David Ryckaert III

Forskere vil genskabe fortidens lugte

Hvordan duftede bibelsk røgelse eller de farserede påfugle, som Henrik 8. spiste? Ekspertgruppe er på sporet af svaret.

De fleste kan nok forestille sig, hvordan der lugtede i Londons gader i 1800-tallet, hvor ekskrementer fra dyr og mennesker flød i rendestenene. For ikke at tale om stanken i middelalderens byer. Men hvordan duftede et romersk tempel i antikken?

Et hold eksperter i bioteknologi fra Tysklands navnkundige Max Planck Instituttet er gået i gang med at finde svar på spørgsmål som dette.

Forskerne vil genskabe lugten af gamle dage ved at gennemgå arkæologiske fund og udtrække molekyler fra dem ved hjælp af nye avancerede teknikker.

Sammenholdt med viden fra biologisk plantemateriale, samtidige beskrivelser og billedgengivelser regner tyskerne med at kunne komme med et kvalificeret bud.

På en oversigt viser forskerne, hvor de vil finde fortidens lugte: Indtørrede fund, molekyler og DNA.

© Michelle O’Reilly

Gik i krig for røgelse

I deres nye studie gør forskerne opmærksom på, at dufte ikke må undervurderes. Gennem historien har lugt og duft været en vigtig drivkraft for samfundet.

”Den kendsgerning, at historiske kilder beskriver ekspeditioner, krige og langdistance-handler med det formål at skaffe materialer med stærke dufte – såsom røgelse og krydderier – afslører, hvor vigtig duft har været for menneskeheden," forklarer Barbara Huber, der bliver hovedforfatter på det nye studie.