Siden Egyptens største pyramider blev opført, har den enorme sfinks i Giza vogtet over dem. Men hvorfor tilbad egypterne statuen, hvem forestiller ansigtet og hvorfor skuer det mod øst? I dag leder arkæologer stadig efter svar på de oldgamle mysterier.
I 1798 drog Napoleon Bonaparte på felttog i Egypten for at styrke Frankrigs position i Mellemøsten. Den 21. juli nåede hans hær udkanten af hovedstaden Kairo, hvor franskmændene udkæmpede et slag mod de lokale mamelukker: Slaget ved Pyramiderne.
Med udsigt til de oldgamle bygningsværker i horisonten blev mamelukhæren slået på flugt. Napoleon indtog området og kunne nyde synet af de storslåede monumenter på Giza-plateauet uden for byen.
Giza-plateauet ligger i udkanten af Egyptens hovedstad Kairo.
For at understrege sin triumf beordrede den mægtige franske hærfører kanoner rettet mod sfinksen, hvis næse blev skudt af.
Beretningen om Napoleon trives i bedste velgående. Men den er ikke sand.
Allerede i 1400-tallet beskrev den egyptiske historiker al-Maqrizi, hvordan en muslimsk sufi-imam ved navn Sa'im al-Dahr havde hugget næsen af sfinksen i 1378 – angiveligt i vrede over, at nogle egyptere anså figuren for at være en guddom.
I årtusinder har sfinksen været omgærdet af myter om dens tilblivelse, funktion og forfald.
Hvem byggede sfinksen?
De farao gebruikte zijn rijkdommen voor enorme monumenten, zoals de sfinx.
Grusom bygherre
Trods grundige arkæologiske undersøgelser diskuteres det stadig, hvem sfinksens bygherre var, hvornår den blev opført og hvorfor.
Den bredest accepterede teori er, at statuen er en del af farao Chephrens gravkompleks. Han var konge fra 2520-2494 f.Kr. og kong Cheops' efterfølger.
Denne tid betragtes som det gamle Egyptens gyldne æra. Freden herskede, og handel med andre riger skabte stor velstand. Alligevel indikerer historiske kilder, at Chephren var en grusom tyran.
Skattejægere var velkomne
Napoleon medbragte ikke alene soldater på sit felttog, men også snesevis af kunstnere og lærde, der var dybt fascinerede af de egyptiske vidundere, og som undersøgte den gigantiske sfinks særdeles nøje.
Da de vendte hjem til Frankrig, fortalte de med begejstring om deres oplevelser i Nordafrika, og disse smittende beretninger fik europæernes interesse for det gamle Egypten til at eksplodere i de følgende år.
Undersøgelser har vist, at den enorme skulptur er udhugget af den naturlige klippegrund på Giza-plateauet for ca. 4.500 år siden. I modsætning til pyramiderne er den altså ikke sammensat af mindre stenblokke.
De egyptiske stenhuggere begyndte fra oven og huggede sig ned gennem i klippen, til statuen stod færdig.
Det nederste af sfinksen er placeret under plateauets naturlige niveau, og det gør statuen til et let offer for sandet, der trænger sig på fra Sahara. Da Napoleon besøgte sfinksen, var den da også dækket af sand til halsen, og det har den været i det meste af sit lange liv.
I begyndelsen af 1800-tallet fik udenlandske arkæologer – og skattejægere – mulighed for at drage på ekspeditioner til Egypten.
Mod behørig betaling til de egyptiske myndigheder kunne de grave, som de havde lyst, og i 1817 hyrede den britiske konsul og antikvitetssamler Henry Salt den italienske sømand Giovanni Caviglia til at at grave sfinksen fri for sand.
På det tidspunkt stak kun hovedet af den 20 meter høje statue op fra sandet, og det var et enormt slid at kæmpe sig igennem sandmasserne.
I det gamle Egypten var sfinksen smukt dekoreret og farvelagt. Øverst på hovedet sad en kobraslange – symbolet på kongens guddommelige magt.
