Eumenes’ elitetropper var de såkaldte Argyraspider – Sølvskjoldene.

Hær af oldinge skulle generobre Alexanders rige

Alexander den Stores elitekorps, Sølvskjoldene, havde aldrig tabt et slag. Selv efter Alexanders død frygtede alle de ældgamle veteraner – også deres nye leder. Og med god grund.

Alexander den Stores elitekorps, Sølvskjoldene, havde aldrig tabt et slag. Selv efter Alexanders død frygtede alle de ældgamle veteraner – også deres nye leder. Og med god grund.

Miłek Jakubiec/HISTORIE

En iskold vintervind fejer støvet gennem endeløse rækker af krigere på sletten ved Gabiene i nutidens vestlige Iran. To makedonske hære på tilsammen næsten 80.000 mand står over for hinanden klar til kamp.

Det er i begyndelsen af året 316 f.Kr. Syv år er gået, siden makedonerkongen Alexander den Store mistede livet. Men selvom Alexander er død, kæmper hans soldater stadig – nu imod hinanden.

Og dette slag er afgørende. På den ene side står Alexanders tidligere førstesekretær, Eumenes, på den anden side en af den afdøde konges bedste generaler, Antigonos.

Hver har de ca. 40.000 soldater. Men Antigonos har over 40 års krigserfaring, mens Eumenes størstedelen af sit liv har styret Alexanders korrespondancer.

Blandt Eumenes’ tropper befinder der sig imidlertid 3.000 helt særlige mænd. Deres hvide hår, grå skæg og furede ansigter vidner om, at de snildt kunne være bedstefædre til de yngste af de opmarcherede tropper.

“Ubesejrede tropper, hvis berømte bedrifter skabte stor frygt blandt fjenderne”. Den oldgræske historiker Diodor om Sølvskjoldene.

Men det skinnende sølv på deres skjolde afslører, at de tilhører Alexander den Stores elitekorps: Sølvskjoldene. De yngste er i begyndelsen af 60’erne, flertallet i 70’erne.

De er krigsrotter af barskeste karakter, håndplukkede stridsmænd med drab som speciale – lige så hårde som jernsømmene i deres støvler.

“Ubesejrede tropper, hvis berømte bedrifter skabte stor frygt blandt fjenderne”, skriver fx den oldgræske historiker Diodor senere om Sølvskjoldene.

Det har kostet Eumenes store summer og en ekstrem opfindsomhed at få Sølvskjoldene til at kæmpe for sin sag. Til gengæld har de mod alle odds igen og igen sikret ham sejr.

Og lykkes det også denne sidste gang, vil borgerkrigen være slut, og han – Eumenes – vil takket være Sølvskjoldene have indfriet sit løfte om at beskytte kongefamilien.

Alligevel er der noget ved Alexanders ældgamle veteraner, som konstant nager Eumenes: Vil de brutale og skrækindjagende mænd forblive loyale?

Alexander den Store i Indien

Alexander den Store gav Sølvskjoldene status som elitestyrke under felttoget i Indien.

© Giuseppe Rava. All Rights Reserved 2022/Bridgeman Images

Kamp om verdensimperiet

Blandt alle Alexander den Stores nærmeste, som efter kongens død i 323 f.Kr. kastede sig ind i den blodige kamp om magten, var Eumenes den mest bemærkelsesværdige.

Modsat alle andre kæmpede han ikke for personlig vinding. Han kæmpede derimod for Alexanders arv og familie, og vha. snedighed og direkte snyd fik han Alexanders mest frygtindgydende krigere til at kæmpe for sig.

Ingen, mindst af alle Eumenes, kunne dog have forestillet sig begivenhedernes gang, da han 18 år forinden kom i tjeneste i Makedoniens kongehus.

Den unge Eumenes var ikke makedoner, men derimod græker. De barske makedonere, der var vokset op i bjergene omgivet af fjender, anså ham derfor for en svækling.

