Antikkens OL: Kun sejr talte

Fuldmånen bestemte

De olympiske lege blev indvarslet af herolder. De drog rundt til de græske bystater for at lokke atleter og tilskuere til.

I tre måneder herskede den olympiske fred. Og takket være freden var det nogenlunde sikkert at rejse til Olympia på halvøen Peloponnes. Atleterne skulle ankomme en måned inden legene og bruge ventetiden på intensiv træning. Nogle af dem opdagede undervejs, at de ikke var helt så gode, som de selv troede, og trak derfor deres tilmelding tilbage.

Legene lå altid i august, men den præcise dato blev fastlagt efter månen: Det skulle nemlig være fuldmåne på den tredje dags aften.

Denne aften afholdt grækerne en stor procession og en offerfest til ære for Zeus. Godt nok fik sportskonkurrencerne med tiden større og større betydning, men i alle de næsten 1200 år, grækerne afholdt OL, var legene i bund og grund en religiøs begivenhed.

Læs også: Olympens 12 græske guder styrede Grækenland

50.000 tilskuere i Olympia

Interessen for OL var enorm blandt grækerne. De strømmede til Olympia fra hele den græske verden – fra bystaterne og fra kolonierne i Spanien og Italien, ved Sortehavets kyster, i Nordafrika og Lilleasien.

Historikerne regner med, at 50.000 tilskuere kom til OL. Blandt dem var også tidens førende filosoffer, kunstnere og videnskabsmænd. Bystaterne, der lå i evig konkurrence om magt og prestige, forstod at markedsføre sig på det hellige område. De 12 rigeste byer opførte hver et skatkammer, som rummede deres kostbare, ceremonielle udstyr og desuden kunne tjene som deres ambassader i Olympia.

Det første OL

De første, kendte lege ved helligdommen i Olympia fandt sted år 776 f.Kr. De var meget beskedne, for det eneste sportslige islæt bestod af et kapløb på ca. 200 m. Løbet fandt sted foran det store alter for Zeus, og præmien bestod i retten til at antænde offerilden. Desuden fik legene navn efter den løber, der vandt.

Sådan fortsatte legene frem til 720 f.Kr., hvor de blev holdt for 14. gang. Ved denne lejlighed tilføjede arrangørerne tre nye løb: et løb på ca. 400 m (dobbelt stadionløb), et langdistanceløb på 1400-4800 m og et løb, hvor deltagerne skulle spurte af sted iført fuld krigsudrustning (våbenløbet).

Nye brutale discipliner

For at skabe et bedre show indførtes i 396 f.Kr. en konkurrence for herolder og trompetister. De dystede i den bygning, som blev kaldt Ekkohallen, og formålet var bl.a. at kåre den herold, som havde den kraftigste stemme. Han fik derefter æren at af være “speaker” under legene, mens den vindende trompetist blæste fanfaren, når en konkurrence gik i gang.

Dramaet nåede nye højder, da arrangørerne indførte konkurrencer i nævekamp og pankration, en brutal blanding af nævekamp og brydning. Her kæmpede deltagere mand mod mand, indtil en af dem blev slået fordærvet – eller gav op.

I en velbeskrevet kamp kæm­pede bokserene Damoxenos og Kreugas så indædt og jævnbyrdigt en hel dag, at de hen under aften blev enige om at slå på hinanden efter tur, indtil den ene segnede. Kreugas indledte med et knusende slag mod Damoxe­nos' hoved, men han blev stående. Så var det Damoxenos' tur til at slå: Han bad Kreugas om at løfte armene og sendte to stød mod hans ribben.

Så hårde var stødene, at Damoxenos borede sin hånd ind i Kreugas' krop og trak hans indvolde ud. Kreugas døde, alligevel blev han tilkendt sejren, for Damoxenos havde snydt.

Statue afslører boksernes skader:

De fattige fik chancen

I antikkens olympiske lege talte kun vinderen – der var hverken præmier eller ære til nr. to og tre, og sejren gjaldt personen. Ingen gik op i, hvor langt et spyd eller en diskos blev kastet. Og selv om mange af antikkens sejrslister er bevaret, findes kun ganske få optegnelser om deltagernes faktiske præstationer. Derfor er det heller ikke muligt at sammenligne datidens atleter med de sportsfolk, der stiller op ved OL i Beijing i år.

Vinderne blev dyrket som helte, ikke mindst når de vendte hjem til den bystat, de kom fra. Her ventede en fantastisk modtagelse og et liv i luksus. Mange sejrherrer kunne ligefrem bruge deres triumf i sporten som afsæt for en karriere som politikere.

I begyndelsen kom atleterne oftest fra fornemme familier, som havde råd til at lade deres sønner træne – i stedet for at lade dem arbejde. Men konkurrencen mellem bystaterne var hård, og jagten på nye talenter blev intensiveret.

