Hvor langt skal en nation gå for at redde sin kulturarv fra undergang? Det spørgsmål stod græske oprørere overfor under deres frihedskamp i begyndelsen af 1800-tallet. Grækernes svar lød: Meget langt.
I 363 år havde Grækenland været en del af de osmanniske sultaners imperium, men i 1821 skyllede en bølge af frihedstrang ind over grækerne. Deres kamp for uafhængighed fandt sted mellem ruinerne af antikkens berømteste bygningsværker, og det skabte problemer, da oprørerne i april 1821 omringede Athen.
Byens osmanniske garnison forskansede sig på Akropolis, hvorfra den beskød grækerne.
De belejrede fik nogle ugers pusterum, da nye osmanniske hærenheder nåede frem og jog grækerne på flugt, men da den osmanniske hovedstyrke drog videre i juli, genoptog grækerne belejringen.
Ruiner af græske søjler afslører det hul, som i antikken blev fyldt med bly.
Efter seks måneder var osmannerne ved at løbe tør for ammunition og begyndte at hærge Akropolis i jagten på bly til at smelte om til gevær- og kanonkugler.
Antikke søjler blev fældet
Uheldigvis rummede grækernes antikke søjler bly. Akropolis’ templer blev nemlig opført som samlesæt: En søjle bestod af flere dele, som blev holdt sammen af bronze- eller jernklamper inde i midten.
For at forankre klamperne havde antikkens grækere hældt bly ned i stenenes hulrum, og nu jagtede osmannerne denne ressource – uden at skele til Akropolis’ historiske betydning.
Grækerne blev forfærdede, og arkæologen Kyriakos Pittakis foreslog at sende osmannerne ammunition for at få dem til at stoppe blyjagten. Hans forslag blev vedtaget og ammunitionen leveret. Med gaven fulgte angiveligt en seddel med teksten: “Her er kuglerne – lad så søjlerne være!”
Kort efter måtte osmannerne alligevel overgive sig.