Mumier dukker jævnligt op i Egypten, så da arkæologer i 2019 fandt adelsmanden Khuwys jordiske rester, var det ikke videre bemærkelsesværdigt. Den velbalsamerede egypter har imidlertid vist sig at være fuld af overraskelser.
Dateringen er en af dem: Nye undersøgelser afslører, at Khuwy allerede blev stedt til hvile i perioden kaldet det gamle rige for godt 4.000 år siden.
Dermed er de avancerede balsameringsmetoder, som oldtidens Egypten er kendt for, ifølge forskerne blevet 1.000 år ældre.
Oldtidens balsamører badede afdøde rigmænd i bl.a. harpiks for at forhindre kroppen i at rådne. Derpå blev liget viklet ind i vævet stof.
Inden bisættelsen i Saqqara nær nutidens Cairo var Khuwys lig blevet balsameret med førsteklasses materialer, som forskerne normalt forbinder med Egypten i 1000-tallet f.Kr.
Nyt syn på det gamle rige
Lederen af egyptologi-afdelingen ved Det Amerikanske Universitet i Cairo, Salima Ikram, er begejstret for opdagelsen.
“Dette vil fuldkommen ændre vores forståelse af mumificeringens udvikling. Hvis mumien virkelig er fra det gamle rige, må alle bøger om mumificering og det gamle rige skrives om”, udtaler hun.
“Materialerne, der blev brugt, deres oprindelse og handelsruterne, som de er forbundet med, ændrer grundlæggende på vores forståelse af det gamle riges Egypten”, siger Ikram.