Homoseksuelt elitekorps gav Sparta klø

Xerxes blev omsider nedkæmpet af Athen og Sparta i fællesskab, men deres alliance holdt ikke længe. Under Den Peloponnesiske Krig i 404 f.Kr. slog spartanerne Athen og blev Grækenlands mægtigste bystat – med den forlokkende konsekvens, at stræberen Theben steg op som nummer to.

Boiotien blev af grækerne kaldt “et dansegulv for krigsguden Ares” pga. de flade sletter, som var perfekte til militærslag – og næsten umulige at forsvare. Blot truslen om krig fra det mægtige Sparta var nok til at tvinge Theben og Det Boiotiske Forbund ind i en alliance med Sparta.

I 385 f.Kr., da Sparta erklærede krig mod bystaten Mantinea, trådte soldater fra Theben ind i de spartanske rækker. Blandt dem var to unge mænd – Pelopidas og Epameinondas – fra Thebens overklasse. De kæmpede side om side og blev nære venner. Under belejringen af Mantinea stod de to på udsatte poster, og da fjenden uventet brød igennem, syntes alt tabt.

“Pelopidas blev såret syv gange og sank sammen på en stor bunke af venner og fjender, som lå døde ved hans fødder”, fortæller den græske forfatter Plutarch.

Epameinondas holdt stand “og kæmpede desperat, for han var fast besluttet på at dø i stedet for at efterlade Pelopidas’ livløse krop”.

Sværdslagene haglede ned over Epameinondas, og i sidste øjeblik blev de to hårdt sårede mænd reddet af den spartanske kong Agesilaos. Det skulle kongen komme til at fortryde.

I løbet af de næste 15 år ændrede de to venner Grækenland for altid, da de grundlagde et homoseksuelt elitekorps, som knuste Sparta.

Sparta begik helligebrøde

Thebens opgør med Sparta var startet med et forræderi. Mens den spartanske general Phoibidas marcherede en hær forbi Theben i sensommeren 382 f.Kr., blev han opsøgt af en budbringer fra byen.

Budbringeren fortalte, at Sparta-tro rigmænd i Theben ville åbne byens fæstning for spartanerne og med deres hjælp gennemføre et statskup. Byens garnison var intet problem. Soldaterne havde fået fri for at fejre den religiøse fest for kornets gudinde, Demeter. Forsvaret var overladt til byens kvinder.

Phoibidas spildte ikke tiden. Selvom antikkens uskrevne regler afholdt enhver græsk hær fra at angribe på en helligdag, marcherede spartanerne uden at møde modstand ind i Theben.

“Hele Grækenland var forbløffet over Spartas handling og det forræderiske kup”, skriver Plutarch.

I ugerne efter indførte kupmagerne et oligarki (fåmandsvælde) i Theben efter spartansk forbillede. “Tyrannerne” sørgede for at henrette modstanderne, men det lykkedes 300 at flygte ud af byen. Blandt dem var Pelopidas, der havde rang af officer og nåede til Athen. Hans ven Epameinondas slap ikke ud af Theben, men “tyrannerne” anså ham ikke for at være en trussel og lod ham leve.

Fra eksilet i Athen svor Pelopidas hævn. De to venner holdt kontakten vha. indsmuglede breve, og i 379 f.Kr. vendte de flygtede thebanere tilbage til hjembyen for at styrte “tyrannerne”. Inde i Theben holdt Epameinondas og en flok sammensvorne sig klar. Oprøret kunne begynde.

Dragshow narrede fjenden

Ingen af portvagterne fattede mistanke, da oprørerne ankom til Theben forklædt som landarbejdere på vej hjem med høsten.

Epameinondas omfavnede Pelopidas og fortalte, at “tyrannerne” holdt drikkegilde. Chancen var oplagt. I huset hos en medsammensvoren tog oprørerne kvindetøj ud over tøjet og satte flettede kranse af pinjegran på hovedet.

Den traditionelle pynt dækkede mændenes ansigter og fik dem til at ligne letlevende damer. De berusede tyranner brød ud i jubelråb, da “kvinderne” dukkede op i festsalen. Men blottede oprørerne deres våben.

