Antikkens OL: Kun sejr talte

Hvert fjerde år strømmede tusindvis af grækere til Olympia for at hylde Zeus med offergaver, festmåltider - og masser af sport.

Hvert fjerde år strømmede tusindvis af grækere til Olympia for at hylde Zeus med offergaver, festmåltider - og masser af sport.

AKG-images/Scanpix, bridgeman, Scanpix & Stock Photo

Endnu en gang lå grækerne i krig med Persien. Det var sommeren 480 f.Kr., og kampen bølgede frem og tilbage. Alt var, som det plejede i antikkens Grækenland.

Men nu kunne perserne til deres store undren observere, hvordan de græske soldater tilsyneladende mistede lysten til krig. En god del af dem forlod simpelthen kamppladsen.

Det var tid for det absolutte højdepunkt i grækernes kalender: den store offerfest, der blev afholdt hvert fjerde år i Olympia til ære for gudernes konge, Zeus. På programmet var også konkurrencer i flere sportsgrene.

© Scanpix/AKG-images

50.000 tilskuere til OL i Olympia

De fornemste gæster i Olympia indlogerede sig på Leonidaion (et hotel), de øvrige gæster måtte tage til takke med telte eller sove under åben himmel. Konkurrencerne foregik på stadion, men bønnerne og ofret til Zeus var det egentlige formål med besøget i Olympia.

Fuldmånen bestemte

De olympiske lege blev indvarslet af herolder. De drog rundt til de græske bystater for at lokke atleter og tilskuere til.

I tre måneder herskede den olympiske fred. Og takket være freden var det nogenlunde sikkert at rejse til Olympia på halvøen Peloponnes. Atleterne skulle ankomme en måned inden legene og bruge ventetiden på intensiv træning. Nogle af dem opdagede undervejs, at de ikke var helt så gode, som de selv troede, og trak derfor deres tilmelding tilbage.

Legene lå altid i august, men den præcise dato blev fastlagt efter månen: Det skulle nemlig være fuldmåne på den tredje dags aften.

Denne aften afholdt grækerne en stor procession og en offerfest til ære for Zeus. Godt nok fik sportskonkurrencerne med tiden større og større betydning, men i alle de næsten 1200 år, grækerne afholdt OL, var legene i bund og grund en religiøs begivenhed.

Den øverste gud, Zeus, skulle æres under grækernes olympiske lege.

© British Museum

Sportsfesten var til ære for Zeus

De olympiske lege var en sportslig kappestrid mellem de græske bystater, men legene var samtidig en religiøs fest for Zeus, den mægtigste af de græske guder.

I begyndelsen blev legene afviklet på én dag, som sluttede med et stort dyreoffer til Zeus. 100 okser skulle ofres, men i realiteten blev kun en enkelt kølle brændt. Resten af kødet blev spist ved et stort fællesmåltid.

Da legene blev udvidet til fem dage, fandt offerfesten sted på 3. dag, den dag fuldmånen indtraf. Olympias største tempel var viet til Zeus. Her stod en 12 meter høj statue af guden, udført i guld og elfenben. Den blev regnet for et af verdens syv underværker.

50.000 tilskuere i Olympia

Interessen for OL var enorm blandt grækerne. De strømmede til Olympia fra hele den græske verden – fra bystaterne og fra kolonierne i Spanien og Italien, ved Sortehavets kyster, i Nordafrika og Lilleasien.

Historikerne regner med, at 50.000 tilskuere kom til OL. Blandt dem var også tidens førende filosoffer, kunstnere og videnskabsmænd. Bystaterne, der lå i evig konkurrence om magt og prestige, forstod at markedsføre sig på det hellige område. De 12 rigeste byer opførte hver et skatkammer, som rummede deres kostbare, ceremonielle udstyr og desuden kunne tjene som deres ambassader i Olympia.

