Klimaforandringer gjorde Egypten til en supermagt

Området Tell el-Samara, som et hold af egyptiske og franske arkæologer udgravede i 2018, hører til blandt de ældste af sin art. Ved at analysere dyreben og plantedele fra bosættelsen kunne arkæologer ret præcist datere bosættelsestidspunktet til 5000 f.Kr.

Bebyggelsen er altså blevet til, mere end 1.500 år før Egypten omkring 3100 f.Kr. blev forenet under én farao – og 2.500 år før arbejdere opførte de store pyramider ved Giza. Fundet bestyrker arkæologernes mistanke om, at den egyptiske civilisation spirede længe før faraoernes regeringstid, og at civilisationens udspring skal findes langs med Nilens bredder.

Jorden gemmer oldgamle blodsten

Fundet ved Tell el-Samara er den seneste i rækken af opdagelser, som i disse år hjælper arkæologer med at kortlægge Egyptens tidlige historie. Op af jorden er bl.a. dukket redskaber og pilespidser af sten, ben og hæmatit – også kaldet blodsten – fremstillet for hele 42.000 år siden.

Arkæologer har også fundet rester af primitive transportable hytter, der vidner om, at befolkningen i det nuværende Egypten i årtusinder levede som nomader, jægere og samlere omkring den frugtbare Nil. For 42.000 år siden var det egyptiske klima meget mindre tørt end i dag. Store områder i Egypten var dækket af lave træer, og de tidligste mennesker levede som jægere i den savanneklædte ørken.

Omkring 6000 f.Kr. skete der imidlertid store forandringer. Nomaderne begyndte at bosætte sig, og selvom rester af måltider i form af dyreknogler viser, at kosten stadig hovedsageligt bestod af vildt og fisk, begyndte bosætterne at udvikle teknikker til at dyrke korn.

Omkring 5500 f.Kr. havde små stammer, der havde bosat sig i Nildalen, udviklet en række samfund, som levede af at dyrke jorden. Det ved vi, fordi arkæologer har fundet kornrester og fint tilhuggede flintesegl med håndtag lavet af grene af tamarisktræ – et stedsegrønt, busket træ. Inden for relativt kort tid, set med arkæologiske briller, skød hundreder af småbyer op langs Nilen.

Klimaforandringer sikrede liv

Vi ved, at egypterne udviklede landbrugsmetoderne i årtusinderne frem mod de første bosættelser, men med stor sandsynlighed havde landbrug slet ikke været muligt i Nildeltaet, hvis ikke voldsomme klimaforandringer havde ramt området i slutningen af sidste istid.

Uden klimaændringerne var det frodige floddelta, som er grundlaget for landbrug og småbyer, slet ikke opstået, og forandringerne udgør ifølge klimaforskere den afgørende forklaring på, hvorfor en af klodens tidligste civilisationer opstod netop her i den østlige del af det nordlige Afrika.

Da den sidste istid nåede sit højdepunkt – for 18.000 år siden – lå Middelhavets havniveau i forhold til den omgivende landjord omkring 125 meter lavere end i dag. Den lave vandstand betød, at Nilens vandmasser løb stejlt ned mod havet. Det frembrusende vand aflejrede derfor kun silt – finkornede partikler fra bjergarter og mineraler, som floden bragte med sig – ved flodens munding, et punkt, som dengang lå 50 kilometer nordligere end vore dages kystlinje.

De sparsomme aflejringer efterlod al den øvrige jord næringsfattig og svær at dyrke. Først da vandstanden på grund af smeltende ismasser nåede et niveau, der ligger kun 16 meter under det nuværende, begyndte silt og mudder at aflejre sig i hele deltaet med forgreninger, og frugtbar jord blev tilgængelig langs hele Nilen.

