En egyptisk husmor står i sit køkken i oldtidsbyen Theben. Mens solens stråler trænger gennem små sprækker i husets stråtag og oplyser rummet, bøjer kvinden bøjer sig ind over en stor lerkrukke.
I hænderne holder hun et stort fladbrød, som kort forinden er kommet ud af husets stenovn.
Hun flår det stadig lune brød i små stykker og lader stykkerne dumpe ned i lerkrukken, der er fyldt med vand.
Da alt brødet er lagt i blød, stiller hun den grødede masse til side – køkkenets lune temperatur skal nok vække indholdet af naturgær til live, så det begynder at danne alkohol og frigive smagsstoffer.
Dagens vigtigste arbejde er kommet godt fra start i det lille hjem, og om en uge kan familien få lov til at smage på det hjemmebryggede øl.
Øl var hård valuta
Hvis Nilen var kilden til Egyptens rigdom, så var øllet den livgivende substans, der holdt sammen på oldtidens mest beundrede civilisation.
Den ofte tyktflydende drik blev nydt dagligt og i litervis af såvel mænd som kvinder og børn.
Egypterne drak øl direkte af krukken – ved hjælp af et sugerør.
Både rig og fattig foretrak at stille tørsten med øl, for vand var livsfarligt at drikke – Nilens vand flød med skidt, for floden fungerede som indbyggernes skraldespand og kloak.
Ølbrygningens gæringsproces slog imidlertid bakterierne ihjel – og selvom egypterne aldrig havde hørt om de skadelige mikroorganismer, fortalte generationers erfaringer dem, at hvis familien drak øl, blev de ikke syge så tit.
Egypterne gik så langt som til at kalde øl for en stærk medicin, der styrkede kroppen.
Som en læge udtrykte det for mere end 5.000 år siden: “Øl holder sjælen (ka, red.) i god balance med leveren og blodet. Øl gør både blodet og kroppen sund og rask”.
Op mod 100 egyptiske lægemidler indeholdt øl, og bevarede optegnelser fra omkring år 1500 f.Kr. viser, at ca. hver syvende patient fik medicin med øl i.
Egypterne var et af verdens første folkeslag til at brygge øl. Arkæologiske fund tyder på, at menneskene ved Nilens bred allerede for 7.000 år siden kastede sig over ølbrygning, og at drikken kom til at spille en afgørende rolle, mens faraos rige voksede sig stort og mægtigt.
Pyramiderne var fx næppe blevet bygget uden øl. De hårdtarbejdende håndværkere, der opførte faraos gigantiske gravmonumenter, blev nemlig betalt i naturalier – bl.a. rigelige mængder øl.
Brød blev forvandlet til beruselse på fire dage
På en uge kunne egypterne forvandle mel til nybagt brød ogbrødet til skummende øl. Processen foregik hjemme i køkkenet, men også på store bryggerier rundtom i landet.
1 Ølbrygning begyndte med bagningen af brød. Mens brødet stadig var lunt, blev det smuldret ned i en stor lerkrukke med vand.
2 Den plumrede brødgrød blev sat til side med et klæde over krukkens åbning. Nu skulle grøden stå i fred og gære.
3 Et par dage efter blev grøden renset for skorper m.m. ved at si den gennem en flettet kurv. Herefter blev frugt, krydderier og farvestof tilsat.
4 Efter yderligere fem dage blev grøden siet gennem et stykke stof, og væsken hældt over i store krukker. Nu var øllet klar til servering.
Tre gange om dagen fik håndværkerne serveret den aftalte ration af skummende øl. Mange andre arbejdere i Egypten blev aflønnet på samme måde, og mindstelønnen var to rationer øl om dagen.
Mønter og pengesedler eksisterede ikke, så på markedspladser i Theben, Memphis og andre egyptiske byer betalte indbyggerne for mad, klæde og redskaber med deres hjemmebryg.
Øl var dog ikke kun et betalingsmiddel og en simpel tørstslukker; brygget blev også brugt til at markere særlige mærkedage og begivenheder – og til at drikke sig fuld i.
Før et bryllup fremstillede egypterne således en særlig “brude-ale”, som blev indtaget i rigelige mængder under festlighederne.
Når bruden senere skulle føde familiens første barn, drak hun såkaldt jammerøl for at dulme nerverne og dæmpe de frygtede fødselssmerter.
Hieroglyffen “henket" betød øl og lignede et omvendt moderne ølglas.
Selv under den sidste rejse til evigheden medbragte den afdøde store mængder øl, for i dødsriget skulle han eller hun naturligvis ikke tørste.