Men ynglingen viste hurtigt sin kløgt og sit talent for organisation, og efter at have tjent som sekretær for Alexanders far, kong Filip 2., blev han efter Filips død Alexanders førstesekretær.

Alexander brugte ham som rådgiver og tog Eumenes med på sit årelange erobringstogt i øst.

“Under felttoget i Indien blev han endda sendt ud som general med en styrke”, skriver den oldgræske historiker Plutarch.

Eumenes med Alexander den Stores hustru, Roxane

Eumenes (th.) blev bl.a. en stor støtte for Alexanders unge dronning, Roxane.

© Album/Ritzau Scanpix

Ingen stolede på grækeren Eumenes

Eumenes måtte hele sit liv kæmpe for at vinde tillid blandt makedonerne, der foragtede ham for hans græske baggrund.

Stol aldrig på en græker, lød et makedonsk ordsprog på Alexander den Stores tid. Og ordene klistrede til Eumenes gennem hele hans karriere.

Den spinkle Eumenes var den eneste græker i kongens inderkreds, og det var ikke kutyme, at udlændinge søgte politisk indflydelse blandt makedonere.

Eumenes blev først ansat til at tage sig af kong Filip 2.s papirarbejde, som voksede lige så hurtigt som det makedonske rige. Han gjorde sit arbejde så godt, at han fortsatte som privatsekretær under Filips søn Alexander den Store.

Men hans administrative bedrifter formildede ikke de makedonske generaler og slet ikke, da Eumenes blev udpeget til leder af Alexanders elitekavaleri.

En general uden krigserfaring var én ting, mente de, men hans græske baggrund gjorde det endnu mere foragteligt. Det lykkedes derfor aldrig Eumenes at vinde generalernes tillid.

Til gengæld vandt den stilfærdige græker respekt hos kongefamilien. Alexanders mor, Olympias, og hustru, Roxane, stolede mere på den uegennyttige Eumenes end på de fleste makedonere.

Eumenes anså derfor Alexander for sin ven og kom også tæt på kongens familie. Men Alexanders alt for tidlige død i 323 f.Kr. knuste alle Eumenes’ håb for fremtiden.

Han forsøgte desperat at holde sig ude af den magtkamp, som brød ud mellem Alexanders generaler efter kongens død, men endte med at støtte op om generalen Perdikkas, som Alexander på sit dødsleje i Babylon havde givet den kongelige signetring.

Perdikkas blev derfor udpeget som rigsforstander og stedfortræder for de nye konger: Alexanders evnesvage halvbror, Filip Arrhidaios, og nyfødte søn, Alexander 4.

Men i skyggerne ventede de andre generaler blot på en anledning til at vippe Perdikkas af posten og selv gå efter magten.

Og i den kamp kom Eumenes til alles overraskelse til at spille en hovedrolle.

Eumenes knuste makedonernes helt

Efter Alexanders død fik hver af hans generaler tildelt poster som guvernører, satrapper, rundtom i det enorme rige. Eumenes blev tildelt bl.a. Kappadokien i nutidens Østtyrkiet. Området var imidlertid endnu ikke helt undertvunget.

Men de andre generaler nægtede at låne Eumenes tropper, så Perdikkas måtte træde til og fik hurtigt erobret området. Herefter hastede rigsforstanderen mod syd for at nedkæmpe den makedonske general Ptolemaios, som havde erklæret sin egyptiske provins uafhængig.

Ikke så snart var Perdikkas væk, før en anden general, den populære Krateros, der befandt sig i Grækenland, krydsede over Dardanellerstrædet for at angribe Perdikkas i ryggen. Her fik han hjælp fra generalen Neoptolemos.

Perdikkas gav Eumenes ordre om at stoppe Krateros, som grækeren i sin tid havde været gode venner med. Men Krateros’ popularitet bekymrede Eumenes, som i stedet for at bruge sine makedonske tropper samlede en lokal rytterhær på over 6.000 mand.

Ifølge Plutarch hemmeligholdt han desuden, hvem der ledede fjendestyrken.