Med assistance fra op til hundrede egyptiske arbejdere lykkedes det i første omgang Caviglia at nå ned til sfinksens ene skulder og derfra at fjerne sandet helt ned til det plant udhuggede kalkstensgulv, som sfinksen står på.
Mens ørkensolen skoldede de svedige arbejdere, truede sandet med at vælte ned over dem i den dybe, tragtformede udgravning.
Kun en primitiv barriere af planker holdt sandet tilbage, og kampen var umulig at vinde. Ørkenen dækkede udgravningen til igen, men Caviglia var fuld af gåpåmod, og han iværksatte straks en ny og mere ambitiøs plan for udgravningen.
Statuens brystparti og forpoter blev gravet fri for sand, og mellem poterne fandt udgravningsholdet en enestående skat: et kobrahoved, der engang kan have siddet på en slangekrop på sfinksens pande. En kobraslange klar til angreb var i oldtiden et symbol på faraoernes magt.
I 1882 poserede en gruppe skotske soldater foran den tilsandede sfinks.
Resterne af et spidst skæg dukkede også op af ørkensandet. Engang har sfinksen altså haft skæg, men det har ikke nødvendigvis været en del af den oprindelige statue.
Caviglia fandt mange beviser på, at sfinksen tidligere havde været helt eller delvist fri for sand, og i flere tilfælde har udgraverne benyttet lejligheden til at pynte på statuen.
Caviglia fandt både inskriptioner fra oldtidens græske og romerske kulturer og en kæmpemæssig rødlig granitblok med indgraverede hieroglyffer – en såkaldt stele – der er fremstillet hundredvis af år efter selve sfinksen.
I 1817 kunne udgravningsholdet ikke tyde teksten på den 3,6 meter høje granittavle, men fem år senere knækkede franskmanden Jean-François Champollion hieroglyffernes gåde, og i dag kender historikerne indskriptionens betydning.
Stelen blev rejst af faraoen Tuthmosis 4. for omkring 3.400 år siden – 1.100 år efter sfinksen blev udhugget.
Teksten fortæller, at Tuthmosis 4. som ung var på en jagtudflugt i det dengang noget frodigere Giza-område.
Ved middagstid tog han sig en lur i skyggen af sfinksens hoved, der stak op af sandet, og kongesønnen drømte, at guden Horem-Akhet-Khepri-Re-Atum i skikkelse af sfinksen talte til ham.
Schoch mener, at kraftig regn har slidt på sfinksen.
Geolog: Den er 9.000 år
En geolog fra USA hævder, at den slidte sfinks må være mindst 9.000 år.
De mest kontroversielle teorier om sfinksen har intet hold i virkeligheden, men også videnskabsfolk kan nå frem til overraskende konklusioner.
I 1990 drog geologen Robert Schoch til Egypten for at undersøge statuen, og han fandt tydelige tegn på, at sfinksen må være langt ældre end de ca. 4.500 år, som de fleste egyptologer er kommet frem til.
Ifølge Schoch må sfinksens nedslidte tilstand skyldes voldsom regn og ikke bare sandet og vinden. Og da sfinksen befinder sig i udkanten af Sahara-ørkenen i et område, hvor det har været tørt i de seneste 5.000 år, må den stamme fra en tidligere, mere regnfuld periode, lyder argumentet.
Sfinksen må være mindst 9.000 år gammel, mener Robert Schoch, der er lektor ved Boston University i USA, og som holder urokkeligt fast i sine teorier.
I de seneste årtier har den videnskabelige debat om sfinksens alder raset, men Schoch står nu ret alene med sin mening. Andre forskere har påpeget, at erosionen kan have andre årsager, og fund peger tydeligt i retning af, at sfinksen er på alder med pyramiderne.
Farao renoverede den gamle statue
Sfinksen lovede at gøre den unge jæger til konge og bad til gengæld om at blive befriet for sand. Tuthmosis 4. blev konge som profeteret i drømmen, og han sørgede for at udgrave og renovere den aldrende sfinks.
Allerede dengang var statuen stærkt eroderet, men faraoen fik restaureret dele af kroppen, rejste sin stele og fik bygget beskyttende mure, der skulle holde sandet på afstand.