Den amerikanske geoarkæolog og palæobiolog Daniel Stanley fra Smithsonian Institution har undersøgt borekerner af undergrunden. Borekernerne viser et tværsnit af undergrundens lag og afslører, at aflejringen af silt nær Nilens munding begyndte mellem 6500 og 5500 f.Kr., netop den tid, hvor jæger-samlerne begyndte at bosætte sig. Den frugtbare jord gjorde det muligt for beboerne at opgive nomadetilværelsen, bosætte sig og begynde at dyrke jorden, konkluderer Stanley.

Video: Se Nilens frugtbarhed helt tæt på

Teorien er ganske plausibel, fordi vi ved, at den langsomme stigning af havets niveau efter istiden også skabte deltaer i både Mesopotamien og langs Yangtzefloden – steder, hvor betydningsfulde civilisationer voksede frem på samme tidspunkt. Også en anden række forandringer fandt sted i disse år.

Da klimaet blev varmere for omkring 5.000 til 6.000 år siden, forlod mennesker ørkenen, der nu blev for varm og gold, til fordel for områder med bedre adgang til vand som fx Nildalen og Mesopotamien. Tilvandringen var med til at sætte skub i den udvikling, der skabte det egyptiske rige.

Svaret jagtes i Etiopiens højland

Også et andet vejrfænomen har været afgørende. Hvert år opstår den kraftige monsun i juni måned de steder, hvor hav og land mødes i det tropiske klima omkring ækvator. Her blæser monsunvinden fra havet hen over det etiopiske højland øst for Nilen og videre ind over fastlandet.

Forskellen i temperatur og lufttryk mellem luften fra havet og luften inde over land skaber ekstremt kraftige regnskyl, så der i områder med monsun falder mellem 6.000 og 12.000 mm regn hvert eneste år.

Ud for Etiopiens kyst presser vinden, der er tæt af væde fra Det Indiske Ocean, sig ind mod bjergene, der visse steder strækker sig hele 4.550 meter over havet. Ved mødet med bjergenes og højdernes koldere luft sender monsunen kaskader af regn ud over de omgivende flade, grønne sletter og ned i Tanasøen, en enorm sø i den nordvestlige del af landet. Fra søen flyder vandet ud i Den Blå Nil og videre mod nord til Egypten. Her møder floden en anden vandvej kaldet Den Hvide Nil.

De to strømme fortsatte i oldtiden – før byggeriet af den store dæmning ved Aswan nord for Nassersøen tæmmede den vældige naturkraft – som én stadig mere svulmende flod, indtil vandmasserne flød over, oversvømmede omgivende arealer for til sidst at fosse ud i Middelhavet 6.800 kilometer fra flodens udspring.

De enorme vandmasser lagde store områder under vand i månedsvis. Når vandet et par måneder senere trak sig tilbage, efterlod det et tykt lag jord rigt på mineraler og andre næringsstoffer, hvor egypterne kunne dyrke korn og grønsager.

Egypterne lærte hurtigt at udnytte det naturlige cykliske oversvømmelsesmønster til perfektion. Fordi Nilen gik over sine bredder med stor forudsigelighed på samme tidspunkt hvert år, kunne egypterne udvikle deres landbrugspraksis omkring den. Vandstanden i floden ville stige i august og september og trække sig tilbage i oktober, hvor afgrøderne kunne plantes. Planterne voksede i den næringsrige jord og modnedes frem til marts, hvor høsten i gode år begyndte. Andre år kunne høsten trække ud til april og maj.

For at udnytte Nilen yderligere udviklede egypterne systemer til kunstvanding. Gennem en simpel teknik og kanaler blev store mængder vand ledt væk fra oversvømmede områder og mod tørrere egne. På den måde kunne bønderne dyrke større områder og drikkevand sikres længere fra Nilen.

Kunstvandingen fik bosættelserne og riget til at vokse yderligere. Den tidligste skildring af kunstvanding optræder på et relief på et køllehoved af sten fra 3100 f. Kr., hvor den daværende egyptiske farao , kong Skorpion holder en hakke i hånden og er i gang med at åbne en grøft i et kunstvandingssystem.