Det betød, at også unge mænd fra de lavere sociale lag fik en chance i sporten. Disse atleter var professionelle, der kunne leve af deres sport.

Det Olympiske Råd

At styre de olympiske lege krævede en veludviklet administration. Oprindelig kunne arbejdet klares af én mand, men fra 344 f.Kr. var hele 10 hellanodiker beskæftiget med at tilrettelægge og afvikle OL.

Op til legene var det også hellanodikerne, som registrerede deltagerne og afgjorde, om de var mænd eller ynglinge. Dåbsattester fandtes ikke, så det var en skønssag at afgøre en persons alder.

Legenes øverste myndighed var Det Olympiske Råd. Rådets medlemmer, der kom fra fornemme familier, havde den overordnede kontrol med de hellige ceremonier og afvikling af legene. Det var også rådet, atleterne skulle gå til, hvis de ville klage over afviklingen af en konkurrence eller snyd.

Snyd og bedrag under OL

Alle atleter skulle vide, at snyd ikke blev tolereret: “En sejr skal opnås med føddernes hurtighed og kroppens styrke, ikke med penge,” hed det på et skilt nær stadion.

Alligevel forekom snyd og svindel jævnligt. Mange forsøgte at komme lettere til en sejr ved at betale modstanderne for at give op. Det skete fx i 388 f.Kr., da bokseren Eupolos fra Thessalien bestak tre af sine modstandere til at lade ham vinde. Bokseren fik en bøde.

I et tilfælde blev Athen idømt en bøde for korruption under legene, men bystaten nægtede at betale. OL-ledelsen var ubønhørlig, og så besluttede byen at boykotte OL. Men Athen kom til kort, for nu nægtede oraklet i Delfi at yde byen orakelsvar. Athen var tvunget til at betale.

Nogle få kilder antyder, at grækerne eksperimenterede med alkohol og svampe til at forbedre præstationerne, men doping var næppe almindeligt. I stedet forsøgte bystaternes repræsentanter jævnligt at bestikke atleter fra andre byer til at stille op for deres by. Et sådant skifte vakte så stor forbitrelse i atletens hjemby, at han ikke kunne vise sig her mere.

Kvinde i mandetøj

Kun frie og ustraffede græske mænd måtte deltage i konkurrencerne, men udlændinge og slaver kunne godt få lov at se på. Hvis de vel at mærke havde det rigtige køn, for kvinder havde ingen adgang.

Under legene måtte kvinderne end ikke krydse floden Alfeios, som markerede grænsen til det olympiske område.

Ikke desto mindre trodsede en enke fra Rhodos forbuddet. Hun drog til Olympia forklædt som mand, fordi hun brændende ønskede at se sin søn bokse. Da sønnen vandt, blev hun så begejstret, at hun sprang over barrieren. I det samme blæste hendes kappe op og afslørede hende.

Den sædvanlige straf for denne forbrydelse var, at kvinden skulle styrtes i døden fra en høj skrænt, men i dette tilfælde valgte det olympiske råd dog at lade nåde gå for ret.

Nero vandt det hele

Omkring 100 år før vores tidsregning blev Grækenland en romersk provins, og selv om legene fortsatte, begyndte de at sygne hen. Dog blussede romernes interesse kortvarigt op omkring år 100 e.Kr., og praktikere som romerne var, lykkedes det dem bl.a. at forbedre saniteten i området. For første gang fik OL-området latriner og rindende vand – det havde legenes gæster ikke kendt til før.

Romere ville hellere se på konkurrencerne end være med i dem, men der var markante undtagelser. Flere romerske kejsere deltog aktivt, og i år 67 satte kejser Nero i den grad sit præg på legene.

Han indførte nye discipliner, bl.a. lyrespil, fordi han anså sig selv for at være en fremragende musiker, og han vandt da også – ligesom han vandt hver enste af de andre discipliner, han stillede op i. Det gjaldt fx hestevognskørsel med 10-spand.

Også det var en hidtil uset disciplin. Undervejs faldt Nero godt nok af vognen, men alligevel blev han tilkendt sejren. Det siges, at han drog hjem til Rom med hele 1808 præmier.

De kristne lukker OL

Det blev også en romersk kejser, som satte punktum for antikkens OL. Det skete ca. 300 år senere, da kejser Theodosius 1. forbød yderligere lege, fordi han var bekymret over den tætte sammenhæng mellem sporten og den hedenske, græske religion – på det tidspunkt havde kristendommen vundet fodfæste i Rom.

Det sidst kendte OL fandt sted i år 393 – hele 1169 år efter det første blev afholdt. Derefter sørgede jordskælv, erosion, kristne og plyndringer langsomt for at udslette de forladte sportsanlæg og helligdomme i Olympia. Men takket være de mange skriftlige kilder og afbildningerne på krukker og vaser lever minderne om antikkens storslåede lege videre.