Senere fund har bekræftet, at Tuthmosis 4. gjorde sig store anstrengelser for at bringe sfinksen tilbage til sin oprindelige storhed og renovere hele det gamle begravelsesområde på Giza-plateauet – en opgave, som allerede var påbegyndt af hans far, kong Amenophis 2.
Tuthmosis 4. fik tilhugget fine kalkstensblokke til at klare de skader, sfinksen havde fået på grund af erosionen, og nye undersøgelser tyder på, at han også dekorerede sfinksen med forskellige farver og formentlig tilføjede en statue af en farao foran statuens bryst.
Sfinksen har været lappet på mange gange gennem årene, og ofte må fortidens ringe arbejde gøres om.
Så sent som i november 2010 blev dele af den mur, som Tuthmosis 4. byggede rundt om sfinksen for at beskytte den mod sandflugten, udgravet af egyptiske arkæologer.
Men murene kunne ikke holde sandet væk for evigt. Sfinksen sandede til, og 200 år senere foranstaltede faraoen Ramses 2. en udgravning. Han efterlod et par stentavler mellem sfinksens forpoter, og også dem fandt Caviglia.
Omkring 1.400 år f.Kr. lod en farao piedestaler opføre på begge sider af sfinksen. På forhøjningerne har der formentlig stået statuer.
På Ramses 2.s tid blev sfinksen tilbedt under navnet Harakhte, hvilket betyder “Horus i horisonten”, altså en form af den mægtige himmelgud Horus.
De fire murede stenkasser, der i dag kan ses omkring sfinksens krop, blev også opført i denne periode. De har formentlig været piedestaler for statuer.
Ødipus løste sfinksens gåde
Tilbedelsen af sfinksen ophørte efter nogle hundrede år, og sandet væltede atter ind over statuen.
Moderne undersøgelser har vist, at kolossen blev repareret igen omkring år 600 f.Kr., men ellers har arkæologerne ikke gjort mange fund, der kan fortælle om sfinksens skæbne i tiden frem til Alexander den Stores ankomst til Egypten i 332 f.Kr.
På denne tid havde statuen det navn, vi kender den under i dag. Grækerne syntes nemlig, at statuen lignede de græske sfinkser – fabeldyr med løvekrop, kvindehoved og ofte også vinger.
I den græske mytologi var sfinksen et ondsindet monster, som dræbte forbipasserende, der ikke kunne løse sfinksens gåde:
“Hvilket væsen går på fire ben om morgenen, på to ben ved middag og på tre ben om aftenen?” Kun den græske sagnkonge Ødipus kunne svare: mennesket. Kravlende som barn, oprejst som voksen og gammel med stok.
I 31 f.Kr. erobrede romerne Egypten. Den romerske historiker Plinius den Ældre besøgte landet omkring år 77 e.Kr., og han omtalte sfinksen i sit 37-binds hovedværk “Naturalis Historia”, hvor han forsøgte at samle al tilgængelig historisk og videnskabelig viden.
Plinius angav bl.a. sfinksens dimensioner og beskrev, hvordan den er hugget omhyggeligt ud af klippen.
Desuden bemærkede han nogle svage rester efter rød farve på sfinksens ansigt. I værket kan man også læse, at den lokale befolkning betragtede sfinksen som en guddom, og at de mente, at en konge ved navn Harmais var begravet i den.
Denne bemærkning i “Naturalis Historia” kan have givet grobund for de senere myter om, at sfinksen skulle rumme et hemmeligt kammer.
Under det romerske herredømme i Egypten kom sfinksen igen til ære og værdighed.
Skiftende præfekter sørgede for at holde sandet væk fra statuen, og romerne byggede et imponerende indgangsparti, podier og flotte trapper omkring statuen. Mellem forpoterne anbragte de et granitalter, hvis fod stadig befinder sig der.
Inskriptioner fortæller, at romerne tog sig kærligt af sfinksen, indtil den kristne Theodosius blev kejser i 300-tallet. Han forbød tilbedelsen af hedenske guder, og sfinksen blev igen overladt til sig selv og sandmasserne.
