Jagtulykke, sygdom eller mord? Teorierne om Tutankhamons død har været talrige. Howard Carter, der fandt mumien, var den første til at undersøge det over 3.200 år gamle lig.
Den britiske arkæolog var imidlertid mest interesseret i de skatte, kongen havde fået med sig i graven.
Mumien sad uhjælpeligt fast i et tykt lag harpiks og olie, som balsamøren i sin tid havde hældt ud over liget, og for at få kongens jordiske rester ud af kisten skar arkæologen både arme, ben og hoved af. I alt endte faraoen i 13 stykker.
I de efterfølgende årtier er mumien kun blevet undersøgt to gange og hver gang uden afgørende resultateter.
Men for få år siden besluttede Egyptens daværende chefarkæolog, Zahi Hawass, at gåden om kongens liv og død skulle løses én gang for alle med tidens nyeste teknik: CT-scanninger og dna-analyser.
Det endelige resultat af de mange undersøgelser blev offentliggjort i 2010 og afsluttede næsten 100 års spekulationer.
Tutankhamon ses på flere relieffer køre vogn i krig og på jagt.
Teori 1: Tutankhamon styrtede fra sin vogn
Mange forskere har ment, at Tutankhamons død kunne skyldes et vognstyrt. På afbildninger ses kongen nemlig ofte jagte dyr og fjender fra sin tohjulede stridsvogn.
Alt tyder dog på, at afbildningerne er ren propaganda. Nye undersøgelser viser, at kongen stort set ikke har kunnet gå, og langt mindre føre en stridsvogn i kamp.
Tutankhamons nære forhold til hærchefen Horemheb kan ifølge nogle teorier have kostet kongen livet.
Teori 2: Kongen blev myrdet af sin rådgiver
Tutankhamon var blot 10 år, da han kom til magten. Den unge farao overtog et rige i kaos og søgte derfor hjælp hos hærchefen, Horemheb, der efter alt at dømme hurtigt blev Egyptens reelle hersker.
Hærchefens særstilling skal ifølge nogle teorier have gjort Tutankhamons personlige rådgiver, storvesiren Eje, misundelig. Mens Horemheb var på felttog, fik Eje derfor kongen snigmyrdet, så han selv kunne blive farao.
Teorien kan forklare, hvorfor Eje og ikke Horemheb overtog tronen kort efter Tutankhamons død. Forskernes undersøgelser peger dog ikke i retning af, at kongen blev myrdet.
Tutankhamon blev ikke myrdet
En af hovedmistankerne gik på, at Tutankhamon blev myrdet. Røntgenbilleder af kongens kranium havde i 1968 afsløret en skade, som kunne tyde på, at Tutankhamon var blevet dræbt af et slag mod baghovedet.
Flere forskere mente derfor, at han enten var blevet myrdet, eller at skaden var opstået under et fatalt fald fra kongens stridsvogn.
Sidstnævnte teori blev understøttet af det faktum, at mumien også havde et brud på venstre lårbensknogle. Ved hjælp af CT-scanninger slog Hawass' forskerhold imidlertid fast, at skaderne i hovedet måtte være opstået, da liget blev balsameret.
Anderledes var holdets konklusion omkring bruddet på den venstre lårbensknogle. Alt tydede på, at skaden var sket, mens kongen var i live. Og da vævet omkring bruddet endnu ikke var begyndt at hele, måtte det være brækket få dage før kongens død.
Scanningerne afslørede også, at venstre knæ var rykket af led. De to benskader pustede liv i gamle teorier om, at Tutankhamon døde af et styrt fra sin stridsvogn.
Forskerne var imidlertid skeptiske, fordi en sådan ulykke burde give skader over hele kroppen.
Ny teori: Barnekongen var en svækling
Mange af Tutankhamons skader er opstået under balsameringen og Howard Carters undersøgelser. Kongen led imidlertid af flere sygdomme, og da han brækkede benet, gav kroppen op.
Hovedskade opstod efter kongens død
De første røntgenbilleder fra 1968 afslørede to løse knoglestumper inde i Tutankhamons kranium. Mange mente derfor, at kongen var blevet dræbt af et slag mod hovedet.
Nye undersøgelser viser imidlertid, at stumperne må være brækket løs efter kongens død. Ellers ville de have sat sig fast i den væske, som blev hældt ind i kraniet under balsameringen.
Kongen havde intet hjerte
Både mumiens hjerte og flere ribben mangler. Flere mener derfor, at kongen døde af et spark i brystet fra en hest, og at balsamørerne efterfølgende fjernede de skadede dele. Andre mener, at Carter skar brystet op under jagten på smykker.
På tidlige billeder af mumien kan kongens penis ses. Den faldt efterfølgende af, men blev genfundet i kisten i 2005.
Undersøgelserne af mumien viste, at drengekongens venstre lårben var brækket få dage før hans død.
Knæskade blev balsameret
Ud over det brækkede lårben var også venstre knæ rykket af led, og huden omring svært beskadiget. Forskerne fandt balsameringsvæske mellem brudfladerne.
De har derfor konkluderet, at skaden ikke kan være forårsaget af Howard Carter. Mere sandsynligt er det, at knæskaden opstod ved samme ulykke, som brækkede Tutankhamons lårben.
Faraoens fødder fik ikke blod nok
Scanninger af Tutankhamons fødder viste, at den unge konge må have været stærkt forkrøblet. Flere af knoglerne i den venstre fod er smuldret væk, og især tåen ved siden af storetåen er stærkt deform.
Misdannelserne, der må have tvunget kongen til at gå med stok, havde fået Tutankhamon til at støtte på højre ben, så højre fod blev platfodet. Lidelsen, der kaldes Köhlers sygdom, skyldes, at knoglerne ikke får blod nok. Sygdommen er sandsynligvis konsekvens af indavl i Tutankhamons familie.
Malaria og indavl tog livet af kongen
Da forskerne undersøgte kongens fødder, fandt de imidlertid en mulig forklaring på benskaderne. Scanninger afslørede massivt knogletab i den venstre fod.
Ifølge forskerne skyldtes lidelsen sandsynligvis den såkaldte Köhlers sygdom, der får knoglerne til at smuldre væk.
Sygdommen er arvelig og var muligvis et resultat af indavl. Folk, der lider af Köhlers sygdom, falder ofte, og det kan være årsagen til kongens benbrud.
Uanset hvad kunne benbruddet ikke i sig selv have dræbt kongen. Først da forskerne undersøgte faraoens knoglemarv, fandt de den mest sandsynlige morder.
Her gemte sig nemlig dna fra malaria-parasitter, og nærmere undersøgelser afslørede, at kongen var inficeret med en af de mest dødelige varianter kaldet Malaria tropica.
Hvor Tutankhamon end har tilbragt sine sidste timer, kan de ikke have været behagelige. Kongen har sandsynligvis måttet udholde både rystelser og høj feber, mens en kombination af malaria, et svækket immunforsvar og et kompliceret benbrud ubønhørligt tappede livet ud af historiens mest berømte farao.