Egypterne anså øl for at være den vigtigste ingrediens i et meningsfuldt og lykkeligt liv. Eller som en gammel talemåde formanede: “Hold aldrig op med at drikke øl. Spis godt, dyrk sex, og fejr de gode tider”.
Okker sikrede en blodrød farve
Hjemme hos husmoren i Theben har den grødede masse nu stået og gæret i to dage, og kvinden i den beskedne bolig i byens hjerte gør klar til at krydre øllet.
Hun placerer en flettet kurv af siv oven på en ny lerkrukke og hælder forsigtigt grødmassen gennem kurven for at filtrere grove rester af korn og fladbrødets hårde skorpe fra.
Den filtrerede væske flyder ned i en opvarmet lerkrukke, og så kommer hun dadler og okker ned i væsken for at give øllet mere smag og ikke mindst den eftertragtede blodrøde farve.
De næste fem dage skal grøden suge smagsstoffer og farve til sig.
Skidt fra kornhøsten endte i egypternes og nubiernes øl.
Hjemmebryg gav ligestilling
Fremstilling af øl var de egyptiske kvinders vigtigste opgave, og ølbrygningen var med til at sikre dem ligestilling, fordi kvinderne kunne sælge øllet og få råd til at købe varer på lige fod med mændene.
Kvinderne nøjedes ikke med at brygge én slags øl. Papyrusruller og væginskriptioner vidner om, at udvalget af øl var rigt og meget varieret.
Selvom drikken primært blev brygget på brød fremstillet af hvede- og bygmel, fandtes øl i et virvar af forskellige smagsvarianter. Noget øl blev krydret med dadler, andet med druesaft, urter, rosiner eller selleri.
De egyptiske husmødre lavede lyst øl, mørkt øl, “øl til evigheden”, “øl, som aldrig bliver surt”, og den populære Bouza, som blev krydret med mynte, citronblade eller peber.
Bouza var tyktflydende som suppe, mens andre typer var letflydende som en moderne pilsner.
En specialøl gik under navnet “Nattergalens moder”, fordi den ifølge inskriptioner fik “fulderikkerne til at synge”.
Gudinden Hathor fejret med druk
Hjemme hos husmoren i Theben er øllet gæret færdigt i den store krukke. Hun lugter til det og er tilfreds med duften.
Derfor stiller hun to kopper på bordet og gør klar til at servere friskbrygget øl for sine børn. Først skal øl-grøden dog filtreres en sidste gang – gennem et stykke linned.
Det er en langsommelig proces, og krukkens indhold er en hel nat om at sive igennem stoffet. Men en kop til hvert af børnene kan hun hurtigt gøre klar.
Familiens yngste medlemmer slubrer lystigt øllet i sig gennem sugerør fremstillet af afskårne grene, der er hule indeni, før de løber ud for at lege.
På gulvet i køkkenet står en beholder med bygkorn, der venter på at blive malet og forvandlet til nye fladbrød.
Normalt ville kvinden nu sætte sin køkkenslave til at male kornet til mel, så hun kunne komme i gang med at brygge en ny omgang øl.
Men i dag er ikke nogen almindelig dag. I dag skal der festes. Husmoren rækker ud efter en forseglet krukke med færdigbrygget, rødt øl og begiver sig ud i byen.
Thebens gader summer af liv, for det er den 20. dag i årets første måned, Thot, og vanen tro kaster indbyggerne sig med begejstring ud i at fejre den religiøse festival kaldet “Hathors beruselse”.
Nogle familier bliver hjemme og drikker sig fra sans og samling. Andre drager hen til templet Mut, der er bygget til ære for Hathor – gudinden for glæde, moderskab, musik og kærlighed.
Med ølkrukken under armen slutter husmoren sig til menneskestrømmen, der slanger sig gennem gaderne og har kurs mod byens store tempel.
En gang om året drak egypterne sig fra sans og samling for at ære gudinden Hathor. Festen skulle forebygge, at Hathor forvandlede sig til den vanvittige løvinde Sakhmet.
Øl snød dræbergudinden
Gudinden Hathor er central for forståelsen af egypternes forhold til øl. Hun var datter af solguden Ra, der ifølge legenden blev så utilfreds med det egyptiske folk, at han bad hende om at forvandle sig til en løvinde ved navn Sakhmet.
Løvinden skulle dræbe alle mennesker, hun mødte i byerne langs Nilens bredder. Løvinden spredte død og ødelæggelse blandt egypterne, indtil Ra omsider bad hende om at stoppe.
Sakhmets blodtørst var imidlertid blevet for stor, og hun nægtede at adlyde. Men så fik Ra en idé. Sammen med Egyptens andre guder forvandlede han Nilen til en flod af blodrødt øl.