Nilen sikrede forudsigelighed

Monsunens regelmæssighed betød, at Nildalens beboere – i modsætning til nabolandene, der var afhængige af mere ustadige floder som Eufrat og Tigris – sjældent oplevede hungersnød eller andre problemer forårsaget af for sparsomme eller for voldsomme oversvømmelser. Svigtede regnen et år, var det imidlertid en alvorlig sag.

Forskere har beregnet, at en nedgang i vandstanden på blot to meter ville betyde, at en tredjedel af Nilsletten forblev uvandet. For at finde ud af, hvordan egypterne tog højde for år med begrænset nedbør, har forskerne undersøgt de tidlige bebyggelser. I flere af dem – fx i Tell el-Samara og ved Fayumsøen i det nordlige Egypten – har arkæologerne udgravet forrådskamre eller siloer i jorden.

De fleste siloer fundet ved Fayum er omkring en meter i diameter og mellem 30 centimeter og én meter i dybden – store nok til at opbevare en god mængde mad i og dybe nok til at beskytte effektivt mod sol og varme. Forskerne har også fundet solide kurve flettet af strå, som kunne fungere som beholdere til opbevaring af overskydende korn og andre afgrøder.

Inskriptioner og fund af pyramider og andre storladne byggerier fra faraoernes tid efterlader ingen tvivl om, at det egyptiske rige hurtigt blev ekstremt veludviklet både politisk og teknologisk.

Tiden inden den første farao, som kaldes den prædynastiske tidsalder, har forskerne først for alvor fået kendskab til under de senere års udgravninger og med hjælp fra ny avanceret teknik til fx datering og analyse af organiske materialer. Forskerne kan nu kortlægge bebyggelsernes udvikling helt fra landbrugssamfundets opståen omkring 5000 og frem til den første farao.

Udgravninger ved Fayum og Merimde vest for Nildeltaet viser, at de tidlige huse var simple og bygget af fletværk. Senere fik egypterne den idé at blande mudder fra Nilen sammen med fletværket, og dermed skabte de et robust, mørtellignende materiale, som de brugte som stærkt fundament for den nederste del af husets vægge.

Klyngerne af huse voksede gradvist til egentlige byer, og netop de tidligste byer er nu genstand for forskernes undersøgelser.

300.000 potter på lager

Blandt de byer, som interesserer forskerne, er Hierakonpolis – på egyptisk kaldet Nekhen – i det sydlige Egypten. Byen var hovedstad i det første samlede egyptiske rige, som blev etableret 3100 f.Kr., og blev for alvor berømt i Vesten, da franskmanden Dominique Vivant Denon ankom til området med Napoleons tropper i 1798.

Denon tegnede ruinerne og nedskrev sine observationer, og beretningerne udløste en bølge af interesse for oldtidens Egypten. Tegningerne blev trykt i bøger og anvendt som motiv på middagstallerknerne i Napoleons spisestel, da han blev kejser. I det hele taget gav Napoleons ekspedition anledning til en næsten manisk interesse for alt, hvad der havde med oldtidens Egypten at gøre.

Knap hundrede år senere var arkæologi for alvor kommet på mode, og videnskabsfolk i flokke drog til Egypten – herunder til Hierakonpolis – for at grave efter flere spor af den egyptiske civilisation.

Udgravningerne i Hierakonpolis foregår stadig, og med moderne metoder kan forskerne for alvor se, hvor omfattende byen var allerede for mere end 5.000 år siden. Under den seneste serie af udgravninger fandt amerikanske arkæologer fx resterne af en pottemagerbolig. Huset er bevaret på grund af en ulykke, mener arkæologerne, der gætter på, at en kastevind har sendt flammer fra forbrændingsovnen i værkstedet mod huset, der brændte ned til grunden.

Heldigvis for arkæologerne hærdede ilden jorden og mudderstenene, der udgjorde husets nederste del, og forvandlede stolper og måtter til trækul og aske, som de siden har kunnet nærstudere.