“Han frygtede stærkt, at hans makedonere ville slutte sig til Krateros, hvis de genkendte ham”, forklarer Plutarch.

Da Krateros og Neoptolemos dukkede op, beordrede Eumenes derfor sin rytterstyrke til at angribe prompte uden at give dem chancen for at sende budbringere.

“Han stod af hesten, græd bittert og holdt hans hånd”. Forfatteren Plutarch om Eumenes’ farvel til den døende Krateros.

Angrebet kom så hurtigt, at Krateros og hans tropper nærmest blev redet over ende. Krateros red selv forrest, men pga. hjelmen genkendte ingen ham, da Eumenes’ rytterhær styrtede ham til jorden, og hestehovene kvaste hans krop.

Imens red Eumenes personligt efter Neoptolemos, som han dræbte i en voldsom kamp. Såret red han til den anden ende af slagmarken, hvor den døende Krateros lå.

“Han stod af hesten, græd bittert og holdt hans hånd”, skriver Plutarch.

De to havde i Alexanders tid været gode venner, og Eumenes græd, fordi skæbnen havde tvunget dem i krig mod hinanden.

Grækeren fik dog hurtigt andet at tænke på, for nu modtog han besked om, at Perdikkas var blevet myrdet af sine egne officerer. Eumenes og alle Perdikkas’ støtter var derfor dømt fredløse af de andre generaler.

Neoptolemos blev dræbt i kamp mod Eumenes.

Det lykkedes Eumenes egenhændigt at dræbe generalen Neoptolemos på slagmarken.

© history_docu_photo/Imageselect

Nederlag på slagmarken

Dommen gjorde Eumenes til den ensomste mand i Lilleasien. Efter Perdikkas’ død stod det klart for ham, at de tilbageværende generaler kun kæmpede for egen vinding. Ingen af dem skænkede Alexanders visioner for et forenet imperium eller den familie, han havde efterladt sig, en tanke.

Men det gjorde Eumenes, som efter sejren over den stærkeste af Alexanders generaler havde bevist, at han ikke bare var en pennesvingende sekretær.

Alexander den Store og hans officerer på felttog

Mens Alexander den Store levede, kæmpede hans generaler side om side. Efter hans død gik de løs på hinanden.

© Giuseppe Rava. All Rights Reserved 2022/Bridgeman Images

Nu stod han imidlertid over for en ny fjende: Den 61-årige general Antigonos, som de andre generaler havde overladt opgaven med at knuse Eumenes.

Den tidligere førstesekretær havde nu ingen penge og organiserede derfor plyndringstogter for at betale sine tropper, som begejstrede fyldte lommerne med lokalbefolkningens guld og sølv.

Men i 319 f.Kr. gik den ikke længere. Antigonos indhentede Eumenes, og lige inden de to hære bragede sammen ved Orkynia i Kappadokien, lykkedes det den snu Antigonos at bestikke en af Eumenes’ officerer til at desertere med sine folk.

Slaget endte katastrofalt for Eumenes, der mistede over 8.000 mand på slagmarken og måtte barrikadere sig i en lokal fæstning med nogle få hundrede mand.

Antigonos belejrede fortet, men tilbød efter nogle måneder Eumenes frit lejde, hvis han sluttede sig til Antigonos. Og Eumenes slog til. Uden generalens vidende ændrede grækeren dog ordlyden i den troskabsed, han blev afkrævet, så han i stedet for til Antigonos svor troskab til den makedonske kongefamilie.

Antigonos opdagede først snyderiet, da Eumenes for længst var væk – på vej til at rejse en ny hær med makedonernes farligste krigere: Sølvskjoldene.

Eumenes vækkede den døde konge

I al hemmelighed havde Eumenes nemlig fået et brev hjemme fra Makedonien, hvor Alexander den Stores mor, dronning Olympias, frygtede, at Antigonos ville tage magten i hele imperiet og myrde Alexanders lille søn.

I brevet udråbte hun derfor Eumenes til kongehusets beskytter med bemyndigelse til at tage til byen Kyinda i provinsen Kilikien, hvor Sølvskjoldene bevogtede et af kongehusets skatkamre.

