Fønikerne var et folkeslag, der boede i bystater omkring Middelhavets østlige kyst. Den fønikiske kultur opstod i området omkring nutidens Libanon cirka 1200 f.Kr og overlevede helt frem til 332 f.Kr., hvor Alexander den Store erobrede de fønikiske byer.
Fønikerne var dygtige forretnings- og søfolk, og det var især disse evner, der sikrede dem deres succes. De etablerede kolonier langs store dele af Middelhavet, hvorfra de hentede dyrebare varer.
Læs mere om Fønikiens storhed og fald her.
En hed sommerdag omkring år 600 f.Kr. sejler en lille gruppe skibe ud fra en egyptisk havn i Det Røde Hav med retning mod syd.
Den egyptiske farao Neko 2. har besluttet at sende en ekspedition af sted for at finde ud af, om det kan lade sig gøre at sejle rundt om Afrika.
Målet med den usædvanlige ekspedition er at finde en rute, der kan udnyttes både strategisk og handelsmæssigt.
Til denne farefulde opgave har farao derfor udvalgt en helt særlig besætning af tidens absolut bedste søfarere: fønikiske sømænd, der har erfaring fra deres utallige sejladser på alle – de på dette tidspunkt kendte – verdenshave.
Skibene sejler sydpå, runder Det Afrikanske Horn og fortsætter ned langs kysten forbi ækvator. Da efteråret kommer, lægger de ind til kysten og slår lejr for vinteren.
De sår medbragt korn, og mens de venter, reparerer de deres fartøjer, så de er klar til næste sommer. Da kornet er blevet modent, høster de og sætter til søs igen med de nye forsyninger.
Sådan følger de kystlinjen rundt om det store kontinent, indtil de i det tredje år atter når kendte farvande ud for den nordafrikanske atlanterhavskyst. Kort efter sejler de ind gennem Gibraltarstrædet ud for Spanien og følger kysten tilbage til Egypten.
Solstilling blev beviset
Historien om fønikernes omsejling af Afrika er beskrevet af den græske historiker Herodot, der levede omkring 150 år senere.
“De fortalte – ganske vist ikke troværdigt for mig, men for mange andre – at de på rejsen omkring Libyen (Afrika) havde haft Solen på højre hånd,” hoverede Herodot.
Fønikernes beskrivelse af den omvendte solstilling er imidlertid det stærkeste bevis for, at deres historie er sand, og at de rent faktisk sejlede hele vejen rundt om Afrika. Ingen middelhavsboer kunne dengang vide, at Solen på den nordlige halvkugle altid vil gå syd om zenit – altså til venstre, mens Solen på den sydlige halvkugle altid vil passere nord om – altså til højre.
Fønikerne nåede altså hele vejen rundt om det afrikanske kontinent, 2100 år før den portugisiske søfarer Vasco da Gama imponerede Europa med samme bedrift.
En øjenvidneberetning fra fønikernes ekspedition ville have været uvurderlig i dag. Men som så ofte skrev de gådefulde fønikere ikke selv et ord om ekspeditionen.
Snegle gjorde fønikerne rige
Fra den såkaldte Murex-havsnegl udvandt fønikerne purpurfarve.
Fønikerne fik deres navn fra den dyrebare purpurfarve, de udvandt fra havsnegle.
Navnet “fønikere” stammer fra græsk og betyder “de røde”. Det henviser til den purpurfarve, som handelsfolket fra kysterne i det nuværende Libanon eksporterede til hele Middelhavsverdenen.
Farvestoffet, der blev udvundet fra en lille havsnegl, blev især brugt til at farve stof og tøj. Farven var meget eftertragtet og var sin vægt værd i sølv. Purpur blev derfor symbol på rigdom og magt i hele Middelhavsregionen.
Ifølge legenderne blev farven opdaget, da en hyrde en dag var ude at gå med sin hund i nærheden af byen Tyrus.
Hunden tog en bid af en snegl og blev farvet om munden. Fønikerne kaldte ikke sig selv for fønikere. De brugte i stedet betegnelsen kanaanæere.
