge – som kong Ptolemaios Auletes var far til.

Tiderne var urolige. I næsten 300 år havde makedonske konger – efterkommere af Alexander den Stores general Ptolemaios – regeret over Egypten. Men det før så magtfulde rige var blevet stadig svagere, og i årtier havde landets herskere måttet betale Middelhavets nye stormagt – Rom – for at undgå at blive erobret.

En del af rigets problemer skyldtes, at kongeslægtens medlemmer igennem samtlige 300 år med alle midler havde bekæmpet hinanden – en magtkamp, som Kleopatra blev vidne til allerede som teenager.

Da hun var 12 år gammel, blev hendes far – der var lige så kendt for sin overdådige livsstil som for sin elendige statsførelse – jaget i eksil. Kleopatras ældste søster, Berenike, udnyttede straks chancen og udråbte sig selv til hersker.

Hun manglede imidlertid en mand og giftede sig derfor med sin fætter. Få uger senere fortrød søsteren imidlertid giftermålet, lod sin mand kvæle og giftede sig på ny.

Efter tre års eksil vendte Ptolemaios Auletes tilbage til Alexandria. Han lod prompte sin rebelske datter henrette. Da Ptolemaios Auletes døde i 52 f.Kr., blev den kun 18 år gamle Kleopatra og hendes tiårige bror Ptolemaios udråbt til Egyptens nye herskere.

Kleopatra talte sågar egyptisk

Hurtigt stod det klart, at Egyptens nye dronning var helt usædvanlig. Kleopatra interesserede sig for både politik, økonomi og videnskab og adskilte sig desuden fra de tidligere ptolemæiske herskere ved at kunne tale egyptisk.

Hendes forgængere og slægtninge talte udelukkende græsk. Kleopatra kunne også tale med “etiopiere, jøder, arabere, syrere, medere og parthere” uden brug af tolk, fortalte historikeren Plutarch siden.
Eftersom Kleopatras bror og mand kun var ti år, overtog den intelligente teenagedronning hurtigt styringen af Egypten.

Men unge Ptolemaios kom samtidig i kløerne på en gruppe manipulerende hoffolk, der forsøgte at sætte kongen op imod sin søster i håb om selv at kunne få mere magt.

I år 49 f.Kr. – to år efter tronbestigelsen – slog de magtbegærlige hoffolk til og jog med Ptolemaios’ velsignelse Kleopatra ud af Alexandria. Kuppet var en ydmygelse for den ambitiøse dronning, som måtte rejse til nabolandet Syrien. Her gik hun i gang med at samle en hær for at tilbageerobre sit rige.

Cæsar angreb sin svigersøn

Samme år som Kleopatra blev tvunget på flugt fra Egypten, krydsede den romerske hærfører Julius Cæsar floden Rubicon med ordene “terningerne er kastet”. Med sin hær bag sig var han klar til at kræve sin ret i Rom.

Cæsars hovedmodstander var den tidligere ven og svigersøn Pompejus.

De to tørnede sammen ved byen Farsalos i Grækenland. Pompejus led et knusende nederlag, men overlevede og sejlede nu til Egypten for at søge hjælp. Da den slagne Pompejus nåede Nildeltaet, var Kleopatras lillebror Ptolemaios i gang med at forberede hæren på kampen mod Kleopatra.

Pompejus bad om audiens hos kong Ptolemaios, hvilket spredte panik blandt hans hoffolk. Nyheden om Cæsars store sejr havde for længst nået Egypten, og Ptolemaios’ rådgivere frygtede, at den tilsyneladende uovervindelige Cæsar ville blive deres fjende, hvis de modtog Pompejus.

De besluttede at dræbe ham i stedet. En general sejlede ud til Pompejus’ opankrede skib og bad romeren stige ned i sin båd. Ifølge Plutarch øvede Pompejus sig under turen ind til land på den tale, han ville holde for kong Ptolemaios. Men inden båden var i land, trak generalen og to medsammensvorne deres sværd.

“Han sagde ikke et ord og beklagede sig ikke, men så snart han indså, at han ikke kunne kæmpe sig fri eller flygte, dækkede han sit ansigt”, skrev Plutarch.

Kleopatras dristighed fortryllede Cæsar

Fire dage efter mordet på Pompejus sejlede Cæsar med ti krigsskibe og 4000 romerske soldater ind i Alexandrias store havn. Ptolemaios’ hoffolk skyndte sig ud for at møde den romerske hærfører – og vise ham Pompejus’ afhuggede hoved.

Cæsar vendte sig med afsky fra synet og beordrede hovedet brændt og bisat. Herefter hidkaldte han både Ptolemaios og Kleopatra til kongepaladset i Alexandria for at bilægge deres strid. Den trettenårige Ptolemaios efterlod omgående sin hær og indfandt sig hos Cæsar.

