Verdens yngste mumie fundet
Fundet af verdens yngste babymumie viser, at egypterne gik højt op i en værdig begravelse.

Sarkofagen (tv.) er på størrelse med en skotøjsæske, og en CT-scanning har afsløret, at det mumificerede foster (th.) ligger med hænderne foldet på brystet.
Da egyptologerne fra Fitzwilliam Museum i Cambridge i sidste uge åbnede en lille træsarkofag fra det gamle Egypten, forventede de at finde balsamerede organer fra en afdød voksen. I stedet fandt de et mumificeret foster.
Verdens yngste mumie
Der er brugt røntgenbilleder og CT-scanninger til at analysere både kisten og mumien, som hverken viser tegn på sygdom eller skader, og derfor regner eksperterne med, at fosteret har været resultatet af en spontan abort.
Fosteret var omhyggeligt svøbt i bandager og overhældt med sort harpiks og lå med hænderne foldet over brystet i en beskyttende stilling.
Det anslås, at det var mellem 16 og 18 uger gammelt, da det blev begravet, og dermed er den lille mumie verdens yngste eksemplar.
Egypterne værdsatte livet
Sarkofagen, der måler 44 cm. og er dateret til omkring 600 f. Kr., blev fundet i Giza i Egypten i 1907 og herefter indleveret til Fitzwilliam Museum. Selvom den er i dårlig stand, er det tydeligt, at kisten har været omhyggeligt dekoreret.
Julie Dawson, som er leder af Bevarelse på Fitzwilliam Museum, kalder fundet banebrydende:
"Det lærer os endnu mere om, hvor dyrebart et ufødt barn var i det gamle Egypten, og hvor meget man gik op i en værdig begravelse. Den omhu og det arbejde, der er lagt i kisten, viser, hvor meget egypterne værdsatte livet, også i de allerførste uger af dets begyndelse," siger hun.