Det første OL

De første, kendte lege ved helligdommen i Olympia fandt sted år 776 f.Kr. De var meget beskedne, for det eneste sportslige islæt bestod af et kapløb på ca. 200 m. Løbet fandt sted foran det store alter for Zeus, og præmien bestod i retten til at antænde offerilden. Desuden fik legene navn efter den løber, der vandt.

Sådan fortsatte legene frem til 720 f.Kr., hvor de blev holdt for 14. gang. Ved denne lejlighed tilføjede arrangørerne tre nye løb: et løb på ca. 400 m (dobbelt stadionløb), et langdistanceløb på 1400-4800 m og et løb, hvor deltagerne skulle spurte af sted iført fuld krigsudrustning (våbenløbet).

Nye brutale discipliner

For at skabe et bedre show indførtes i 396 f.Kr. en konkurrence for herolder og trompetister. De dystede i den bygning, som blev kaldt Ekkohallen, og formålet var bl.a. at kåre den herold, som havde den kraftigste stemme. Han fik derefter æren at af være “speaker” under legene, mens den vindende trompetist blæste fanfaren, når en konkurrence gik i gang.

Dramaet nåede nye højder, da arrangørerne indførte konkurrencer i nævekamp og pankration, en brutal blanding af nævekamp og brydning. Her kæmpede deltagere mand mod mand, indtil en af dem blev slået fordærvet – eller gav op.

Løb var den klassiske OL-disciplin. I flere heat dystede Grækenlands bedste løbere mod hinanden. Mange af dem var professionelle.

© Metropolitan Museum

OL begyndte med et løb

Sportsfesten i Olympia begyndte i det små, men voksede hurtigt. Idræts­udøverne skulle møde frem 30 dage før legenes åbning for at træne.

De første olympiske lege bestod af et eneste løb og en stor offerfest for den øverste af alle græske guder, Zeus. Men i takt med OL's voksende popularitet kom flere løbe-discipliner til: Stadionløbet var på ca. 200 m, det dobbelte stadionløb på 400 m, og det lange løb gik over 1400-4800 m.

Startlinjen på stadion var forsynet med små bomme foran hver løber. Når trompetsignalet lød, sørgede en mand med et snoretræk for, at alle bomme gik op på samme tid. Hvis en løber tyvstartede, var straffen piskeslag. Atleterne ankom 30 dage før legenes åbning for at træne.

Så lang tid uden indtægt kunne kun de rigeste tillade sig, men med tiden indførte by­staterne sponsorater, så deres talenter – uanset formue – kunne kæmpe for byen. I Olympia gjaldt det om at vinde – ikke om at være med. Derfor kom også kun de sportsfolk, der havde en reel vinderchance.

I en velbeskrevet kamp kæm­pede bokserene Damoxenos og Kreugas så indædt og jævnbyrdigt en hel dag, at de hen under aften blev enige om at slå på hinanden efter tur, indtil den ene segnede. Kreugas indledte med et knusende slag mod Damoxe­nos' hoved, men han blev stående. Så var det Damoxenos' tur til at slå: Han bad Kreugas om at løfte armene og sendte to stød mod hans ribben.

Så hårde var stødene, at Damoxenos borede sin hånd ind i Kreugas' krop og trak hans indvolde ud. Kreugas døde, alligevel blev han tilkendt sejren, for Damoxenos havde snydt.

Statue afslører boksernes skader:

De fattige fik chancen

I antikkens olympiske lege talte kun vinderen – der var hverken præmier eller ære til nr. to og tre, og sejren gjaldt personen. Ingen gik op i, hvor langt et spyd eller en diskos blev kastet. Og selv om mange af antikkens sejrslister er bevaret, findes kun ganske få optegnelser om deltagernes faktiske præstationer. Derfor er det heller ikke muligt at sammenligne datidens atleter med de sportsfolk, der stiller op ved OL i Beijing i år.

Vinderne blev dyrket som helte, ikke mindst når de vendte hjem til den bystat, de kom fra. Her ventede en fantastisk modtagelse og et liv i luksus. Mange sejrherrer kunne ligefrem bruge deres triumf i sporten som afsæt for en karriere som politikere.