Nød tvang fønikerne på havet
Fønikerne var tæt knyttet til havet fra begyndelsen.
Første gang, det hemmelighedsfulde folk for alvor gjorde sig bemærket, var omkring 1200 f.Kr., da en række byer på Middelhavets østligste kyst indledte et samarbejde, der siden skulle gøre dem til nogle af de vigtigste centre for handlen mellem øst og vest.
“Alle havets skibe kom til dig for at drive handel med dig på grund af din rigdom.” Profeten Ezekiel om Fønikien
De tre betydeligste fønikiske byer, Tyrus, Sidon og Byblos, lå spredt på den tynde kyststrækning i det, der i dag er Libanon, klemt inde mellem havet og bjergkæderne få kilometer inde i landet.
På den anden side af bjergene herskede datidens to stormagter, hittitterriget i nutidens Irak og egypterne i deres mægtige Nilrige, og da landbrugsjorden i fønikernes områder ikke længere rakte til den voksende befolkning, måtte fønikerne i stedet vende sig mod havet.
Fønikerne skrev meget sjældent om sig selv. Til gengæld har arkæologerne fundet mange fønikiske stenrelieffer, der bærer vidnesbyrd om deres eventyrlige liv på havet.
Det lille område kaldet Fønikien var ikke det frodigste, men det bød på en række efterspurgte råvarer som cedertræ fra de store skove i bjergene og purpurfarve fra havsnegle.
Og sammen med en højt udviklet produktion af tekstiler, ornamenterede metalvarer, glas og keramik dannede de fundamentet for, at fønikerne kunne opbygge et handelsnetværk, der kom til at gå langt ud over den hidtil kendte verdens grænser.
Er du interesseret i historiske civilisationer? Så læs også vores artikel om aztekerne.
Middelhavets bedste søfolk
Fønikernes særlige beliggenhed og deres stadig truede eksistens tvang det lille folkeslag til at udnytte al deres tekniske snilde og åndelige reserver i kampen for overlevelse.
De udviklede sig bl.a. til at blive Middelhavets bedste skibskonstruktører.
Mest kendt blev fønikerne for deres rummelige fragtskibe, der gik under navnet “badekarrene” på grund af deres rundede former.
De store cedertræsskove i Libanon blev en guldgrube for fønikerne, der eksporterede træet til alle nabolandene. Her ses et fønikisk skib med træstammer (gul pil) på slæb.
Træskibene kunne være helt op til 30 meter lange og seks-syv meter i bredden. De største kunne fragte op mod 50 tons gods og var ideelle til langfart.
De blev drevet frem af et stort firkantet sejl og skød typisk en gennemsnitsfart på 2-3 knob, og med god vind kunne de nå omkring 150 km på en enkelt dag.
Forstavnen på de fønikiske skibe var altid udsmykket med en lille figur, som skulle beskytte skibet mod havuhyrer og monstre.
Samtidig udviklede fønikerne en spurtstærk krigsgalej, der var lang og smal med to rækker bænke til roerne. De lynhurtige galejers besætning hængte normalt deres krigsskjolde uden på skibsiden – ligesom de langt senere vikinger i Norden.
Fønikien bliver et handelsimperium
De fønikiske handelsskibe dukkede snart op i horisonten overalt i Middelhavet.
Ifølge Herodot plejede de fønikiske handelsmænd at lægge deres varer på stranden, når de kom til fremmede kyster. Så gik de igen om bord i deres skibe og tændte bål med stærk røg.
De lokale ville så komme ned til stranden og lægge guld over for varerne, hvorpå de forsvandt igen. Herefter sejlede fønikerne ind til kysten for at besigtige guldet.
“Hvis guldet syntes dem passende for varerne, tog de det med sig. Hvis ikke, gik de om bord i skibene igen og ventede. Derefter kom de lokale tilbage og lagde mere guld ved siden af varerne, indtil der var nok.”
På denne måde blev de første kontakter skabt, og snart blev de sejlende kræmmere kendt overalt i Middelhavet, og de fønikiske byer hjemme i Fønikien begyndte at tjene enorme summer.
