Baggrundshistorie: Spartanere kæmpede imod overmagten
I 480 f.Kr. bager solen ned over det smalle pas Thermopylæ ved kysten nordvest for Athen. Ligene ligger tæt i sandet, hvor 7.000 græske hoplitter i to dage har forsvaret sig mod kong Xerxes 1.s enorme persiske hær.
Men grækerne er blevet forrådt af en af deres egne, som har vist Xerxes en bjergsti rundt om passet. For at undgå at blive omringet flygter de græske tropper. Kun 300 spartanere anført af kong Leonidas bliver tilbage og skal nu kæmpe imod 100.000 persere.
“Kom og tag dem!” Leonidas’ svar, da den persiske konge, Xerxes, beordrer ham til at nedlægge våbnene.
Leonidas holder moralen højt hos sine mænd, og da en skræmt soldat påpeger, at perserne affyrer så mange pile, at de skygger for solen, svarer kongen som en ægte spartaner:
“Er det ikke dejligt, at vi så skal kæmpe i skyggen?”
Reelt er kampen umulig at vinde, men spartanerne kæmper uforfærdet i timevis til sidste mand og giver de resterende græske tropper tid til at slippe væk, så de senere endegyldigt kan slå perserne.
Sådan lyder den gængse fortælling om de 300 spartanere ved Thermopylæ. Men kunne 300 krigere virkelig holde stand imod 100.000?
For og imod: De 300 spartanere fik hjælp
Det er korrekt, at 300 spartanere udgjorde hovedstyrken ved Thermopylæ. To soldater blev dog sendt afsted som budbringere, så reelt var styrken kun 298.
Leonidas stod ganske rigtigt i spidsen for den græske forsvarsstyrke. Hvis passet ikke var blevet forsvaret af de dødsforagtende spartanere, ville Xerxes kunne have sendt sit kavaleri igennem og fanget de flygtende grækere.
Områdets geografi gjorde det muligt for spartanerne at holde de persiske tropper tilbage. Kystlinjen har i dag rykket sig, men geologiske undersøgelser viser, at passet har været mindre end 100 m bredt.
Spartanerne var ikke alene. Sammen med dem kæmpede 700 hoplitter fra bystaten Thespiai og 400 fra bystaten Theben.
Den spartanske konge var en højt respekteret hærfører, men under slaget ved Thermopylæ var han 60 år gammel og formentlig ikke den toptrænede kampmaskine, som han ofte beskrives som.
Slaget ved Thermopylæ skildres ofte som en pyrrhussejr for perserne, dvs. en dyrekøbt sejr. I dag er historikerne dog enige om, at slaget var en stor sejr for Xerxes. Den græske plan om at holde perserne ved passet slog fejl, og efter slaget erobrede Xerxes det meste af Grækenland, inden han blev besejret året efter.
Leonidas står i dag som historiens berømteste spartaner. Flere statuer af ham kan fortsat ses i Grækenland.
Konklusion: Fortællingen blev bedre og bedre, som årene gik
Oldtidens kilder skal altid læses med skepsis – når den græske historiker Herodot fx skriver, at den persiske hær var på en million mand, er det en åbenlys overdrivelse. I dag anslår historikere tallet til 70.000-150.000. Men arkæologiske undersøgelser har bekræftet mange af de overleverede detaljer. I 1939 blev der således fundet en mængde persiske pilespidser i området.
Allerede i det gamle Grækenland fik slaget dog en mytisk betydning – især for spartanerne, som brugte det til at styrke deres ry som overlegne krigere, der aldrig gav op. Selvom spartanerne ikke kæmpede alene, røg de andre græske krigere ofte ud af fortællingen.
Udeladelsen er fortsat helt frem til i dag, fx i storfilmen “300” fra 2007, hvor kun spartanerne deltager i slaget.