I begyndelsen kom atleterne oftest fra fornemme familier, som havde råd til at lade deres sønner træne – i stedet for at lade dem arbejde. Men konkurrencen mellem bystaterne var hård, og jagten på nye talenter blev intensiveret.

Det betød, at også unge mænd fra de lavere sociale lag fik en chance i sporten. Disse atleter var professionelle, der kunne leve af deres sport.

De sportstrænede spartanere prægede OL med nye sportsgrene og indførelsen af nøgne atleter. Hurtigt blev de andre bystater trætte af Spartas sejre.

I 150 år dominerede Sparta legene i Olympia. Mens de andre byers atleter kom rejsende til enkeltvis, ankom spartanerne i en gruppe. Og den militære træning, som alle unge spartanere var underlagt, gav dem hurtigt succes i konkurrencerne – og i de sportspolitiske diskussioner bag kulisserne.

Formentlig fik netop spartanerne gennemtrumfet, at atleterne skulle være nøgne – som de var vant til i deres krigerkultur. Det syntes deltagerne fra de andre byer var grænseoverskridende pinligt. Men de vænnede sig til det og bifaldt også Spartas ønske om at få sat femkampen på programmet.

Pentathlon var en kombination af løb, diskoskast, spydkast, længdespring og brydning. Disciplinerne blev anset for de helt rigtige, når unge mænd skulle lære at beherske krop og sjæl.

I år 594 f.Kr. fik Athen endegyldigt nok af Spartas sportslige dominans. Byen besluttede at indføre offentlig støtte til unge, talentfulde idrætsudøvere, der kunne gøre byen ære. Investeringen betalte sig, for antallet af vindere fra Sparta gik mærkbart tilbage.

© Corbis/Scanpix

Diskoskast

blev udført med en flere kg tung skive af bronze.

© British Museum

Løb

Femkæmperne skulle gennemføre et sprint på ca. 200 meter

© British Museum

Spydkast

Det fingertykke spyd blev slynget af sted med en rem. Længden af antikkens kast er ikke kendt.

© Corbis/Scanpix

Brydning

Når en bryder rakte fingeren i vejret, var det tegn på, at han gav op.

© Museum of Fine Arts, Boston

Længdespring

krævede håndvægte, som atleten kunne slynge sig frem med.

Det Olympiske Råd

At styre de olympiske lege krævede en veludviklet administration. Oprindelig kunne arbejdet klares af én mand, men fra 344 f.Kr. var hele 10 hellanodiker beskæftiget med at tilrettelægge og afvikle OL.

Op til legene var det også hellanodikerne, som registrerede deltagerne og afgjorde, om de var mænd eller ynglinge. Dåbsattester fandtes ikke, så det var en skønssag at afgøre en persons alder.

Uvildige dommere havde ingen tænkt på, da legene begyndte. I de første par hundrede år deltog dommerne selv i konkurrencerne, indtil grækerne fandt ud af, at en dommer bør være upartisk.

© British Museum

Legenes øverste myndighed var Det Olympiske Råd. Rådets medlemmer, der kom fra fornemme familier, havde den overordnede kontrol med de hellige ceremonier og afvikling af legene. Det var også rådet, atleterne skulle gå til, hvis de ville klage over afviklingen af en konkurrence eller snyd.

Snyd og bedrag under OL

Alle atleter skulle vide, at snyd ikke blev tolereret: “En sejr skal opnås med føddernes hurtighed og kroppens styrke, ikke med penge,” hed det på et skilt nær stadion.

Alligevel forekom snyd og svindel jævnligt. Mange forsøgte at komme lettere til en sejr ved at betale modstanderne for at give op. Det skete fx i 388 f.Kr., da bokseren Eupolos fra Thessalien bestak tre af sine modstandere til at lade ham vinde. Bokseren fik en bøde.

