Farao Ramses 2.'s (cirka 1279-1213 f.Kr.) mumie blev fundet i 1883 i en grav nær den egyptiske by Luxor. Mumien ligger i dag på Det Egyptiske Museum i Kairo. 

© National Geographic/Getty Images

Sådan laver du en mumie

Oldtidens egyptere mente, at sjælen kun kunne leve videre i dødsriget, hvis den blev genforenet med sin oprindelige krop. Det krævede, at sjælen kunne finde og genkende kroppen. Kunne den ikke det, var sjælen dømt til evig hjemløshed. Derfor udviklede egypterne gennem fire årtusinder en unik balsameringsproces, der sikrede den døde krop i al evighed. Fra start til slut tog balsamørernes makabre arbejde 70 dage.

8. juni 2018 af Mikkel Larsen

Dag 1: Balsamøren tager fat

Første trin var at vaske liget og bede for en sikker rejse til dødsriget.

Når familien havde sørget over den afdøde, blev liget bragt til balsamørernes værksted. Det lå typisk uden for byen på Nilens vestlige bred, der blev associeret med døden og efterlivet, fordi Solen gik ned (døde) i vest, mens den “genopstod” i øst.

Den afdøde blev først bragt til et telt, der blev kaldt “Renselsens Sted”. Liget blev lagt på et bord, hvor det blev vasket grundigt med vand. 

Renselsen havde også en vigtig religiøs funktion, idet egypterne anså hele balsameringsprocessen for et ritual, der skulle give den afdøde den bedst mulige overgang til efterlivet. Hele processen blev derfor ledsaget af bønner.

Dag 2-5: Forrådnelsen stoppes

Efter at have vasket liget fjernede balsamørerne hjernen og de indre organer, for at kroppen ikke skulle gå i forrådnelse.

Den rensede krop blev nu flyttet til et andet telt kaldet “Skønhedens Hus”. Her blev den døde placeret på et let skrånende bord. Holdet af balsamører gik som det første i gang med hovedet. Normalt førte de først en lang krog eller et bronzerør op gennem det venstre næsebor og prikkede et hul gennem kraniet ind til hjernen.

Gennem hullet trak balsamørerne hjernemassen ud. Egypterne anså ikke hjernen for vigtig, så den blev smidt væk med det samme. For at forhindre eventuelle hjernerester i at gå i forrådnelse hældte balsamørerne derefter­ en varm harpiksblanding ind i det tomme­ kranium.

Dernæst skar balsamørerne et 10 cm langt snit i den venstre side af maven, hvorigennem de trak de forskellige organer ud. Balsamørerne vidste, at jo hurtigere, de fjernede indvoldene, desto bedre blev kroppen bevaret.

Hjertet lod balsamørerne normalt sidde. Det blev betragtet som hjemsted for intelligensen, følelserne og samvittigheden. Det skulle vejes ved indgangen til dødsriget, så underverdenens hersker, Osiris, kunne se, om den døde havde levet et samvittighedsfuldt liv.

Gennem et snit i venstre side af kroppen fjernede balsamørerne­ den dødes indre organer.

© Kingfisher Publications

Dag 5-45: Kroppen udtørres

Tredje trin var at trække alle væsker ud af liget ved hjælp af natron.

Når balsamørerne havde fjernet organerne, vaskede de den døde med en blanding af vand, dadelvin og velduftende urter. Derefter fyldte de hulrummet i maven og brystkassen ud med små linnedposer fyldt med natron, som er en naturlig saltblanding bestående af natriumkarbonat, bikarbonat, natriumsulfat og klorid.

Blandingen fandtes i store mængder i en saltvandssø nordvest for Kairo. Egypterne betragtede den let lyserøde natron som en guddommelig gave på grund af dens stærkt udtørrende effekt. Natronen trak væsken ud af kropsvævet, så bakterier og enzymer i resten af kroppen blev sat ud af spillet og forrådnelsesprocessen sat i stå.

Når hulrummet i maven og brystkassen var fyldt op med poser, dækkede balsamørerne hele kroppen med et tykt lag natron – til tider over 250 kilo natron. Liget fik nu lov til at ligge under natronkappen og tørre ud de næste 40 dage.

Dag 45-55: Menneske igen

Efter udtørringen blev liget indkapslet i et beskyttende harpikslag.

Efter 40 dages udtørring med natron var den dødes hud mørk og indtørret, lemmerne var stive som pinde, og kroppen vejede kun en fjerdedel af den oprindelige vægt. Nu gik de egyptiske balsamører­ i gang med at få liget til at ligne et menneske­ igen.

Først blev den døde vasket med alkohol­ for at dræbe de sidste bakterier. Så blev poserne med natron i mavehulen og brystkassen fjernet, og hulrummet blev i stedet fyldt med linned, savsmuld og nogle gange bare almindeligt mudder fra Nilen. På den måde kunne kroppen nogenlunde bevare en naturlig form. Såret i siden blev lukket med et stykke stof, et lag voks eller en tynd plade af guld, hvis den afdøde var kongelig.