Udgravningerne afslører rester af et stort antal potter – forskere anslår, at der har været omkring 300.000 af dem, hvoraf en del har udgjort pottemagerens salgsudstilling. De fleste har været krukker eller gryder fremstillet af mudderet, som pottemageren fandt tæt på værkstedet. Nogle af potterne bærer et mærke i form af en halvmåne – tydeligt tegnet med en finger i den våde ler.

De enkle tegn indridset i lertøj er kendt fra mange fund. Forskerne mener, at tegnet muligvis har været pottemagerens varemærke, og at tegnene er en forløber for skriftsproget, hieroglyffer, som opstod i løbet af det fjerde årtusinde f.Kr. Arkæologerne har kunnet datere huset til ca. 3600 f.Kr. ved hjælp af kulstof 14-metoden, og med al tydelighed har en professionel og lukrativ pottemagerproduktion fundet sted i byen, lang tidligere end vi hidtil har troet.

Stort bryggeri lavede øl

Byen har også huset, hvad arkæologer kalder verdens første industrielle bryggeri. Øl spillede en stor rolle i det egyptiske rige, hvor drikken blev brugt til at slukke den daglige tørst, og væsken udgjorde desuden en del af lønnen ved fx de store pyramidebyggerier og indgik i vigtige religiøse ritualer. Bryggeriet, der ligesom pottemagerboligen er dateret til omkring år 3600, gemmer på en række enorme bryggerkar.

Karrene indeholder stadig en skinnende, brunlig substans, som arkæologerne har undersøgt. Kemiske analyser afslører, at den brunlige masse er rester af øl lavet af maltet og knust emmer med lidt byg sødet med frugten fra tornet jujube, en stedsegrøn, tornet busk med grøngule blomster og spiselige stenfrugter.

Ud over at vidne om en ret avanceret civilisation har opdagelsen også overrasket forskerne på andre måder. Ølresterne har nemlig ændret synet på egypternes bryggemetoder, som man hidtil troede foregik ved, at egypterne fik øllet til at gære ved at tilsætte letbagt brød til en blanding af groftmalet korn opblødt i vand.

Den teori bygger på billedskildringer fra oldtidens Egypten og beretninger fra nutidige egyptere om, hvordan de brygger den lokale, alkoholholdige drik kaldet “bouza”. Fundene i Hierakonpolis viser, at brød slet ikke var nødvendigt for ølbrygningen. I stedet bryggede egypterne ved hjælp af en proces, som minder om nutidens bryggemetoder. I store kar blev kornet maltet og kogt, og varmen frigav frugternes sukker, som satte gang i gæringsprocessen. Efter gæringen blev væsken siet.

Arkæologerne skønner, at den samlede bryggeproces kunne klares på to dage, før brygmesteren stod med den færdige rødbrune og grumsede væske, som sandsynligvis slet ikke smagte som vore dages øl. Det ved vi, fordi egypterne ikke kendte til humle; arkæologerne tror, at væsken i stedet snarere har smagt som vin, og at alkoholprocenten har været meget lav.

Igennem årtusinder har øl været en vigtig substitut for vand, der ofte kunne være forurenet og forårsage sygdomme, og også for egypterne, der med al sandsynlighed har haft gang i en storindustri, allerede inden Egypten blev til Egypten. Fundet i Øvre Egyptens hovedstad, Hierakonpolis, afslører, at ølanlægget kunne producere store mængder øl.

Hvert anlæg husede mellem seks og 16 kar, som kunne indeholde omkring 75 liter, så selv de mindste anlæg ville kunne producere omkring 450 liter øl hver anden dag. Den mængde kunne holde op mod 200 mennesker glade og sunde.

Korn bandt riget sammen

På samme tid, som bryggerne i Hierakonpolis bryggede de mange liter øl, var byer og landsbyer langs Nildalen vokset sammen til en tæt kæde af bebyggelser.

Snart skulle Egypten blive til et samlet rige. Hvordan det gik til, har forskerne ikke noget endeligt svar på. De fleste mener imidlertid, at kontakten mellem de enkelte byer og indbyggere voksede, når de fragtede korn fra sted til sted. Behovet opstod fx, når lokale forrådskamre ikke kunne holde sulten fra dørene.