Imens sørgede hans mænd for at postere tropper ved alle Alexandrias indfaldsveje for at forhindre Kleopatra i at møde frem. De mente, at Cæsar i hendes fravær ville udpege Ptolemaios og en anden søster til herskere.

Men Kleopatra fandt på råd. Hun lod sig rulle ind i et tæppe, som derefter blev båret ind i den sal i paladset, hvor Cæsar holdt til. “Det siges, at Kleopatras påfund var det, der først fortryllede Cæsar, for hun viste sig at være en dristig og interessant kvinde”, fortalte Plutarch.

Kleopatra havde charme

Kleopatra var efter alt at dømme ikke en smuk kvinde i nutidig forstand. Portrætter af hende på tidens mønter viser en kvinde med en dominerende næse og en temmelig bred hals.

“Men det var uimodståeligt charmerende at konversere med hende. Der var en sødme i hendes stemmes toner og hendes tunge – som et instrument med mange strenge”, skrev Plutarch.

Den 52-årige Cæsar var berømt i hele Middelhavsverdenen og, efter sejren over Pompejus, Roms mægtigste mand.For en kvinde som Kleopatra, der havde brug for både Roms beskyttelse og en søn, var han den oplagte mand at forføre.

Cæsar faldt da også pladask for den kvinde, som rullede ud af tæppet foran ham. Kort efter genindsatte Cæsar hende som dronning.

Hoffolkene bag Kleopatras lillebror ville imidlertid ikke finde sig i situationens uventede drejning. De beordrede hæren til angribe Cæsar i Alexandria. Hærføreren og hans mænd var i håbløst undertal, men romerne var kampvante og slog gang på gang fjenden tilbage.

I fire måneder rasede kampene. Til sidst fik Cæsar forstærkninger ad søvejen og tilføjede den egyptiske hær et knusende nederlag. Under den sidste kamp druknede kong Ptolemaios, som havde sluttet sig til de egyptiske styrker. Med hans død forsvandt den sidste modstand.

Efter et triumftog gennem det krigshærgede Alexandrias gader indsatte Cæsar Kleopatra som dronning med hendes yngste lillebror som medregent. Nu kunne Cæsar omsider nyde den strålende stad Alexandria – og Kleopatra.

Kleopatra og Cæsar festede til den lyse morgen

I skarp modsætning til de republikanske romere, der hyldede enkel mad og en vis nøjsomhed, elskede ptolemæerne luksus. Jo mere mad og drikke, en konge kunne konsumere, desto bedre.

En af Kleopatras forgængere, Ptolemaios 8. med tilnavnet “topmaven”, var så åbenlyst stolt af sin fedme, at han lod sig iføre næsten gennemsigtige klæder – til stor forargelse for de romerske gæster.

Ptolemæernes fester var samtidig berygtede for deres mængder af vin og erotisk samvær mellem konge, gæster og prostituerede af begge køn. For romerne stod ptolemæerne derfor som symbolet på de østlige kongers dekadence.

Denne verden introducerede Kleopatra nu Cæsar for. Og trods hans spartanske soldaterdyder tyder noget på, at han nød det. I hvert fald fortæller den romerske historiker Sueton, at Cæsar ofte festede med den egyptiske dronning til den lyse morgen.

I sommeren 47 f.Kr. forlod Cæsar omsider Egypten for at fortsætte sine militære kampagner mod sine modstandere. Forinden fødte Kleopatra ham en søn, som straks fik kælenavnet Cæsarion – lille Cæsar.

For Kleopatra var sønnen en garanti for, at Roms mægtigste mand ville gøre alt for at beskytte hendes egyptiske rige. Magten var omsider sikret.

Kleopatra var i Rom ved Cæsars død

I efteråret 46 f.Kr. rejste Kleopatra med sin søn og medregerende lillebror til Rom. Her blev de indkvarteret i Cæsars private villa tæt ved Rom. Hendes ankomst satte straks rygter i gang om, at Cæsar ville gifte sig med dronningen og flytte rigets hovedstad til Alexandria.

Mange romere så med foragt på Kleopatra og mente, at hun optrådte arrogant. “Jeg hader den dronning”, skrev den berømte romerske taler Cicero ligefrem i et brev til en ven. Romernes modvilje mod Kleopatra bekymrede imidlertid ikke Cæsar.

Den egyptiske dronning blev i Rom i næsten tre år, indtil begyndelsen af marts 44 f.Kr., da katastrofen indtraf. Den 15. marts blev Cæsar myrdet af en række senatorer, som mente, at de ved at dræbe Cæsar atter kunne gøre Rom til en republik.