Derefter smurte balsamørerne liget ind i velduftende salver og olier fremstillet af cassia-kanel og myrra. Forskere har længe troet, at også det var for, at liget skulle holde sig bedre, men det har vist sig snarere at være en del af begravelsesritualet. Olien havde dog den gode bieffekt, at den hjalp med at holde den afdødes indtørrede hud elastisk.

Herefter blev den afdøde helt dækket med en varm harpiksblanding, der oftest bestod af ingredienser som myrra, kamferolie og harpiks fra enebærtræet. Med tiden opbrugte de egyptiske balsamører dog forsyningerne af harpiks og måtte i stedet bruge naturlig asfalt fra Det Døde Hav. Når blandingen af enten harpiks eller asfalt stivnede, blev liget indkapslet i en kappe, der beskyttede­ mod fugt og mug.

I senere tid begyndte de egyptiske balsamører at putte de indre organer, der ellers tidligere var blevet placeret i kanopekrukkerne, tilbage i den dødes krop. Det forhindrede dog ikke de meget konservative egyptere i fortsat at stille de tomme kanopekrukker ind i graven til den døde.

Balsamørerne var nødt til at fjerne­ den dødes øjne, der ikke kunne balsameres. I stedet satte de ofte falske øjne af sten under øjenlågene.

© Bridgeman

Dag 55-70: Mumien tager form

Efter omkring 65 dage var det tid til at vikle den afdøde ind i lærred. Den afdøde blev lagt på et særligt bord, hvor balsamørerne kunne gå uhindret rundt om hele kroppen. Store mængder lærredsstrimler blev forberedt og sorteret efter størrelse. Kun de rigeste brugte strimler i nyt stof. 

Normalt var der tale om aflagt lærred og tøj, der blev revet i passende stykker. Der skulle en del til. Strimlerne brugt til en enkelt mumie kunne nå op på en samlet længde af 4800 meter.

Først lagde balsamørerne mumien på et par lange stykker stof, der løb langs hele kroppen. Så tog de fat på hovedet – den næstvigtigste kropsdel efter hjertet.­ Ansigtet var det, sjælen skulle genkende kroppen på. Dernæst viklede de armene ind, derefter benene og til sidst selve kroppen.

Balsamørerne brugte de groveste strimler til de inderste lag. Jo længere de kom ud, jo finere blev lagene. For hvert lag strimler smurte balsamørerne et nyt lag harpiksblanding på for at holde strimlerne sammen.

Mellem lagene blev desuden lagt amuletter, der skulle beskytte den døde på rejsen til dødsriget. I alt blev mumien omviklet med omkring 20 lag. Det sidste lag var dekorativt, så mumien kom til at se flot ud. Endelig lagde balsamørerne en mumiemaske på ansigtet af mumien. Den kunne være lavet af bemalet gips eller metal.

Den døde blev omviklet med op til fem km lærredsstrimler. Efter hvert lag strimler blev mumien penslet med en harpiksblanding.

© Kingfisher Publications

Dag 70: Rejsen til dødsriget

Mumien kom i en kiste og blev overgivet til familien.Samtidig med at den afdøde blev mumificeret, fremstillede håndværkere en kiste til begravelsen. 

Kongelige og folk fra de øvre samfundslag fik ofte flere kister, der kunne ligge inden i hinanden. Oprindelig var kisterne fremstillet af stof eller­ papyrus dækket med gips. Senere blev de også lavet i træ.

Kisten blev ført i procession til graven, hvor en præst udførte det såkaldte “åbning af munden-ritual", hvor han berørte den dødes øjne, mund, ører og næse. 

Det “genoplivede” den afdøde, så han kunne sanse i det nye liv. Kisten blev nu bragt ind i graven, hvor den blev placeret i en stensarkofag.

Med sig i graven fik den afdøde de ting, der var blevet brugt i balsameringsprocessen. Egypterne mente, at alt, der havde rørt ved liget, indeholdt dele af personen. Derefter blev indgangen til graven lukket og forseglet.

Mumier blev lægemiddel

Fra 1100-tallet og helt op til 1600-tallet blev egyptiske mumier i stor stil knust og solgt i Europa som medicin mod alt fra migræne til mavesår. 

Sideløbende blev knust mumie også brugt til at fremstille malingen “egyptisk brun”. 

Da Napoleon i slutningen af 1700-tallet erobrede Egypten, afsluttede han felttoget ved at tage to mumiehoveder med sig hjem i kufferten, ét til ham selv og ét til hustruen Josephine. 

I 1800-tallets England blev egyptiske dyremumier en udbredt ingrediens i gødning. Bare et sølle ton af gødningen indeholdt 18.000 knuste kattemumier.

Mange egyptiske mumier endte deres dage på apoteker over hele Europa, men din læsning behøver ikke at ende her. 

Vi kan lige nu friste med en artikel om Afrikas soltørrede lig eller vores digitale abonnement på over 16 forskellige blade. 

Psst... Den første måned er gratis!

Læs mere

Emily Teeter: Before the Pyramids, Oriental Institute Museum Publications 33, 2011 Gaëlle Bréand: The Corpus of Pre-Firing Potmarks from Adaïma, British Museum Studies in Ancient Egypt and Sudan 13, 2009

Måske er du interesseret i...

Læs også