Begærligt slubrede Sakhmet det falske blod i sig og blev så beruset, at hun glemte alt om at dræbe. Snart efter forvandlede den rasende løvinde sig til den kærlige gudinde Hathor, og menneskeheden var reddet.
Festivalen “Hathors beruselse” var altså ikke blot en undskyldning for at drikke sig fuld. Øllet, der blev farvet rødt ved at tilsætte okker under brygningen, blev indtaget i store mængder for at sikre, at den blodtørstige Sakhmet aldrig vendte tilbage.
Ved at danse, æde og drikke troede egypterne, at deres anstrengelser ville redde menneskeheden fra udslettelse. Under festivalen gjaldt derfor kun én regel: Alle skulle drikke, til de segnede.
Et vægmaleri fra en egyptisk grav viser fx en rig kvinde, der kaster op under en fest, hvor hun har drukket tæt. “Hathors beruselse” var et af årets absolutte højdepunkter og samlede tusindvis af festklædte og selskabeligt overrislede mennesker.
Forfatteren Herodot skrev i år 440 f.Kr., at op mod 700.000 egyptere deltog i festen omkring templet Mut. Men festlighederne for gudinden Hathor foregik overalt i landet, understregede Herodot.
Den religiøse øl-festival blev indledt med høj musik og kvindelige bartendere med blomster i håret, der serverede øl ad libitum.
Den egyptiske øl var potent og kunne nå en alkoholprocent på 6,0, så i takt med at promillen steg, røg hæmningerne over bord, og flere af de fremmødte gæster begyndte at dyrke sex med hinanden i fuld offentlighed, antyder religiøse hymner fra oldtidens Egypten.
Med druk og sex ærede festdeltagerne gudinden Hathor.
Afgifter gjorde Kleopatra upopulær
Lyden af infernalske trommer vækker den sovende husmor fra Theben. Hendes hoved dunker, og smagen af øl klæber stadig til tungen.
Det er blevet morgen, og minderne om nattens festligheder fortoner sig i tågerne. Usikkert kommer hun på benene og vakler hjem for at bage brød, som hun kan smuldre ned i en ny krukke vand.
Øl og druk prægede Egypten i flere årtusinder, men da den sidste farao, Kleopatra, kom til magten i år 51 f.Kr., begyndte de festlige tider at rinde ud.
Kleopatra indførte skatter på øl, så de fattigste egyptere ikke længere havde råd til drukkenskab.
Mange historikere mener, at den beslutning gjorde hende mere upopulær end hendes fremmede herkomst og de katastrofale nederlag i krigen mod Romerriget.
“En lykkelig mand har munden fuld af øl”. Oldegyptisk mundheld.
Metoden til at brygge øllet forblev næsten uforandret i 7.000 år, men tørsten efter de våde varer voksede sig efterhånden så stor, at husmødrene ikke længere kunne følge med.
I takt med øllets stigende popularitet flyttede en stor del af produktionen ud af køkkenerne og over til regulære bryggerier, som blev opført overalt i Egypten.
På bryggerierne arbejdede både mænd og kvinder, og store sendinger blev eksporteret til bl.a. Mellemøsten. Et af de største bryggerier, arkæologerne har fundet, ligger i oldtidsbyen Nekhen, der var det sydlige Egyptens hovedstad omkring år 3000 f.Kr.
Her har arkæologer fundet en række store lerkrukker, der hver kunne rumme 65 liter. Forskerne vurderer, at dette bryggeri alene fremstillede 2.500 liter øl om dagen.
I byen Abydos er to tilsvarende bryggerier dukket op – de havde en kapacitet på hhv. 2.500 og 1.700 liter. Der var også nok munde at fylde i det gamle Egypten, hvor alle krævede øl.
Selvom farao og andre fra overklassen gerne drak vin, foretrak mange egyptiske konger øl.
Måske hang deres valg sammen med et gammelt egyptisk mundheld, der sagde, at “en lykkelig mand har munden fuld af øl”.
Glæden ved øl tog i perioder overhånd, så fuldskab var et almindeligt syn i gaderne. Den græske filosof Aristoteles bemærkede i 300-tallet f.Kr.: “De (egypterne, red.), der drikker øl, falder om på ryggen og ligger med ansigtet vendt mod himlen”.
Heldigvis havde egypterne mindst én kur mod tømmermænd. Forskere fra Oxfords universitet oversatte i 2015 en 4.000 år gammel papyrusrulle, som forsikrede, at en krans af laurbærblade rundt om hovedet ville fjerne selv den værste hovedpine.