Hvordan Kleopatra reagerede på nyheden, ved historikerne ikke, men da Cæsars testamente blev offentliggjort, var sønnen Cæsarion end ikke nævnt. Kort efter rejste Kleopatra hjem til Egypten.

Fem måneder senere døde hendes medregent, lillebror Ptolemaios – formentlig hjulpet til dødsriget af dronningen selv. I stedet blev Kleopatras treårige dreng Cæsarion kronet under navnet Ptolemaios 15.

Kleopatra finder en ny beskytter

Efter mordet på Cæsar brød endnu en voldsom borgerkrig ud i Rom. På den ene side stod Cæsars drabsmænd. På den anden Cæsars grandnevø og officielle arving Octavian samt hærføreren Marcus Antonius, der havde kæmpet med Cæsar i Gallien.

I år 42 f.Kr. nedkæmpede de to endeligt Cæsars drabsmænd og delte herefter riget mellem sig.

Octavian fik selve Italien og Roms vestlige provinser, mens Antonius blev hersker over Roms provinser i Orienten. Antonius, der desperat havde brug for penge til et stort felttog mod partherne i nutidens Iran, hastede straks ud for at opkræve skatter.

Da han nåede byen Tarsus i nutidens østlige Tyrkiet, sendte han Kleopatra en lodret ordre om at møde op.

Egyptens dronning øjnede straks nye muligheder. Hun vidste, at østens umådeholdne luksus faldt langt mere i Antonius’ smag end Roms puritanisme.

I sin ungdom havde han været en flittig gæst ved byens orgier og skulle ifølge Plutarch ved én lejlighed have drukket så meget, at han dagen efter til alles forargelse kastede op midt på Roms forum.

Kleopatra så en ny beskytter i Antonius. Hun afsejlede derfor i et skib med forgyldt stævn, purpurrøde sejl og forsølvede årer. Klædt som gudinden Isis lå hun under et solsejl på dækket, omgivet af ynglinge udklædt som elskovsguder, mens hoffets smukkeste tjenerinder legede sømænd.

I Tarsus blev den forbløffede Antonius inviteret om bord til et overdådigt måltid. Han faldt omgående for den nu 28-årige Kleopatra. Ifølge romerske historikere brugte de to udelukkende de følgende dage på mad, drikke – og hinanden.

Snart begyndte Kleopatra dog at forhandle med Antonius. Hun tilbød at finansiere en del af hans felttog, hvis han til gengæld ville fjerne hendes lillesøster, som truede Kleopatra og Cæsarion.

Antonius gik ind på betingelserne, og lillesøsteren Arsinoë, der befandt sig i Lilleasien, blev myrdet på hans ordre. Herefter tog Kleopatra hjem. Hendes nye bekendtskab fulgte snart efter.

Octavian erklærer krig mod Kleopatra

Mens Antonius nød livet i Alexandria, begyndte den ærgerrige Octavian langsomt, men sikkert at ødelægge Antonius’ ry i Rom.

Selv om Antonius havde størstedelen af æren for sejren over Cæsars drabsmænd, fik Octavian overbevist romerne om, at æren var hans.

Snart syntes et militært opgør mellem de to rivaler uundgåeligt, og Antonius forlod Alexandria med en stor hær.

I sidste øjeblik besindede begge sider sig og indgik en fornyet aftale om deling af riget. Aftalen blev beseglet af Antonius’ giftermål med Octavians søster, Octavia.

Nu koncentrerede Antonius sig i stedet om sit planlagte felttog mod partherne.

I Alexandria havde Kleopatra i mellemtiden født Antonius tvillinger, hvorefter hun mødtes med ham i Syrien.

Til gengæld for sin hjælp til partherfelttoget fik Kleopatra tildelt nutidens Libanon, Cypern, Libyen og Palæstina. Men hans militære kampagne endte uden en klar sejr.

Alligevel afholdt han triumftog i Alexandria, hvorefter han igen fandt sammen med Kleopatra. Snart kunne hun føde ham en søn.

Antonius lod sig skille fra sin hustru og skar dermed det sidste bånd over til Octavian, der intensiverede propagandaen mod ham.

Octavian vidste, at det ville blive svært at overtale romerske soldater til at kæmpe mod den populære Antonius.

Derfor beskyldte han i stedet Kleopatra for at have forhekset Antonius og for selv at ville herske over romerne. Til sidst fik Octavian overtalt senatet til at erklære krig mod Kleopatra.

Det endelige opgør mellem Kleopatra og Octavian

Efter den officielle krigserklæring opbyggede Antonius og Kleopatra en stor hær og en enorm flåde. Det endelige opgør med Octavian var i gang. Landtropperne blev samlet i Grækenland, mens flåden lå ud for kysten.

