Shutterstock

Skrigende mumie-prinsesse døde alene

En royal kvinde omkom for 3.000 år siden i Egypten, og indtil nu har hendes død været ét stort mysterium. Men ikke længere.

To egyptiske forskere har løst gåden om den “skrigende kvindemumie”, der blev fundet i Luxor, Egypten, i 1881.

På en lille seddel fundet sammen med mumien står der “Den royale datter, den royale søster til Meret Amon”, hvilket indikerer, at den 3.000 år gamle mumie var en prinsesse.

Normalt ligger de egyptiske mumier med deres legemer fuldt udstrakte og munden lukket. I modsætning hertil har prinsessens mumie bøjede ben og en åben mund, der synes at være frosset fast midt i et smertensskrig.

En CT-scanning har afsløret, hvordan prinsesse-mumien fra Luxor døde.

© Cairo University

Scanning afslører skrigets hemmelighed

Ved at udføre en CT-scanning af mumien har egyptologen Zahi Hawass og Sahar Saleem, professor i radiologi ved Cairo University, slået fast, at den egyptiske prinsesse var et sted i 60’erne, da hun døde.

Undersøgelsen viser yderligere, at hun led af voldsom åreforkalkning mange steder i kroppen – bl.a. i hjertets arterier. Hawass og Saleem mener, at hun pga. åreforkalkningen blev ramt af en voldsom blodprop i hjertet, som tog livet af hende.

“Balsamørerne var derfor ude af stand til at lukke hendes mund, hvilket har bevaret hendes ansigt og kropspositur fra dødsøjeblikket” Zahi Hawass, egyptolog.

Dødsårsagen forklarer dog ikke, hvorfor de egyptiske balsamører har ladet hende blive i den dødskrampeagtige positur, men de to forskere har et bud.

“Vi antager, at den ‘skrigende kvindes’ krop først er blevet fundet, flere timer efter at døden satte ind – hvilket er nok tid til, at rigor mortis (dødsstivhed, red.) har sat ind”, forklarer Hawass.

“Balsamørerne var derfor ude af stand til at lukke hendes mund, hvilket har bevaret hendes ansigt og kropspositur fra dødsøjeblikket”, uddyber han.