Warsaw Mummy Project

Mumificeret præstinde overrasker igen

Egyptologer fik sig en overraskelse, da de scannede en mumie, som de antog var en præst. Pludselig dukkede noget uventet op.

Da polske eksperter tilbage i 2016 undersøgte en mumificeret præst, der for 2.100 år siden levede i den egyptiske by Theben, fik de sig den første store overraskelse. Det viste sig nemlig, at præsten slet ikke var en mand, men derimod en præstinde. Nu har det polske forskerhold gjort en endnu mere forbløffende opdagelse.

Dr. Marzena Ożarek-Szilke fra Warszawa Universitets mumieprojekt og hendes mand, Stanisław Szilkec, var ved at lægge sidste hånd på en grundigere undersøgelse af mumien, da de tog et ekstra kig på scanningsbillederne.

“I den afdøde kvindes mave fik vi et glimt af noget, der er velkendt for os som forældre til tre børn: En lille fod”, forklarer ægteparret.

Foden i mumiens mave kan akkurat anes på denne CT-scanning.

© Warsaw Mummy Project/HISTORIE

Verdens første gravide mumie

Det er første gang, at en gravid egyptisk mumie er blevet fundet. Normalt blev fostre fjernet under balsameringsprocessen for at stoppe forrådnelsesprocessen. De polske forskere ved endnu ikke, om fosteret har været for svært at fjerne for balsamørerne, eller om det er blevet efterladt af religiøse eller andre årsager.

“Af uvisse grunde blev fosteret ikke fjernet fra den afdødes mave under mumificeringen”, noterer Wojciech Ejsmond fra det polske videnskabsakademi sig. Han tilføjer, at det nu skal undersøges nærmere, om kvinden døde som følge af sin graviditet eller fx en ulykke.