Hvorfor var graven urørt?
Om eftermiddagen den 26. november 1922 befandt Howard Carter sig i én af de situationer, enhver arkæolog ville give sin højre arm for at opleve.
Få sekunder tidligere havde han banket hul i det tilmurede indgangsparti til et hidtil ukendt gravkammer i Kongernes Dal – de oldegyptiske kongers gravområde.
Forsigtigt stak han et stearinlys ind igennem hullet: “Hvad kan du se?” lød det ivrigt fra lord Carnarvon, den engelske rigmand, som bekostede udgravningen. ”Vidunderlige ting”, stammede Carter.
Den britiske arkæolog havde på det tidspunkt gravet i dalen i adskillige år, fast overbevist om – trods utallige påstande om det modsatte – at dalen fortsat gemte uopdagede kongegrave. Fundet var derfor en personlig triumf for Carter.
Undersøgelserne af graven afslørede, at den tilhørte en stort set ukendt konge ved navn Tutankhamon, som var blevet farao i en alder af blot 10 år i 1333 f.Kr.
Skattene i graven overgik alt, hvad arkæologerne hidtil havde set. Lige så overraskende var det, at al denne herlighed gennem mere end 3.200 år havde fået lov til at ligge i fred.
Røvere havde allerede i oldtiden ribbet samtlige de ca. 60 andre – og langt større – grave i Kongernes Dal for alt af værdi.
Årsagen til, at Tutankhamons grav ikke led samme skæbne, var, at hans efterfølgere havde slettet barnekongens navn fra både tempel-inskriptioner og officielle annaler.
Også gravrøverne glemte Tut
Den brutale fremfærd skyldtes ifølge forskernes teori, at forgængeren, farao Akhnaton, få år før Tutankhamons tronbestigelse havde indført solskiven, Aton, som rigsgud på bekostning af de traditionelle guder.
Selv om Tutankhamon efterfølgende genindførte de gamle guder, kom også han til at undgælde for Akhnatons synder. Og det blev Howard Carters held, for også gravrøverne glemte med tiden, at kongen havde eksisteret og lå i gravdalen.
Helt fri gik Tutankhamons grav dog ikke. Under udgravningen fandt Carter spor efter indbrud, begået få år efter dens færdiggørelse.
Røverne havde slået hul i de tilmurede indgange og ifølge Carters vurdering bl.a. stjålet 60 procent af gravens smykker. Efterfølgende forseglede dalens vagter indgangene og tildækkede nedgangstrappen med jord. Nogle mener, at den allersidste røver i graven var Carter selv.
I hvert fald er genstande fra Tutankhamons grav dukket op rundt omkring i verden, selv om Carter angiveligt overlod hele skatten til egypterne.
Den 17. februar 1923 brød Howard Carter igennem den tilmurede indgang til selve gravkammeret, hvor Tutankh-amons stensarkofag stod.
Sarkofagen var lukket inde i fire forgyldte træ-bokse. Den yderste boks var fem meter lang og fyldte stort set hele kammeret.
Hvordan døde kongen?
Jagtulykke, sygdom eller mord? Teorierne om Tutankhamons død har været talrige. Howard Carter, der fandt mumien, var den første til at undersøge det over 3.200 år gamle lig.
Den britiske arkæolog var imidlertid mest interesseret i de skatte, kongen havde fået med sig i graven. Mumien sad uhjælpeligt fast i et tykt lag harpiks og olie, som balsamøren
i sin tid havde hældt ud over liget, og for at få kongens jordiske rester ud af kisten skar arkæologen både arme, ben og hoved af. I alt endte faraoen i 13 stykker.
I de efterfølgende årtier er mumien kun blevet undersøgt to gange og hver gang uden afgørende resultateter.
Men for få år siden besluttede Egyptens daværende chefarkæolog, Zahi Hawass, at gåden om kongens liv og død skulle løses én gang for alle med tidens nyeste teknik: CT-scanninger og dna-analyser.
Det endelige resultat af de mange undersøgelser blev offentliggjort i 2010 og afsluttede næsten 100 års spekulationer.
Tutankhamon blev ikke myrdet
En af hovedmistankerne gik på, at Tut-ankhamon blev myrdet. Røntgenbilleder af kongens kranium havde i 1968 afsløret en skade, som kunne tyde på, at Tutankh-amon var blevet dræbt af et slag mod baghovedet. Flere forskere mente derfor, at han enten var blevet myrdet, eller at skaden var opstået under et fatalt fald
fra kongens stridsvogn. Sidstnævnte teori blev understøttet af det faktum, at mumien også havde et brud på venstre lårbensknogle.
Ved hjælp af CT-scanninger slog Hawass' forskerhold imidlertid fast, at skaderne i hovedet måtte være opstået, da liget blev balsameret.
Anderledes var holdets konklusion omkring bruddet på den venstre lårbensknogle. Alt tydede på, at skaden var sket, mens kongen var i live.
Og da vævet omkring bruddet endnu ikke var begyndt at hele, måtte det være brækket få dage før kongens død. Scanningerne afslørede også, at venstre knæ var rykket af led.
De to benskader pustede liv i gamle teorier om, at Tutankhamon døde af et styrt fra sin stridsvogn. Forskerne var imidlertid skeptiske, fordi en sådan ulykke burde give skader over hele kroppen.
