10.000 lejesoldater ydmyger Perserriget

Den tredje dagsmarch var hård. Nordenvinden blæste direkte ind i ansigtet på folkene, skar som en kniv gennem alting og frøs dem stive.

Sneen var to meter høj, og mange af slaverne og dyrene forsvandt i den. Det samme gjorde omkring 30 af soldaterne.

Man holdt ild i bålene natten igennem, for der var masser af træ i de skove, hvor man slog lejr, selv om de, der kom sidst, havde svært ved at finde træ.

De, der kom først og havde tændt ild, ville ikke lade de sidstankomne nærme sig bålene, før de havde afleveret lidt af deres korn eller af den anden føde, de havde med.

Så enhver delte lidt af sin proviant med de andre. Når der blev tændt bål, smeltede sneen, og der dannedes vældige fordybninger helt ned til den faste jord.

Soldater, der havde mistet synet på grund af sneblindhed eller havde mistet tæerne på grund af forfrysninger, blev ladt tilbage.

Det lettede smerten i de sneblindes øjne, hvis de holdt noget sort op foran ansigtet, mens de marcherede, og det hjalp på fødderne, hvis man holdt sig i bevægelse og ikke stod stille, og hvis man tog sandalerne af om natten.

Hvis man sov med sandalerne på, skar remmene sig ind i kødet, og sålerne frøs fast til fødderne. Dette skete endnu hyppigere, da de gamle sandaler blev slidt op, og man måtte sammenflikke sig sandaler af ugarvet læder fra huderne af de okser, der blev slagtet undervejs.

Krigerstamme ligger på lur

Soldaterne var ikke utrygge ved at slå lejr i landsbyerne. Husene var bygget under jorden. Indgangene lignede brønde, men blev bredere dybere nede. Der var gravet underjordiske tunneler til dyrene, som mændene kom ned til ved hjælp af stiger.

Inde i husene var geder, får, køer og fjerkræ med deres unger. Der var også hvede, byg, bønner og store krukker med bygvin.

Når man blev tørstig, kunne man bare tage et strå og suge vinen op. Det var en meget stærk vin, medmindre man blandede den med vand, men når man havde vænnet sig til den, var den ganske behagelig.

Nu fulgte en syv-dages march på 200 km gennem kalybernes land. De var den mest krigeriske af de stammer, grækerne mødte på deres vej, og de kom i tæt nærkamp med dem.

De bar skridtlange rustninger af linned, og i stedet for rustningsskjorter var de iført tykke, flettede tovender. De beskyttede sig med benskinner og hjelme, og i bæltet havde de en kniv på størrelse med spartanernes daggert.

Med disse knive skar de halsen over på dem, det lykkedes dem at overmande. Derefter skar de hele hovedet af og slæbte det med sig og sang og dansede og viste det frem, så snart deres fjender havde mulighed for at se dem. De var også bevæbnet med syv meter lange spyd.

De gemte sig inde på deres bopladser, og først når grækerne var draget forbi, sneg de sig efter dem, ivrige efter at kaste sig ud i kamp.

Alle deres huse lå omgivet af befæstede stillinger, og de havde samlet forsyninger inden for forskansningerne. Det betød, at grækerne ikke kunne tage noget fra dem, men måtte leve af det, de havde taget tidligere.

Manipuleret af guide

Grækerne nåede nu til en flod, der var over 100 meter bred. Derefter marcherede de gennem skyternes område, en fire-dages march på 100 km gennem jævnt terræn. De nåede frem til nogle landsbyer, hvor de holdt hvil i tre dage og supplerede deres forsyninger.

En fire-dages march og nye 100 km førte dem til en stor og velstående by ved navn Gymnias. Landshøvdingen sendte grækerne en fører fra denne by, idet han havde givet manden ordre til at lede dem gennem et landområde, hvis folk var i krig med hans folk.

Da føreren ankom, meddelte han, at han på fem dage kunne lede dem frem til et sted, hvorfra de kunne se havet, og han sagde, at han var rede til at lade sig dræbe, hvis det ikke skulle lykkes for ham.

Så han førte an, og da de havde krydset grænsen ind til fjendens område, opfordrede han dem til at nedbrænde og ødelægge alt, hvorved han gjorde det klart, at hans motiv til at vise grækerne vej ikke i første række var at hjælpe dem.

Havet frelser grækerne

De kom til bjerget den femte dag. Bjerget hed Thekes. Da fortroppen nåede toppen og fik øje på havet, udbrød der stor råben.

Xenofon og bagtroppen hørte det og troede, at det var fjender, der var gået til angreb derude, for fjendtligtsindede indfødte havde fulgt efter, så det havde været nødvendigt at lægge et baghold, hvor man havde dræbt en del og taget en del til fange.

Men da råbene blev højere og kom nærmere, og da folkene gav sig til at løbe frem mod de råbende for så selv ligeledes at give sig til at råbe op, stod det klart, at der måtte være indtruffet noget betydningsfuldt.

Derfor steg Xenofon til hest, og sammen med kavaleriet red han frem for at give støtte, men meget snart hørte de soldaterne råbe: “Havet! Havet!”

Nu stak alle i løb, og bagtroppen drev pakdyrene og hestene frem, så hurtigt de kunne. Da de nåede toppen, gav de sig med glædestårer i øjnene til at omfavne hinanden, soldater, generaler og kaptajner.

På en eller andens forslag gav de sig til at samle sten og bygge en vældig varde. Oven på den anbragte de alle de ugarvede oksehuder, stave og skjolde, de havde erobret.

Deres fører gav sig til at skære skjoldene i stykker og opfordrede de andre til at gøre ligeså. Men nu sendte grækerne ham tilbage og gav ham en af deres heste, et sølvbæger og en persisk klædedragt.

Det, han i særlig grad ønskede, var de ringe, soldaterne havde på fingrene, og de gav ham ganske mange af dem. Han udpegede en landsby, hvor de kunne slå lejr, og viste dem den vej, der ville føre dem til makronernes land.

Så blev det aften, og han drog bort i natten.

Efterskrift

De 10.000 grækeres vellykkede flugt viser Perserrigets svaghed, og snart øjner grækerne mulligheden for at vælte supermagten.

I 350'erne f.Kr. begynder Filip 2. af Makedonien at huse den persiske opposition i eksil. I 334 f.Kr. tager hans søn, Alexander den Store, endelig en græsk hær ind i Perserriget.