“Alle havets skibe kom til dig for at drive handel på grund af størrelsen af din rigdom; folk fra Persien, Lydien og Put var i din hær som dine krigsfolk og gav dig glans,” skriver profeten Ezekiel i Det Gamle Testamente.
Fønikerne opfandt alfabetet
Fønikerne havde brug for en nem måde at notere deres handler. De opfandt derfor alfabetet – dog uden vokaler – hvoraf vore dages alfabet er udviklet.
Alfabet på 22 tegn
Det mest blivende spor, som Fønikerne satte i verden, var deres skriftsprog.
Fønikisk er en videreudvikling af først og fremmest egyptisk.
Fønikerne lavede dog den genistreg, at de kogte egypternes myriader af tegn ned til kun 22 bogstaver - et tegn for hver konsonant.
Det forenklede skriftsprog var som skabt til livet som en mobil søfartsnation. Det gjorde det blandt andet lettere at føre bog over de handler, der blev indgået på de lange sørejser.
Flere af de folkeslag, som fønikerne kom i berøring med, lod sig med tiden inspirere af fønikernes smidige alfabet.
Aramæisk assimilerede fønikernes konsonantsystem og udbyggede det med yderligere nogle tegn for vokaler. Aramæisk blev senere et vigtig grundlag for udviklingen af det arabiske alfabet.
Grækerne havde også set den fønikiske skrift på væggen. De tog derfor snart fønikernes metode til sig med deres eget tegnbaserede alfabet - ligeledes med tilføjelse af vokaler.
Via latin, som er både direkte og indirekte afledt af græsk, endte fønikernes både pragmatiske og geniale opfindelse som en naturlig del af vores sprog i dag.
Da handelsruterne blev længere og længere og til sidst strakte sig helt fra Fønikien i øst til Spanien i vest, indså fønikerne, at det var nødvendigt for dem at have faste støttepunkter langs Middelhavskysten.
Derfor grundlagde de omkring 820 f.Kr. kolonien Kition på Cypern, som havde rige kobberminer.
Øen var dog også et vigtigt springbræt vestpå. Kition blev derfor en af de første af flere end 300 kolonier og handelsstationer, som fønikerne anlagde som perler langs Middelhavets kyster i løbet af de kommende århundreder.
De fønikisk dominerede områder og kolonier lå langs store dele af Middelhavets kyster.
Fønikerne kontrollerede Middelhavet
De fønikiske søfolk hentede dyrebare råstoffer tusinder af kilometer fra hjemlandet.
Fønikien var moderland
Den fønikiske ekspansion begyndte omkring 1200 f.Kr. i Fønikien – nutidens Libanon. Herfra sejlede de ud for at udforske Middelhavet og grundlægge deres kolonier.
Kartago blev en stormagt
Omkring år 800 f.Kr. grundlagde fønikerne kolonien Kartago, der med tiden blev områdets stormagt. Det blev derfor Kartago, som tog kampen op med grækerne og romerne.
Det spanske Fønikien
Fønikerne anlagde nogle af deres vigtigste kolonier i Spanien. Her udvandt de bl.a. sølv og kobber.
Handel med Østafrika
Via Egyptens havne i Det Røde Hav kunne fønikerne hente varer i bl.a. Somalia.
Handel med Egypten
Fønikerne havde et tæt forhold til egypterne, som bl.a. importerede store mængder fønikisk træ.
Handel med Vestafrika
Langs Afrikas vestkyst lå flere små fønikiske kolonier.
Tin fra England
Omkring år 500 f.Kr. sejlede fønikerne helt op til England efter tin.
Grækerne og romerne hadede fønikerne
Både romerne og grækerne blev med tiden fønikernes indædte konkurrenter. Det resulterede til sidst i udbruddet af en “verdenskrig”.
Nordstjernen ledte skibene frem
Men fønikernes succes var ikke kommet gratis. Deres mange ekspeditioner ud på Middelhavets to en halv millioner km2 store havflade, som til at begynde med var mere ukendt for dem end Månens overflade for os, kostede med sikkerhed utallige skibsbesætninger livet.