Med al sandsynlighed har beboerne omkring Nilen tidligt oprettet fælles, centrale kornkamre, og vi ved, at templerne blev brugt som en slags fordelingscentraler, hvorfra overskudskorn blev sendt til steder, der manglede mad. Transporten foregik oftest via Nilen, der – bortset fra karavanesporene – var egypternes eneste vej egnet til massetransport, og trafikken på Nilen – ikke mindst med korn – var med til at binde befolkningen sammen, vurderer egyptologen Fekri Hassan fra University College London.

Uanset hvad udviklingen skyldtes, viser fund, at Egypten i 3000-årene f.Kr. blev mere og mere ensartet. Fra tidlig tid havde kulturen været forskellig den nordlige og den sydlige del af landet. Nordpå levede folk i større grad som naboerne – mange boede fx i huse gravet ned i jorden, på samme måde som folk på den tid levede i Palæstina.

Import fra Syrien vidner desuden om en livlig handel med Middelahavskulturer. I det sydlige Egypten var beboerne mere isolerede fra omverdenen og udviklede den kultur, som senere skulle blive kendt som karakteristisk egyptisk.

Over en periode på omkring 1.000 år voksede de små landbrugsgrupper sig til to stærke civilisationer i hhv. Øvre og Nedre Egypten. Mod syd begyndte egypterne at handle med Nubien, og det nordlige rige indledte handel med de andre middelhavsriger.

Arkæologer ved kun lidt om de begivenheder, som førte til Egyptens samling og anerkendelsen af den første fælles konge, farao.

Fund gør det imidlertid muligt at rekonstruere en del af processen. Forskelle i gravgaver viser, at der med tiden opstod en elite blandt befolkningerne i den sydlige del af landet. Genstande som fx små statuer, bemalet keramik, dekorative stenvaser af høj kvalitet, paletter af sten til kosmetiske produkter og smykker lavet af guld, lapis og elfenben var i høj kurs hos samfundets førende familier i naqada-kulturen, som arkæologer kalder den kultur, som opstod omkring 3800 f.Kr. i området ved Hierakonpolis.

En rigmand i byen blev endog begravet med, hvad forskerne mener har været en privat zoologisk have. To elefanter, to krokodiller og en leopard hører til de dyr, som ledsagede den afdøde i graven.

I byen har arkæologer desuden udgravet det hidtil ældste bemalede gravkammer med scener, der viser en begravelsesprocession og forskellige symbolske optrin, bl.a. en mand, der slår en fjende ned – et motiv, der skulle blive et tema i billedfremstillinger af fremtidens faraoer.

Meget tyder da også på, at den første farao, Narmer, kom fra netop Hierakonpolis. Sammenlægningen af de to dele af Egypten fandt ifølge Manetho, en egyptisk præst, der i det 3. århundrede f.Kr. optegnede en liste over egyptiske herskerdynastier, sted omkring 3100 f.Kr. Legenden fortæller, at sammenlægningen blev gennemført af den drevne kriger Narmer, der underlagde sig hele landet og udråbte sig selv til rigets religiøse og verdslige overhoved.

Narmer kendes fra den såkaldte Narmerpalet, en forstørret udgave af de stenpaletter, som tidlige egyptere brugte til at blande farvepulver til makeup, og som arkæologer mener har været brugt til tempelofringer.

Paletten viser Narmer, der på den ene side bærer den hvide krone, som traditionelt er forbundet med den sydlige del af Egypten, og på den anden side den røde krone, der er forbundet med den nordlige. De to billeder er af arkæologer og egyptologer blevet fortolket sådan, at Narmer, der kom fra Hierakonpolis i den sydlige del af Egypten, underlagde sig det nordlige Egypten og herefter samlede de to riger til ét.