Statuer med løvekrop og menneskehoved ses mange steder i Egypten.
Sfinkser myldrer frem af Egyptens sand
Den store sfinks er blot én af mange lignende statuer fra det gamle Egypten.
Efter den store sfinks på Giza-plateauet var udhugget, blev sfinkser et udbredt symbol i Egypten, og arkæologer finder fortsat nye. Så sent som i november 2010 dukkede der 12 oldgamle sfinkser – de fleste af dem uden hoved – op af sandet i byen Luxor.
Inskriptioner på sfinkserne røber, at de blev udhugget på foranledning af kong Nektanebos 1. Han regerede Egypten i 18 år fra 380 f.Kr. i det, der skulle blive det sidste af de mægtige faraoniske dynastier.
Sfinkserne har bevogtet en vej, der er nævnt i adskillige tekster fra oldtiden, men som arkæologer først nu har afdækket.
Vejen har tilknytning til en betydeligt længere processionsvej, der forbinder det mægtige Karnak-tempel med det lige så imponerende Luxor-tempel på Nilens østlige bred ca. 500 km fra Giza-plateauet.
Her har 1200 sfinks-lignende statuer stået med front mod de egyptere, der en en gang om året gik i procession ad den to kilometer lange vej i en symbolsk genopførelse af det guddommelige bryllup mellem guden Amon og hans hustru Mut.
Forskerne ved ikke, hvad oldtidens egyptere kaldte de karakteristiske figurer. Betegnelsen “sphinks” stammer fra den græske mytologi, hvor det er en ondsindet skabning med løvekrop, vinger og en kvindes hoved.
Turister betalte udgravning
Da Giovanni Caviglia i 1817 gravede sig ned til sfinksens forpoter, var det første gang i omkring 1.500 år, denne del af monumentet så dagens lys.
Men efter hans udgravning kom der for alvor gang i udforskningen af kæmpestatuen – med ørkensandet som den evige udfordring.
I 1842 var prøjseren Karl Richard Lepsius leder af en større videnskabelig ekspedition, som genfandt Tuthmosis 4.s stele.
På dette tidspunkt var hieroglyffernes gåde knækket, og beretningen om jagtturen og renoveringen 3.200 år tidligere blev åbenbaret.
Få år senere udgravede franskmanden Auguste Mariette og et hold egyptiske arbejdere Chephrens daltempel ved siden af sfinksen. Dette fund ansporede egyptologer til at fremsætte teorien om, at Chephren – kong Cheops' søn – havde befalet opførelsen af sfinksen.
Den næste større udgravning stod den franske egyptolog Gaston Maspero for. Han blotlagde i 1885-86 sfinksens forparti og sydlige side og finansierede som den første sit arbejde med indtægter fra turister.
Maspero gik mere op i at øge sin indtjening end i at dokumentere, hvilke fund han gjorde, så det var først i 1930'erne, arkæologerne fik et fuldstændigt overblik over komplekset omkring sfinksen.
Ud over Vyse's udåd har arkæologer også udgravet denne 12 m dybe tunnel i bagende af sfinksen. Tunnelen menes at stamme fra ca. 500 f.Kr. og skyldes måske gravrøvere på forgæves skattejagt.
Gal brite sprængte hul i sfinksen
Sprængstof blev hyppigt anvendt under de tidligste udgravninger i Egypten. I 1837 beordrede briten Howard Vyse lunten tændt på krudt placeret dybt i sfinksens ryg.
Howard Vyse (1784-1853) var først officer og derefter parlamentsmedlem, inden han kastede sig over arkælogien.
Briten var af natur utålmodig og brugte gerne krudt til at bane sig vej gennem Egyptens pyramider – bl.a. sprængte han dele af Cheopspyramiden væk under sin jagt på guldskatte og mumificerede faraoer.
Gamle beretninger om en kongegrav inde i sfinksen fik i 1837 Vyse til at beordre en tunnel boret ned gennem ryggen på statuen – lige bag halsen.