De fønikiske skibe var lastet med varer, som kun de færreste havde set før. Men fønikerne afslørede sjældent, hvor varerne blev hentet. Selv når fønikerne beskrev deres lange rejser, var beskrivelserne så vage, at det var umuligt for andre at gætte sig til, hvor de havde været.
For at minimere risikoen for at fare vild sejlede fønikerne typisk langs kysterne.
På den måde var det nemmere at finde vej, og de undgik farerne ude på det åbne hav. Men ofte var fønikerne alligevel nødt til at sejle ud i åbent hav, når de fx skulle til Sicilien eller Cypern i rum sø – en sejlads, der kunne tage mange dage og nætter.
Med til at give fønikerne deres ry som store sømænd var derfor også, at de lærte sig at sejle om natten, og det krævede kendskab til stjernehimlen.
Mange forskere mener derfor, at fønikerne var de første til at navigere efter Nordstjernen. Det understøttes af, at stjernen i antikken gik under det græske navn “phoinike” – et navn, der refererer til det græske ord for fønikerne, “phoinikes”.
Fønikerne vs. grækerne
Ved slutningen af 800-tallet f.Kr. havde fønikerne anlagt faste kolonier langs hele Nordafrikas kyst, på Sicilien, Sardinien og ikke mindst i Spanien.
Her var den vigtigste fønikiske koloni Gadir, det nuværende Cádiz i det sydvestlige Spanien. Kolonien, der lå lige uden for Gibraltar – eller Herakles’ Søjler, som den var kendt som i antikken – udviklede sig med tiden til at blive en storslået by.
Byens succes skyldtes, at den ikke alene blev udskibningshavn for Spaniens store mængder kobber og sølv, men også, at den med sin placering kontrollerede de atlantiske sejlruter og sammen med kolonien Lixus på den afrikanske side vågede over indsejlingen til Gibraltarstrædet.
På den måde kunne fønikerne lukke det vestlige Middelhav af for konkurrenterne. Det gjaldt især for grækerne, som fønikerne fra slutningen af 700-tallet f.Kr. havde haft et koloniseringskapløb med.
De græske udvandrere koncentrerede sig dog i begyndelsen primært om Syditalien og Sicilien. På Sicilien førte det til jævnlige konflikter mellem de græske og fønikiske kolonister, som endte med, at grækerne omkring 580 f.Kr.forsøgte helt at fortrænge fønikerne fra øen.
De fønikiske kolonier havde svært ved at stå imod de aggressive grækere.
Kolonierne var oprettet med handel som sigte – ikke krig. Og de fønikiske kolonier kunne ikke længere håbe på hjælp hjemmefra. Hjemme var den ny-babylonske konge Nebukadnezar nemlig rullet ind i Fønikien med en vældig hær og truede de fønikiske moderbyer.
Men så blandede en ny spiller sig pludselig i kampen om Sicilien – den fønikiske koloni Kartago.
Kartago bliver en stormagt
Ligesom mange af de andre fønikiske byer var Kartago blevet grundlagt af den fønikiske by Tyrus i 800-tallet f.Kr. Kolonien lå i det nuværende Tunesien og fik navnet navnet “Qart Hadasht” (Kartago), som betød “den nye by”.
Byen var i de følgende århundreder vokset med stor hast i både størrelse, indflydelse og ikke mindst rigdom.
Modsat de andre fønikiske kolonier havde Kartago aldrig forladt sig på hjælp fra moderbyerne hjemme i Fønikien, men planmæssigt opbygget egne stridskræfter bestående af lejesoldater.
Den fønikiske koloni Kartago tog kampen op mod først grækerne og siden romerne. Byen baserede sin magt på tidens største og mest moderne krigsflåde. Efter tre – selv efter datidens normer – uhørt blodige krige udviskede romerne til sidst Kartago fra Jordens overflade.
Kartagos inderste havn var beregnet til krigsflåden og havde plads til cirka 220 skibe.