Efter råd fra Kleopatra besluttede Antonius at sætte sin lid til flåden, som med sine 500 store skibe var Octavians overlegen i både antal og skibenes størrelse. I september 31 f.Kr tørnede flåderne sammen ud for den romerske koloni i Actium.

Slaget varede hele dagen. Ved aftenstide var det stadig uafgjort. Alligevel kunne de kæmpende pludselig betragte reserven, Kleopatras tres egyptiske galejer, forsvinde hastigt ud over havet.

“Så snart Antonius så hendes skib, glemte han alt andet og forrådte og forlod dem, der kæmpede og døde for hans sag”, skrev Plutarch og fortsatte: “Han hastede efter den kvinde, der allerede havde styrtet ham i fortabelse, og som ville gøre hans fortabelse endnu mere komplet”.

Få timer senere overgav både resterne af Antonius’ flåde og landhæren sig til Octavian.

Årsagen til Kleopatras flugt fra Actium kender ingen, men da de to elskende kom tilbage til Alexandria, sank Antonius ned i apati. Ifølge Dio Cassius forsøgte Kleopatra at muntre Antonius op, mens hun prøvede at sikre freden ved at bestikke Octavian.

Han var imidlertid ikke til fals for klingende mønt, og i sommeren 30 f.Kr. gik Octavian i land i Egypten med en stor hær og marcherede mod Alexandria.

Antonius tog opstilling med en hær uden for byen og forsøgte samtidig at overtale Octavians soldater til ikke at kæmpe. Men Octavian lod sin hærs trompeter overdøve hans stemme, og snart efter deserterede Antonius’ soldater.

Han måtte trække sig tilbage til paladset, hvor han spurgte efter Kleopatra og fejlagtigt fik besked om, at hun havde begået selvmord. Vild af fortvivlelse stak han ifølge Plutarch sit sværd gennem kroppen. Døende blev han fundet af en af Kleopatras folk, som gav besked til dronningen.

Kleopatra, der havde lukket sig inde i sit mausoleum, lod derefter Antonius hejse op ad mausoleets mur og ind ad en åbning højere oppe. Her døde Antonius i hendes arme.

Kleopatra ville begraves hos Antonius

Da Octavian indtog Alexandria, fik han besked om Antonius’ selvmord. Han var dog fast besluttet på at fange Kleopatra levende. Det lykkedes. Hun blev nu holdt fanget i paladset.

Et par dage efter mødtes de to for første gang. Ifølge Dio Cassius forsøgte Kleopatra at bedåre Octavian, men måtte indse, at han ikke var modtagelig for hendes charme.

Octavian, der frygtede, at også hun ville begå selvmord, beordrede alle skarpe genstande fjernet og truede med at lade hendes tre små børn med Antonius undgælde, hvis hun tog livet af sig. Kleopatra havde nået at sende sønnen Cæsarion i sikkerhed.

Kleopatra fik til sidst overbevist Octavian om, at hun ikke ville tage livet af sig selv. Ifølge Plutarch bad hun derefter om at få lov til at besøge Antonius’ grav.

Her anråbte hun sin afdøde mand: “Tillad ikke, at der fejres triumftog over min person, men skjul og begrav mig her sammen med dig, for af alle mine ulykker har ingen været så store og rædselsfulde som den korte tid, jeg har levet uden dig”.

Få timer senere modtog Octavian det brev, som fik ham til at sende soldater i løb til hendes gemakker. I brevet bad hun om at blive begravet sammen med Antonius. Da soldaterne nåede frem, var Egyptens sidste dronning død.

Cæsarion blev henrettet

Med Kleopatras død og erobringen af Egypten forsvandt det sidste af de store riger, som var opstået ud af Alexander den Stores erobringer. Den hellenistiske tidsalder, hvor græsk kultur og tænkemåde havde domineret, uddøde, mens det kejserlige Rom blev født.

Kleopatra havde uden tvivl håbet, at Cæsarion en dag krævede sin ret til Egyptens trone. Men Octavian var helt klar over, at Cæsarion som søn af Roms mest populære feltherre nogensinde udgjorde en stor trussel.

Da den 17-årige Cæsarion kort efter Kleopatras død blev overtalt til at vende tilbage til Alexandria, blev han derfor prompte beordret henrettet af Octavian.

Kleopatras tre børn med Antonius blev derimod skånet. Octavian vidste, at de ikke havde samme appel til romerne, og lod sin søster opdrage dem. Tre år senere omdøbte Octavian måneden sextilis til august til minde om, da han fik ærestitlen Augustus, og den måned, han overvandt dronning Kleopatra.