Eumenes lod derfor hånt om sin aftale med Antigonos og hastede til Sølvskjoldenes by. Her havde de andre generaler parkeret de ældgamle veteraner, som havde været i krig uafbrudt, siden Alexanders far, Filip 2., havde påbegyndt sine erobringer 40 år tidligere.

De var eksperter i alle våbenarter og især i fodfolkets seks meter lange sarissa-lanser, som var det makedonske infanteris mest effektive våben.

Sølvskjoldene havde elsket Alexander, men efter hans død havde ingen kunnet styre dem, og den ene af troppernes to ledere, Antigenes, havde endda deltaget i mordet på Perdikkas.

Mindet om Alexander den Store fik Sølvskjoldene til at slutte sig til Eumenes.

© Shutterstock

De 3.000 gamle mænd var derfor endt i Kyinda, hvor de fordrev tiden med deres medbragte familier og det krigsbytte, de havde samlet i løbet af 40 år krigstjeneste.

Eumenes vidste, at det ville være umuligt for ham at overtale Sølvskjoldene til at kæmpe for sig. Men ihukommende veteranernes hengivenhed over for Alexander fik han en idé: Han ville bringe kongen tilbage fra de døde.

Han stillede sig derfor op på en forhøjning midt i Sølvskjoldenes lejr, så alle kunne se ham.

“Alexander kom til mig i en drøm”, råbte Eumenes ud over den hvidhårede forsamling, der straks spidsede ører. “Han sad på en trone i den royale pavillon i midten af lejren med sit scepter og befalede, at alle beslutninger skulle træffes i netop den pavillon”.

Ifølge Plutarch tolkede Eumenes drømmen til, at Alexander ville have dem til at bygge ham en pavillon med trone og scepter i guld, og at alle beslutninger skulle tages i pavillonen, hvor Alexander ville vejlede dem fra det hinsides.

Talen fik tårerne frem i de gamle mænds furede øjenkroge. De mindedes de gyldne år, hvor Alexander havde ført dem fra sejr til sejr, og opførte straks pavillonen og tronen til hans ære.

Deres afdøde heltekonge havde gennem Eumenes rakt ud for at få hjælp til at vinde en sidste sejr – og de var klar.

Sølvskjoldene var udstyret med såkaldte frygiske hjelme af bronze. Hjelmene var stærkt udbredte i det makedonske infanteri.

© Musée d’Art Classique de Mougins

Pensionisthær gav Antigonos tæv

Med skatkammerets sølv lykkedes det Eumenes at opbygge en ny hær på mange tusind mand ud over de 3.000 Sølvskjolde. Han marcherede herefter til Fønikien i nutidens Libanon, hvor det bl.a. lykkedes ham at vinde generalen Peukestas for sin sag.

Ved flere lejligheder sendte Antigonos sine folk til Eumenes’ lejr for at lokke Sølvskjoldene til at forråde grækeren, men de gamle soldater lod sig ikke bestikke. De bakkede Eumenes helhjertet op, og grækeren kvitterede med lovprisninger.

“Mine beskyttere”, kaldte han dem ved enhver given lejlighed, selvom han konstant frygtede, at de en dag skulle skifte mening.

I 317 f.Kr. nåede Eumenes og hans nu over 40.000 mand store hær floden Kopratas nær den persiske by Susa. Hans spejdere havde opdaget, at Antigonos’ hær var nær og forberedte at krydse floden.

Eumenes lagde derfor en fælde. Da de første 10.000 af Antigonos’ krigere var sejlet over, angreb Eumenes tropperne fra sit skjul.

“Antigonos kunne ikke komme dem til hjælp pga. mangel på flere både og måtte se til, mens et stort antal tropper blev slagtet”, skriver den oldgræske forfatter Diodor.

For Eumenes var sejren kærkommen, fordi den viste Sølvskjoldene, at de havde valgt den helt rigtige leder.