“De trak sværdene og løb frem mod festbordene. Nogle gæster gjorde modstand og ville forsvare sig, men de var så fulde, at de blev ekspederet uden problemer”, fortæller Plutarch.

Thebens borgere fik nys om oprøret og stormede ind til byens smedjer efter sværd og spyd. Spartanerne forskansede sig, men de var i undertal og overgav dagen efter fæstningen.

Krigen mod Sparta var en realitet. Det Boiotiske Forbund samlede en hær, men manglede en enhed af fodfolk, der kunne matche Spartas spartiater, fuldblodssoldater, der fra barnsben var trænet i kamp og benhård disciplin. Løsningen blev et korps af homoseksuelle par, som – mente thebanerne – ville udvise ekstraordinært mod, da en elsker hellere vil dø end at skuffe sin partner.

“Hvilken kæreste ville forlade sin elskede eller svigte ham i hans skæbnetime?” som filosoffen Platon skrev i “Symposion” fra omkring 370 f.Kr.

Kærligt korps var helligt

Homoseksualitet blandt mænd var ganske normalt i de græske bystater, og i Theben blev der udvalgt 150 kærestepar i god fysisk form, som gennemgik en intensiv træning i bl.a. brydning af Epameinondas.

Parrene øvede også sang, dans og citering af poesi, fordi en stærk soldat skulle have en stærk ånd, mente thebanerne. Da de 300 mænd blev anset for at være under kærlighedsguden Eros’ beskyttelse, blev korpset kendt som “Thebens hellige korps”.

Det Boiotiske Forbund gav Pelopidas og Epameinondas kommandoen over den samlede styrke, og med Det hellige korps i spidsen havde de i de følgende tre år held til at fordrive Spartas garnisoner fra stort set alle byer i Boiotien. Sparta hævnede sig ved at plyndre og nedbrænde, men det kom aldrig til et afgørende slag mellem parterne.

I 375 f.Kr. var kun byen Orchomenos tilbage på Spartas hænder. Pelopidas marcherede mod byen med Det hellige korps og 200 ryttere, som valgte en rute gennem en dal nær byen Tegyra. Så dukkede Spartas hær uventet op i det fjerne. Op imod 1.200 spartanere stod over for den mindre thebanske styrke i slugten, hvor det var umuligt at slippe væk.

Panikken begyndte at brede sig i de thebanske rækker ved synet af den overlegne fjende. En thebansk soldat løb ifølge Plutarch hen til Pelopidas og skreg:

“Vi er faldet i fjendens hænder”.

Hærlederen svarede iskoldt: “Hvorfor tror du ikke, de er faldet i vores?”

Pelopidas stillede sig i spidsen for de homoseksuelle soldater og gav ordre til at danne en usædvanlig tæt formation, som han sendte direkte mod den del af spartanernes linje, hvor deres to generaler var udstationeret. Med et øredøvende brag stødte korpset ind i Spartas skjoldmur. Hårde kampe fulgte, og Thebens kavaleri sikrede, at elitekorpset ikke blev angrebet i flanken.

Pelopidas gik målrettet efter at dræbe de to spartanske generaler, og taktikken virkede. Det hellige korps viste sig fuldt på højde med spartanerne, og da deres generaler var døde, indledte de berygtede elitekrigere deres flugt.

“Han kommanderede Det hellige korps og angreb først, hvilket var årsag til sejren”, skriver den græske historiker Diodor i 100-tallet f.Kr.

For første gang nogensinde havde en undertallig hær slået spartanerne. Med sejren ved Tegyra var Theben for alvor blevet en trussel for Sparta.

Massivt pres gav sejren

Thebens sejr forøgede kun uroen i Boiotien. Efter flere års krig var høst og handel ødelagt og Grækenland blevet sårbart over for en udenlandsk invasion. Lederne fra Sparta, Athen og Theben så sig i 371 f.Kr. nødsaget til at indlede fredsforhandlinger.

På mødet krævede Epameinondas frihed for alle byer erobret af Sparta, fordi krigerstaten var blevet stærk “på bekostning af andre staters lidelser”. Kravet gjorde Spartas konge rasende.

“Agesilaos sprang op fra sit sæde og bad vredt Epameinondas sige klart, om Boiotiens byer så også skulle være uafhængige af Theben”, skriver Plutarch.