Otte meter nede i ryggen satte boret sig imidlertid urokkeligt fast, og Vyse besluttede sig for at sprænge sig vej med krudt. Eksplosionen fik dele af statuens nemes (faraoernes stribede hovedbeklædning) til at knække af.
Fragmenter af nemes blev fundet nede i tunnelen i 1978, da moderne arkæologer undersøgt Vyses brutale fremfærd.
Under ledelse af egypteren Selim Hassan fjernede arbejdere en kvart million kubikmeter sand og gravede dermed statuen fuldstændig fri fra alle sider.
For første gang siden oldtiden kunne man betragte hele den 73 meter lange statue.
Siden 1970'erne har amerikaneren Mark Lehner og egypteren Zahi Hawass været hovedmændene bag omhyggelige udmålinger og undersøgelser af sfinksen, og stadig flere gåder er afdækket.
Faraoen sejlede frem til graven
I dag er de fleste egyptologer enige om, at sfinksen har været en del af et storslået begravelseskompleks for kong Chephren.
Sfinksens hoved er udhugget i hans billede, hvilket også passer fint med, at den kolossale statue bærer et hovedklæde med en særlig drapering, der var typisk for egyptiske faraoer.
Giza-plateauet er en klippeformation, der hæver sig op over det omkringliggende landskab. Her valgte Cheprens far, Cheops, at få opført sit eget gravkompleks med Cheopspyramiden som centrum.
Da Chephren blev konge, ville han ikke stå tilbage for sin far, så han beordrede en lignende pyramide opført ved siden af faderens. Chephrens pyramide er en smule mindre end Cheops-pyramiden, men står på et højere sted og ser derfor endnu større ud.
Den guddommelige konge blev stedt endeligt til hvile i pyramiden, men først skulle han gennem et omstændeligt begravelsesritual.
Den afdøde Chephren kom sejlende ad en kanal til begravelseskomplekset og blev båret gennem et daltempel, der var indgangsportalen til begravelseskomplekset.
Via en 497 meter lang processionsvej ankom liget af kongen til et stort dødetempel ved pyramidens fod. I dette tempel kunne kongens undersåtter efterfølgende tilbede og ofre til den afdøde farao, der havde status som en gud.
Sfinksen ligger ved begyndelsen af Chephrens processionsvej ganske tæt på kongens daltempel, og statuen har sit eget tempel klos op ad daltemplet. De to templer er opført af sten, der stammer fra det samme klippemassiv, som sfinksen er hugget ud af.
Geologiske undersøgelser har vist, at daltemplet er opført af store stenblokke brudt i de samme lag, der løber gennem den øverste del af sfinksen, mens blokkene til sfinks-templet er brudt, da de egyptiske stenhuggere var nået lidt længere ned i klippegrunden omkring sfinksen.
Forbindelsen mellem sfinksen og begravelseskomplekset er meget tæt, og derfor mener forskerne, at begge dele er bygget til kong Chephren for cirka 4.500 år siden.
Gizas kongegrave bevogtes af sfinksen
Sfinksen ligger i den kæmpemæssige dødeby på Giza-plateauet. Området domineres af tre store pyramider, men indeholder også en lang række mindre pyramider, templer, veje og gravpladser. Sfinksen udgør en del af faraoen Chephrens gravkompleks.
Sfinksen
Statuen med løvekrop ligger i den østlige ende af det pyramidekompleks, som Cheops' søn Chephren lod opføre for ca. 4.500 år siden.
Cheopspyramiden
Den største pyramide på Giza-plateauet var oprindeligt 147 m høj og blev opført til farao Cheops.
Chephrens daltempel
Tæt på sfinksen lå Chephrens daltempel, som blev udgravet i 1850'erne.
Processionsvej
En 497 m lang vej leder fra daltemplet op til Chephrens pyramide.
Chephrens pyramide
Den 136,4 m høje pyramide rummer bl.a. et kammer med faraoens sarkofag.
Mykerinospyramiden
Chephrens søn og tronfølger Mykerinos (også kaldet Menkaure), måtte nøjes med en blot 66 m høj pyramide.