Malaria og indavl tog livet af kongen
Da forskerne undersøgte kongens fødder, fandt de imidlertid en mulig forklaring på benskaderne. Scanninger afslørede massivt knogletab i den venstre fod. Ifølge forskerne skyldtes lidelsen sandsynligvis den såkaldte Köhlers sygdom,
der får knoglerne til at smuldre væk. Sygdommen er arvelig og var muligvis et resultat af indavl. Folk, der lider af Köhlers sygdom, falder ofte, og det kan være årsagen til kongens benbrud.
Uanset hvad kunne benbruddet ikke i sig selv have dræbt kongen. Først da forskerne undersøgte faraoens knoglemarv, fandt de den mest sandsynlige morder.
Her gemte sig nemlig dna fra malaria-parasitter, og nærmere undersøgelser afslørede, at kongen var
inficeret med en af de mest dødelige varianter kaldet Malaria tropica.
Hvor Tutankhamon end har tilbragt sine sidste timer, kan de ikke have været behagelige.
Kongen har sandsynligvis måttet udholde både rystelser og høj feber, mens en kombination af malaria, et svækket immunforsvar og et kompliceret benbrud ubønhørligt tappede livet ud af historiens mest berømte farao.
I 2005 CT-scannede Hawass og hans forskere Tutankhamon. Få år senere lykkedes det dem også at udtrække kongens dna.
Hvem var han søn af?
Egyptens chefarkæolog, Zahi Hawass, strålede af stolthed, da han ved en pressekonference i 2010 kunne annoncere, at hans internationale forskerhold nu vidste, hvem Tutankh-amon var søn af.
I de foregående tre år havde eksperter bogstaveligt talt gravet sig dybt ind i knoglemarven på Tutankh-amon og 10 andre andre kongelige mumier i jagten på brugbart dna.
Nogle af mumierne havde forskerne allerede med sikkerhed identificeret. Det gjaldt fx farao Amenophis 3, som regerede Egypten 20 år, før Tutankhamon kom på tronen.
Om andre af mumierne vidste forskerne kun, at de stammede fra tiden omkring barnekongens styre. En af de mest gådefulde var en mumie, fundet i grav KV55 i Kongernes Dal.
Navnet på mumiens kiste var skåret væk, som om nogen havde forsøgt at skjule dens identitet. Da forskerne sammenlignede dna fra mumien med arvemasse fra Amenophis 3., fik de et forbløffende resultat – den døde var med 99 procents sikkerhed søn af Amenophis 3.
Resultatet gjorde det muligt at sætte både navn og ansigt på den hidtil navnløse mumie. Manden i grav KV55 kunne kun være Akhnaton – faraoen, der få år før Tutankhamons tronbestigelse havde sat Egypten på den anden ende ved at smide de traditionelle guder på porten og gøre solguden Aton til landets gud.
Og da forskerne sammenlignede KV55-mumiens dna med Tutankhamons, faldt de sidste brikker på plads: De var far og søn.
De efterfølgende undersøgelser afslørede imidlertid endnu en overraskelse. Tutankhamons mor var ikke Akhnatons førstehustru, den berømte Nefertiti.
I processen med at teste de 10 mumier fra Tutankhamons tid viste det sig, at mumien af en anonym kvinde fra Kongernes Dal til punkt og prikke matchede Tutankh-amons dna.
Yderligere analyser viste desuden, at det også matchede dna fra Akhenatons forældre – Tutankhamons forældre var altså bror og søster.
For forskerne var opklaringen af, hvem barnekongens forældre var, et gennembrud. Nu forstod de pludselig, hvorfor de hidtil intet havde vidst om kongen.
Egypternes iver efter at udslette alt, der havde med Akhnaton at gøre, forplantede sig til hans søn med det resultat, at Tutankh-amon også blev slettet fra historien – og gemt og glemt i Kongernes Dal.
Kortlægningen af Tutankhamons familie-relationer kan forklare, hvorfor han led af svagt helbred og døde ung.
Som søn af farao Akhnaton og dennes søster var risikoen for arvelige sygdomme og genetiske forstyrrelser stor.
Sandsynligvis er hans fodlidelse, som langsomt åd knoglerne væk, en konsekvens af den kongelige indavl.
Kongen genopstod fra de døde
Ud fra CT-scanninger lykkedes det i 2005 forskerne at rekonstruere Tutankhamons udseende. Undersøgelserne viste, at kongen i sin tid var omkring 170 cm høj og vejede lidt over 60 kg.
Han var spinkel af bygning, men intet tyder på, at han var underernæret på dødstidspunktet.
Forskerne var ud fra scanninger af kraniet også i stand til at rekonstruere drengekongens ansigtstræk i ler og silikone. Rekonstruktionen viste en køn, ung mand med runde kinder og kraftige læber.
Kongen havde et meget langt baghoved. Statuetter af Tutankhamons søstre har på samme vis lange bag-hoveder, og flere forskere har derfor ment, at det skyldtes, at børnenes hoveder fra barnsben blev presset i denne form.
Undersøgelser af Tutankhamon viser dog, at hoved-formen sandsynligvis er medfødt. Samtidig kom forskerne frem til, at kongen led af ganespalte, som sandsynligvis skyldtes indavl i familien.