Et slagsmål brød ud, og Epameinondas forsøgte med brydetag at smide kongen ud af salen, indtil de andre mødedeltagere fik skilt de to ad. Mødet blev opløst, og en arrig Agesilaos kommanderede sin medregent, kong Cleombrotus, ind i Boiotien med 10.000 soldater og 1.000 ryttere. Nu skulle det endelige slag stå.

Ved byen Leuctra, som lå 10 km fra Theben, stod Epameinondas klar med 7.000 hoplitter (fodfolk), 500 ryttere og samt Det hellige korps anført af Pelopidas.

Spartas enorme hær dukkede snart op, og fuldkommen lydløst indledte den marchen frem mod thebanerne. Den tyste march var et middel til at skræmme fjenden og havde – ligesom de fleste taktikker i Spartas militærtradition – ikke ændret sig i over 100 år. Spartanerne avancerede i en bred formation, der var omkring 12 rækker dyb, som det var kutyme i et hoplit-angreb.

Det var præcis hvad Epameinondas forventede. Muligvis inspireret af sejren ved Tegyra samlede han en venstre flanke, som var op imod 50 rækker dyb og anført af Pelopidas med Det hellige korps. De angreb straks spartanernes stærke venstre flanke og bragede sammen med kong Cleombrotus og hans livgarde bestående af de bedste spartiater.

Thebens tætpakkede formation pressede spartanerne. Imens marcherede resten af Spartas hær fremad imod Thebens svagere hoplit-formationer. Men stik imod gængs krigsførelse begyndte Thebens tropper at trække sig baglæns.

Imens store dele af Spartas hær dermed spildte tid på at komme i kamp, blev den spartanske konge mere og mere udsat. Det hellige korps kæmpede lige op med Spartas elitekrigere, og presset på spartanerne var enormt.

“Giv mig nu bare ét skridt til, så er sejren hjemme!” brølede Pelopidas til sine mænd ifølge den græske militærhistoriker Polyenus.

Da de spartanske rækker gav efter, mistede kong Cleombrotus livet, og hans soldater tog flugten. Den mægtige krigerstat var fortid.

Militærgeni knækkede elitekorps

Med tusinder af faldne og sårede var Sparta forsvarsløs, da boiotiske soldater i 370 f.Kr. invaderede Peloponnes og befriede utallige slaver. Uden slaver til at passe markerne var Sparta hårdt presset og tæt på at falde helt fra hinanden.

Nu stod Theben som Grækenlands stormagt, men mørke skyer trak sammen i horisonten. I 364 f.Kr. blev Pelopidas sammen med en lille styrke sat til at styrte tyrannen Alexander i Thessalien. Men hærføreren mistede sin besindighed og styrtede tankeløst frem for at udfordre Alexander til tvekamp. Så langt nåede han ikke, før tyrannens livvagter dræbte ham. Rasende over tabet af deres leder stormede Det hellige korps frem og knuste Alexanders hær uden nåde.

“Markerne blev dækket af døde”, noterer Plutarch.

To år senere døde Epameinondas i en ny krig, hvor Sparta og Athen havde allieret sig mod Theben. Krigen endte uafgjort og efterlod et magtvakuum i Grækenland, som ingen bystat var stærk nok til at udfylde.

Fraværet af en stærk græsk magt gjorde det let for Makedoniens konge, Filip 2., at invadere i 338 f.Kr. I hast blev en græsk koalitionshær samlet, men over for Filips 18-årige søn, militærgeniet Alexander, havde grækerne ikke en chance. Det hellige korps’ 300 mand blev omringet og kæmpede til sidste mand, mens resten af koalitionshæren gik i opløsning.

Da Filip 2. efter slaget så ligene af det legendariske korps, der blev smidt op i en bunke, begyndte han at græde ved tanken om deres tragiske skæbne.

“Død over enhver, som mener, at disse mænd gjorde noget usømmeligt!” udbrød Filip. Han fordømte dermed de spartanere, som havde kritiseret korpset for dets homoseksuelle kærlighed.

Sejrherren tillod, at thebanerne anlagde en fællesgrav for korpset og rejste et mindesmærke i form af en stenløve, men Thebens korte storhedstid var endegyldigt forbi.