Dronningepyramiderne
Mini-pyramiderne rummede formentlig gravkamre til Cheops' mor og andre dronninger.
Ingen ved, hvad den dybere mening med sfinksen og templet ved dens forpoter er.
I mange oldtidskulturer er løven et symbol på styrke, og kombinationen af en løvekrop og et kongeansigt peger i retning af et symbol på den guddommelige konges magt.
Men løven kan også have været et solsymbol. Sfinksen kikker mod stik øst og hilser dermed den opstigende sol velkommen. Måske er kongen – i form af sfinksen – i færd med at bringe et offer til solguden.
De egyptiske arbejdere, der i sin tid udhuggede sfinksen, var på en enorm opgave.
Det grove arbejde blev klaret med stenhamre, mens der blev brugt kobbermejsler til den finere udhugning. Heldigvis er kalkstenen i området forholdsvis blød, men efter blot nogle få slag blev kobbermejslerne så sløve, at de måtte slibes.
Byggeriet tog 100 mand tre år
Egyptologer har regnet sig frem til, at udhugningen af sfinksen har krævet ca. 100 stenhuggeres arbejde i tre år – sammenlignet med byggeriet af en pyramide trods alt en beskeden opgave.
400 meter syd for sfinksen har arkæologer fundet tydelige spor efter arbejdernes lejr. Her boede de håndværkere, der byggede Giza-plateauets pyramider, templer og sfinks, i lerklinede barakker med plads til 50 i hver.
Arbejderlandsbyen havde plads til mellem 1.600 og 2.000 arbejdere, og de arkæologiske fund peger på, at mændene ikke var slaver. De levede godt og fik bl.a. kostbart oksekød at spise.
Efterhånden som stenhuggerne arbejdede sig nedad i klippen, blev kalkstenen blødere, og ved statuens bagparti dukkede en stor sprække op.
Den har formentlig fået stenhuggerne til at ændre planer.
Det store ansigt har været udsat for vejr, vind og hærværk i 4.500 år og er stærkt medtaget.
De har følt sig nødsaget til at forlænge sfinksens krop betragteligt, fordi sprækken ellers ville gøre det umuligt at udforme bagenden.
Ændringen gør, at sfinksens hoved er temmelig lille i forhold til krop og ben.
Det har givet anledning til teorier om, at sfinksen engang har haft et større hoved, der senere blev hugget om. I bogen “The Sphinx Mystery” argumenterer forfatteren Robert Temple fx for, at sfinksen oprindeligt forestillede Anubis – den egyptiske dødsgud, der ofte blev afbildet som en sjakal.
Historier om, at sfinksen engang var større, er skabt af rumvæsener eller rummer optegnelser fra Atlantis, dukker jævnligt op.
Sandheden er formentlig mere jordnær, men trods flere tusinde års undersøgelser formår den gigantiske statue stadig at holde på mange af sine hemmeligheder.
Langt ude!
Skabt af folk fra Atlantis?
Flygtninge fra Atlantis udhuggede sfinksen for mere end 12.000 år siden. I et kammer under sfinksens højre forpote kan man finde skrifter om det forsvundne rige. Sådan lød det i hvert fald fra det amerikanske medium Edgar Cayce, når han var i trance. Han har stadig mange tilhængere, selv om han døde i 1945.
Skabt af et rødt folkeslag?
Egyptens første folk var en nu uddød “rød race” – et af klodens oprindelige fire folkeslag. Dette folk udhuggede sfinksen, som havde en tyrs krop og ørnevinger, og monumentet er det eneste, der er tilbage fra den urgamle civilisation. Den franske filosof og forfatter Edouard Schure var ganske sikker i sin sag i bogen “Les Grands Initiés” fra 1889.
Skabt af rumvæsener?
Schweizeren Erich von Däniken har tjent gode penge på bøger om, hvordan rumvæsener ofte har besøgt Jorden. Han mener da også, at det er besøgende fra andre planeter, der har bygget sfinksen såvel som pyramiderne. I bogen “The Eyes of the Sphinx” fra 1996 fremlægger Däniken bunker af “beviser” for sine påstande.