Kun sejren talte, grækerne kendte ikke sølv- og bronzevindere.

© British Museum

Vinderen fik kostbar belønning

Kun sejren talte, og kun vinderen fik en præmie. Sølv- og bronzepræmier til nr. 2 og 3 kendte grækerne ikke. I første omgang var præmien mest af symbolsk art – et sejrsbånd om hovedet og en palmegren i hånden.

Desuden havde hver vinder ret til at blive foreviget med en statue opstillet i lunden ved det olympiske område. Hovedparten af statuerne var helt ens, for atleten skulle høste tre sejre, før han måtte få sit eget, personlige ansigtstræk mejslet ind i statuen.

Som regel betalte atletens hjemby for statuen, for sejren gav prestige i kappestriden med de øvrige byer. Og når han kom hjem, blev han modtaget med sejrshymne og en regn af blomster-konfetti. Siden fulgte den virkelige belønning: gratis bespisning, en plads i byens råd, skattefrihed eller store pengegaver.

I et tilfælde blev Athen idømt en bøde for korruption under legene, men bystaten nægtede at betale. OL-ledelsen var ubønhørlig, og så besluttede byen at boykotte OL. Men Athen kom til kort, for nu nægtede oraklet i Delfi at yde byen orakelsvar. Athen var tvunget til at betale.

Nogle få kilder antyder, at grækerne eksperimenterede med alkohol og svampe til at forbedre præstationerne, men doping var næppe almindeligt. I stedet forsøgte bystaternes repræsentanter jævnligt at bestikke atleter fra andre byer til at stille op for deres by. Et sådant skifte vakte så stor forbitrelse i atletens hjemby, at han ikke kunne vise sig her mere.

Kvinde i mandetøj

Kun frie og ustraffede græske mænd måtte deltage i konkurrencerne, men udlændinge og slaver kunne godt få lov at se på. Hvis de vel at mærke havde det rigtige køn, for kvinder havde ingen adgang.

Under legene måtte kvinderne end ikke krydse floden Alfeios, som markerede grænsen til det olympiske område.

Den kvindelige løber fra Sparta måtte blive hjemme.

© British Museum/Shutterstock

Kvinder? Ingen adgang!

Legene i Olympia var åbne for alle grækere, der ikke havde gjort sig skyldige i mord eller tyveri fra templerne. Men de skulle være mænd – kvindelige sportsudøvere og tilskuere havde forbud mod at nærme sig OL.

Overtrædelse af dette forbud kunne straffes med døden. Sparta var imod reglen, for her trænede unge kvinder lige så ihærdigt som mændene. Men de andre byer var ubøjelige.

Ikke desto mindre trodsede en enke fra Rhodos forbuddet. Hun drog til Olympia forklædt som mand, fordi hun brændende ønskede at se sin søn bokse. Da sønnen vandt, blev hun så begejstret, at hun sprang over barrieren. I det samme blæste hendes kappe op og afslørede hende.

Den sædvanlige straf for denne forbrydelse var, at kvinden skulle styrtes i døden fra en høj skrænt, men i dette tilfælde valgte det olympiske råd dog at lade nåde gå for ret.

Nero vandt det hele

Omkring 100 år før vores tidsregning blev Grækenland en romersk provins, og selv om legene fortsatte, begyndte de at sygne hen. Dog blussede romernes interesse kortvarigt op omkring år 100 e.Kr., og praktikere som romerne var, lykkedes det dem bl.a. at forbedre saniteten i området. For første gang fik OL-området latriner og rindende vand – det havde legenes gæster ikke kendt til før.

Romere ville hellere se på konkurrencerne end være med i dem, men der var markante undtagelser. Flere romerske kejsere deltog aktivt, og i år 67 satte kejser Nero i den grad sit præg på legene.

Han indførte nye discipliner, bl.a. lyrespil, fordi han anså sig selv for at være en fremragende musiker, og han vandt da også – ligesom han vandt hver enste af de andre discipliner, han stillede op i. Det gjaldt fx hestevognskørsel med 10-spand.