Foreningen gav øjeblikkelig gevinst

Narmerpaletten blev fundet af den britiske egyptolog James E. Quibell under udgravninger i Hierakonpolis i 1897-1898 og er fremstillet omkring det tidspunkt, Narmer levede. I 1993 opdagede den tyske egyptolog Günter Dreyer desuden i byen Abydos et årsmærke, der viser samme motiv som Narmerpaletten.

Årsmærker blev i de første år af det egyptiske rige brugt til at identificere beholdere med varer og indeholdt foruden en beskrivelse af varen også den siddende faraos navn samt en beskrivelse af en begivenhed, der kendetegnede året. Årsmærket bekræfter, hvad Narmerpaletten også fortæller – nemlig at riget blev samlet under en farao omkring 3100 f.Kr.

Selvom nogle forskere gætter på, at foreningen af de to riger har været fredelig, er historien på Narmerpaletten en anden. På paletten er afbildet adskillige døde fjender og krigsfanger, som den nye faraos soldater har dræbt eller undertvunget sig.

Selv hvis en blodig krig har været nødvendig for at forene Egypten, har blodsudgydelserne været det hele værd for kongen fra syd. Godt nok var hans område velorganiseret og rigt og drev omfattende handel med både Nubien i syd, oaserne i den vestlige ørken og kulturer i det østlige Middelhav og det nære Østen, men det manglede en vigtig ting: adgang til det lukrative Middelhav.

En ekspansion ind i det nordlige Egypten ville give de stadig mere magtfulde herskere direkte kontrol med den lukrative handel med andre regioner i det østlige Middelhav. Særlig vigtigt var det imidlertid at opnå kontrol med Nilen og trafikken af varer og mennesker på floden. Kontrollen med eksotiske råmaterialer, luksusvarer fra syd og dygtigt håndværk gav mulighed for beskatning – en nødvendig indtægtskilde for herskerne i den sydlige del af landet.

Hovedstaden røg mod nord

Da foreningen var en realitet, flyttede Narmer hovedstaden mod nord. Nu blev byen Thinis hovedstad. Thinis er stadig et mysterie, for arkæologer har endnu ikke fundet spor efter byen. Men med al sandsynlighed har byen eksisteret, for den er beskrevet af relativt pålidelige kilder som fx den klassiske historiker Manetho, der kalder Thinis for “centrum for den thinitiske konføderation”.

Thinis blev centrum for de egyptiske faraoers styre, og den første farao, som arkæologerne har fundet fysiske spor efter, er Hor-Den. Hans grav er fundet nær Abydos, og han var den første til at kalde sig “konge af Nedre og Øvre Egypten”. Hor-Dens styre indledte de egyptiske dynastier, der skulle herske i årtusinder. Meget passende betød hans navn “ham, som bringer vandet”. Nilen var endegyldigt blevet fundamentet under det nye storrige.

Senere endnu blev hovedstaden flyttet til Memphis, og Egyptens storhedstid begyndte for alvor. Tiden kendes som det gamle rige i egyptisk historie og spænder over fem århundreder fra omkring 2700 f.Kr. I denne periode tager det Egypten, vi kender fra historiebøgerne, form.

Mumiekunsten bliver perfektioneret, hieroglyfferne videreudviklet, og egypternes gudeverden får en afgørende rolle i samfundet. Allermest kendetegnende for det gamle rige er dog, at pyramidernes tidsalder begynder. Periodens stadig mægtigere og rigere faraoer konkurrerede om at bygge gravmonumenter, som var større og prægtigere end forgængernes.

Pyramidebyggerierne kræver så enorm en rigdom, arbejdskraft og evne til organisation, at de er et afgørende bevis på, at Egypten er vokset fra at være et simpelt nomadesamfund befolket af små stammer langs Nilen til at være en af klodens første og mægtigste civilisationer. Forud er gået voldsomme klimaforandringer, driftige mennesker og evnen til at gemme mad. Med de tre ting i baghånden er en ny tid begyndt. Forenet under farao blomstrer en stor og rig civilisation med storladne bygningsværker, gravmæler og paladser op langs Nilen og i ørkenen.

Det egyptiske rige er en realitet.