Egentlig ønskede Eumenes nu at vende tilbage til Middelhavskysten, men hans allierede, general Peukestas, nægtede, så Eumenes måtte opgive.

For at styrke sin position fabrikerede Eumenes et falsk brev fra dronning Olympias. I brevet stod, at Olympias havde slået Antigonos’ allierede i Makedonien, og at hendes egen general nu var på vej til Eumenes med forstærkninger.

Det falske brev gav Eumenes stor støtte blandt tropperne, som mere end nogensinde var ivrige efter at slå Antigonos, der også var klar til kamp.

Slaget kom til at stå i efteråret 317 f.Kr. ved Paraitakene øst for Susa og blev afgjort af Sølvskjoldene. Over 80.000 mand bragede sammen på Paraitakenes slette, men Antigonos’ unge tropper havde ikke en chance over for Eumenes’ rutinerede veteraner.

Med deres lange sarissa-lanser kværnede Sølvskjoldene sig igennem fjendens skjoldmur og tvang fjendens infanteri på flugt.

Først ved aftenstide måtte de to sider omsider indstille kampen. Da havde Antigonos mistet næsten 4.000 mand – Eumenes blot lidt over 500.

Eumenes’ elitetropper var de såkaldte Argyraspider – Sølvskjoldene.

Med over 40 års krigserfaring kendte Sølvskjoldene alle slagmarkens mest beskidte kneb.

© Miłek Jakubiec/HISTORIE

Støvsky afgjorde det sidste slag

Vintermånederne efter Paraitakene-slaget brugte både Eumenes og Antigonos på at forberede det afgørende slag, som kom hurtigere, end Eumenes havde ventet.

Tidligt på året i 316 f.Kr. lod Antigonos sin hær marchere mod Eumenes, som havde spredt sine styrker nær Gabiene, ikke langt fra Paraitakene.

“I vanærer jeres egne fædre”. Beskeden fra Sølvskjoldene til Antigonos’ hær.

Eumenes nåede dog at blive advaret og fik i al hast samlet sine tropper. Hans hær var nu større end Antigonos’, og de to kæmpemæssige styrker stillede op på en øde saltslette.

En rytter red frem mod Antigonos’ hær med en besked fra Sølvskjoldene.

“Skurke!” råbte han. “I vanærer jeres egne fædre og alle dem, der erobrede hele verden sammen med Filip og Alexander”.

Eumenes’ tropper brølede i begejstring, krigshornene gjaldede, og de to hære satte i bevægelse. De mange tusind mænd rejste en sky af støv, der hurtigt indhyllede hele sletten.

Og pludselig øjnede Antigonos en mulighed. I ly af støvet sendte han en gruppe ryttere bag om Eumenes’ hær, hvor de overrumplede de vagter, som beskyttede Sølvskjoldenes familier og bagagetræn fyldt med de skatte, de havde erobret gennem årene.

Olympias, Roxane og Alexander den Stores søn blev alle myrdet.

Dronning Olympias, Roxane og lille Alexander blev alle myrdet af Kassander.

© History and Art Collection/Imageselect

Alexanders familie blev udslettet

Eumenes gik i krig for at sikre Alexander den Stores familie, men da Eumenes blev dræbt, gik kongefamilien en uhyggelig skæbne i møde.

Mens Eumenes kæmpede i Asien mod Antigonos, kæmpede Alexanders mor, dronning Olympias, i Makedonien mod Antigonos’ allierede, Kassander.

Men krigen i Makedonien gik skidt, og Kassander slog Olympias’ generaler. Han belejrede derefter Olympias og hendes sidste tropper i byen Pydna.

Til det sidste håbede den gamle dronning, at Eumenes ville slå Antigonos og derefter redde hende og resten af Alexanders familie. Men Eumenes nåede aldrig til Makedonien.

Samme år som Eumenes blev henrettet af Antigonos, blev også Olympias henrettet på Kassanders ordre. Seks år senere, i 310 f.Kr., lod Kassander Alexanders hustru, Roxane, og hans nu 13-årige søn, Alexander 4., forgifte.