Også det var en hidtil uset disciplin. Undervejs faldt Nero godt nok af vognen, men alligevel blev han tilkendt sejren. Det siges, at han drog hjem til Rom med hele 1808 præmier.

Boksekampene i Olympia var livsfarlige og havde ingen pauser. De blev ved, indtil vinderen var fundet.

En af de mest populære sportsgrene blandt publikum var boksning – selv om den var meget forskellig fra vor tids version af sporten; der var snarere tale om en nævekamp. Deltagerne var nøgne, men om hænder og håndled viklede de bløde remme af oksehud, som skulle afstive hænder og led.

Med tiden blev remmene lavet af hårdt læder, og de blev bundet hen over knoerne, så bokseren kunne skade modstanderen mest muligt. I romertiden blev remmene endog forstærket med blybånd. Kampene varede, indtil en af bokserne ikke kunne mere. Deltagerne skulle følge visse regler, bl.a. måtte de ikke “grave” – grave modstanderens indvolde ud af bughulen.

I sammenligning med boksning var brydekampene elegante. Kampen varede, til en af de to deltagere havde tvunget sin modstander i gulvet tre gange, gerne med et kastegreb. Det vildeste, OL kunne byde på, var pankration – en blanding af brydning og boksning. Her gjaldt alle kneb, men deltagerne måtte dog hverken bide, grave eller presse hinandens øjne ud.

Kunne en deltager brække modstanderens fingre eller sparke ham i maven, var chancen for sejr stor. En kamp var afgjort, når en af parterne blev slået ud, gav op eller døde.

© Lessing Archives

Pankration var en brutal blanding af brydning og boksning. Udøverne måtte bl.a. bruge spark.

© British Museum

Brydning krævede smidighed og et kraftigt korpus. En tung bryder havde de bedste chancer.

© Staatliche Antikensammlungen und Glyptothek

Våbenløbet var sidste konkurrence. Deltagerne dystede iført krigsudrustning som en symbolsk afslutning på den olympiske fred.

De kristne lukker OL

Det blev også en romersk kejser, som satte punktum for antikkens OL. Det skete ca. 300 år senere, da kejser Theodosius 1. forbød yderligere lege, fordi han var bekymret over den tætte sammenhæng mellem sporten og den hedenske, græske religion – på det tidspunkt havde kristendommen vundet fodfæste i Rom.

Det sidst kendte OL fandt sted i år 393 – hele 1169 år efter det første blev afholdt. Derefter sørgede jordskælv, erosion, kristne og plyndringer langsomt for at udslette de forladte sportsanlæg og helligdomme i Olympia. Men takket være de mange skriftlige kilder og afbildningerne på krukker og vaser lever minderne om antikkens storslåede lege videre.

Pierre de Coubertin fik bygget et klassisk, græsk stadion til OL i Athen 1896.

© Ullstein Bild

Den olympiske ånd vågner igen

Mindet om Olympia overlevede legenes lukning. Allerede i middelalderen digtede malerne videre på den storslåede sportsbegivenhed i Grækenland, og flere gange forsøgte man at genoplive ideen, bl.a. i 1612.

Også i Sverige opstod tilløb til et nyt OL, da Olympiska Föreningen i 1834 og 1836 holdt “Olympiske Lege” i Ramlösa ved Helsingborg. Her var både brydning, kapløb, balanceøvelser og spring, men det blev ved de to lege. Ideen blev først fuldbragt med baron Pierre de Coubertin, der var formand for det franske atletikforbund.

Inspireret af de nylige arkæologiske fund i Olympia begyndte Coubertin i 1887 at agitere for en genindførelse af legene. Hans tanke var, at sporten skulle skabe international forståelse. Efter års slid åbnede det første moderne OL i Athen den 6. april 1896. 295 mandlige atleter fra 13 nationer deltog.