Den yderste havn i Kartago var beregnet til byens enorme handelsflåde.
Byen var derfor stærk nok til at overtage de fønikiske moderbyers beskyttende roller i det vestlige Middelhav.
I de følgende århundreder bølgede kampen om det strategisk vigtige Sicilien derfor frem og tilbage mellem grækerne og kartagerne – dog uden endeligt resultat.
Selv om Kartago på mange punkter var mere krigerisk end de fønikiske moderbyer, fortsatte byen også med at udvide handelsimperiet.
Samtidig med kampene mod de indtrængende grækere øgede byen derfor også sin kontrol med handlen i det vestlige Middelhav. Den nye stormagt havde dog endnu større ambitioner.
Fønikerne åbnede Afrika
Omkring år 500 f.Kr. drog to store opdagelsesekspeditioner ud fra Kartago for at finde nye kilder til rigdom. Den ene af dem blev anført af byens konge Hanno, der ledte sine skibe ned langs Afrikas vestkyst i jagten på guld.
Det afrikanske kontinent blev udforsket af fønikerne både til land og til vands.
De nåede sandsynligvis ikke meget længere ned end omkring ækvator ud for det, der i dag hedder Gabon. Men de havde en begivenhedsrig tur, som vi kan se ud fra den beskrivelse, Hanno selv fik hugget ind i en stele ved hjemkomsten.
I teksten fortæller Hanno bl.a, hvordan ekspeditionen landede på en ø med en lille sø, hvor der gik nogle mærkelige vilde mænd rundt.
“De havde behårede kroppe, og tolkene kaldte dem 'gorillaer'. Vi forfulgte dem, men vi kunne ikke fange nogen af mændene. De slap alle væk ved at kravle op ad stejle skråninger og forsvare sig med sten. Men vi fangede tre kvinder, der bed og kradsede deres vogtere og nægtede at følge os. Så vi dræbte dem og flåede skindene af dem og bragte dem med tilbage til Kartago.”
Kong Hannos rejse til Gabon
Omkring år 500 f.Kr. sejlede kartageren Hanno ned langs Vestafrika. Her stødte han på et dyr, som blev kaldt gorilla.
Farao Nekos fønikiske ekspedition
Ifølge Herodot sejlede fønikerne omkring år 600 f.Kr. rundt om hele Afrika – mere end 2000 år før Vasco da Gama.
Forskerne ved i dag ikke, om det faktisk var gorillaer, eller om kartagerne fx slagtede pygmækvinder. Men da zoologerne skulle indordne de største afrikanske primater i deres systemer, gav de dem ganske enkelt det navn, Hanno nævnte i sin eventyrlige beretning.
Nogenlunde samtidig beskriver den kartagiske kaptajn Himilco sin rejse til, hvad forskerne i dag mener må have været De Britiske Øer.
Han fortæller om søuhyrer og andre ubehageligheder på rejsen – nok for at afskrække græske rivaler fra selv at tage turen. Formålet med rejsen var nemlig at åbne en rute, der kunne sikre Kartago nye forsyninger af tin.
De fønikiske kræmmeres endeligt
Kartago dominerede havet frem til år 241 f.Kr., hvor byen led det første nederlag til Middelhavets nye stærke magt, Rom, i den første puniske krig. Nederlaget medførte, at Kartago måtte afgive Sicilien og Sardinien.
“I øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges.” Cato den Ældre, romersk senator
I 218 f.Kr. tørnede de to stormagter igen sammen, hvorved Kartago mistede kontrollen med Spanien.
Byen var dog stadig så magtfuld, at den romerske senator Cato den Ældre efter et besøg i Kartago 60 år senere blev overbevist om, at byen fortsat var en trussel mod Rom, og derfor fremover afsluttede alle sine taler i det romerske senat med ordene: “I øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges.”
I året 146 f.Kr. fik Cato omsider sin vilje, da en stor romersk hær jævnede Kartago fuldstændigt med jorden og dermed satte det sidste punktum i den evetyrlige historie om de gådefulde fønikere – havets herskere.