Tilbage af Alexanders nærmeste familie var hans halvsøster, Thessalonike, som Kassander giftede sig med for at give sit herredømme over Makedonien et skær af legitimitet.

Kassander døde af sygdom i 297 f.Kr. To år efter blev Thessalonike myrdet af den ene af parrets to sønner. Dermed var hele Alexanders den Stores nærmeste slægt udryddet.

Imens buldrede de intetanende Sølvskjolde frem med deres enorme lanser og sendte Antigonos’ infanteri på flugt. Da kavaleriet forsøgte at komme det trængte infanteri til undsætning, stillede Sølvskjoldene sig ryg mod ryg med spyddene pegende udad, så ingen kunne angribe.

Men lige da Eumenes troede allermest på sejr, trak generalen Peukestas, der længe havde haft et horn i siden på Eumenes, sig pludselig ud af slaget med 1.500 af sine ryttere.

Ved aftenstide var Eumenes derfor nødt til at afblæse slaget uden en afgørelse. Og først nu opdagede Sølvskjoldene, at de havde mistet alt.

Antigonos udråbte sig selv til konge i 306 f.Kr.

Efter sejren over Eumenes erklærede Antigonos sig i 306 f.Kr. for konge af Asien. Fem år senere blev han dræbt i et slag.

© Nastasic/Getty Images

I raseri kastede de sig over Eumenes, som ifølge dem var skyld i deres tab. De tog hans sværd og bandt hans hænder for at udlevere ham til Antigonos, som til gengæld lovede dem deres ejendele tilbage.

“Ved Zeus, soldaternes beskytter, jeg beder jer, slå mig ihjel”, råbte Eumenes desperat, men de hærdede krigere lyttede ikke.

Deres familie, velstand og ære var mere værd end Alexander den Stores spøgelse.

Eumenes blev udleveret til Antigonos, der lod ham fængsle. Efter to uger besluttede Antigonos at sulte grækeren ihjel. Men selv efter flere dage uden vådt eller tørt var Eumenes stadig i live.

Til sidst fik Antigonos en soldat til barmhjertigt at kvæle den udmarvede Eumenes, hvis brave kamp for Alexanders arv dermed omsider var forbi.

Makedonsk soldatergrav fundet i Lydien.

Mange af de makedonske tropper døde ligesom Sølvskjoldene i øst. Her en makedonsk soldatergravsten.

© akg-images/Ritzau Scanpix

Antigonos tog hævn over Sølvskjoldene

Selvom Sølvskjoldenes forræderi i sidste ende gav Antigonos sejren over Eumenes, fik de ingen tak af generalen. Tværtimod udtænkte Antigonos en beskidt hævn over de gamle krigere, som havde kostet ham så dyrt.

Da Sølvskjoldene i 316 f.Kr. forrådte Eumenes og udleverede ham til Antigonos, lovede Antigonos til gengæld at give dem deres familier tilbage og optage dem i sin hær. Generalen holdt sit ord, men tog alligevel hævn over de barske krigere, som havde slået hans hær igen og igen.

Ifølge den oldgræske forfatter Plutarch afskyede Antigonos synet af Sølvskjoldene, som han kaldte “ugudelige og barbariske uslinge”. Han gav derfor den makedonske guvernør af Arachosien i nutidens Afghanistan ordre til at bruge ethvert middel til at udslette de gamle krigere.

Ifølge Antigonos’ ordre måtte ingen af dem nogensinde vende tilbage til Makedonien eller i det hele taget se det græske hav igen.

Sølvskjoldene forsvandt derfor ud af historien, og ingen kilder omtaler deres videre skæbne. Alt taler for, at de blev sat til at bekæmpe de mange vilde stammer, der befolkede Arachosien.

De fik således aldrig den glorværdige død på slagmarken, som ville have passet til deres formidable indsats på slagmarkerne. I stedet tørrede de gamle krigernes liv ét efter ét ud i Østens hede sand.